Foto: MUHAMMED MUHEISEN/AP
Internationalt

Laboratorium: Arafat blev forgiftet med polonium

I vævsprøver af den tidligere palæstinenserleder Yasser Arafat er der fundet indhold af giftstoffet polonium.

Internationalt

Den legendariske, afdøde palæstinensiske leder Yasser Arafat blev forgiftet med polonium, fremgår det af laboratorieundersøgelser i Schweiz, der er citeret af tv-stationen al-Jazeera tirsdag.

Analyseresultatet bygger på biologiske prøver af den afdøde palæstinenserleders jordiske rester, som hustruen Suha fik overdraget af militærhospitalet i Paris, hvor han døde i 2004.

Det fortæller Francois Bochud, der leder strålehygiejnisk institut på universitetet i Lausanne.

»Konklusionen er, at vi fandt tilstedeværelse af polonium i disse prøver«, siger Bochud til al-Jazeera.

Brugt på russisk spion Polonium blev brugt til at dræbe den tidligere russiske spion og senere Kreml-kritiker Aleksandr Litvinenko. Han døde i 2006 efter på et hotel i London at have drukket te, spædet op med den radioaktive substans.

Arafat, som har modtaget Nobels fredspris og som har kæmpet for en palæstinensisk stat i næsten fire årtier, døde 11. november 2004 efter flere ugers behandling i en alder af 75 år.

Det palæstinensiske selvstyres præsident var blevet fløjet til Frankrig fra sit belejrede hovedkvarter på den israelskbesatte Vestbred.

Franske embedsmænd har med hjemmel i lovgivningen nægtet at udtale sig om den præcise årsag til Arafats død eller hans tilstand. Det gav anledning til et mylder af rygter og teorier om årsagen til hans sygdom.

Kræver flere undersøgelser

Omkring tidspunktet for hans død hævdede palæstinensiske embedsmænd, at Arafat var blevet forgiftet af ærkefjenden Israel, men en ufyldestgørende palæstinensisk undersøgelse i 2005 udelukkede kræft, aids eller forgiftning.

For at bekræfte teorien om, hvorvidt han blev forgiftet med polonium, vil det være nødvendigt at grave ham op og analysere Arafats jordiske rester, siger Bochud.

»Hvis Suha Arafat virkelig ønsker at vide, hvad der skete med hendes mand, så er vi nødt til at finde en prøve. Jeg mener, at en opgravning vil udstyre os med en prøve, der vil indeholde et meget højt niveau af polonium, hvis han blev forgiftet«, siger han.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce