0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Gaddafis død kan skærpe fraktionsopgør og hævn

Libyeneksperten Ulla Holm mener, at overgangsstyret kun har et par uger til at forhindre, at eufori vendes til mistillid.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Francois Mori/AP
Foto: Francois Mori/AP
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det bliver helt afgørende, om overgangstyret NTC efter Moamar Gaddafis død kan samle landets mange fraktioner og militser.

»Nu ser vi euforien, hvor der skydes op i luften. Men det kan meget hurtigt vendes til mistillid til NTC«, siger Ulla Holm, Libyenekspert ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Om forlydender om at Gaddafi bad for sit liv, siger hun: »Øjensynlig vil NTC fremstille Gaddafi som ynkelig ligesom Iraks Saddam Hussein, der bad for sit liv, da han blev fanget i et jordhul«.

»Det er en stor fordel, hvis Gaddafi er død og ikke kun såret, for da ville den Internationale Domstol kræve ham udleveret. Det ville skabe voldsom debat i Libyen, om hvorvidt han skulle udleveres eller retsforfølges hjemme«.

Ufatteligt store udfordringer
Med Gaddafi ude af billedet vil debatten om, hvordan forsoningen skal finde sted, skærpes, mener hun: »NTC står med ufatteligt store udfordringer. De har et smukt program, selv om EU og USA er bekymrede for, at det tilkendegiver, at der tages hensyn til sharia«.

Den bekymring deler Ulla Holm ikke, da hun ser det som »en nødvendig reference« til den religiøse faktor.

»Programmet peger på en pluralistisk regering, frihedsrettigheder for minoriteter, kvinder og politiske partier, altså et politisk og ikke-religiøst system. Det afgørende bliver, hvad der stilles op med myriaden af militser. Hvordan kan man demobilisere unge mænd, der har opbygget identitet i kampene? Hvordan skal man fastholde deres politiske støtte, hvis man ikke giver dem en militær rolle eller solide udsigter til en politisk rolle?«.

De store olieressourcer kan hjælpe, »men det er ikke nok med smukke løfter«.

Afgørende bliver også udfaldet af kappestriden mellem de forskellige oprørsgrupper: »I Benghazi i øst mener de, at de gjorde det beskidte arbejde. I Misrata og Sirte i vest siger de det samme. Så udfordringen er at skabe en fælles identitet og legitimitet. Det bliver afgørende at få de konkurrerende ledere til at arbejde sammen i de kommende par måneder«.

Islamistisk fare?
Mange kommentatorer mener, at islamisterne styrkes under de aktuelle konflikter.

»Som i alle arabiske lande er der forskellige strømninger. Islam er en identitetsmarkør også i Libyen. Der er jo de 500-600 islamister, der vendte tilbage efter kampe i Irak og Afghanistan, men så vidt vides har de ingen opbakning i befolkningen. Men de deltog mod den fælles fjende Gaddafi. Der er også de konservative efterkommere efter kong Idris (som Gaddafi væltede ved kuppet i 1969, red.)«. Kong Idris inddrog det egyptiske Muslimske Broderskab »som en identitetsmarkør« over for Italien.

»Der må nu balanceres mellem sekulære, kulturmuslimer og konservative, men jeg ser ikke nogen fare fra islamister«.

Oprøret i Libyen var de unges, middelklassens og de arbejdsløses opstand »imod smadringen af den samfundsmæssige opbygning i Gaddafis 42 år, hvor han spillede stammer ud imod hinanden«.

Fare for hævntogter
Som en af de store udfordringer peger Ulla Holm på Libyens sydlige del, der for størstedelens vedkommende er et kæmpestort ørkenområde. Der bor ca. 600.000 af Libyens godt 6 millioner indbyggere.

»Der tales meget om situationen i Tripoli og Benghazi, men ikke om landets sydlige del, hvor Gaddafi brugte tuareger som velbetalte soldater. Fra syd meldes der allerede om grove overfald på »de sorte«.

Kan uenighederne ikke mildnes, i hvert fald for en stund, af Gaddafis exit?

»Ja, det kan tænkes. Men det kan blive en meget kort stund. Overgangsregeringen må arbejde lynhurtigt for at vise, at ødelæggelserne var det hele værd. Tendenserne til hævntogter må bremses«, siger Ulla Holm og fremhæver, at der er mange, som står på spring for at plyndre rigdomme i Gaddafi-tilhængernes boliger.

Overgangsregeringen regner med at få landet på fode i løbet af 18-20 måneder.

Det nye Libyen kan udvikle sig kaotisk med opgør mellem de mange fraktioner og militser, når de ikke længere skal stå sammen i kampen mod Gaddafi.

Libyen klarer det ikke uden international hjælp, fremhæver Ulla Holm, der ikke tror, at Nato vil gribe ind igen: »Jeg tror ikke, at de har lyst til mere«.

Man kan kun håbe, at FN opfylder alle løfterne om hjælp, mener hun:

»Libyerne skal starte helt fra bunden. Heller ikke under kong Idris var der tale om demokrati, kun liberal økonomi under et kongeligt diktatur«.

»Den sikkerhedspolitiske situation er det helt centrale. Økonomien må komme hen ad vejen. Oliesektoren kan hurtigt komme på fode. Oliekontrakterne med blandt andet spanske og franske selskaber skal fornyes. Italienerne er også tilbage«.

»Det er sikkerhed og politik, som nu afgør spillet i Libyen, ikke en islamistisk fare«, siger Ulla Holm.

FACEBOOK