Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Tillid. Kaptajn Mads Silberg (tv) forsøgte at skabe et samarbejde med de afghanske bønder i området ved Armadillo. Men det var næsten umuligt.
Foto: Mads Silberg

Tillid. Kaptajn Mads Silberg (tv) forsøgte at skabe et samarbejde med de afghanske bønder i området ved Armadillo. Men det var næsten umuligt.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kapitel 2: Bønderne ved Armadillo var ikke til at stole på

Kaptajn Mads Silberg forsøgte at skabe et samarbejde med de afghanske bønder ved Armadillo. Men Talebans styrke og afghanske fupmagere gjorde det umuligt.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Afghaneren med det store, sorte skæg mødte op i Armadillo en aften i slutningen af februar 2010. Han præsenterede en anmodning for kaptajn Mads Silberg.

Han ville have penge.

Det fælles badehus på pladsen i landsbyen Baheer var blevet færdigt til gavn for alle beboerne. Nu skulle han blot have udbetalt sidste rate af den lovede økonomiske støtte.

For Mads Silberg var sagen umiddelbart enkel. Som CIMIC-officer skulle han tage stilling til de lokales ønsker om økonomisk støtte til projekter.

Men hans kollega på det forrige hold danske soldater havde oprindelig godkendt projektet, så han skulle kun ud til landsbyen og kontrollere, at afghaneren virkelig havde bygget det lille badehus af mursten.

Det kunne manden med skægget dog ikke vente på.

Han forklarede Mads Silberg, at han skulle have pengene med det samme. Ellers havde han ikke råd til at betale løn til de arbejdere, der havde bygget det. Som bevis havde han derfor taget billeder af badehuset med sin mobiltelefon.

Den danske kaptajn så billedet af det pæne badehus og overvejede situationen.

»Okay, nu viser jeg ham lidt tillid«, tænkte Mads Silberg.

LÆS OGSÅ Han gav afghaneren halvdelen af den sidste rate og sagde, at han kunne få den sidste halvdel, når danskerne havde været inde i landsbyen og set badehuset. En uge senere var Mads Silbergs kollega på holdet inde i landsbyen for at se det færdige resultat. Resultatet var nedslående. Badehuset lignede ikke de billeder, som afghaneren havde vist Mads Silberg. Der stod kun små vægge af slidte, røde mursten, som var klasket sammen. Der var intet tag eller vindue. Trædøren var ikke monteret, men stod lænet op ad murstenene. Og oven på den faldefærdige mur lå et rør med en hane, der skulle gøre det ud for bruseren. Sjovt nok havde afghaneren ikke lyst til at snakke med Mads Silbergs kollega. Men danskerne fik afghaneren med turban og sort kjortel til at stille sig op i det, der skulle forestille badehuset, og tog et billede som dokumentation for makværket. Og afghaneren fik ikke flere penge. »Herefter besluttede jeg, at jeg skulle se alt med egne øjne, før jeg udbetalte noget som helst«, fortæller Mads Silberg i dag. Men det førte til, at han ikke kunne komme af med de penge, som han havde til projekter. Taleban havde for meget magt i området. Desuden var det svært at komme ud og kontrollere projekter på grund af truslen fra vejsidebomber og angreb fra Taleban. »Derfor var mulighederne for at iværksætte projekter meget ringe. Der skal være en vis grad af sikkerhed i et område, hvis det skal give værdi. Ellers prøver de bare på at snyde os. Det havde jeg mange eksempler på«, fortæller Mads Silberg. Prøvede igen Han klagede sin nød til sin CIMIC-chef, der befandt sig i staben længere sydpå i danskernes hovedbase Camp Price. Chefen opfordrede ham til alligevel at prøve at stole på folk, for ellers blev der ikke gennemført nogen projekter. Mads Silberg prøvede endnu en gang. Bønder fik penge til at bygge brønde og mindre dæmninger, selv om de kun ville snakke med ham om projekterne inde i selve Armadillo. Han bad dem om at tage billeder med deres mobil af stedet, hvor der skulle graves og bygges, så han kunne genkende stedet. Derefter udbetalte han halvdelen af pengene. Men det gik også galt. »En bonde viste mig et billede af stedet, hvor der skulle graves en brønd. Efter en uge kom han op i lejren og viste mig et fint billede af den nye brønd ude foran sit hus. Så fik han resten af pengene. Men så gik vi patrulje i området. Der var godt nok en brønd, men jeg var skeptisk og tjekkede de gamle filer fra de forrige hold, og så kunne jeg se, at brønden blev støttet og bygget allerede på hold 6«, fortæller Mads Silberg.

Mads Silberg var med på det sidste hold på Armadillo-basen i Afghanistan. Kilde: Politiken.tv



Det billede af stedet, som bonden oprindelig havde vist kaptajnen, var taget fra en synsvinkel, hvor brønden ikke var med.

»Senere var han blot gået fire meter baglæns, så den eksisterende brønd kom med på det nye billede. På den måde blev jeg narret«, siger Mads Silberg.

Han blev også snydt af andre afghanske bønder, som fik penge til at bygge små dæmninger: »Der var ingen dæmninger, hvor vi havde aftalt, at de skulle være«.

Skabe tillid
Fokus for de cirka 700 danske soldater i Afghanistan var ligesom for de andre internationale styrker ellers blevet ændret.

Hovedformålet var ikke længere kun at bekæmpe Taleban, men også at skabe tillid i civilbefolkningen. Det skulle ske ved at opbygge lokale og statslige magtstrukturer og sætte gang i projekter for den enkelte afghaner – og dermed mindske opbakningen til Taleban.

Målet var at forberede, at de udenlandske soldater på et tidspunkt kunne forlade landet.

Mantraet var, at det handlede om at vinde de lokales ’hearts and minds’. Derfor fik CIMIC-officererne i den danske bataljon større betydning. Nu skulle der gås langt flere patruljer, hvor det handlede om at skabe kontakt med de knap 2.000 beboere i området.

Mads Silberg var derfor optimistisk, da han indledte sit arbejde i februar 2010. Han skulle identificere de lokale beboere og finde de reelle ledere i området. Ideen var, at de danske patruljer skulle banke på dørene og indsamle oplysningerne, som blev tastet ind i en database.

»Jeg blev anbefalet at lave ti standardspørgsmål, som jeg kunne bruge, hver gang jeg mødte en afghaner. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det var en dårlig måde at lære folk at kende på at sige goddag til dem og så straks begynde at stille dem ti spørgsmål, så det holdt jeg hurtigt op med og valgte en lidt mere ’menneskelig’ tilgang«, fortæller Mads Silberg.

Den lokale magtstruktur var stort set væk. De fleste landsbyledere var flygtet og boede i hovedbyen Gereshk længere sydpå. Ejerne havde hyret landarbejdere til at passe på deres ejendomme og jord. De dyrkede hovedsagelig opiumsvalmuer, som blev høstet i april, og i den periode kom der daglejere fra andre områder for at hjælpe med høsten.

Vores indsats hjalp ikke.



De danske og britiske soldater havde for længst opgivet at forsøge at stoppe produktionen af opium, selv om det var en vigtig indtægtskilde for Taleban. Vurderingen var, at det ville skabe endnu mere uro og modstand, hvis man fjernede de fattige bønders indtægtsgrundlag.

Men Mads Silberg og de danske soldater oplevede, at de lokale afghanere var involveret i nedgravning af vejsidebomber. Og de var ikke alle sammen voksne mænd. En af de lokale knægte blev taget til fange, da han løb fra et sted, hvor der var sprunget en vejsidebombe.



»Han lignede ikke ligefrem arketypen på en Talebankriger med stort sort skæg. Han var kun 15 år og havde et tyndt teenageskæg. Højst sandsynligt havde han fået ti dollar og en sprængladning stukket i hånden og var blevet beordret af Taleban til at lægge den ud og udløse den«, fortæller Mads Silberg.

Han mener, at mange af de lokale spillede på begge heste. Alt efter hvilken part de anså som den stærkeste. I øjeblikket var det Taleban. Problemet for Mads Silberg var, at det ofte kun var fuskerne, han talte med.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De andre afghanere holdt sig væk, fordi Taleban stod så stærkt som en konsekvens af, at mange danske soldater tidligere var blevet trukket sydpå og væk fra området.

Væk fra landområder
Det skyldtes en anden del af strategiskiftet i sommeren 2009. Det skulle være slut med at erobre landområder og slås med Taleban og narkobaroner ude i det vidtstrakte og tyndtbefolkede land. I stedet skulle de internationale styrker hovedsagelig beskytte byerne. Derfor koncentrerede den britiske hærledelse styrkerne i området omkring byerne Gereshk og Lashkar Gah.

Alligevel ville danskerne beholde den fremskudte base i det tyndtbefolkede område i dalen nord for byerne. Men da danskerne skulle bruge så mange soldater som muligt sydpå for at hjælpe briterne, var der kun få tilbage i Armadillo i efteråret 2009.

Læge Wiera Malamá Lorentzen oplevede konsekvenserne af, at danskerne fastholdt basen uden at have de nødvendige soldater. Hun er en af Danmarks mest erfarne krigslæger og har oplevet flere krige end mange soldater.



Først oplevede hun fremgangen i området. Allerede i foråret 2008 på hold 5 var hun i Armadillo og udarbejdede en plan for en primitiv afghansk lægeklinik i nærheden af basen.

»Der skulle ansættes en afghansk læge og sygeplejerske, og målet var, at de skulle hjælpe afghanerne i området«, fortæller Wiera Malamá Lorentzen.

Da hun igen kom til basen et år efter på hold 7, var klinikken i funktion og hjalp landsbybeboerne i området. Når der var mere komplicerede lægelige opgaver, kom afghanerne op til basen og blev behandlet af Wiera Malamá Lorentzen.

»Der blev også gennemført almindelig skoleundervisning, hvor jeg også underviste i forebyggelse af sygdomme. Første gang kom der tre børn, og lige før jeg skulle hjem fra hold 7, kom der regelmæssigt 22 børn. De var i alle aldre. Hæfter og kuglepenne kom fra danske civile organisationer, og de blev også undervist i historie, geografi og engelsk«, siger hun.


Mistet velvilje
De lokale fortalte hende, at de forsøgte at holde Taleban ude. Men situationen ændrede sig brat, da danske og britiske styrker trak sig ned mod byerne. Da Wiera Malamá Lorentzen kom tilbage til basen i oktober 2009 på hold 8, fik hun et chok.

»Jeg blev så frustreret. Der var næsten ingen soldater i Armadillo. Der var en depressionsstemning. Ingen gik længere på patrulje, fordi det var for farligt. Jeg fik at vide, at fordi de danske kampsoldater var blevet flyttet sydpå, havde Taleban hurtigt udnyttet situationen og lagt en masse sprængladninger rundt om Armadillo«.

Hun fandt ud af, at Taleban havde drevet det meste af lokalbefolkningen væk.

»Jeg gik og kedede mig. Næsten ingen afghanere kom for at få hjælp i basen. CIMIC-officeren var også dybt frustreret, fordi han kunne stort set ikke komme ud af Armadillo. Han havde intet at lave. Vi var omringet af Taleban«, fortæller lægen.

Få måneder efter, at Wiera Malamá Lorentzen rejste hjem, kom Mads Silberg til basen.

»Vi havde mistet de lokales velvilje. Så spørgsmålet er, hvorfor vi fortsat blev der«, siger Mads Silberg.

Sendte rapporter hjem

Den danske bataljonsledelse kendte alt til de fortvivlende forhold. I hvert fald hvis de læste Mads Silbergs rapporter.

Allerede kort efter ankomsten i februar 2010 noterede den danske kaptajn, at de lokale ikke ønskede at samarbejde med danskerne, fordi de frygtede Taleban. Hvis det skulle ændres, skulle der være langt flere soldater. Og det gentog han adskillige gange i rapporter, som han sendte til den danske stabsledelse længere sydpå i Camp Price. I sin afsluttende rapport i juli 2010 skrev han, at det ikke havde været muligt for de danske styrker at besøge to tredjedele af det område, som hørte under Armadillo.

Mads Silberg konkluderede, at sikkerhedssituationen var gået fra dårlig til værre under holdets seks måneder i området. Danskerne havde været i ildkamp med Taleban under to ud af tre patruljer, og Armadillo var nu helt omringet af oprørernes sprængladninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ Han anbefalede i rapporten, at de internationale styrker skulle tage den fysiske kontrol med området og placere en patruljebase neden for Armadillo i den grønne zone langs floden. Det kunne måske skabe en følelse af forbedret sikkerhed blandt de lokale og motivere dem til at samarbejde med danskerne. Men han var i tvivl om, hvorvidt ledelsen i Camp Price nogensinde læste dem, selv om det var dem, der udstedte ordrerne til kompagniet i Armadillo. »Den næste planlægning skulle jo tage afsæt i det, der rent faktisk foregik i området. Det føler jeg ikke skete. De kunne jo løbende læse ud af rapporterne, at vores indsats ikke hjalp«, siger han. Soldaterne i Armadillo kaldte da også Camp Price for Narnia efter bøgerne om eventyrlandet, der eksisterer ved siden af virkelighedens verden. Afstanden mellem kompagniet i den fremskudte base og stabsledelsen længere sydpå blev stadig tydeligere i løbet af holdet. Det førte til en stor krise, da den første soldat på hold 9 blev dræbt.







Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden