0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Fransk valgkamp vender ryggen til verden

På trods af landets store udenrigshandel og internationale interesser er hverken Europa eller udenrigspolitik blevet temaer i præsidentvalget. Ikke fordi vælgerne er ligeglade, men fordi kandidaterne ikke tør.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
THOMAS BORBERG
Foto: THOMAS BORBERG

Aktivister uddeler kampagnefoldere på gaden i Paris.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Lyntoget fra Bruxelles til Paris ligner hver morgen et langstrakt internationalt kontor, hvor hundredvis af mennesker knokler bøjet over computerne, mens de drøner over grænsen med 300 kilometer i timen.

Opbuddet af ingeniører, embedsmænd, it-eksperter, revisorer, kunstnere og forretningsfolk vidner om den store kosmopolitiske aktivitet i Frankrigs hovedstad.

Forhandlere og eksperter fra Belgien, Tyskland og mange andre lande ligger i fast rutefart til og fra Byernes By – og samtidig har en del franskmænd valgt at bo i Bruxelles og arbejde i Frankrig.

Som nu den 39-årige arkitekt Jean-François, der på vej til møde i et multinationalt selskab sidder med et krus TGV-kaffe og funderer over, hvorfor han ikke rigtig har lyst til at stemme på nogen af hovedkandidaterne ved valget på søndag.

»Jeg tror, det er, fordi de er så indadvendte alle sammen«, sukker han:

»Selvfølgelig er det vigtigt at tale om sociale problemer og økonomi, men hvorfor er der ingen, der taler om Frankrigs forhold til resten af verden? Eller hvad med bare Europa? Det er da ekstremt betydningsfuldt for mange franskmænd«.

Jean-François står langtfra alene med det hjertesuk, for trods megen snak om behovet for opbrud og modernisering har valgkampen mildest talt ikke været et lyntog til et mere udadvendt Frankrig.

Franske kandidater døve
Alle hovedkandidaterne har brugt mange flere kræfter på at love beskyttelse mod globalisering og indvandring end på at tale om, hvordan landet i fremtiden skal forholde sig til omverdenen.

»Det er en fejl fra kandidaternes side, som er meget svær at forstå. Det er jo ikke en premierminister, vi skal vælge, men netop den person, der skal inkarnere Frankrig i udlandet«, siger Pascal Boniface, direktør for det udenrigspolitiske forskningsinstitut IRIS i Paris.

I en ny bog, han kalder et »åbent brev til vor fremtidige præsident« opfordrer Boniface de politiske kandidater til at fortælle vælgerne, hvor afgørende udenrigspolitikken og EU er for landets skæbne.

Det brev har han ikke fået noget nævneværdigt svar på her få dage før valgets første runde.

»Jeg havde regnet med, at der ville opstå debat og vise sig uenighed mellem kandidaterne om en række udenrigspolitiske emner. Nu må jeg indrømme, at jeg er skuffet. Og det er ellers ikke, fordi franskmændene er uinteresserede«, siger Pascal Boniface.

Det er verden ikke
Paradoksalt nok har nabolandene omvendt sjældent været så optagede af et fransk valg som denne gang.

I Belgien, Italien og andre lande er der ligefrem blevet lavet meningsmålinger om, hvem af de franske kandidater folk ville stemme på – hvis de altså kunne.

Verden omkring Frankrig er opmærksom på, at denne på én gang stærke og stagnerede europæiske stormagt står i et vadested, hvor der er hårdt brug for et generationsskifte i Élyséepalæet.

Både i EU og NATO venter man spændt på en ny fransk leder, der måske kan hjælpe med at løse store europæiske knuder som den strandede forfatningstraktat – eller forbedre forholdet til USA på en række områder.

Socialistisk ledede lande hepper på Ségolène Royal, mens europæiske entusiaster drømmer om François Bayrou og mere borgerlige håber på Nic