Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Kin Cheung/AP
Foto: Kin Cheung/AP

Boom. Asiens voksende middelklasse udgør 500 millioner i dag. I 2020 vil den være vokset til 1,75 milliarder.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Verdens eksperter giver deres bud på de vigtigste fænomener i 2014

Megabyer, cybertrusler og ledere styret af deres egne interesser er med på listen over det, du skal holde øje med i 2014.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Voksende sociale spændinger i den arabiske verden. Nye cybertrusler. Voksende indkomstforskelle. Megabyer. Misinformation over nettet.

Vi lever i en verden, der forandrer sig hurtigere end nogensinde, og som hele tiden møder nye problemstillinger og fænomener.

Den arabiske verden undergår lige nu historiske forandringer. Strømmene af digitale data er ved at omkalfatre vores liv og tankegange. Og basale begreber som 'privat' og 'privatliv' er under massiv forandring efterhånden som vi opdager, hvor meget der holdes øje med os 'ude på nettet'. Af efterretningstjenester. Af virksomheder. Og af andre grupper, der både kan have gode og dårlige hensigter.

Foto:

Men det går hurtigt. Og forandringerne fortsætter. Nogle af dem har vi ikke en jordisk chance for at forudse. Andre har vi en ide om.

I et forsøg på at skabe et blot lidt større overblik over de fænomener, der vil præge det kommende år, har den verdensomspændende organisation World Economic Forum bedt 1.500 internationale eksperter fra virksomheder, regeringer, universiteter, tænketanke og interesseorganisationer om at rangordne de ti vigtigste fænomener. Vurderingerne er samlet i rapporten Global Agenda 2014, der udkommer i dag, op til et møde i World Economic Forum i Abu Dhabi.

Her er listen over de ti vigtigste forandringer i året, der kommer:

1. Flere sociale spændinger i Mellemøsten og Nordafrika

Voksende sociale spændinger i Mellemøsten og Nordafrika står som den største udfordring i 2014.

»Der er voksende enighed om, at regionen står over for en tid med voksende usikkerhed, der har rod i en social polarisering«, hedder det i rapporten.

Tidligere fulgte spændingerne økonomiske skillelinjer, men nye forhold er kommet til. I dag mener 45 procent af de adspurgte eksperter, at politisk ustabilitet udgør deres største udfordring, ens kun 27 procent peger på regionens arbejdsløshed som det mest presserende problem.

Mest synlig er splittelsen mellem de kræfter, der ønsker at politisk islam skal spille en fremtrædende rolle i hverdagen, og dem, som ønsker politik og religion adskilt.

Og mens det internationale samfund er forbeholdent over for at engagere sig i regionen, så har regionale aktører med forskellige dagsordener fået større muligheder for at påvirke overgangsperioden.

»Den arabiske verden står over for en periode med voksende spændinger, hvor fremtiden lige så godt kan komme til at handle om nederlag for håbet, som den kan handle om muligheden for en genopblomstring«, konkluderer rapporten.

2. Voksende indkomstforskelle

Årets næststørste udfordring er de voksende indkomstforskelle, mener eksperterne fra World Economic Forum.

»Tænd for nyhederne, og du ser rekordmange protester, historiske omvæltninger og optøjer på engang-så-stille veje – der er ingen tvivl om, at voksende indkomstulighed er et emne af centralbetydning«, hedder det.

Helene Gayle, der leder den humanitære organisation CARE i USA, fortæller, at hendes organisation tidligere fokuserede på verdens fattigste lande, men nu i stigende grad oplever fattige i mellemindkomstlande. Mange er blevet presset ud af middelklassen og ned i fattigdom.

Den stigende ulighed står lige frem som den største udfordring af alle i Nordamerika.

»Den utrolige velstand, der over det seneste årti er skabt i USA, er gået til en stadig mindre andel af befolkningen, og forskellene har mange af de samme årsager som i udviklingslande«, mener Helene Gayle.

Hun peger bl.a. på manglende adgang til kvalitetsundervisning for alle dele af samfundet. Samtidig har stadig færre råd til den uddannelse, der tidligere var med til at skabe mere lighed og øget økonomisk mobilitet.

3. Vedvarende strukturel arbejdsløshed

Millioner og atter millioner af mennesker står uden arbejde, og det er ikke mindst et problem for de unge. For som det bl.a. hedder i rapporten fra World Economic Forum:

»En generation, som begynder sin tilværelse med total håbløshed, vil være mere modtagelige over for populistisk politik og vil stå uden de kvalifikationer, man udvikler i begyndelsen af et arbejdsliv. Det kan underminere fremtiden for den europæiske integration, da landene med den højeste ungdomsarbejdsløshed befinder sig periferien (af EU, red).«

4. Flere cybertrusler

Det er det kommende års fjerdestørste udfordring, mener eksperterne. Folk over 50 er ganske vist mere bekymrede end folk under 50, men vi kan alle blive påvirket.

Og som samfund er vi blevet mere sårbare, efterhånden som behandling og opbevaring af data flyttes ud fra de enkelte virksomheder og regeringskontorer til nogle få dataselskaber. Vi lægger vores æg i færre og færre kurve, hvilket betyder, at et nedbrud – måske efter et cyberangreb - hos eksempelvis Amazon Web Services kan nedlægge stribevis af websteder, der ellers ikke har noget med hinanden at gøre.

Ubekymrethed kan også betyde, at vi overser sårbarheder. Tidligere i år fandt det tyske sikkerhedsfirma n.runs ud af at kommunikationen med fly og kontroltårne foregik uden kryptering, hvorfor det ville være en smal sag for en hacker at sende falske informationer til fly.

Løsningen på vores problemer er ikke, mener World Economic Forum, at forsøge at forhindre ethvert hackerangreb. Det ville være uoverskueligt. I stedet handler det om at undgå, at hackerangreb kan få katastrofale følger.

5. Passivitet over for klimaforandringer

Ifølge Christiana Figueres, der leder en del af FN’s klimaarbejde, er dette temas femteplads i eksperternes top-ti over det kommende års største udfordringer ikke udtryk for, at det kun er femte vigtigst. Det er nemlig dét vigtigste problem, mener hun. Men vi opfatter det fortsat ikke lige så seriøst, som det fortjener.

Der er dog bevægelse i den rigtige retning. Der er hen over årene nu investeret over 5.5000 milliarder kroner i grøn energi, og det er godt nyt. Det er bare ikke nok. For beløbet svarer til det, der rettelig burde investeres hvert evig eneste år.

Der er kort sagt behov for en gigantisk omstilling af vores økonomi, hvilket kan lyde uoverskueligt. Men vi har gjort det før, påpeger Christiana Figueres: Tænk bare på den industrielle revolution.

6. Aftagende tillid til den økonomiske politik

»’Der er en voksende afstand mellem dem, der regerer, og dem, der bliver regeret. Og mellem betroede institutioner som banker og de folk, der har placeret deres opsparing i dem«, lyder en vurdering i World Economic Forums top-ti over det kommende års største udfordringer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Rapporten angiver tre grunde: Den nuværende krises styrke og omfang. Den langsommelige vej ud af krisen. Og urealistiske forventninger til den økonomiske politik.

Især unge ser ud til at være kritiske over for den økonomiske politik.

7. Manglende værdier i lederskabet

For mange ledere styres af egne interesser, og ikke af hensynet til samfundets bedste. Eller som den afrikanske ærkebiskop John Onaiyekan formulerer det i et indlæg i rapporten Global Agenda 2014:

»Set fra Afrika kan jeg sige, at vi har set for mange ledere, der søger magt for at tjene penge, have indflydelse og dele penge til deres venner og allierede«.

Andre i rapporten taler om en legitimitetskrise for de institutioner, der blev opbygget under industrikapitalismen.

8. Asiens voksende middelklasse

I dag udgør den 500 millioner, i 2020 ikke færre end 1,75 milliarder. Det er mere end en tredobling på blot syv år!

»Verden har aldrig tidligere oplevet noget lignende«, hedder det i Global Agenda 2014, der på sin top-ti udråber udviklingen som det kommende års ottende vigtigste fænomen. Et fænomen, der både har en for- og en bagside.

På den positive side tæller, at en voksende middelklasse ofte fører til et lavere konfliktniveau, påpeger dekanen for Lee Kuan Yew School of Public Policy på National University of Singapore, Kishore Mahbubani i rapporten. Hans håb er, at asiaterne nærmer sig Europa, hvis økonomiske udvikling helt synes at have udvisket risikoen for nye storkrige.

På den negative tæller klimabelastningen af en eksploderende middelklasses lige så eksploderende forbrug.

9. Megabyer

I 2011 var der 22 megabyer med over 15 millioner indbyggere. I 2025 vil der være 35 megabyer. Men det er komplekses størrelser.

På den ene side er de arnesteder for alskens problemer fra global opvarmning til hjemløse, gældskriser, energimangel, vandmangel og sygdomsudbrud.

På den anden side er det ofte også i storbyen, at man finder den kreativitet, iderigdom og innovation, der kan føre til en løsning på alle disse problemer.

Så kunsten er at forstå deres kompleksitet og ikke blot opføre dem uden videre. I Kina har man kastet sig ud i den gigantiske opgave at opføre byer, der kan huse 250 millioner kinesere, som flytter fra land til by.

En af de store opgaver er at sikre en organisk kvalitet, så de ikke havner som den amerikanske by Detroit: Den sank i grus sammen med sin bilindustri, fordi der ikke var andet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

10. Misinformation over nettet

Vi er i en tidsalder, hvor nyheder spreder sig med enorm hastighed på sociale medier som Twitter og Facebook. Der er meget information, men også misinformation.

Som under optøjerne i Storbritannien i sommeren 2011, da et rygte hurtigt spredte sig om, at et hospital var blevet angrebet. Nyheden spredte sig med lynets hast, men blev også afvist hurtigt afvist på de sociale medier, der således selv korrigerede fejlen. De klassiske medier og myndighederne reagerede derimod sløvt og fik dermed en første lærestreg om den nye informationsvirkelighed, der omgiver dem.

Det er en af de kommende års store opgaver at forstå disse inforationsstrømme og lære at håndtere dem.

»Det er afgørende at forstå omfanget og hastigheden af online misinformation«, hedder det i Global Agenda 2014: »Når man taler om sociale medier, taler man om ’big data’. Det er ganske enkelt ikke muligt at læse den milliard tweets, der produceres for hver gang, der er gået toogenhalv dag«.

Det kræver kort sagt nye værktøjer at følge med.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden