Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Krystalkuglen 2014: Big data-revolutionen ændrer vores liv

Politikens internationale redaktør har igen i år pudset krystalkuglen.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Arabiske opstande. Mange i Vesten frydede sig, da de for tre år siden så, hvordan arabiske unge rejste sig imod deres diktatorer. Vestlige politikere og eksperter troede, at det var en kamp for demokrati og vestlige idealer, men det var det aldrig. Ikke primært. Det var først og fremmest en social opstand imod ulighed, fattigdom og håbløshed. Derfor var det heller ikke liberale politikere, der vandt de første demokratiske valg, men konservative islamiske kræfter. Kampen om de arabiske revolutioners sjæl fortsætter i år: I Egypten fortsætter styrkeprøven mellem islamister, desorienterede liberale og det militær, der for øjnene af et rådvildt Vesten satte det nyvundne demokrati ud af spil igen. I Libyen vil rivaliserende militser fastholde landet i et lavintensitetskaos. Og i Syrien vil blodet flyde og øge destabiliseringen af nabolandet Libanon.

Big data – den enorme ophobning af digital information og øgede evne til at bearbejde den – er ved at revolutionere vor samtid. Seks trends vil præge det nye år: 1. Mavefornemmelser bliver fortrængt af statistisk viden om, hvad du kan lide. Hvorfor skulle filmselskaberne f.eks. stole på en instruktørs fornemmelser af, hvad der vil være en god film, når de statistisk kan fastslå, hvilken handling, hvilke fjendebilleder og hvilke kombinationer af skuespillere der normalt sælger bedst? 2. Virksomheder vil tage datasikkerheden mere alvorligt, for ellers mister kunderne tilliden til dem. 3. Virksomheder vil investere mere i big data-analyse bl.a. for bedre at kunne forudse fremtiden. 4. Et voksende antal firmaer ansætter af samme grund chefstatistikere (’chief data officers’). 5. Big data apps, der gør big data-analyse tilgængelig for mange andre end statistiske nørder, bliver et nyt hit. 6. De mest fremsynede politikere vil foreslå, at vi indfører en big data-ombudsmand, som kan hjælpe os, hvis vi f.eks. fejlagtigt havner på en no-fly-list og dermed uden dom eller klagemulighed afskæres fra at tage et fly til USA.

Chefen for Den Amerikanske Centralbank (Fed), Ben Bernanke, takker af med udgangen af denne måned. Han bliver en pengepolitisk legende, der i sin håndtering af finanskrisen fra 2008 viste, at han havde lært af fejlene fra Det Store Krak i 1929. Som sin sidste embedshandling har han lagt op til en normalisering af den amerikanske pengepolitik, så renten atter vil bevæge sig over nulpunktet. Den nye centralbankchef, Janet Louise Yellen, skal nu balancere på en knivsæg: Hvis hun normaliserer pengepolitikken og renterne for hurtigt, kvæler hun det begyndende amerikanske opsving. Hvis hun afstår fra en normalisering, risikerer hun at udløse nye bobler. Herfra tror vi på økonomiprofessoren, hvis største udfordring kan blive en dysfunktionel amerikansk Kongres, der snart vil udløse nye budget- og gældsdramaer.

Dronerne ikke bare kommer, de er i den grad kommet. For nogle uger siden indsatte selveste FN to (ubevæbnede) droner i DR Congo for at bistå FN-soldaterne i UN Stabilisation Mission (Monusco) med at beskytte civile. Men nu er også de civile udsigter for droneflyvning så omfattende, at USA har indledt en mere systematisk uddannelse af civile dronepiloter. De amerikanske luftfartsmyndigheder, Federal Aviation Administration, regner med, at der i løbet af få år vil flyve 7.500 kommercielle droner rundt i USA. Det britiske bilfirma Rolls- Royce er i gang med at udvikle droner, der kan bevæge sig til søs og uden brug af kaptajner og letmatroser kan transportere varer rundt i verden.

Europaparlamentet får nyt liv. Valget i maj vil i flere lande styrke nationalistiske kræfter, som satser kraftigt på at komme ind i det parlament, de ellers afskyr. Nationalismen vinder frem. Det er trist. Men interessen for Europaparlamentet kan i det mindste blive styrket, når EU-kritikken ikke kun fremføres i de enkelte lande, men i stigende grad også inden for rammerne af EU’s eget parlament. Europaparlamentet får derfor sit folkelige gennembrud i 2014, gætter vi på. På godt og ondt.

Første Verdenskrig. I år er der gået 100 år siden udbruddet af Første Verdenskrig, der kostede 9 millioner livet. Det bliver markeret over hele Europa. Man skal altid vare sig for historiske analogier; de ender ofte galt eller banalt. Men et par fællestræk – og advarselssignaler – er slående: Dengang var Tyskland en ny fremadstormende stormagt, mens det britiske imperium var på tilbagetog. I dag er det Kina og Indien, der stormer frem som nye stormagter, mens USA taber terræn. Dengang blev de forandrede samfunds- og magtforhold ledsaget af sprængfarlig nationalisme, og det ser vi nu igen: Mens de sociale spændinger vokser internt i Kina, har magthaverne øget nervespillet om Det Kinesiske Hav for at samle nationen om ydre fjender. I det socialt skævvredne Indien – om få år verdens folkerigeste nation – kan vinderen af dette års valg blive hindunationalisten Narendra Modi, hvilket både kan øge landets interne religiøse spændinger mellem hinduer og muslimer og belaste forholdet til den vakkelvorne, men atombevæbnede nabo, Pakistan. I Rusland har præsident Putin skruet op for nationalismen for at dreje folkets fokus væk fra sine manglende økonomiske resultater.

Grækenland overtager i dag EU-formandskabet og vil fra randen af sit økonomiske sammenbrud forsøge at bruge formandskabet til to ting. Den ene er at øge fokus på det flygtningepres mod EU’s sydlige grænser, som Danmark og andre nordlige EU-lande helst ikke vil tage ansvar for. Det andet er at øge forståelsen for det sociale pres, som Tysklands økonomiske diktater udløser uden for de tyske grænser.

Holger K. Nielsen er Danmarks nye mand på den internationale scene. Han overtager en række centrale spørgsmål, som forgængeren håndterede så pragmatisk, at det var svært at spore en selvstændig dansk profil: Hvordan genopretter vi troværdigheden af vores postulerede demokratistøtte i Mellemøsten, efter at vi – formentlig af indenrigspolitiske grunde og til glæde for Dansk Folkeparti – lukkede øjnene for det egyptiske militærkup mod en demokratisk valg islamistisk præsident i juli? Hvad er vores linje i forhold til Syrien og syriske flygtninge? Skal sidstnævnte, til glæde for Dansk Folkeparti, stadig holdes længst væk fra Danmark, fordi de naturligvis har det langt bedre i overfyldte teltlejre i nærområdet? Har Danmark en klar strategi for Rusland? Er tiden inde til et stærkere nordisk samarbejde om bl.a. ruslandspolitikken, eller er Holger og konen blevet glade for unionen, at de helt har glemt den folkesocialistiske fornemmelse for Norden?

Irakkrigen er slut. Det vil sige for USA, Storbritannien, Danmark og andre lande, der for mere end 10 år siden kastede sig ud i en invasion på et forløjet grundlag. Men lad os lige minde om, at blodet fortsat flyder – og vil fortsætte med at gøre det i det nye år. Alene i 2013 døde mere end 9.000 irakere. Som sådan er det en påmindelse om, at krige er lettere at starte end at afslutte og føre til ende. Det samme skete i Libyen, der langtfra er ude af kaos, efter at bl.a. danske fly var med til at vælte Moamar Gaddafi. Det fortsatte kaos og Danmarks medansvar for det og de flygtningestrømme, det stadig er med til at skabe, taler vi dog ikke så meget om. Det er nemmere på den måde ...

Ja eller nej? Der var en gang, hvor solen aldrig gik ned i det verdensomspændende britiske imperium: Når de sov i kolonierne i Asien og hjemme i Good ol’ England, stod de op i Amerika. Det var altid morgengry et eller andet sted i imperiet. Men det var dengang. Imperiet og fordums storhed er – uden at det altid synes at stå helt klart for briterne selv – gradvist gået op i limningen. Og 18. september kommer næste knæk, hvis Skotland stemmer ja til selvstændighed ved en folkeafstemning. For at fremme og fremtidssikre deres allerede fremskredne isolation overvejer rest-briterne, om de også skulle se at stemme sig ud af EU efter det næste britiske valg i 2015. Hvem ved: Måske bliver imperiet en dag for småt til både solopgang og solnedgang.

Krise afløses så småt af fremgang. I EU’s stærkeste økonomi, Tyskland, regner det ansete Ifo-institut med en femdobling af den tyske vækst i 2014 til 1,9 procent. Det er den højeste vækst, siden finanskrisen satte ind i 2008, og dermed kan vi andre håbe at blive trukket med op af Merkels økonomiske lokomotiv. I USA, verdens største økonomi, regner præsident Obama tilsvarende med et økonomisk gennembrud. Vi går mod lysere tider. Men et problem vil fortsat skabe spændinger: den stigende sociale ulighed. Det vil fostre demonstrationer og uro, og det vil dele europæerne mellem politisk radikalisering og apati.

Letland udskifter i dag sin nationale valuta, lat, med euro. Det er stadig kontroversielt i et land, der har meget nære forbindelser til Rusland, og som med vantro har set de senere års eurokrise slå benene væk under store dele af EU. Men der er også et historisk vingesus over det: Så sent som i begyndelsen af 1990’erne var Letland en del af Sovjetunionen, den store koldkrigsfjende.

Megabyer – byer med over 10 millioner indbyggere – er det nye hit i Kina. Landets ledelse ventes frem mod 2030 at anlægge 32 af dem. Så inden for få år vil megabyer som Tokyo, Guangzhou, Delhi og New York få størrelsesmæssig konkurrence fra byområder med eksotiske navne som Wuhan, Changsha-Zhuzhou-Xiangtan Megalopolis og Hohhot-Baotou-Ordos Megalopolis. De er blandt 14 megabyer, som allerede er under opførelse. Fordelen ved megabyen er, at den mere effektivt end landområder giver adgang til energi, vand, sundhedsydelser, bankvirksomhed, transport, forskning og kreativitet. Men risikoen er enorme slumområder, som får de velstillede til at mure sig inde bag mure og vagtværn i såkaldte gated communities for at skærme sig mod armod og kriminalitet.

Nobels Fredskomité får et af sine sværeste år i år. Den amerikanske whistleblower Edward Snowden vil være en af favoritterne til at modtage fredsprisen. Han har bidraget til en helt nødvendig debat ikke bare om massiv overvågning, men også mere generelt om sikringen af vores privatliv og datasikkerhed i en verden, hvor store private foretagender som Google opbevarer og videresælger milliarder af digitale data om os alle sammen. Problemet er bare, at USA opfatter manden som en af de mest landsskadelige personer i nyere tid og derfor ville blive stiktosset over sådan et valg, der ydermere ville bringe Snowden i priskategori med den tidligere fredsprismodtager Barack Obama. Et bud herfra: Får Snowden fredsprisen, vil præsident Obama tilbagelevere sin pris. Alt imens magthaverne i Kina og Rusland vil hvine af fryd over valget af Snowden.

OL i den russiske by Sotji vil fra 7. februar dele vandene: Skal de forskellige lande sende officielle repræsentanter til et Rusland, der ikke bare har rullet sit demokrati tilbage under præsident Putin, men også strammet grebet om russiske homoseksuelle? I Sotji kommer vi derfor til at se en hel del regnbuefarver og homoseksuelle, når alskens vestlige repræsentanter for en stund vil markere solidaritet. Putin – en af verdens stærkeste storpolitiske taktikere lige nu – vil holde tingene under kontrol, vel vidende at solidariteten vil aftage straks efter OL. Og så ...

Patentdomstolen. Denne folkesag kommer du til at høre en hel masse om i den kommende tid, for du skal stemme om den 25. maj. Skal Danmark være med i domstolen, der skal gøre det lettere og billigere for virksomheder at opnå europæisk patent? Eller skal vi endnu en gang sætte en grænse for, hvor meget magt Danmark skal afgive til det europæiske projekt? Et bud herfra: Danmark siger ja efter en debat, der vil handle om en hel masse andet end det, vi skal stemme om. EU-forbeholdene tør regeringen dog stadig ikke røre ved, og dermed hægtes vi mere og mere af det øvrige EU, der buldrer fremad mod endnu mere økonomisk, militært og politisk samarbejde. Danmark vil også i 2014 være fanget i en politisk tidslomme, hvor Morten Korch-filmene og pragmatismen står som de europa- og udenrigspolitiske fyrtårne.

Quantum. Har du aldrig hørt om Quantum computing, skal du være tilgivet, men det kan forandre din verden. I stedet for at omsætte data til binære koder (0 eller 1) kan man med Quantum bruge algoritmer, der tillader en at gennemsøge store databaser på én gang i stedet for i sekvenser. Det betyder, at man mere effektivt kan udnytte alle de ’big data’, der ligger hos Google og mange andre internetgiganter. Det er en teknologi, som den britiske regering har sat over 2,5 milliarder kroner af til.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Robotter bliver hele tiden mere avancerede og spiller en stadig større rolle i vores hverdag. I december 2014 afholder det amerikanske forsvarsministeriums udviklingsenhed, Darpa, finale i Homestad i Florida i det, der er blevet kaldt robotternes OL. Semifinalerne for en uges tid siden blev en nedtur for den statsejede Nasa-robot Valkyrie, der på forhånd var kønspolitisk (!) kontroversiel. Nasa har nemlig en hovedregel om, at robotter skal være kønsneutrale, men ingeniørerne skulle bruge et stort brystparti til et batteri, og så måtte de jo give robotten mere kvindelige former og altså også – syntes de – et pigenavn. Men Valkyrie er ude. Favoritten til at vinde dette OL for redningsrobotter, der bl.a. kan sættes ind i områder, der er blevet ramt af atomulykker, og hvor mennesker derfor ikke kan komme ind, er Schaft-robotten. Schaft blev for nylig overtaget af den privatejede internetgigant Google som led i et hemmeligt robotprogram.

Syrien vil – igen – i år være verdens største hovedpine. Her i januar skal en fredskonference bane vej for en afslutning på den blodige borgerkrig. En borgerkrig, der foreløbig har vist, at præsident Assad ikke mistede opbakning fra sine russiske og iranske allierede, selv om han dokumenterbart brugte kemiske våben mod sin egen befolkning. En borgerkrig, der har tilladt præsident Putin at genplacere Rusland som en magt, man må regne med i Mellemøsten. Og en borgerkrig, der har amputeret det ellers så ædle FN-princip responsibility to protect, hvor omverdenen forpligter sig til at beskytte mennesker, der enten angribes af egne stater eller ikke nyder deres beskyttelse. Det var det princip, der fik Vesten til at gribe ind i Libyen. Men blodbadet i Syrien ... det blander ingen sig i. EU vil faktisk også helst slippe for dets flygtninge. Stormagterne satser på, at en fredskonference i Genève her i januar kan bane vej for fred, men de har ingen plan b.

Tea Party-bevægelsen i USA går et nervepirrende år i møde. Efter forhøjelsen af det amerikanske gældsloft i oktober spåede mange, at bevægelsen havde fået et skud for boven. Den mere moderate linje hos republikanerne havde nu taget over, lød analysen, fordi de amerikanske vælgere – trods al modstanden mod præsident Obamas sundhedsreform – ikke kunne tolerere, at republikanerne tog hele nationens kreditværdighed som gidsel og bragte supermagten på kanten af betalingsstandsning. Men op til det amerikanske midtvejsvalg 4. november, hvor der er valg til alle pladser i Repræsentanternes Hus og en tredjedel af Senatet, vil Tea Party forsøge at vise, at de stadig er i live. Dermed bliver valget ikke bare en vigtig styrkeprøve mellem præsident Obama og hans modstandere, men også om sjælen i det republikanske parti. Et bud herfra: Kongressen vil fortsætte den dysfunktionalitet, der er blevet dens triste kendemærke. Og præsident Obama vil satse på at redde sit eftermæle via en atomaftale med Iran og en genstart af ’fredsprocessen’ mellem Israel og palæstinenserne.

Ulighed – social ulighed – er en af det nye års store udfordringer. Den er årsag til arabiske opstande, en blanding af voksende politisk apati og øget nationalisme i Europa samt til voksende interne spændinger i kæmpenationer som Kina og Indien, hvor den ulige økonomiske vækst ledsages af en nationalisme, der kan destabilisere Asien.

Vejret bliver stadig mere uforudsigeligt. Det mest forudsigelige er, at 2014 bliver endnu et år med ekstremvejr, efterhånden som klimaforandringerne sætter sig igennem. Det nye er erkendelsen af, at også veludviklede metropoler som New York og København er sårbare. I december vil klimamødet i Peru alligevel ende uden det helt store gennembrud i de internationale klimaforhandlinger. De demokratiske systemer har svært ved at håndtere skismaet i, at politikere, der vælges for få år ad gangen, skal tage fra de nuværende vælgere for at kunne skabe en bedre fremtid for deres efterkommere.

WikiLeaks-stifteren Julian Assange kommer til at fejre endnu en årsdag på Ecuadors ambassade i London, hvor han har opholdt sig siden 19. juni 2012. Britisk politi poster enorme summer i at overvåge ambassaden, så det kan udlevere ham til en voldtægtssag i Sverige. Julian Assange frygter, at det kun er et påskud for at få ham udleveret til USA, der så – måske – vil anklage ham for fjendtlig aktivitet som følge af WikiLeaks’ offentliggørelse af millioner af hemmelige militære og diplomatiske indberetninger, som den amerikanske whistleblower Bradley alias Chelsea Manning lækkede i 2010. Det helt grundlæggende spørgsmål i sådan en sag vil være: Hvor går grænsen mellem journalistik og spionage? Samme spørgsmål rejser Snowden-sagen, som har fået de britiske myndigheder til at fare så hårdt frem mod den britiske avis The Guardian. Den grænsedragning bør du følge tæt i 2014: For ville du virkelig have foretrukket at leve uden kendskab til den overvågning, Snowdens lækage afslørede? Og ville du helst ikke have kendt til WikiLeaks’ afsløring af amerikanske krigsforbrydelser i Irak? Hvor vil du sætte grænsen?

X-generationen. De er født mellem de sene 1960’ere og sene 1970’ere og er nu så modne, at de sætter et stadig større præg på vores samtid. De er mere individorienterede end den foregående generation babyboomers, mindre bundet af regler, normer og autoriteter, og de er i det hele taget mere bohemeagtige. De vil fortsætte den allerede succesrige kamp for homoseksuelles rettigheder, men vil omvendt kræve, at babyboomerne – rødvinsgenerationen – afgiver en række af deres økonomiske og sociale privilegier i form af store pensionsformuer og tidlig pensionering, som generation X ikke selv kan se frem til.

Y-generationen er fra sen-1970’erne og frem til slutningen af 1980’erne. Denne lille ’se nu mig’-generation er endnu mere individorienteret end generation X. De er digitalt indfødte og har stort fokus på networking. Flere steder har de allerede brudt med de etablerede politiske partier: I det kriseramte Italien kastede mange unge eksempelvis deres stemmevægt ind bag komikeren Beppe Grillo i protest mod de gamle partier, mens unge i det endnu mere kriseramte Spanien slog sig sammen i Indignados-bevægelsen af utilfredse. Så mens kriseramte unge valgte fascismen i 1930’erne, protesterer generation Y på anden vis. I den arabiske verden mobiliserede de til opstand via sociale netværk, der er bedre til at formulere protester end løsninger. Generation Y er en utålmodig og projektorienteret generation. Og de vil sætte sig bag nye protester i år. Imod noget. Men ikke nødvendigvis for noget synderlig præcist defineret ’andet’.

Zuma, Jacob. Sydafrikas korruptionsmistænkte præsident står i spidsen for et ANC, der om nogle måneder skal møde vælgerne for første gang siden landsfaderen og ANC-ikonet Nelson Mandelas død. Det bliver en nedtur. Med Mandelas død ser sydafrikanerne nu anderledes på ANC. I et Sydafrika, der er et af verdens mest ulige samfund, vil mange unge arbejdsløse være fristet af sort nationalisme, mens den voksende middelklasse vil søge mere liberale veje. Zuma selv kæmper for at bevare sit lederskab og vil ty til endnu mere populisme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ægteskab mellem folk af samme køn og adgang til abort. Debatten var allerede ophedet i 2013 og fortsætter i det nye år. I Rusland og Afrika er det blevet sværere at være homoseksuel, i USA er det blevet lettere flere steder, og i Europa går tendenserne i forhold til både abort og homoseksuelles ægteskaber i forskellig retning. Den værdikamp vil fortsætte i 2014, bl.a. takket være Ruslands præsident Putin.

Ønsketænkning. Det bliver sammen med pragmatismen et styrende begreb i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i det nye år, i hvert fald når det gælder Afghanistan. Landet står nemlig ved indtil flere skilleveje: Selv om Taleban efter mere end 10 års krig stadig er en magtfaktor, vil Vesten trække sine sidste kampsoldater ud i 2014. Samtidig vil det planlagte præsidentvalg i april være endestation for præsident Karzai, der har ledet Afghanistan siden den amerikanske invasion i 2001. Hvilke krigsherrer kommer så ind i magtens inderkreds? Hvordan kommer Afghanistan ud af sit økonomiske uføre? Hvad gør nabolandet Pakistan, der traditionelt har støttet Taleban, selv om landet mod økonomisk støtte kalder sig allieret med USA? Man kan ønske sig alt det bedste. I praksis bliver fremtiden speget: Der vil ske tilbageskridt mange steder uden for hovedstaden Kabul, hvor de mest liberale, hjulpet af økonomisk og militær støtte fra Vesten, imidlertid vil forsøge at forsvare så mange af de senere års fremskridt som muligt.

Åh ja, så klog du er, spåmand Jarlner. Men hvordan er det nu liiige, det plejer at gå med dine forudsigelser? Ikke så skidt endda, vil jeg påstå, men o.k.: Der er nogle gevaldige skæverter. Og der er kæmpenyheder som den amerikanske whistleblower Edward Snowdens lækager i 2013, som ingen kunne forudse. På pol.dk kan du læse, hvad der gik godt og skidt i sidste års krystalkugle. Og du er som altid velkommen til at håne og kommentere.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden