0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

25 år efter Tjernobyl: Gensyn med den døde by

Janas familie blev ofre for verdens værste atomkatastrofe. 25 år efter præger den stadig.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Tjernobyl. Reaktor 4 eksploderede 26. april 1986 - 19 år før Jana blev født. Katastrofen går i arv til ukrainernes børn. og pigen er syg det meste af tiden.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dengang løb for deres liv.

Allerede lørdag morgen, 26. april, svirrede rygterne i den lille ukrainske landsby Simovisje – der var noget galt på Tjernobyl-atomkraftværk, der lå lidt oppe ad vejen.

De medarbejdere, der skulle møde på morgenskiftet, fik ikke lov til at komme ind på værket, men blev sendt hjem til »mindst en uges ferie«.



Da mørket faldt på natten til søndag, kunne ægteparret Maria og Nikolaj Tjernyj fra deres soveværelse se gyldne flammer slikke rundt om en af kraftværkets reaktorbygninger. Det var på det tidspunkt, det gik op for den 26-årige Nikolaj, at katastrofen havde ramt atomkraftværket fire kilometer fra deres hjem.

FOTOSERIE Han vidste, hvor alvorligt det var. For da han aftjente sin værnepligt syv år tidligere, havde Nikolaj fået en særlig træning og lært at beskytte sig mod kemiske våben og radioaktiv stråling. Han forstod med det samme, at et massivt udslip af radioaktive stoffer fra kraftværket ville true alt liv i området.

Telefonlinjerne blev lukket
Så næste morgen, 27. april, tog han op til det lokale kommunistpartis hovedkvarter for at undersøge, om myndighederne mobiliserede tidligere soldater. I den nærliggende by Pripjatj, hvor de fleste medarbejdere fra atomkraftværket boede, var man allerede begyndt at evakuere de 48.000 indbyggere. Samtidig lukkede myndighederne alle private telefonlinjer for at forhindre panikken i at sprede sig.

På kontoret mødte han den lokale partisekretær og repræsentanten for civilforsvaret. De fortalte Nikolaj, at »de ikke havde fået nogen ordre ovenfra« om evakuering af deres egen landsby, og at de ikke selv ville sætte noget i gang. Nikolaj lagde mærke til, at begge mænd havde lange regnfrakker og store bredskyggede filthatte på, selv om det var en varm forårsdag. Det bekræftede Nikolajs værste mistanker. Han følte sig fri til at flygte.



Det handlede ikke kun om ham, men også om 24-årige Maria og deres ufødte søn – Maria var gravid i femte måned. De skulle væk. Så klædt i sommertøj, uden bagage, kun med identitetspapirer og penge i lommerne, skyndte de sig til togstationen en halv kilometer væk og nåede den sidste tog til storbyen Tjernigov.

Ægteparrets naboer i hjemme i Simovisje blev først evakueret seks dage senere, og mange af dem kom til at betale en høj pris for de ekstra dages stråling.

Svært at finde hjem
Det er 25 år siden nu, og for første gang siden flugten er Maria Tjernaja og den 24-årige søn Vitalij på vej tilbage til Simovisje. Manden Nikolaj vil ikke med: Han er ikke sikker på, at han kan klare gensynet med familiens gamle hjem.



Vi kører 220 kilometer fra deres nuværende bopæl til den »lukkede zone« – et indhegnet område i en radius 30 kilometer rundt om Tjernobyl. I løbet af april og maj 1986 evakuerede myndighederne omkring 115.000 mennesker herfra i en storstilet redningsaktion, hvor der blev brugt over 1.200 busser.

»Vi var unge – hele landsbyen var vældig ung, faktisk. Vi havde et godt og sjovt liv. Vi troede, at fremtiden var sikker. Men det liv tog Tjernobyl-ulykken med sig«.



I dag er zonen stærkt bevogtet, og man skal have myndighedernes tilladelse for at komme ind. Vi skal igennem tre sikkerhedstjek og tre bomme, hvor politifolk tjekker vores identitetspapirer og nummerplader.

Vi kører dybt ind i den mest forurenede zone 10 kilometer fra værket, gennem skoven og forbi et uendeligt antal forfaldne, grå huse, som gemmer sig bag den vilde plantevækst. Der er næsten ingen biler. Mellem træerne viser et par store elge sig. Vi kan også se nogle vilde heste og en enkelt ræv. Ingen ulve her midt på dagen, men det siges, at mere end 100 af dem strejfer rundt i den forbudte zones stille skove.

Landsbyen Simovisje er ligesom alle andre byer i området fjernet fra Ukraines landkort, men vejskiltet med navnet ’Simovisje’ hænger stadig ved indkørslen til landsbyen. Vi kører mod byens udkant på en totalt nedslidt vej, hvor der næsten kun er huller tilbage. En snes forladte sorte huse gemmer sig i baggrunden. Simovisje talte engang 400 husstande, der var hjem for mere end 1.000 beboere.

SE FOTOSERIE

Annonce

Maria bliver mere og mere spændt, jo tættere vi kommer på målet for vores rejse. Nu skal vi forlade bilen, vi er nødt til at gå – eller rettere sagt mase os – de sidste hundrede meter gennem vildt voksende buske og træer, der engang var en frugthave.

Vi stopper for at måle strålingen. I luften er den kun 6 gange over det normale, men nede i græsset ryger måleren op til hele 4 millisievert per time – 30 gange over normen. Måleren summer som gal.

Besøg i spøgelseshuset
Maria er lidt forvirret, hun kan næsten ikke genkende vejen – den samme vej, hun plejede at gå, når hun skulle på arbejde som bogholder i byens eneste handelsforretning. »Hvor er asfaltvejen blevet af? Det gik også en grussti her, den er væk«, mumler hun, mens vi bare kan gætte, hvad hun mener. Der er kun græs og dybt mos, med friske spor af vildsvin og elge hist og pist.

Pludseligt står hun stille. Her er det – det skæve hus med de mange knuste ruder, med et bulet forfaldent tag, åbne døre og knuste låse. Et spøgelseshus, der oser af død. Hun har ikke taget sin gamle nøgle til hoveddøren med, for tidligere naboer, som har været tilbage i landsbyen, har fortalt hende, at de fleste huse er blevet plyndret.

Lige foran indgangen til huset vrimler det med vintergækker, som et bedragerisk tegn på liv, men ingen af os kan dog finde på at tage blomsterne med hjem.

Vitalij er tydeligt rystet, mens han følger efter moderen rundt i det hus, han aldrig har set før.

Maria træder forsigtigt på sin vej gennem værelserne, for man kan nemt falde gennem de rådne træplanker.

Tapeterne er for længe siden faldet ned, og stykker af tør maling klamrer sig til væggene. Et kæmpe hul gaber i muren mellem det, der i sin tid var køkkenet, og spisestuen. Her er hamrende koldt og lugter af råd.

Maria stopper ved vinduet i soveværelset, samme vindue, hvorfra hun så atomkraftværket stå i flammer. Ingen tårer, kun et bedrøvet blik.

»Vi var unge – hele landsbyen var vældig ung, faktisk. Vi havde et godt og sjovt liv. Vi troede, at fremtiden var sikker. Men det liv tog Tjernobyl-ulykken med sig«.

Min mand undrede sig over, at vi ikke fik nyt tøj, men gik rundt i vores forurenede tøj. Han sagde, at det var fuldstændigt hul i hovedet

Hun husker flugten for et kvart århundrede siden.

»Vi ankom til byen Tjernigov meget sent om søndagen. Der var myndighederne allerede i gang med at identificere folk fra de ramte områder og sende dem til »rengøring«. Ret overraskende, fordi resten af befolkningen i Ukraine i lang tid blev holdt i uvidenhed om atomulykken«.

Den hemmelig katastrofe
Myndighederne i Tjernigov og andre steder i landet lod være med at fortælle befolkningen om atomkatastrofen.

Fem dage efter ulykken deltog flere tusinde uvidende mennesker i den traditionelle 1. maj-parade og blev ramt af alvorlige mængder af radioaktiv stråling.

»Jeg kan huske, at vi målte omkring 5 millisievert ved ankomsten. Vi blev nødt til at vaske os grundigt og fik gratis mad og hotelophold i flere dage«, fortæller Maria. »Fint nok, men min mand undrede sig over, at vi ikke fik nyt tøj, men gik rundt i vores forurenede tøj. Han sagde, at det var fuldstændigt hul i hovedet«.

Marias og Nikolajs nye liv begyndte godt, da en fjern slægtning inviterede dem til at bo i Moskva i tre måneder.

»Som Tjernobyl-ofre fik vi al mulig medicinsk hjælp fra staten«, siger Maria.

»Vi gik igennem en række undersøgelser, og jeg fik et særligt ophold på et hospital, hvor de holdt øje med min graviditet«.

I september 1986 flyttede Maria og Nikolaj tilbage til Ukraine, til deres nuværende hjem i landsbyen Rudnitskoje, 70 kilometer øst for hovedstaden Kijev.

Her byggede myndighederne over hundrede nye huse og forærede dem til flygtningene fra Simovisje.

»Vi kunne faktisk vælge mellem dette sted, en lejlighed i storbyen Kherson i det sydlige Ukraine og et hus på landet i Moskva-området«, fortæller Maria. »Men vi fulgte bare de fleste af vores tidligere naboer. Og at bo i en lejlighed kunne vi alligevel aldrig klare«.

De faldt hurtigt til i det nye hus, selv om de mennesker, der altid havde boet i området, var misundelige på de evakuerede og deres privilegier og sagde: »I kommer ikke til at leve mere end fem år, fatter I det ikke?«.

Maria og Nikolaj fik 8.500 rubler i erstatning – rigtig mange penge dengang, hvor en gennemsnitsløn lå på under 200 rubler om måneden.

Længslen mod det gamle hjem
I november 1986 fødte Maria så sønnen Vitalij. To år senere fik de en dreng til, som de kaldte Aleksandr.

Maria arbejder stadig som regnskabsdame, denne gang i det lokale byråd. I 1988 rejste hendes mand Nikolaj tilbage til Tjernobyl-området, hvor han tog et job som lastbilchauffør og arbejdede på skift med syv dage i den lukkede zone efterfulgt af syv dages hvile hjemme. Efter 18 år fik han nok.

»Vores nuværende bolig er klart større end den tidligere, men vi længes så meget efter Tjernobyls natur«, sukker Maria. »Her bor vi på en åben mark, ved landevejen i et tæt bebygget område. Derovre havde vi uendelige enge og skove og kunne fiske, plukke svampe og bær, lige så meget som vi ville …«.

Marias far vænnede sig aldrig til sit nye hjem, selv om det kun lå fire kilometer fra datterens. Maria beretter, at han fik store psykiske problemer og døde som 70-årig for ti år siden.



Ellers har familien Tjernyj det fysisk godt og viser ingen tegn på skader fra den radioaktive stråling, som deres mor og far har været udsat for, og som kan overføres genetisk.

Men langtfra alle har været så heldige. Maria fortæller, at kun en tredjedel af den oprindelige befolkning er tilbage i Rudnitskoje. Nogle af de unge flytter til Kijev for at søge efter arbejde, men mange, rigtigt mange, dør af sygdomme, som hun tror skyldes strålingen.

Vi besøger Marias familie i Rudnitskoje dagen efter turen tilbage til Tjernobyl. Maria er hjemme hos sin veninde, den 57-årige Maria Besnutjenko, der har besøg af datteren Lena, svigersønnen Sergej og barnebarnet Jana. Det er palmesøndag, og det fejres som en stor helligdag i Ukraine.

Spisebordet i Maria Besnutjenkos rummelige hus bugner af lækre forretter, sakuski, der skal hjælpe gæsterne gennem den lange vodkarejse med skål for helbred og velstand. Der kommer nye gæster ind, og stemningen er helt i top. Noget, som Tjernobyl-folkene virkelig tager sig af.

»Det er en af de få gode ting i livet, vi har tilbage«, siger Maria Besnutjenko, som har sin egen barske historie at fortælle.

Hendes venskab med Maria og Nikolaj går helt tilbage til tiden i Simovisje.

I de kritiske dage i slutningen af april 1986 tøvede hun med at flygte med sin søn på ti og datteren på fem. De tog først af sted et døgn senere. Og de tog ikke til den nærmeste store by Tjernigov, men direkte til Kijev, hvor de til at begynde med ikke lod sig registrere som Tjernobyl-ofre – det betød, at de ikke straks kom i behandling.

Maria Besnutjenkos mand døde for nylig af lungekræft, kun 64 år gammel. Hendes datter Lena, som er nu 30, observeres for forstørret skjoldbruskkirtel, og den snart seksårige Jana er tit syg, så hendes mor har måttet forlade sit arbejde og nu går hjemme med datteren.

Erfaringerne fra andre radioaktive udslip og de atombomberamte byer i Japan under Anden Verdenskrig viser, at konsekvenserne fra strålingen først topper efter 25-30 år. Derfor frygter man, at børn født efter 1986 af beboerne i de værst berørte områder i blandt andet Nordukraine i langt højere grad vil udvikle kræft, leukæmi, astma og forskellige indre og ydre misdannelser.

Tjernobyl-ofre får tilskud på 100 kroner

I dag får Maria og Nikolaj Tjernyj, Lena og Sergej Besnutjenko hver omkring 100 kroner i månedligt tilskud som Tjernobyl-ofre. Maria Besnutjenko mistede sin Tjernobyl-status for nogle år siden ved en bureaukratisk fejl og prøver stadig at få den tilbage. Hun har lige fået endnu et afslag, fordi hun ikke afleverede de nødvendige dokumenter rettidigt. Blandt gæsterne ved bordet sidder Antonina Kotovskaja, som er i slægt med familien Besnutjenko. Også hun har sit skræmmende indslag i erindringskarrusellen omkring Tjernobyl-tragedien. Hun smiler bittert: »Jeg vil aldrig glemme, hvordan vi solbadede på en flodstrand i Kijev 2. maj 1986. Vi vidste overhovedet ikke noget om forureningen. Jeg kan dog huske, at min transistorradio optrådte mærkeligt. Det var så mange signalforstyrrelser, at man næsten ikke kunne høre noget. Men sikke en flot og solrigt dag, det var«.