Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Tab. Jonas Peter Pløger var på det hold i Afghanistan, der blev hårdest ramt.
Foto: Mads Silberg/Privatfoto

Tab. Jonas Peter Pløger var på det hold i Afghanistan, der blev hårdest ramt.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Faldet i Afghanistan: Jonas troede på sin opgave

I dag er det tre år siden, Jonas Peter Pløger blev dræbt i Afghanistan. Det skete, lige inden han skulle hjem, men Jonas' familie er ikke bitter.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det havde været en rigtig god morgen. Alex Pløger havde løbet rundt om Damhussøen ved Vanløse, mens solen skinnede fra en skyfri himmel.

Sommerferien havde gjort ham godt. Han slappede af, og nu skulle han sammen med sin kæreste ud at spise frokost hos et par gode venner.

Han havde lige købt et autosæde til deres 1-årige datter, som han havde sat ind i bilen. Alt var pakket, og de havde taget boblevand med.

De skulle til at stige ind i bilen, da hans mor ringede – og så skiftede dagen farve.

Ikke forberedt Hans mor fortalte, at militæret var kommet med en præst og havde fortalt, at hans lillebror, Jonas, var faldet i Afghanistan.

Med ét trådte han ind i en uvirkelig verden. Alex Pløger kunne ikke tro det.

På hele turen i bilen fra Vanløse ud til forældrene i Værløse blev han ved med at sige: »Det er en fejl«.

Meget havde Alex Pløger været forberedt på. Men ikke dette. Hans lillebror var en usædvanlig dygtig delingsfører. Som Alex Pløger udtrykker det i dag:

»Jeg var sikker på, at Jonas var beskyttet af sit militære talent. Det var farligt i Afghanistan, men det var de andre soldater, der var i størst fare. Jonas var for dygtig til, at det kunne gå galt for ham«.

Da de trådte ind i forældrenes hus i Værløse, mødte de en officer og en militærpræst, der var sammen med hans mor. En anden officer var på vej til faderens arbejde, og hans mor havde forgæves forsøgt at ringe til deres storebror, Christian.

Det lykkedes Alex Pløger at få fat i storebroren, og efterhånden samledes familien i huset i Værløse.

»Som dagen gik, blev det sværere og sværere for mig at benægte, at Jonas var død. Men jeg havde stadig et lillebitte håb om, at det bare var en fejl«, fortæller Alex Pløger.

Det gik først for alvor op for ham, at han havde mistet sin lillebror, da han så kisten med Jonas i kapellet til begravelsen flere dage senere.

Presset til det yderste
Ligesom Alex havde Jonas Pløger også tit løbet rundt om Damhussøen. Og Alex kunne ikke lade være med at tænke over, at mens han løb rundt om Damhussøen, lå hans lillebror hårdt såret i en helikopter langt væk og forblødte:

»Det var rigtig ubehageligt at tænke på«.

Lige nøjagtig i dag er det tre år siden.

Jonas Pløger blev dræbt 21. juli 2010 ved basen Armadillo i det sydlige Afghanistan. Kun kort tid før han skulle hjem fra Afghanistan.

Han var på det hold i Afghanistan, der blev hårdest ramt.

De omkring 700 soldaterne på Hold 9 blev presset til det yderste. Aldrig tidligere var så mange soldater blevet såret eller brudt psykisk sammen som i perioden fra februar til august 2010.

Indskrevet på monument
I de foregående 8 års krig var i alt 109 soldater blevet såret, men i løbet af Hold 9’s seks måneder blev 74 såret. Desuden døde 5 soldater.

Soldaterne kæmpede flere steder i dalen nord for hovedbyen Gereshk i det sydlige Afghanistan, men hårdest ramt var de 140 kampsoldater på Armadillo-basen – og det var hovedsagelig her, Jonas Pløgers deling befandt sig.

Om kort tid forlader de sidste danske kampsoldater Afghanistan.

Jeg var sikker på, at Jonas var beskyttet af sit militære talent

I alt er 43 soldater døde i Afghanistan og har fået skrevet deres fødsels- og dødsdato med bronzebogstaver på mindesmonumentet på Kastellet i København.

Bag alle navnene er der en historie, som er unik. Historien om Jonas Pløger handler om et usædvanligt menneske, som gjorde et stort indtryk på alle.

Især på grund af hans ansvarsfølelse og utrættelige vilje til at hjælpe andre i pressede og livsfarlige situationer.

Fodbold i blodet
Da Jonas og Alex Pløger voksede op, stod der to buske nede i baghaven i familiens hjem i Værløse. De var perfekte til at udgøre de to stolper i et fodboldmål.

Jonas stod ofte på mål foran buskene, mens Alex og storebror Christian som angribere forsøgte at overliste deres lillebror i målet.

Det var ikke tilfældigt, at de spillede fodbold. Drengenes efternavn Pløger havde allerede en plads i den danske fodboldhistorie.

Drengenes morfar, Johannes Pløger, havde spillet på det danske fodboldlandshold og var med til at vinde bronze ved OL i London i 1948 – og spillede senere som professionel fodboldspiller i Italien.

Inden sin død i 1991 spillede Johannes Pløger ofte med sine børnebørn. Og siden fortsatte drengene fodboldkampene i den store have i Værløse. Som Alex Pløger formulerer det:

»Det ligger lidt til familien at spille fodbold«.

Elskede at lege
Alex Pløger var den mellemste bror og to år ældre end den yngste, Jonas, der blev født i 1983. Storebror Christian var født i 1977, og de tre brødre havde et meget tæt forhold til hinanden og mindede om hinanden på mange punkter.

Men der var også forskelle. Alex Pløger fik at vide, at han var den mest fornuftige, mens hans lillebror var mere et legebarn:

»Jonas elskede at lege, og det fortsatte, da han blev ældre. Men det betød ikke, at han var useriøs. Jonas’ tilgang til livet var simpelthen at få det til at være en fornøjelse, også de hårde opgaver«.

Jonas nøjedes ikke med at spille fodbold. Da han begyndte i militæret i 2003, førte hans atletiske evner til, at han kom på landsholdet i militær femkamp.

»Han var konkurrencemenneske til fingerspidserne«, fortæller Alex Pløger.

At det lige blev militæret, der blev Jonas Pløgers levevej, var lidt en tilfældighed. Storebror Christian havde godt nok aftjent sin værnepligt, men familien havde ikke en militær baggrund, og Alex Pløger havde fået en knæskade ved at spille basket, så han aftjente ikke sin værnepligt.

Vil ikke tage sorgerne på forskud
»Så blev det Jonas’ tur. Han har altid været en ekstremt dygtig atlet, og da det gik op for ham, at det var en stor del af militæret, og at der også var boglige udfordringer ved at blive officer, var det bare lige ham«, siger Alex Pløger og tilføjer:

»Før var militæret aldrig et samtaleemne i vores familie. Jeg så det mere, som at det her var Jonas dygtig til, så selvfølgelig skulle han gøre karriere i militæret. Men jeg sagde nogle gange drillende til ham, at når han var færdig med at lege, kunne han komme ud i det rigtige erhvervsliv«.



Allerede da Jonas Pløger begyndte på sin officersuddannelse, fortalte han sin kæreste og resten af familien, at han på et tidspunkt ville blive sendt ud på en international mission.

»Som alle andre mødre syntes min mor ikke, at det var rart, at han skulle i rigtig krig. Men jeg havde det personligt sådan, at der ikke var nogen grund til at tage sorgerne på forskud«, fortæller Alex Pløger.

»Pas nu på de andre«
Jonas Pløger havde fået rang af premierløjtnant og fik ansvaret for en deling på omkring 35 soldater i Afghanistan. Og Alex Pløger stolede så meget på sin lillebrors evner, at han bekymrede sig mere om de andre soldater:

»Når jeg snakkede med ham, sagde jeg tit: »Pas nu på de andre«. Jeg tænkte, at det var de andre soldater, der var i størst fare, fordi de kunne finde på at gøre noget, som de ikke havde trænet«.

Familien diskuterede heller aldrig, om det var rigtigt eller forkert at gå i krig i Afghanistan eller Irak: »Vi har aldrig taget den politiske drøftelse. Vi forholdt os til Jonas og bakkede ham 100 procent op. Jonas troede på sin opgave«.

Som alle andre mødre syntes min mor ikke, at det var rart, at han skulle i rigtig krig



Alex Pløger kørte sin lillebror i lufthavnen i slutningen af januar 2010. Det sneede kraftigt, så han kunne kun køre 40 kilometer i timen. I lufthavnen tog familien afsked:

»Flyet, der skulle hente soldaterne, var forsinket på grund af snevejret, så vi endte med at sige farvel, mens Jonas ventede på flyet«.

Bomber på skråningen
Jonas Pløgers deling blev en del af Charliekompagniet, som opererede ud fra den farligste fremskudte base, Armadillo.

Basen lå et stykke inde på et højdedrag i ørkenen, hvor der er en høj skråning ned til det grønne bælte langs Helmandfloden, hvor de lokale dyrkede afgrøder.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når soldaterne skulle ned i den grønne zone, måtte de vandre ned ad skråningen, som de ikke kunne se fra basens vagttårne.

Derfor kunne Taleban plastre skråningen til med improviserede sprængladninger – også kaldet vejsidebomber.

Så når soldaterne skulle på patrulje, måtte de bruge op til halvanden time på at komme den korte strækning fra basen ned ad skråningen og hen til landsbyerne ved floden, fordi en soldat langsomt skulle gå forrest og finde de nedgravede sprængladninger med en minesøger.

Det var hver gang et lotteri, om det lykkedes. Eller om en soldat eller et militært køretøj udløste en vejsidebombe.

Det nye vartegn
Da Jonas Pløgers hold kom til basen, havde der i over et halvt år været heftige diskussioner i militærledelsen om Armadillo.

Soldaterne på det forrige Hold 8 havde været frustrerede, fordi de var blevet omringet af Taleban. Holdets ledelse havde overvejet en lukning.

Spørgsmålet var, om det var nytteløst at forsøge at holde den farlige fremskudte base. Og om det var omkostningerne værd i forhold til sårede og dræbte.



Men Armadillo var blevet symbolet på den militære danske triumf i Afghanistan efter en historisk offensiv op igennem floddalen nord for byen Gereshk i efteråret 2007.

Ikke bare internt i forsvaret, men også hos de politikere og den del af befolkningen, der interesserede sig for krigen, stod Armadillo som et vartegn for den nye militære indsats: offensiv krig, danske sejre, tab og heltemod. Tidlige problemer


Det nye Hold 9 i Armadillo var under pres fra begyndelsen.

Allerede under en skudveksling med Taleban en af de første dage bukkede en soldat under for det psykiske pres.

Soldaten var så præget af de første kamphandlinger, at han gemte sig i sit soverum og rystede over hele kroppen.

I lejren var hans lys altid det sidste, der blev slukket

Og en anden soldat blev såret, da han trådte på en sprængladning, og blev fløjet til behandling på Rigshospitalet i København.

Jonas Pløgers 3. deling var fra begyndelsen involveret i træfninger med Taleban, når de gik patrulje uden for Armadillo – og allerede 21. februar 2010 måtte hans deling bringe fire sårede i sikkerhed.

I disse livsfarlige situationer trådte Jonas Pløger for alvor i karakter. Den 26-årige premierløjtnant viste sig som en stærk lederskikkelse, der altid bevarede roen – ligegyldigt hvor hedt det gik for sig. Derfor stolede hans soldater hundrede procent på deres delingsfører.

Store krav
Jonas Pløgers signalmand, Alf Olsen, havde en god kemi med sin delingsfører. Han havde ansvaret for radiokommunikationen, når de gik på patrulje.

Men de behøvede ikke tale meget sammen. Som Alf Olsen tidligere har udtrykt det i Politiken:

»Når han bad mig om noget, havde jeg tit gjort det fem minutter tidligere«.



Delingsføreren var dog så dedikeret til sit arbejde, at soldaterne i begyndelsen kunne blive udmattede af de store krav, han stillede til dem.

Hans næstkommanderende, sergent Nicolai Sørensen, skulle vænne sig til energibundtet Jonas Pløger. Men han opdagede hurtigt, at hans chef var utrolig velforberedt til alle opgaver:

»Han brugte lang tid til forberedelse. I lejren var hans lys altid det sidste, der blev slukket«.

Alarmerende udvikling
Kaptajn Mads Silberg kom også på god fod med Jonas Pløger. Kaptajnen var ofte på patrulje sammen med 3. deling:

»Jeg følte mig så sikker, som det nu var muligt i et krigsområde. Jeg havde altid en god fornemmelse i maven, når jeg gik med Jonas' deling«.

Men soldaterne var på en af de hårdeste opgaver, danske soldater nogensinde har været udsat for.

Efter fem måneder – i juni 2010 – rapporterede den danske bataljon i Helmand hjem til Danmark, at en tredjedel af Charliekompagniets kampkraft var væk på grund af mange sårede og hjemsendte.

Bataljonsledelsen beskrev udviklingen ved Armadillo som alarmerende.

Derfor glædede soldaterne sig til at vende hjem til Danmark. Men det var ikke slut endnu. Sidste patrulje


21. juli 2010 skulle Charliekompagniets 3. deling gå en af de sidste patruljer.

Delingen fik at vide, at patruljens formål var at vise synlighed i et område, som basens soldater havde mistet kontakten med. Soldaterne skulle tale med bønderne i området for at finde ud af, om stedet var infiltreret af Taleban.

De kørte ud midt om natten i pansrede køretøjer. Soldaterne kørte et stykke tid langs et højdedrag, før de stoppede.

Da Taleban havde plastret skråningen til med nedgravede sprængladninger, måtte en soldat gå forrest med en minesøger for at finde et sikkert spor ned til floden.

Det hårdeste er alt det, man går glip af med ham

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Delingen gik videre frem til stedet, hvor de ikke havde været i flere måneder. Her mødte de afghanske bønder, som ikke var særlig meddelsomme, og delingen begyndte at gå tilbage til det sikrede spor, hvor de kunne gå op ad skråningen til køretøjerne på højdedraget.

Flere soldater var blevet ved køretøjerne under patruljen og holdt øje med sporet, så det ikke var muligt for oprørere fra Taleban at lægge sprængladninger ud.

Det var stadig morgen, og soldaterne gik op ad skråningen i hold. De tre første grupper var klatret op, og Jonas Pløger var også næsten oppe, mens en sidste gruppe stadig ventede neden for højdedraget og gjorde klar til at gå op.

En nedgravet sprængladning
Pludselig lød der et skud. Det var ikke til at høre, hvor skuddet kom fra. Men soldaterne regnede med, at det var en snigskytte.

Gruppen neden for skråningen smed røggranater, så snigskytten ikke kunne se dem, og skyndte sig op ad skråningen.

Jonas Pløger stillede sig oppe på toppen og hev fat i soldaternes arme, når de nåede op til ham, og nærmest flåede dem hen over kanten for at få dem i sikkerhed.

Pludselig lød der et kæmpebrag.

»Contact explosion«, blev der råbt.

Jonas Pløger havde trådt på en nedgravet sprængladning.

Delingens sanitetsmand, Dennis Montagnini, der ydede førstehjælp til sårede, forsøgte sammen med andre soldater at stoppe Jonas Pløgers kraftige blødninger, og delingsføreren blev kørt til lejren og evakueret med helikopter.

Men kort efter ankomsten til felthospitalet blev Jonas Pløger erklæret død.


Ikke bitter

I Armadillo kom følelserne ud. Flere soldater kunne ikke holde tårerne tilbage. Det var et meget hårdt slag for Charliekompagniet. Kaptajn Mads Silberg var på det tidspunkt stationeret på en anden base, Clifton, længere sydpå. Han satte sig ned og skrev et brev til delingen – og satte et skilt op foran Cliftonbasen med ordene: 'Fort Pløger – we will allways remember'. Først to måneder efter at Hold 9 i august 2010 var kommet hjem, blev det besluttet at indlede lukningen af den farlige base. Alex Pløger og familien savner Jonas og tænker stadig på ham flere gange dagligt. »Det hårdeste er alt det, man går glip af med ham. Og det gør mine børn også«. Alex Pløger er ikke bitter over, at Danmark sendte hans lillebror til Afghanistan. Og trods sorgen sidder han og familien tilbage med en stolthed over Jonas: »Selv om det er en ringe trøst, er det rart at vide, at han åbenbart har betydet lige så meget for sine soldater, som han betød for familien«.















Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden