0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Tereza Hronová
Foto: Tereza Hronová

SKROTJÆGERE. Børn og unge brænder skrottede computere af ved hjælp af isoleringsskum fra køleskabe og frysere, så de kan frigøre og sælge værdifulde metaller fra elektronikken.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Politiken.dk i Ghana: Dansk elektronik forgifter afrikanere

Tonsvis af it fra Vesten dumpes i Ghana. Også danske computere finder vej.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I dyngerne af glasskår, udraderede computere, fjernsyn og køleskabe brænder fem unge drenge harddiske fra computere af.

Smoggen hænger askegrå og kvælende over pladsen.

Det svier i næse og øjne.

Et par hundrede meter fra bålene slæber Isaac en magnetisk komponent fra en aflagt højttaler efter sig i et stykke ståltråd.

Magneten tiltrækker mikroskopiske, men værdifulde rester af metal fra den golde jord.

Jeg har set børn hoste blod og miste fingre herude

»Jeg arbejder for at tjene penge«, siger den 12-årige knægt og forsøger at undvige røgen med sine riftede barnehænder.

Hvis et sted kan være postapokalyptisk, må det være lige her, tyve minutters bumpende kørsel uden for den ghanesiske hovedstad Accra.

I løbet af 10 år har slum-området Agbogbloshie udviklet sig til en af Afrikas største lossepladser for vestlige landes kasserede elektronik, der tiltrækker regionens mest desperate og fattige.

Politiken besøgte pladsen for fire år siden og afslørede, hvordan dansk elektronik på mystisk vis ender i det fattige vestafrikanske land. Dengang mødte Politiken blandt andre 17-årige Sadiq Adams, hvis forældre var døde, så han var nødt til at lede efter metaller i bunkerne.

»For fire år siden var her forfærdeligt. Men det er kun blevet værre siden«, siger Mike Anane, en lokal miljøjournalist og medlem af League of Environmental Journalists.

»Vi ødelægger livet for tusindvis af børn og voksne, og vi ødelægger miljøet. Alt sammen på grund af den ulovlige eksport af elektronisk affald fra lande som Danmark, der ikke aner, hvor deres brugte elektronik ender«, siger Mike Anane.

»Jeg har set børn hoste blod og miste fingre herude«.

600-900 containere om måneden Internationale rapporter og lokale miljøforkæmpere anslår, at der hver måned fragtes mindst 600 containere fyldt med kasseret elektronik til Tema Port-havnen uden for hovedstaden Accra. En container kan indeholde op til 300 computere.

Mike Anane vurderer, at mens der i 2008 blev fragtet cirka 500 containere fyldt med it-udstyr til Ghana om måneden, bliver der i dag fragtet op mod 900 containere hver måned.

De ghanesiske myndigheder ved ikke, hvor meget af udstyret der er funktionsdygtigt ved ankomsten, men Mike Anane anslår, at op mod 80 procent af containernes indhold er ubrugeligt og derfor ender som affald på lossepladsen, der grænser op til slumkvarteret Agbogbloshie uden for Accra, hvor omkring 40.000 mennesker lever.

Udstyret bærer ofte logoer fra virksomheder og offentlige institutioner og stammer hovedsagelig fra USA og europæiske lande, herunder Danmark. Mike Anane har blandt andet fundet computere med logoer fra Rambøll og Told & Skat i bunkerne.

Fusk med skrotcontainere
Det er fuldt lovligt at eksportere elektronik, der virker, til lande som Ghana og Nigeria, hvor efterspørgslen efter elektronisk udstyr er i hastig vækst som følge af en stigende tilknytning til den globale elektroniske verden.

Men store dele af de brugte elektroniske varer fra Vesten, der ankommer til Ghana, er enten ubrugelige eller meget slidte og nærmer sig slutningen af deres levetid.

Det på trods af, at alle de vestlige nationer har tiltrådt bestemmelserne i den såkaldte Basel-konvention, der betyder, at det er ulovligt at sende sundhedsfarligt affald til lande som Ghana, hvor man ikke har infrastruktur til at håndtere affaldet korrekt.

Containerne pakkes, så det, der står yderst, fungerer, i tilfælde af at det skulle blive tjekket, mens resten af indholdet er til at skrotte.

Undersøgelser foretaget af den britiskbaserede miljøorganisation Environmental Investigation Agency (EIA) har påvist, hvordan et komplekst netværk af internationale mæglere og mellemmænd opkøber kasseret it-udstyr fra vestlige virksomheder og statsinstitutioner og shipper det til mæglere i lande som Ghana, hvor den beskedne mængde af udstyret, der virker, sælges fra overdækkede gadebutikker.

Det har Mike Anane set ved selvsyn:

»Containerne pakkes, så det, der står yderst, fungerer, i tilfælde af at det skulle blive tjekket, mens resten af indholdet er til at skrotte. Og af det, vi reelt kan bruge, er der igen enorme mængder, som har ganske kort levetid – måske et par måneder – før det også bliver til skrot«.

Boom i metalpriser
Et boom i de internationale markedspriser på blandt andet kobber tiltrækker børn og unge, der ud over at sætte elektronikken i brand, knuser skærme og river ledninger og komponenter ud af elektronikken.

Omkring 40 procent af de arbejdende på Agbogbloshie-lossepladsen anslås at være under 18 år. Stort set ingen af arbejderne bruger beskyttelsesudstyr.

Børn ned til fem år leder efter metaller i skrotdyngerne og sætter ild i det kasserede elektronik, så de kan smelte og blotlægge kobber og aluminium fra indmaden, som de bagefter samler og sælger til opkøbere, der også har til huse på lossepladsen. Opkøberne eksporterer typisk metallerne eller videresælger dem til lokale.

Computere kan indeholde tungmetaller som kviksølv, bly og krom. Den giftige røg fra bålene indeholder pvc og kan medføre vejtrækningsproblemer, hovedpine og udslæt for de arbejdende, ligesom de farlige dampe kan føre til hormonelle sygdomme, tumorer, ufrugtbarhed og ufrivillige aborter.

På en nærliggende skole viste en test på børnene foretaget af eksperter fra FN-universitetet i 2011 mængder af de sundhedsskadelige stoffer, der var over 50 gange højere end risikofri grænseværdier. I lagunen, der forsyner områdets beboere med vand, flyder skrottet ligeledes og forurener.

Betændte fingre
Danmark er blandt de syv lande i Europa, der har den største eksport af brugt elektronik til Ghana, viser undersøgelser, som medie- og researchcenteret DanWatch foretog på lossepladsen i 2011 med udgangspunkt i oplysninger fra de ghanesiske toldmyndigheder.

Med jævne mellemrum finder man computere fra danske kommuner og offentlige institutioner på lossepladsen. Det vides ikke, hvor stor en del af det eksporterede danske udstyr, der virkede ved ankomsten i Ghana.

12-årige Isaac er taget fra Ghanas fattige nord til hovedstaden Accra i syd og lever med sin mor og far i slummen op ad lossepladsen. Her arbejder han seks dage om ugen med at samle metaller. På en god dag tjener han, hvad der svarer til 10-20 kroner. På en dårlig dag ingenting.

Isaac ved godt, at arbejdet er farligt, men hans situation gør, at han ikke har andet valg end at arbejde her.

Det samme gælder for 10-årige George fra Togo, der også leder efter metaller i bunkerne. Han er kommet til Ghana for at jagte lykken. Han har ingen forældre og snakker hverken det lokale sprog, engelsk eller fransk, som de fleste andre børn på pladsen.

Det gælder for 17-årige Abdelaide, der har skilt bilmotorer ad, siden han var 11 år.

Og det gælder for Jusif på ni år, hvis fingre er flængede, opsvulmede og betændte, efter at han knuste ruden på en computerskærm, så han kunne komme ind til ledningerne og få fat i kobberet.

»Jeg vil gerne være ingeniør«, siger Jusif og piller i et mørt plaster på hovedet.

Ifølge Paschal Kaba, en medarbejder fra den ghanesiske organisation Gawu, der blandt andet kæmper for at komme børnearbejde i Ghana til livs, går højst 5 procent af børnene på Agbogbloshie i alderen 12-18 år i skole. Resten arbejder i røgen på lossepladsen i op mod 13 timer om dagen.

»Det værste er at se børn, der bukker sig ned dagen lang for at finde metal, og det eneste, de får, er sygdomme«, siger Paschal Kaba, mens han viser rundt på pladsen.

»Man ser ubehagelige ting«, fortæller han og peger på en gruppe unge drenge, der står med bare tæer i sandaler og brænder computere af.

De pirker i de brændende ledninger og vifter røgen væk fra deres ansigter.

Organisationer: Alvorligt sløseri
Kun meget lidt bliver gjort på Agbogbloshie, selv om de ghanesiske myndigheder er klar over problemet med affaldet.

Først og fremmest fordi landet ikke har økonomisk råderum til det, men også fordi arbejdet på pladsen er levebrød for de fleste af de arbejdende.

Derfor bør danske virksomheder og myndigheder tage ansvar, lyder det samstemmende fra Greenpeace og Amnesty International.

Annonce

»Vi eksporterer et affaldsproblem til Afrika og andre ulande, fordi det er billigere end at oparbejde skraldet her. Det er ganske enkelt noget svineri. Ingen – heller ikke afrikanere – har glæde af computere, der er skrottet eller er så gamle, at styre-systemer og programmer er dybt forældede«, siger Erik Albertsen, der er kemi-ansvarlig hos Greenpeace.

Det virker, som om vi ukritisk tænker, ih, hvor dejligt, nu er vi af med vores computere – men i virkeligheden går det ud over børn og voksnes liv og sundhed



Hos Amnesty International kalder man Danmarks rolle i Ghana for noget »alvorligt sløseri«:

»Det er dybt bekymrende, at vi fortsat lukker øjnene for at takle det her problem. Det virker, som om vi ukritisk tænker, ih, hvor dejligt, nu er vi af med vores computere – men i virkeligheden går det ud over børn og voksnes liv og sundhed«, siger virksomheds- og erhvervsansvarlig Sanne Borges.

Hos både Amnesty og Greenpeace mener man, at danske virksomheder og myndigheder øjeblikkeligt bør tage ansvar for dels kun at eksportere elektronik, der virker, dels bistå med teknisk og økonomisk assistance til at nedbryde den elektronik af dansk oprindelse, der skrottes efter endt brug i lande som Ghana.

Uoverskuelig sortbørs
Siden 2006 har ansvaret for forsvarlig oparbejdning af elektronik været pålagt producenter og importører af elektronikken.

Virksomheder, der har købt it-udstyr af en producent, har imidlertid valgfrihed fra producentansvaret, der betyder, at de kan betale vognmænd og andre private firmaer for at bortskaffe it-skrottet.

Undersøgelserne fra den britiske miljøorganisation EIA fastslår, at det sorte eksportmarked gør det kompliceret for selv legitime virksomheder og myndigheder at gennemskue, hvorvidt firmaet, man overlader sin aflagte elektronik til, behandler det miljømæssigt forsvarligt.

Herhjemme oplyser Miljøstyrelsen, at der hvert år forsvinder omkring 30 procent af danske husholdningers aflagte it-udstyr, som man ikke kan redegøre for hvor ender. Tallet for virksomheder er ukendt, men man arbejder i øjeblikket målrettet på at få overblik over affaldsstrømmen.

Pionerarbejde
På havnen i Aarhus kontrollerer affaldskonsulent Lis Wortmann fra Aarhus Kommune flere gange om ugen containere med brugt elektronik, der afskibes til lande som Ghana, Gambia og Elfenbenskysten. Kommunen har ikke noget overblik over, hvor mange ton brugt elektronik der sendes fra Aarhus.

Lis Wortmann vurderer, at det primært er privatpersoner, der sælger elektronikken videre. I cirka hver fjerde container, hun undersøger, er elektronikken ubrugelig og forbydes således at blive sendt af sted. I nogle tilfælde fører det samtidig til en politianmeldelse af afsenderen.

Lis Wortmann støder også på containere, der – i tråd med Mike Ananes forklaringer – pakkes, så blot de yderst placerede maskiner er funktionsdygtige, mens resten af containernes indhold åbenlyst er til at skrotte.

»Det sker også, at afsenderen har skrevet møbler på følgesedlen til en container, der i virkeligheden er fyldt med køleskabe. Det er svært at få overblik over, og det er virkelig pionerarbejde«, siger Lis Wortmann.

Hun understreger, at hun som eneste konsulent på området i Aarhus Havn langtfra har mulighed for at tjekke samtlige containere. Samtidig er det umuligt at vurdere, hvor lang levetid computerne har, når de bliver sendt af sted, fordi der ikke er ressourcer til at teste udstyret inden afgang, og fordi noget elektronik emballeres så dårligt, at det let kan gå i stykker under transport.

Rambøll afviser
Hos Rambøll, som er blandt de firmaer, der er fundet en computer fra på Agbogbloshie, afviser man, at man har forsøgt at omgå reglerne. Her vurderer man, at udstyret med Rambøll-logo er otte-ni år gammelt.

»På det tidspunkt solgte vi vores brugte it-udstyr, mens øvrigt materiale blev afleveret som metalaffald, som det var god, ansvarlig praksis på det tidspunkt«, siger Henrik Daugbjerg Petersen, it-director i Rambøll.

Så I kan garantere, at der ikke fremover kan findes brugt it-affald fra Rambøll i ulande?

»Det kan vi ikke garantere, men vi gør alt, hvad der står i vores magt for at undgå det. For det er naturligvis fuldstændig uacceptabelt«, siger Henrik Daugbjerg Petersen.

Han oplyser, at Rambøll i de seneste fem år har samarbejdet med it-virksomheden Atea om struktureret bortskaffelse af virksomhedens brugte it.

Atea oplyser til Politiken, at halvdelen af den elektronik, som virksomheden håndterer, genanvendes på deres fabrik i Växjö, mens resten klassificeres som skrot og håndteres efter gældende regler.

Auken: »Meget bekymrende«

Miljøminister Ida Auken (SF) skriver i en mail til Politiken, at det er »meget bekymrende«, hvis dansk elektronikaffald ulovligt ender i Ghana og er til fare for miljø og sundhed.

Til spørgsmålet om, hvordan der kan slippe så meget it-affald fra Danmark til Ghana, at Danmark er blandt de syv største eksportører i Europa, oplyser ministeren, at både kommunerne, skattevæsenet, politiet og Miljøministeriet kontrollerer, om eksporten er lovlig. Men hun tilføjer, at det er svært at komme problemet fuldstændig til livs, hvis nogle virksomheder bevidst prøver at omgå reglerne.

Hvad har miljøministeren tænkt sig at gøre for at komme problemet til livs?

»Vi er i gang med at kortlægge, hvor det elektronikaffald, der ikke bliver registreret, forsvinder hen. Og vi skal udvikle en værktøjskasse for myndigheder, så vi kan blive bedre til at håndtere problemet. Vi er også i gang med at udvikle retningslinjer for passende emballering og stabling af elektronik, så det bliver nemmere at se, hvad der er affald«, oplyser Ida Auken, der samtidig vil kæmpe for, at de internationale aftaler bliver skrappere.

GUIDE

7.500 km. væk på Agbogbloshie-pladsen i Ghana har 12-årige Isaac efterhånden samlet metalsplinter nok til at tømme magnetens fangst i sin brune lærredspose.

Arbejdet på Agbogbloshie betaler aftensmaden, forklarer han, selv om han og de andre skrotjægere med bibelsk inspiration har opkaldt lossepladsen ’Sodoma og Gomorra’ – Guds tilintetgjorte byer.

Politiken var inviteret til Ghana af Ibis.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?