Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Frontlinje. Bevæbnede Talebankrigere og vejsidebomber gjorde området omkring militærbasen Armadillo dødsensfarligt.
Foto: Lars Skree - fra filmen 'Armadillo'

Frontlinje. Bevæbnede Talebankrigere og vejsidebomber gjorde området omkring militærbasen Armadillo dødsensfarligt.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Armadillo fik større symbolsk værdi end militær betydning

Danske soldater ønskede allerede i efteråret 2009 at lukke basen. Men der blev sagt nej højere oppe i systemet.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Støv og sand hvirvlede op i luften, mens danske forsyningskonvojer i foråret 2009 langsomt banede sig vej gennem ørkenen i det sydlige Afghanistan.

Selv om der kun var 40 kilometer mellem danskernes hovedbase Price og den fremskudte base Armadillo længere nordpå, tog turene op til seks timer.

Konvojerne kørte nemlig ikke den lige vej. En tragisk episode året før havde understreget, hvor farligt det var at køre forsyninger frem til baserne i hele det danske militærs ansvarsområde ved Gereshk. Også selv om hændelsen skete langt væk fra det farlige område ved Armadillo.

LÆS DEBAT Fem dage før juleaften 2008 kørte den såkaldte julekonvoj forsyninger til blandt andre de danske lejre Sandford og Armadillo. Tåge forsinkede konvojen, og derfor måtte soldaterne på hjemturen køre tilbage i det afghanske ørkenmørke. Da konvojen nåede frem til en lille klynge huse kun fem kilometer fra Camp Price tæt ved Gereshk, eksploderede en avanceret vejsidebombe på over 30 kilo sprængstof under en af de pansrede mandskabsvogne.

Mandskabsvognens bund og top blev revet i stykker, mens dele af vognen blev slynget langt væk – og ammunitionen inde i køretøjet eksploderede i et brændende inferno.

Tre soldater døde på stedet. Mirakuløst overlevede mandskabsvognens fører, der blev beskyttet mod ilden, da bunden af vognen krøllede sig sammen som en frelsende væg af metal bag førersædet.

Mellem 10 og 40 kilometer i timen
Risikoen var derfor stor, og den danske bataljon gjorde alt for at beskytte forsyningskonvojerne. Også da lastbilerne i forårsmånederne 2009 jævnligt kørte af sted med forsyninger til soldaterne i de fremskudte baser.

Ruten blev ændret fra gang til gang for at undgå vejsidebomber og angreb fra Taleban. Beskyttet af pansrede mandskabsvogne og tunge maskingeværer kørte lastbilerne i en bue langt ind i ørkenen. Køretøjerne kom kun langsomt frem. Nålen i speedometeret svingede mest mellem 10 og 40 kilometer i timen.

Vi ville sådan set gerne af med baserne.



Forrest kørte en pansret mandskabsvogn, hvis vigtigste opgave var at finde den bedste vej gennem den stenede ørken. Når soldaterne fik mistanke om, at der kunne være nedgravet vejsidebomber, stoppede de og afsøgte området med minesøgere.

Så længe lastbilerne holdt sig i mandskabsvognens spor, var de næsten sikre på ikke at støde på vejsidebomber. Først når konvojen nærmede sig Armadillo, kørte den ud af ørkenen og ind på en primitiv vej.

'Log Train'
Her var risikoen for angreb størst. Derfor havde soldaterne i Armadillo ryddet vejen for miner og ventede på at eskortere lastbilerne det sidste stykke ind til lejren.

Konvojerne blev i militærsprog kaldt for ’Log Train’. De var selve livlinen for de fremskudte baser og især den fjerneste base Armadillo, som var isoleret fra omverdenen i et fjendtligt område. Alt blev transporteret. Lige fra kampvognsbælter og artillerigranater til soldater og breve hjemmefra.

Basen var efterhånden blevet stadig mere omringet af vejsidebomber, og det blev farligere at gå på patrulje i området.

Men bataljonsledelsen vurderede, at det var risikoen værd at bevare Armadillo og de andre fremskudte baser. Der blev ikke stillet spørgsmålstegn ved basernes militære betydning på det tidspunkt – og det gjaldt også Armadillo, som var den nordligste danske base. Samtidig var basen også blevet mytisk i den danske hær.

Nyere tids største militærhelt
Halvandet år tidligere under danskernes offensiv i dalen nord for Gereshk, der førte til oprettelsen af basen, blev major Anders Storrud hårdt såret og kort efter erklæret død.

Han bliver nu omtalt som nyere tids største danske militærhelt – og en officersklasse på Hærens Officersskole er blevet opkaldt efter ham.

Basen Armadillo var blevet symbolet på Storruds heltemod. Som et led i offensiven i efteråret 2007 havde Anders Storrud udpeget et sted oppe ad Helmandfloden, hvor der fra et højt punkt på flodens vestlige side var frit udsyn fra den ene side af floddalen til den anden. Ovre på flodens østlige bred lå der allerede en mindre britisk base kaldet Gibraltar.

Hvis danskerne kunne etablere en base på stedet, og den britiske base Gibraltar på den anden side af floden blev udbygget, ville der være sat en ’prop i hullet’.

På den måde regnede Anders Storrud med, at man kunne forhindre Taleban i at trænge ned i dalen og skabe usikkerhed for de mere end 50.000 indbyggere i Gereshk. Den danske bataljon fortsatte mod målet efter majorens død, og basen blev kaldt Armadillo efter Storruds lykkedyr, det amerikanske bæltedyr.

Afghanernes tillid
2. februar 2008 blev Armadillo officielt indviet, og sammen med Gibraltar udgjorde de to baser frontlinjen. Som militærforskerne Peter Viggo Jacobsen og Peter Dahl Thruelsen senere konstaterede i årbogen for DIIS for 2011:

»På dette tidspunkt markerede FOB Armadillo (med danske styrker) og FOB Gibraltar den forreste linje for de internationale styrker og regeringsstyrkerne«.

De to baser var også afgørende brikker i en plan om senere at avancere længere nordpå og overtage kontrollen med hele floddalen op til dæmningen i Kajaki, hvor der allerede befandt sig britiske soldater.

Strømmen fra vandkraftværket skulle elektrificere dele af det sydlige Afghanistan, så den internationale koalition og præsident Hamid Karzais regering kunne vinde de lokale afghaneres tillid ved at vise konkrete resultater med betydning for deres hverdag.



Ny strategi
Men mens konvojerne sneglede sig vej gennem ørkenen til Armadillo i foråret 2009, blev den internationale, militære strategi for det sydlige Afghanistan ændret, og det fik afgørende betydning for det danske område.

I dyb stilhed opgav generalerne projektet ved dæmningen Kajaki. Det var ellers lykkedes op mod 4.000 soldater fra Danmark, Storbritannien, USA, Canada og Australien at få transporteret en ny turbine frem til Kajaki.

Det var blevet lanceret som en stor, militær triumf, men siden var der ikke sket mere. Talebans magt i det uvejsomme terræn spændte ben for de store elektrificeringsplaner. Det viste sig umuligt at fragte 900 ton cement, andre byggematerialer og arbejdere frem til dæmningen.

Samtidig indledte den nyvalgte amerikanske præsident, Barack Obama, og Nato’s ledelse i foråret 2009 det store militære strategiskifte i Afghanistan. Den internationale styrke var presset af Taleban og en stribe andre oprørsgrupper, og Obama ville have et gearskifte.

Til gengæld sendte USA flere soldater til Afghanistan. Det skete i håbet om, at en overvældende militær magt på få år kunne knuse Taleban.

Porten til helvede
Strategiens militære kerne var, at der skulle fokuseres på landets befolkede områder.

Soldaterne skulle ikke længere kæmpe i relativt øde landområder uden chance for at kunne bevare kontrollen med det erobrede land. Den nye strategi for oprørsbekæmpelse skulle naturligvis også gennemføres i Helmandprovinsen, hvor Talebans oprør stod særligt stærkt.

Nu skulle indsatsen koncentreres ved byerne og de tættest befolkede områder ved Helmandfloden – og det var ikke i dalen nord for Gereshk.

Derfor besluttede briterne at lukke basen Gibraltar i sommeren 2009, hvilket var en lettelse for dem. Hver gang de 160 britiske soldater gik på patrulje fra basen, blev de angrebet, og området var gennemmineret med vejsidebomber.

De britiske soldater havde derfor givet basen Gibraltar et nyt navn: Porten til helvede. Alene i sommeren 2008 blev 5 britiske soldater dræbt, 14 alvorligt såret og 30 andre lettere såret. I første omgang holdt briterne ud i Gibraltar, men nu forlod de basen.

Men danskerne fastholdt Armadillo.

Symbolsk betydning
Først i sidste uge kom det frem, at den øverste britiske militære ledelse i forsommeren 2009 ifølge den daværende forsvarschef Tim Sloth Jørgensen ville have danskerne til at lukke Armadillo på den anden side af floden.

Det fortalte han i bogen ’Et land i krig’. Briternes idé var, at de danske soldater kunne flyttes ned mod Gereshk som et led i den nye strategi.

LÆS ANMELDELSE

Tim Sloth Jørgensen uddybede de nye oplysninger over for netavisen berlingske.dk: »De (briterne, red.) lavede en ny strategi og omprioriterede styrkerne nord for Gereshk, så de blandt andet lukkede en del baser oppe nordpå. Deres oplæg til os var, at vi skulle lukke Armadillo«.

Men Tim Sloth Jørgensen ville ikke lukke basen, fordi han mente, at den stadig havde en militærfaglig betydning, og der var også en anden grund. Til bogen ’Et land i krig’ forklarede han, at basen havde en særlig symbolsk betydning i Danmark:

»Efter min mening ville det blive opfattet som et nederlag. Ikke at vi så havde tabt krigen, men set i det mikrokosmos ville det være et nederlag. Det var svært at fremstille det som noget positivt, selv om det var en del af en ny, samlet strategi. Personligt var jeg meget ked af, at Armadillo måske skulle lukkes. Der var noget mytisk omkring basen. Navnet og fortællingerne om kampen. Hvad ville de pårørende sige, hvis vi lukkede den? Havde det så været forgæves, at soldater havde givet deres liv for at komme derop?«.

Politisk beslutning
Ifølge Tim Sloth Jørgensen havde den øverste britiske militærledelse respekt for de følelsesmæssige argumenter fra Danmark.

Resultatet blev et kompromis, så den danske bataljon i sommeren 2009 fik to hovedopgaver. Basen Armadillo i nord skulle bevares, men danskerne skulle også koncentrere så mange soldater som muligt sydpå.

Den tidligere forsvarschef sagde også til Politiken, at daværende forsvarsminister Søren Gade (V) godkendte beslutningen om at opretholde Armadillo:

»Sådan en sag som denne her skulle afstemmes politisk. Det var ikke en militær beslutning, om Danmark skulle trække sig tilbage eller ikke trække sig tilbage. Vi gav et militært input, men i sidste ende var det en politisk beslutning«.

Med de styrker, vi havde tilbage, kunne vi ikke kontrollere området mod nordøst op til Armadillo. Derfor drøftede vi flere gange med briterne, om basen kunne lukkes.

Ifølge Tim Sloth Jørgensen blev den afgørende danske beslutning taget i forsommeren 2009 i en snæver kreds bestående af Søren Gade, departementschef Lars Findsen, Tim Sloth Jørgensen og Forsvarskommandoens stabschef Bjørn Bisserup.

Men Søren Gade afviste over for TV 2 Nyhederne, at det var en politisk beslutning:

»Jeg har på intet tidspunkt omkring Armadillo siddet en militærfaglig anbefaling overhørig. Det har jeg ikke gjort i den sag – ej heller i andre. Det er derfor, man har Forsvarskommandoen. Der træffer man de militære beslutninger, og anbefalingerne bliver sendt til mig som minister, og jeg har også i denne her sag fulgt de anbefalinger, der kom fra den daværende forsvarschef, Tim Sloth Jørgensen«.



Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) har nu bedt Forsvarskommandoen om en redegørelse for forløbet omkring basen Armadillo, og det ventes, at redegørelsen kommer i næste uge.

Danske soldater ville lukke base
Men nu kommer det frem, at også ledelsen for de danske soldater ved frontlinjen i Afghanistan i det tidlige efterår 2009 overvejede en lukning af Armadillo.

»Med de styrker, vi havde tilbage, kunne vi ikke kontrollere området mod nordøst op til Armadillo. Derfor drøftede vi flere gange med briterne, om basen kunne lukkes«, fortæller major Brian Nissen, der var stabschef for de danske soldater på hold 8 i efteråret 2009.

Cheferne var ikke alene om deres overvejelser. Politiken har talt med en række officerer og menige, der gjorde tjeneste i Helmand og i Armadillo på det tidspunkt. De mener, at Taleban stod så stærkt i området, at det ikke gav mening at fortsætte med basen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS MERE

Mens den britiske forsvarsledelse i London også mente, at Armadillo kunne lukkes, havde de britiske chefer i Helmand en anden opfattelse. Deres militærfaglige begrundelse var, at kanoner og raketbatterier i Armadillo var en støtte for Nato’s styrker i området.

Yderligere halvandet år
Den lokale britiske ledelse i Helmand lod danskerne forstå, at det ikke var en god idé at lukke basen.

Da forsvarsledelsen i København havde samme opfattelse, endte det komplicerede spil med, at danskerne blev i Armadillo i yderligere halvandet år, før basen endelig blev lukket.

»For vores vedkommende endte det med, at vi aldrig sendte en formel henvendelse til briterne om at lukke Armadillo«, siger Brian Nissen.

Det understøttes af den næstkommanderende på hold 8, oberstløjtnant Michael Engholm, som i bogen ’Et land i krig’ fortæller, at bataljonsledelsen overvejede at lukke Armadillo.

»Vi overvejede, hvad der ville ske, hvis vi trak os længere ned mod Gereshk. Vi ville sådan set gerne af med baserne«, siger Michael Engholm i bogen.

LÆS LEDER

I stedet skulle de danske soldater blandt andet samle sig lige nord for Gereshk i fire baser, som blev kaldt Patrol Baseline og skulle beskytte byen.

Forløbet bekræftes af militærforskerne Peter Viggo Jakobsen og Peter Dahl Thruelsen i artiklen fra DIIS Foreign Policy Yearbook 2011:

»Den danske kampgruppe havde ikke nok styrker til at implementere denne plan og foreslog at lukke FOB Budwan (Armadillo, red.) for at gøre den i stand til at koncentrere sine styrker i et mere afgrænset område tæt ved Gereshk. Men planen om at lukke FOB Budwan blev afvist efter en række indvendinger fra København, den britiske brigade og det højere niveau Regional Command South«.

Gode grunde til lukning
Det er blandt andet officerer fra den periode i Helmand, som er kilder til rapporten, og lektor Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet siger, at der var gode grunde til de danske soldaters ønske om at lukke Armadillo.

»Hold 8 blev bedt om at udføre nye opgaver for briterne, og derfor havde den danske bataljon ikke længere nok styrker til at gennemføre de opgaver, som de ellers havde. Derfor bad de om lov til at lukke Armadillo. Men vi fik at vide gennem vores interview, at den britiske brigade ikke ville være med til det, og Forsvarskommandoen i København var også imod det. Så der måtte altså være nogle militære hensyn. Men dem spurgte vi ikke ind til«, fortæller Peter Viggo Jakobsen.

Peter Viggo Jakobsen var også selv kritisk over for basen:

»Vi havde taget kontrollen over et større område, end vi var i stand til at holde Talebanfrit, og det gjorde det umuligt at sætte gang i genopbygningen, som skulle være formålet med strategien. Men jeg havde forståelse for, at man accepterede, at briterne sagde nej, og at Armadillo havde en stor symbolbetydning i hæren, og at basen havde en betydning hjemme i Danmark«.

En enkelt mineplov
Basen var blevet symbolet på den militære, danske triumf efter den historiske offensiv op igennem floddalen i efteråret 2007.

Ikke bare internt i forsvaret, men også hos de politikere og den del af befolkningen, der interesserede sig for krigen, stod Armadillo som et vartegn for den nye, militære indsats: offensiv krig, danske sejre, tab og heltemod.

Tæt ved Armadillo lå en anden mindre base, som hed Barakzai – og situationen blev værre og værre i løbet af 2010, selv om alle træer ved basen i vinterens løb blev fældet eller sprængt væk for at gøre det sværere for Taleban at snige sig tæt på og grave vejsidebomber ned.

Hold 8 blev bedt om at udføre nye opgaver for briterne, og derfor havde den danske bataljon ikke længere nok styrker til at gennemføre de opgaver, som de ellers havde. Derfor bad de om lov til at lukke Armadillo.



Til sidst besluttede bataljonsledelsen, at man kun måtte køre til Armadillo med en mineplov forrest i konvojen. Ploven var monteret foran på en kampvogn, der med stor kraft pløjede alle sprængladninger op og detonerede dem. Afstanden til den svært pansrede kampvogn var tilpas stor til, at der ikke kom skader på vognen eller mandskabet.

Bag mineploven kunne de andre køretøjer komme frem i det dybe bløde spor, og på den måde kunne danskerne med stor sandsynlighed komme sikkert frem til Armadillo.

Men danskerne havde kun én plov, og den var ofte til reparation, fordi den var blevet slået skæv af en eksploderende bombe.

Truslen fra vejsidebomberne fik danskerne til at gå på færre patruljer, og det blev endnu sværere at forsyne de forskellige baser, fordi ploven næsten altid skulle køre forrest.

Dokumentarfilmens spotlys
Armadillo blev for alvor kendt i Danmark i 2010, da dokumentarfilmen ’Armadillo’ viste krigens rå hverdag, både i biograferne og på TV 2.

Dokumentaren fulgte et hold danske soldater fra året før. Kameraet viste en anden virkelighed end det glansbillede, som Hærens Operative Kommando i flere år havde givet af frontlinjen i Helmand.

LÆS ANMELDELSE

Men allerede før dokumentaren blev vist i biograferne, var den nye forsvarschef, Knud Bartels, der havde afløst Tim Sloth Jørgensen, i al hemmelighed i gang med at forberede en lukning af basen. Under møder med den britiske ledelse i Helmand i marts 2010 tog han sagen op.

»Jeg havde dannet mig et overblik over situationen, og jeg så, hvordan der var – også ved Armadillo. Min grundlæggende opfattelse er, at man ikke skal holde fast i terræn blot for at holde fast i terræn. Hvis man fastholder et terræn, så skal der være et formål. Jeg var af den opfattelse, at Armadillo havde udspillet sin rolle«, fortæller han i bogen ’Et land i krig’.

Ikke risikoen værd
Lukningen af basen blev imidlertid heller ikke indledt i foråret 2010, selv om den nye bataljonschef, Flemming Mathiasen, overvejede det.

»Det var en naturlig konsekvens af øget fokus på Gereshk«, siger Flemming Mathiasen, som diskuterede sine opfattelser med »de nationale danske myndigheder«, som han udtrykker det i bogen.

Flemming Mathiasen vil ikke forklare, hvorfor lukningen af Armadillo ikke blev indledt på det tidspunkt. Men situationen ved den nordligste, danske base blev mere og mere uholdbar.

Flemming Mathiasens afløser, oberst Lennie Fredskov, konkluderede, at bataljonen måtte ændre opstilling. Delingen ved Armadillo skulle ikke længere gå patruljer. Det kunne den alligevel ikke opnå noget ved, og der var ingen grund til at løbe en risiko, hvis danskerne var på vej væk fra området.

23 danske soldater liv

Halvandet år efter at briterne havde lukket basen Gibraltar og opfordret danskerne til at gøre det samme med Armadillo, konkluderede den danske bataljon: Der var intet taktisk eller strategisk formål med at fortsætte i Armadillo. Det samme gjaldt basen Barakzai i området øst for floden, hvor danskerne også havde lidt store tab. Godkendelsen af lukningen tog flere uger, men den danske bataljon stoppede patruljeringen ved basen med øjeblikkelig virkning for at undgå flere dræbte eller sårede. Det virkede.



Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ Da beslutningen om at lukke Armadillo modnedes i efteråret 2010, var over 100 soldater blevet kvæstet under patruljer, og den flerårige mission i hele dalen havde kostet 23 danske soldater livet.

Det var hovedparten af de 39 danske soldater, der på det tidspunkt var omkommet i ni års krig i Afghanistan.

FACEBOOK

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden