Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Foto: Michael Sohn/AP
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Foghs store projekt: Nato skal være global alliance

USA vil ikke længere være verdens politibetjent – i stedet er Nato ved at overtage den rolle.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De er ikke det mest indlysende par: Fra Nato’s generalsekretær Anders Fogh Rasmussens kontor i Bruxelles er der 18.744 kilometer til det kontor i Wellington, hvor New Zealands premierminister, John Key, holder til.

Ikke desto mindre dukker John Key op hos Fogh i morgen for at underskrive en samarbejdsaftale. Mødet vil næppe ramme mange forsider, men det er på sin vis lige så vigtigt som det Nato-topmøde i Chicago, der for nylig fyldte alverdens aviser.

Det er nemlig et led i Foghs vision om at forvandle Nato til den centrale aktør, når det handler om at gribe militært ind i klodens brændpunkter.

Man kan også sige det lidt mere enkelt: Han er ved at overtage rollen som verdens politibetjent. En rolle, som skiftende amerikanske præsidenter ellers med vekslende entusiasme har påtaget sig.

For nogle år siden talte mange om behovet for at skabe en ’demokratiernes liga’ – et forum, hvor verdens demokratiske lande kan håndtere aktuelle problemer uden at blive stemt ned af skeptiske ikkedemokratiske lande, sådan som det jævnligt sker i FN – og uden at blive bremset af et veto fra Rusland eller Kina i FN’s Sikkerhedsråd.

Ideen blev promoveret af den republikanske præsidentkandidat John McCain og fik forsigtig støtte fra Barack Obamas rådgivere under valgkampen i 2008. I dag taler ingen om demokratiernes liga – men måske er det heller ikke så nødvendigt, for Nato er langt hen ad vejen ved at påtage sig netop den rolle.

Obama satte ord på
Under præsident Barack Obama har USA ingen ambition om at fare ud til nye konflikter, tværtimod: Sidste år afsluttede han krigen i Irak, og på sidste uges Nato-topmøde i Chicago satte han også slutdato på den ti år lange krig i Afghanistan.

Obama har udviklet en doktrin, der går ud på at »styre fra bagsædet«, sådan som det skete med krigen i Libyen: Ganske vist måtte USA levere en stor del af udstyret og våbenkraften, men det var fra start til slut de europæiske Nato-lande, der gik forrest. Og Nato er godt i gang med at forberede sig på næste gang: fem nye, ubemandede dronefly skal sørge for, at alliancen selv kan foretage overvågning fra luften.

Men den helt afgørende forvandling af Nato handler hverken om doktriner eller droner; den handler om alliancens tiltrækningskraft som det naturlige centrum for demokratiske lande, der ønsker at føre sikkerhedspolitik i fællesskab.

På Nato’s topmøde i Chicago måtte der hentes ekstra stole ind, da de 28 medlemslande fik selskab af ledere fra 30 partnerlande, der tilsammen rækker hele vejen rundt om Jorden – fra Finland til Australien. Og det var USA’s præsident, der mest præcist satte ord på.

»Den brede vifte af lande, der var repræsenteret i lokalet, gjorde det tydeligt, at Nato virkelig er blevet et samlingspunkt for global sikkerhed«, sagde Obama.

Krigen i Afghanistan har været afgørende for Nato’s forvandling. For det første fordi den med ét slag afsluttede den debat, der ellers havde optaget mange Nato-nørder i årene efter den kolde krig, nemlig diskussionen om, hvorvidt Nato skulle operere out of area – altså langt væk fra grænserne til de 28 lande, som alliancen er skabt for at beskytte.

I dag er alle enige om, at sikkerheden i København kan være afhængig af udviklingen i Kabul eller Karachi. Nato udfører netop nu opgaver så forskellige steder som Afghanistan, Kosova, ud for Afrikas Horn og i Somalia.

For det andet har operationen i Afghanistan beseglet Nato’s evne til at tiltrække lande, der gerne vil bidrage til konkrete operationer uden at forpligte sig med et fuldt medlemskab.

Hvad nu med FN?
Tag bare Finland, der fortsat værner om sin neutralitet, fordi forholdet til den store nabo Rusland er lige så afgørende som forholdet til landets vesteuropæiske partnere. Finland har spillet en aktiv rolle i Afghanistan med store økonomiske bidrag og nogle hundrede soldater i felten.

Eller tag Australien, der også er blandt de større bidragydere til krigen i Afghanistan, og som senere i år får besøg af Fogh.

Visionen om Nato som global leverandør af sikkerhed er selvsagt ikke uden problemer. Nogle vil se det som en udfordring af FN-systemet – det gælder ikke mindst Kina og Rusland. Svaret fra Nato vil være, at man altid vil bestræbe sig på at handle med et FN-mandat i baglommen. Som det skete i Libyen. Det hensyn er en del af forklaringen på, at Vesten agerer forsigtigt over for situationen i Syrien.

Internt i Nato er der ikke enighed om, hvilke partnerskaber der skal prioriteres højest: De baltiske lande har øjnene rettet mod Rusland, mens de sydlige Nato-lande peger på Nordafrika. USA kigger mod Asien, mens Tyrkiet har blikket rettet mod Mellemøsten. Der bliver masser at slås om.

Foghs vision er at binde det hele sammen og skabe en global aktør, der hele tiden kan rykke ud i skiftende formationer med de lande, der ønsker at bidrage i en konkret situation. Mødet i Bruxelles i morgen er et skridt på vejen.

FACEBOOK

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk fodbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

  • Skyline, København.

    Politikere i Københavns kommune sagde i denne uge nej tak til H.C. Andersen Adventure Tower, som ifølge planen skulle ligge i Nordhavn og række 280 meter op i luften. Det var alligevel for højt, men de seneste årtier er de høje huse faktisk begyndt at skyde i vejret igen. Hvorfor er de tilbage? Og hvad sker der med en by, når dens huse bliver højere end kirkespir og rådhustårne?

Forsiden