Tyfonramte filippinere efter mere end en uge uden kontakt: »Vi lever!«

»De får et minut hver. Og den er kun til at fortælle, at de er i live«.

Eliza Engesboll passer den eneste telefon på øen Samar. Efter en uge uden kontakt til omverdenen er køen lang. Alle står med et lille stykke papir med et telefonnummer og venter på deres ene minut med tålmodige øjne.

Den lille telefonbod er sat op i det, der engang var supermarkedet i byen Guiuan. En privat har fået fløjet en satellittelefon ind, og givet alle lov at bruge den. Gratis. Bortset fra telefonen er der tomme hylder. Efter tyfonen smadrede alt på øen, blev butikken plyndret af indbyggerne. De ansatte har meldt sig frivilligt til at stå i boden - der er alligevel ingen varer at sælge.

»Det er det eneste vi kan gøre for at hjælpe«, siger Eliza mellem to opkald.

Hospital uden vinduer Lidt oppe af gaden ligger et privathospital. Umiddelbart synes betonbygningen at være en af de eneste bygninger tilbage i byen. Men da hospitalets overlæge Oscar Perez viser rundt, er det tydeligt, at tyfonen også har haft godt fat her.

De fleste vinduer er blæst ind, og taget er nødtørftigt dækket til med presenning. Vandet løber stille mellem etagerne, og patienterne ligger i senge på gange, der er omdannet til små vandløb.

SE FOTOS FRA SAMAR

Se billedserie

Foto: Peter Hove Olesen

På anden sal ligger Sayrabell. Hun er lidt under et døgn gammel, og født to måneder for tidligt. På sengen ved siden af sidder hendes mor Rosario Bagenan. Hun kigger bekymret rundt i lokalet. Og det med god grund. Hendes nyfødte datter ligger i en papkasse, der er forbundet til en stor grøn iltflaske. Det er en improviseret kuvøse, og slangen med ilt hjælper den lille pige til at overleve.

»Hvad skulle vi gøre? Vi havde ikke andet. Det hele er væk«, forklarer Doktor Perez.

Edin fik benet amputeret
Sayrabell og hendes mor er blandt de heldige. De overlevede og har penge til at betale for behandling på privathospitalet. Det har 41-årige Edin Gaedi ikke. Hun sidder på en stue og venter på en blodtransfusion, der måske aldrig kommer. Under stormen knuste et cementhegn hendes fod, og fordi hun har sukkersyge, amputerede Doktor Perez hendes højre ben lige under knæet.

Edins fætter Edgar sidder på en havestol og forsøger at køle Edin ned ved at vifte med et plastiklåg. Stilheden på stuen afbrydes kun af små støn fra Edin. Det gør ondt i det ben, der ikke er der.

Hendes eneste håb er, at sønnen Jared i Texas på en eller anden måde kan sende penge. Men hun ved hverken, hvordan hun skal komme i kontakt med ham, eller hvordan det skal lykkes at få penge frem til en ø, hvor intet fungerer. Jeg får Jareds telefonnummer og lover at ringe til ham, når jeg kommer til et sted, hvor der er telefonforbindelse.

I et lille skur ved havnen forsøger Maria Corazon at trøste Lea på tre måneder. Hun ligger i en hængekøje og kigger op i det bliktag, hendes far har fået hamret fast. Deres eget hus er væk, og det er båden, de fiskede fra, også. Maria slår ud med armene.

»Vi må prøve at skaffe penge til en ny båd. Men jeg ved ikke hvordan«, siger hun.

Styrtregn og stank af lig
Sådan er her. Alle starter forfra. Husene, bådene, boderne på markedet - det hele er væk. For de fleste begynder dagen med at tørre det, der blev gennemblødt af regnen, som falder næsten hver eneste nat. Eller ... regn - det er mere som om himlen åbner sig. Ufattelige mængder vand vælter ned over de ødelagte huse. Netop som man tror, at nu kan der umuligt komme mere vand ud af skyerne, bliver der skruet en tak mere op for sluserne. Ubønhørligt. Vandet kommer i små stød, og lyden er øredøvende.

De små bål i gaderne, der kan ses som lommer af lys om natten, bliver slukket af vandet, og lugten af vådt træ blander sig med den umiskendelig stank af døde mennesker, der med jævne mellemrum rammer næseborene og sætter sig i svælget.

Ved daggry starter kvinderne med at hænge tøj til tørre i huse uden tag.

Ved siden af t-shirts og undertøj hænger papirer og billeder. Familiefotos, regninger og officielle dokumenter blafrer i vinden. Små stykker af liv, der næsten blev blæst væk, men som nu bare er gennemblødte.

I et sammenstyrtet hus står Paulita Lopez og kigger på de tallerkener, glas og fade, som hun har fundet i ruinerne af sit hus. Midt i et kaos af flækket træ og murbrokker forsøger hun at lave en form for orden i de små stabler af porcelæn, men det er svært at se, hvor hun skal gøre af det senere. Hele overetagen af hendes hus er forsvundet. Hun skal også begynde forfra.

Selv børnene har fået nye lege. »C One Thirty, C One Thirty«, råber de igen og igen, når et af C130 nødhjælpsflyene brager hen over hovederne på dem.

Mangel på vand og ly

Og nødhjælpen ER begyndt at komme frem til den lille ø. Men man ser den ikke i gaderne. Overalt er der folk, der spørger efter lidt vand, eller om jeg mon har et stykke plastik. Jeg har ingen af delene og må hver gang svare, at det er på vej. Jeg har set det i lufthavnen på nabo-øen Cebu. Det må snart være fremme. »Okay, sir«, siger de fleste og drejer omkring med et forsigtigt smil. Skuffelsen er ikke til at tage fejl af.

Ved telefonen i supermarkedet snegler køen sig afsted. En teenager har talt lidt mere end det tildelte minut, og en af de frivillige peger på stopuret. Det får den unge kvinde til at holde fast om telefonrøret med begge hænder og hæve stemmen. Hun skal lige have det sidste med. Eliza banker forsigtigt, men bestemt i bordet med fingrene:

»Dit minut er gået«.