Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fattige tvangsflyttes før VM i Rio

Kommunen er gået i gang med at nedrive et slumkvarter, hvor 667 familier bor tæt på fodboldstadionet Maracanã.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Eumar de Freitas læner sig ind over disken på den bar, som han driver sammen med sin mor i udkanten af favelaen, slumkvarteret:

»Der kom nogle mænd og sprayede sorte krydser på vores huse. Jeg løb ned ad trappen og spurgte, hvad de havde gang i. De skal rives ned«, svarede de.

Hvad foregår der? Eumar vækkede sin kone, sin mor, sin søster og hendes børn. Familien har i 20 år boet i favelaen, der er nabo til Maracanã, Sydamerikas mest berømte fodboldarena. »Der er aldrig nogen, der har klaget over os. Men nu vil de have os væk. Hvad foregår der? Kan de ikke lide os længere?«.


En kunde kommer ind i baren og bestiller kaffe med en morgendram.

»De skal bare være klar over én ting. Mit hus skal ikke være parkeringsplads for en eller anden rigmand«, siger manden og sluger sin snaps.

I de økonomiske mirakelår i 1970’erne søgte hundredtusinder af bønder fra det nordøstlige Brasilien til Rio de Janeiro for at arbejde inden for byggeriet. Rio blev styret af en borgmester, der var indsat af militærdiktaturet. Han var ikke interesseret i at bruge den årlige vækst på 10 procent til at bygge boliger til migranterne. De måtte klare sig selv.

Den favela, hvor Eumar og hans familie bor, blev grundlagt i 1978 af de arbejdere, der byggede metrostationen ved Maracanã. De byggede deres hus af overskydende materiale fra byggepladsen.

I dag bor her 667 familier i murstenshuse. El, vand og afløb er sluttet til det kommunale net, og der er rigeligt med restauranter, tøjbutikker og minimarkeder i kvarteret, der kaldes Favela do Metrô.

Ramme for vidunderlig opvækst
»Vi er tæt på alt. Metroen lige om hjørnet, fodbold på Maracanã om søndagen og skoler og hospitaler lige i nærheden. For os er det her det bedste sted på jorden«, siger Waleska da Costa Souza.

Hun er 18 år og kom til Favela do Metrô, da hendes forældre havde sparet op til at købe et hus her. Tidligere boede familien i en lejelejlighed på den anden side af den gennemfartsvej, der går forbi favelaen.

Familien har boet her i 15 år, og der er klinker på husets facade, aircondition i stuen, og i bryggerset står en vaskemaskine.

»Vi har aldrig manglet noget. Jeg har haft en vidunderlig opvækst her«, siger Waleska.

Ligner en slagmark
Da det britiske dagblad The Guardian sidste år gjorde opmærksom på, at favelaen skulle jævnes med jorden, slog kommunen ind på en mere forsigtig kurs. Borgmesteren begyndte at forhandle med indbyggerne og tilbød dem genhusning i Cosmos, et nybygget boligområde 70 kilometer uden for Rio. 106 af de 667 familier takkede ja og flyttede derud. Waleskas mor blev rasende og organiserede resten af familierne for at få dem til at afvise tilbuddet.

»Den kollektive trafik fungerer ikke ud til Cosmos. Man kan ikke garantere over for sin arbejdsgiver, at man kan komme på arbejde hver dag. De er ikke rigtig kloge, de, der sagde ja. De fleste af dem har mistet deres job nu«, siger 43-årige Franci de Costa Souza.



Hun pressede kommunen til at bygge to nye boligkomplekser i nærheden, som kunne rumme de resterende 561 familier. Franci går hen over murbrokkerne fra de huse, hvor indbyggerne takkede ja til at flytte uden for kommunegrænsen. Hendes skridt er tunge. For kort tid siden løb her børn og spillede bold, husmødre hængte vasketøj op, og mænd reparerede motorcykler. I dag ligner det en slagmark.

»Det er, som om vi ikke er noget værd. Vi er fattige, og så kan man gøre lige, hvad man vil med os«.

FN-rapportør er oprørt over sagen
En af de få myndighedspersoner, der har engageret sig i indbyggernes sag i Favela do Metrô, er FN’s særlige rapportør i boligspørgsmål, Raquel Rolnik. Da hun hørte om nedrivningen, kaldte hun den en krænkelse af menneskerettighederne. I forbindelse med en konference i Rio om de mange anlægsarbejder forud for VM i 2014 og OL i 2016 og deres konsekvenser for befolkningen holdt hun en forelæsning, hvor hun beskyldte myndighederne for at tilsidesætte loven.

»Kommunen tror, at den kan gøre, hvad der passer den, bare fordi det handler om en favela. Men grundloven skelner ikke mellem, hvilke boliger man har. Et hjem er et hjem, og det er beskyttet af grundloven«, siger Raquel Rolnik.

Hun er byplanlægger og udpeget af FN til at overvåge menneskers adgang til rimelige boliger over hele verden. Hun er kendt for at sige tingene ligeud og har tidligere kritiseret Israel for landets bosættelsespolitik i de besatte områder og revset USA for at svigte sine hjemløse. Raquel Rolnik har også kontaktet det internationale fodboldforbund, Fifa, og Den Internationale Olympiske Komité, IOC, og fortalt, hvordan kommunen i Rio behandler sine indbyggere.

»IOC udtrykte bekymring. Komiteen værner om sit varemærke og indkaldte til et møde for at få opklaret, hvad den kunne gøre for at garantere, at OL ikke forværrer livet for de fattige i Rio. Det er noget andet med Fifa. De svarede ikke engang på henvendelsen. De er bedøvende ligeglade med deres omdømme. Det er jo en ren mafiaorganisation«, siger Raquel Rolnik.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det bliver trangt

I slutningen af juni skal Favelo do Metrô jævnes med jorden, og familierne skal genhuses i det kommunale nybyggeri. »Kommunen gør det hele i den forkerte rækkefølge. Først river man ned, og bagefter bygger man erstatningsboliger. Hvorfor ikke gøre det i den rigtige rækkefølge?«, siger FN’s rapportør. Erstatningslejlighederne, som er ved at blive færdigbygget, er på 42 kvadratmeter hver. Det bliver altså trangt. En del af familierne har flere end seks børn og bor sammen med bedsteforældrene. Der bliver ikke vaskerier i de nye blokke, så beboerne må placere deres vaskemaskiner på altanerne. Franci de Costa Souza går forbi et graffitimaleri, som en franskmand har lavet på en af de facader, der skal rives ned. Den forestiller en grædende dreng iført den brasilianske landsholdstrøje. Den bold, han elsker, er forvandlet til en nedrivningskugle, som er blevet slynget mod hans hjem. »Bare fordi vi brasilianerne elsker fodbold, tror kommunen, at den kan gøre, hvad der passer den«, siger Franci. Oversættelse: Tonny Pedersen









Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden