Flygtet. Sebastian er flygtet fra borgerkrigen i Syrien for snart to år siden. Hans familie er stadig i landet. De forsøgte for nylig at flygte til Libanon, men der var så mange mennesker, at grænsen på et tidspunkt blev lukket.
Foto: JENS DRESLING

Flygtet. Sebastian er flygtet fra borgerkrigen i Syrien for snart to år siden. Hans familie er stadig i landet. De forsøgte for nylig at flygte til Libanon, men der var så mange mennesker, at grænsen på et tidspunkt blev lukket.

Internationalt

Flygtet fra Syrien: »Før krigen kunne Assad beskytte os«

33-årig syrisk flygtning sidder og venter i et asylcenter på Sydsjælland.

Internationalt

Hver morgen når Sebastian vågner, griber han som det første ud efter fjernbetjeningen og tænder for BBC Arabic på tv'et.

Han mærker en lille kortvarig lettelse, når han kan konstatere, at der ikke kører billeder af bombeangreb hen over skærmen

»Det føles, som når man vågner fra et mareridt«, siger han:

»Men man ved godt, at mareridtet er ikke slut endnu«.

LÆS OGSÅ

Af frygt for sin sikkerhed vil Sebastian ikke stå frem med sit rigtige navn, og han optræder derfor under synonym. Politiken.dk kender hans rigtige identitet.

Sebastian er en af de 429 syrere, der i 2011 søgte om asyl i Danmark. Siden da har han boet her i de lave gule murstensbygninger, der udgør asylcenteret Sigerslev på Sydsjælland.

Han er 33 år gammel, kristen og uddannet ingeniør, men hjemme i Syrien arbejdede han i familiens tømrerforretning et stykke uden for byen Arbeen - et af de områder der blev ramt af et kemisk angreb 21. august.

Min familie prøver altid at skjule deres følelser for ikke at bekymre mig

Aktion vil ødelægge det hele
Siden da har verdenssamfundet diskuteret, hvordan de kan straffe den syriske præsident Bashar al-Assad, som menes at stå bag angrebene. Hvis den amerikanske præsident, Barack Obama, kan få Kongressens opbakning, har han meldt sig klar til en straffeaktion mod Assad.

Det er det, Sebastian frygter.

»Jeg er meget ked af det og bekymret. Lige nu er der lidt fred nogle steder, men hvis de starter en militæraktion, så vil de ødelægge det hele«.

Hans værelse på asylcenteret er omkring 10 kvadratmeter stort. Her står to smalle enmandssenge og to borde. På Sebastians bord opbevarer han sin marmelade, sine cornflakes og det rugbrød, han er begyndt at spise, fordi det efter sigende skulle være sundt.

Kopper og tallerkner bor på hylden under fjernsynet, og kaffemaskinen står på det gråmelerede linoleumsgulv.

By i ruiner
Familiens tømrerforretning i Arbeen er der ikke længere noget tilbage af. Ligesom resten af byen ligger den i ruiner, efter Assad-regimets bombede for at jage oprørerne, der har taget kontrol over området, ud.

Sebastian tog derfra med sin familie, da de muslimske oprørsgrupper rykkede ind. En del af det kristne mindretal havde kæmpet mod oprørerne, og som kristen var det for farligt at blive.

Familien valgte at flygte til Tyrkiets flygtningelejre, mens Sebastian selv rejste videre op gennem Europa for til sidst at lande i Sigerslev.

Råt og svært
I Tyrkiet var det ikke meget bedre end hjemme i Syrien. Det tyrkiske politi og nogle af medarbejderne i flygtningelejren var efter de kristne, og især hans søster fik ikke lov at være i fred.

»Der skete noget frygteligt dernede«, siger Sebastian:

»Det var meget råt og meget svært for familien at være i Tyrkiet«.

Familien valgte derfor at tage tilbage til Syrien, til hans fars fødeby Saydnaya, der ligger nord for Damaskus, hvor der stadig er nogenlunde fredeligt.

Nu snakker han med sin familie over Skype, når han kan komme til det.

»Men det er svært, for strømmen kan nogle gange godt være væk ti dage eller mere hos dem«, siger han.

»Og de prøver altid at skjule deres følelser for ikke at bekymre mig«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Stigende madpriser
Sidst han snakkede med familien var for to dage siden. Hans bror fortalte, at frygten for et internationalt militærangreb havde fået priserne på mad til at stige.

»Alle hamstrer lige nu, fordi de ved godt, at krigen kommer. Og butiksejerne gemmer også mad og andre ting, for de ved, at de kan få meget mere for det, når de begynder at bombe«.

For to dage siden forsøgte hans familie at komme ud af landet igen. De bevægede sig op mod grænsen til Libanon, der ligger to timers bilkørsel fra Saydnaya, men de kunne ikke komme frem for mennesker, der ville samme vej. Efter et stykke tid nåede rygtet dem, at grænsen var blevet spærret, og så vendte de om.

Sebastian støtter Bashar al-Assad, for han tror ikke på, at revolutionen, der nu har været i gang i mere end to år, vil bringe Syrien et bedre sted hen.

»Der kommer folk fra Afghanistan og andre steder, der ønsker jihad (hellig krig, red). De kommer til vores land for at slå folk ihjel. Jeg tror ikke, at det her er den rigtige måde at fjerne Assad. Hvis de gør det på en anden måde, ville det måske være bedre, men revolutionen vil på den her måde ikke få os et bedre sted hen«.

Assad beskyttede os
Derfor håber han heller ikke, at USA beslutter at bombe Assad. Men også fordi Assad-regimet var mere sikkert for Syriens kristne mindretal.

»Bashar al-Assads regime var en god autoritet. De havde kontrol over hele området, og forfølgelsen af de kristne er aldrig sket før. De beskyttede de kristne«, siger Sebastian:

»Vi følte os sikre, dengang Assad havde magten. Vi havde et job og et hjem. Vi havde alt før revolutionen«.

Han tror ikke, at styret kunne finde på at bruge kemiske våben - og slet ikke, at de er så dumme, at de ville gøre det på et tidspunkt, hvor FN's våbeninspektører befandt sig kun få kilometer væk.

På asylcenteret bor der lige nu omkring 20 syrere. De er langt fra enige om, hvem der burde styre deres land, og derfor bliver situationen i hjemlandet daglig diskuteret.

»Dem, der støtter oprørerne, tror ikke på, at Assad nogensinde vil gå af, og de siger, vi har ret til at leve som frie mennesker«, siger Sebastian:

»Men jeg håber, at de kan løse det politisk uden at bruge vold«.

Ventetid

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Indtil den dag må Sebastian blive i Danmark.

»Hvis jeg vil skal være realistisk, kommer jeg ikke hjem foreløbig. Hvis det kunne lade sig gøre, ville jeg gerne tage afsted i dag, men det kan jeg ikke«, siger Sebastian, der har fået afslag på asyl, og lige nu venter på, at hans sag bliver genoptaget.

Om to måneder lukker asylcenteret i Sigerslev, og så skal Sebastian videre til et nyt center i Danmark, hvor hverdagen sikkert kommer til at minde om den, han lever i dag.

»Vi spiser, drikker, sover og venter«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce