DØDSFALD. Demonstranter samlet foran Skt. Pauls-katedralen i London for at fejre Margaret Thatchers bortgang.
Foto: Sang Tan/AP

DØDSFALD. Demonstranter samlet foran Skt. Pauls-katedralen i London for at fejre Margaret Thatchers bortgang.

Internationalt

Thatchers død udløser gadefester: Hurra! »Heksen er død«

I flere britiske byer udløste nyheden om Thatchers død jubel i gaderne.

Internationalt

Meddelelsen om Margaret Thatchers bortgang har ført til spontane gadefester i flere britiske storbyer.

Den tidligere konservative premierminister førte i begyndelsen af 1980'erne en hård kamp mod de stærke fagforeninger og gennemførte privatiseringer, der stækkede landets fagbevægelse og skabte stor vrede i industribyer i nord.

Her reagerede nogle med jubel på nyheden om hendes død og illustrerede dermed den store vrede, der fortsat findes efter hendes styre.

»Hvis I stadig hader Thatcher, så klap i hænderne«, lød det for eksempel ved en spontan gadefest i Leeds, hvor der blev delt kager ud til de forbipasserende.

Kageuddeling »Vi fejrer det. 'Thatcher er død-kage'«, lød opfordringen, da der blev budt på søde sager.

DOKUMENTATIONSe Leedsjubelen over dødsfaldet her ( eksternt link)

I Brixton i London sås maskerede aktivister ændre skiltene foran en biograf, så der kom til at stå »Thatcher er død. LOL« - det sidste er en forkortelse for højtlydt grinen.

DOKUMENTATIONSe skilteaktionen her ( eksternt link)

Fejringen var ifølge britiske medier indkaldt via sociale medier og havde samlet omkring 500 deltagere.

Jubel i Glasgow
Det samme skete i den skotske storby Glasgow, hvor hen ved 300 mennesker samledes med champagne og slagsange som »Heksen er død«. Bag fejringen stod ifølge The Scotsman blandt andre Kommunistpartiet og socialistiske organisationer, der havde organiseret sammenkomsten på George-pladsen via twitter.

»Jeg står her for de af mine familiemedlemmer, der blev smadret af Thatchers økonomiske politik eller økonomiske forbrydelser i 1980'erne i Glasgow«, siger en deltager, Angela McCormick, der beskriver sig som socialist, til avisen.

DOKUMENTATIONFejringen af Thatchers død i Glasgow ( eksternt link)

I Falls Road i Belfast i Nordirland stimlede aktivister sammen med trommer, fløjter og det irske flag, da de erfarede, at den tidligere premierminister for Storbritannien og Nordirland ikke var mere.

På et af byens gavlmalerier - der er populære udtryk for de skarpe politiske skillelinjer i området - dukkede ordene »Ding dong: Heksen er død« op.

DOKUMENTATIONSe billeder af jubelen i Vestbelfast ( eksternt link)

Der blev også jublet over dødsfaldet i byer som Sheffield og i Liverpool, hvor en bar, der var populær blandt minearbejderne blev et samlingssted for de englændere, der glædede sig over den forhenværende premierministers bortgang.

DOKUMENTATIONLiverpudlianere synger i glæde ( eksternt link)

Glædesscenerne har vakt nogen opsigt i landet, hvor dødsfaldet har genoplivet de stærke meninger, Margaret Thatcher udløste hos sine tilhængere og modstandere under sin regeringstid.

Thatchertilhængere vrede

Tonen på pro-Thatchersiden er da heller ikke præget af finfølelse.

»De trendy, venstreorienterede provokatører, der fejrer Margaret Thatchers død, ville sandsynligvis rådne op i Gulagfangelejrene, hvis det ikke var for Jernladyen«, skriver en tilhænger, Toby Young, i avisen The Telegraph.

»Hun tog nogle smertefulde og nødvendige beslutninger, der flyttede det politiske billede i Storbritannien«, skriver Daily Mail om Thatcher-æraen og kalder fejringen af hendes død for »giftig«.

Den forhenværende konservative parlamentariker Louise Mensch skrev ifølge avisen på twitter, at: »Venstrefløjens hvalpe gør så forventeligt sig selv til grin. Men vid dette: Ikke én eneste af jeres ledere vil blive begrædt verden over, sådan som hun bliver det.«

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce