0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Obama skrev enestående selvbiografi - i 1995

»Overbevisende, intelligent og bevægende bog«, skriver Tøger Seidenfaden om den 13 år gamle 'Arven efter min far'.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

En ung Barack Obama, fotograferet i studietiden ved Harvard Law School. I hånden holder han Harvard Law Review, som han netop er blevet redaktør af. Foto: AP/anonym

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Alene det forhold, at denne bog er skrevet længe før, Barack Obama skulle tage alle de hensyn, der er nødvendige, hvis man vil gøre sig håb om at overleve i amerikansk toppolitik, giver den enestående værdi.

Men efter få siders læsning begyndte jeg at få en stribe oplevelser, der hurtigt skubbede det amerikanske præsidentvalg, hvor spændende det end er, i baggrunden.

Det her er noget af det mest personlige, ærlige og skarpe, jeg længe har læst, skrevet af en nulevende, offentlig person – og samtidig er det alt andet end individuelt og privat.

Overbevisende og intelligent
Det her er en af de bedste selvbiografier, jeg nogensinde har haft i hænderne – skrevet af en 33-årig, der efter eget udsagn intet har udrettet.

Det her er den mest overbevisende, intelligente og bevægende bog om identitet, jeg kan huske at have læst.

Jeg ville have læst den, skrevet om den og rost den til skyerne, uanset om Obama aldrig var kommet så tæt på blive USA’s præsident, som han er lige nu.
Personlige erfaringer

Obama blev bedt om at skrive bogen, da han som 33-årig var blevet valgt som redaktør af Harvard Law Review. Det var første gang, en sort amerikaner havde opnået det, og et forlag opfordrede ham derfor til at skrive en bog.

Han beskriver selvironisk i bogens indledning, hvordan han i første omgang forestillede sig at skrive en langt mere intellektuel bog, med status over racerelationerne i USA, borgerrettighedsbevægelsens muligheder og begrænsninger og så videre.

Men at han, da han satte pen til papiret, i stedet vendte tilbage til barndommen, til fortidens stemmer, til de forestillinger og erfaringer, der prægede hans opvækst og ungdom.

Sort og hvid
De fleste ved, at Obama er barn af en sort far og en hvid mor. Det betyder ikke, at han har haft valget mellem at være sort eller hvid.

Hans fysik gør, at han er blevet opfattet som sort, af alle, der ikke kender hans baggrund.

Han fortæller selv, at han holdt op med at gøre opmærksom på sin hvide mor allerede som 12-13-årig, da han begyndte at få en mistanke om, at han, når han gjorde det, på en eller anden måde fedtede for de hvide.

Bogens historie er den meget konkrete fortælling om, hvordan Barack Obama blev det, han er. En sort amerikaner og et menneske i balance med sig selv.

Mindretallets udfordring
Det sidste er en udfordring for alle mennesker. Obamas bog gør det klart, i hvilken grad den udfordring præges af at være et sort menneske i et hvidt land.

En af bogens mange stærke pointer er, hvor belastende det er at tilhøre et mindretal, som der hele tiden – direkte, indirekte, men helt ind i marven af hverdagslivet – bliver sat spørgsmålstegn ved.

Stribevis af episoder i bogen minder om, hvor meget mere dét betyder, end de af os, der ikke har prøvet det indefra, kan gøre os nogen som helst forestilling om.

Besøg i Kenya
Her er for eksempel en tankerække fra det kapitel, hvor Obama er i Kenya for at besøge sin fars familie, den far, der forlod ham, da han var helt lille, og som han kun har mødt i nogle uger, da han var 10 år gammel:

»I nogle uger eller måneder kunne man opleve den frihed, der opstår, når man ikke føler, at man bliver betragtet, den frihed, der består i at føle, at ens hår vokser, sådan som hår nu engang skal vokse, og at ens bagdel vugger, sådan som en bagdel nu engang skal vugge. Man kunne betragte en mand, der snakker med sig selv, som slet og ret kuleskør, eller læse om en forbryder på forsiden af sin daglige avis og grunde over det menneskelige fordærv, uden at man skulle tænke på, om galningen eller forbryderen sagde noget om ens egen skæbne. Her var verden sort, og derfor var man bare sig selv«.