Få de vigtigste historier direkte i din indbakkeLæs mere

Fredvagt. Siden 2001 har krigsmodstandere hver dag stået vagt foran Christiansborg for at vise deres utilfredshed.
Foto: Finn Frandsen (arkiv)

Fredvagt. Siden 2001 har krigsmodstandere hver dag stået vagt foran Christiansborg for at vise deres utilfredshed.

Internationalt

Danske soldater skal fortsat gå forrest i krig

I 2001 mente regeringen, at Talebans væbnede styrker stort set var »elimineret«. 12 år og 43 døde danske soldater senere er Taleban der stadig.

Internationalt

Per Stig Møller kan sagtens se, at det ser lidt underligt ud, hvad hans eget system skrev om den afghanske Talebanbevægelse, da de første danske soldater blev sendt af sted til landet for snart 12 år siden.

»Ja ja, jeg kan godt se det ironiske. Selvfølgelig«, siger den forhenværende udenrigsminister.

Vi taler med den konservative nestor på Christiansborgkontoret, der er hans en tid endnu. Emnet er den danske krigsindsats i Afghanistan og Talebanbevægelsen, som det har vist sig umuligt at knække.

Fortryder ikke et sekund Udgifterne har beløbet sig til 11,4 milliarder kroner, og 43 danske soldater har mistet livet.

Men Talebans væbnede styrker er hverken »elimineret« eller »stort set ophørt med at eksistere«, som regeringen ellers hævdede i beslutningsforslaget, før de danske soldater blev sendt i krig ved årsskiftet 2001-2002.

Den forhenværende udenrigsminister lægger ikke skjul på, at »vi havde håbet, at Taleban stod svagere«.

Men han fortryder ikke et sekund. Hverken beslutningen dengang eller den samlede indsats:

»Hvis du ikke havde gjort det, havde det stadig været al-Qaedas base. Så havde det været kalifatet, som de gik efter at lave. Og så havde de kunnet destabilisere Pakistan totalt. Og så er der ingen tvivl om, at det har sparet danske menneskeliv. Hvis ikke du havde taget Afghanistan for at få stoppet Taleban og al-Qaeda, havde de fået deres base«.

Men vi havde også sparet 43 soldaters liv?

»Jo, men du havde så kostet mange, mange flere. Du skal tage alternativet – et Afghanistan under al-Qaedas og Talebans ledelse. Mange, mange flere var blevet trænet til at blive terrorister«.

Hårdere missioner
Møller har været med i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i en halv menneskealder.

Han deltog i de dramatiske debatter om de danske fodnoter i 80’erne. Var som oppositionspolitiker med til at stemme for de danske Nato-indsatser i Bosnien og Kosova i 90’erne.

Hans system udformede beslutningsgrundlaget for de langt hårdere missioner i Irak og Afghanistan i 00-erne – målt på tab af menneskeliv og antal ildkampe.

Hvis ikke du havde taget Afghanistan for at få stoppet Taleban og al-Qaeda, havde de fået deres base

Sammen med tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) var han helt central for den drejning af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, der har bragt os danske soldater helt frem til fronten, når de hårde slag skal stå.

Og har gjort Danmark et land, der har vænnet sig til at få soldater sendt hjem i kister med jævne mellemrum.

Fra fredsbevarende til fredsskabende
Før Afghanistan var toningen anderledes i de danske missioner. Vi var også med i 90’erne, men vægten lå på de freds bevarende, ikke de knaldhårde freds skabende missioner.

Pointen var dengang, at der fandtes rigeligt med toptrænede kampsoldater i større lande med ekspertise udi de helt hårde missioner. Danskerne skulle være gode til noget andet, mente SR-regeringen.

Hvilket tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) gjorde tydeligt opmærksom på, da Afghanistan-missionen blev behandlet kort efter 2001-valget:

»Vi synes, at man skulle have lagt væsentlig større vægt på den del af den militære operation, vi kunne bidrage til, som har direkte sammenhæng med løsningen af den humanitært katastrofale situation i Afghanistan. (...) Vi mener med andre ord ikke, at det er den rigtige prioritering, regeringen her har lagt frem, men vi føler os forpligtet af det tilsagn, der allerede er givet De Forenede Stater«.

Daværende forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) afviste:

»Jeg forstår det sådan, at hr. Lykketoft mener, at der skulle have været lagt mere vægt på den humanitære indsats. Det er regeringens opfattelse, at den balance ligger i forslaget. Vi kan ikke yde en tilstrækkelig humanitær indsats, uden at vi er fuldstændig sikre på, at der er ryddet op dernede. Det er det, vi gerne vil hjælpe amerikanerne med«.

Den nye generation
Lige siden har danske soldater haft rig mulighed for at bruge deres færdigheder på den afghanske slagmark.

Men nu er det snart slut. Og det bliver næppe en opgave for hverken Møller, Lykketoft, Jensby eller Fogh at drive udenrigspolitikken i det næste tiår.

En ny generation skal give nye bud på, hvor og hvordan Danmark skal placere sig i fremtidige konflikter i Syrien, Afrika og andre steder på kloden.

Blandt de centrale af fremtidens folk er forsvarsminister Nick Hækkerup (S). Han var drivende kraft, da regeringen stillede transportfly til rådighed for en skarp, franskledet mission i Mali, hvis formål også var at bekæmpe yderligtgående islamister. En mission, der nu er overgået til FN og skal forlænges.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Regeringen er ved at skrue et forholdsvis blødt bidrag sammen. Men Nick Hækkerup lyder bestemt ikke som en mand, der er bleg for at gå videre med de hårde fredsskabende indsatser.

Han svarer »helt ubetinget ja« til, om de danske tropper skal blive ved med at medvirke i de helt skarpe missioner.

»Der er nogle konflikter, hvor det militære værktøj er det eneste, der duer. Og som kan modvirke folkemord, katastrofer, imødegå terror og så videre. Det er ikke det samme, som at de militære værktøjer kan stå alene. Det kan de uhyre sjældent. Vi kan godt vinde en krig, men det at vinde freden er langt mere kompliceret. Men der er situationer, hvor vi må sige, at her må vi ind og bombe og gribe ind, fordi der f.eks. er et folkemord undervejs, hvis vi ikke gør det. Derfor kom vi jo til at smide op mod 1.000 bomber i Libyen, hvilket set med danske øjne er ret historisk«.

Lande, der snakker og snakker
Men det er briterne, franskmændene og amerikanerne jo også gode til. Skulle vi ikke have et andet fokus?

»Det er der to ting at sige til. Dels er vi sådan set også gode til det. Dels har jeg det lige præcis modsat med det argument om, at når man er et lille land, så kan vi godt dukke os. Også når vi er et lille land, må vi vise, at vi er villige til at tage vores del af slæbet og kæmpe for de interesser, som er vores. Selv om det er besværligt, og selv om det koster dyrt. Det med at skulle dukke sig og sige, at det går ikke ud over os, og det er der nok nogle andre, der tager sig af, er ikke rimeligt i forhold til det verdenssamfund og de allierede, vi er sammen med«, siger Nick Hækkerup.

Forsvarsministeren er rigtig godt tilfreds med bombemissionen i Libyen og det robuste mandat, der gav de danske piloter lov til at skyde, hvor det gjorde allermest ondt på Gaddafi og co.



Nøjagtig som Anders Fogh Rasmussen i sin tid lægger Nick Hækkerup stor vægt på, at indsatserne også har til formål at skabe indflydelse i andre sammenhænge:

Der er nogle konflikter, hvor det militære værktøj er det eneste, der duer



»Vi skal også spørge, om det betyder, at der bliver lyttet til Danmark, når vi engagerer os. Betyder det, at vores stemme bliver hørt i verdenssamfundet? Her er det min iskolde erfaring som forsvarsminister, at de lande, som snakker, snakker, snakker, bliver der lyttet til i et eller andet omfang. Men de lande, hvor man også stiller op, når det bliver svært, har en helt anden lydhørhed. Her er der i øjeblikket stor lydhørhed for danske ønsker og interesser hos de toneangivende lande som USA, Frankrig og Storbritannien«.

Troskab
Ministeren vil ikke rigtig ud med, hvilke lande der har det hele i munden.

»Uden at man skal sætte navne på, fordi der er jo et hensyn at tage til mine kolleger, så var der i Libyenmissionen en vis undren over, at der var så få lande, der stillede op. Og at nogle af dem, som så stillede op, gjorde det med begrænsninger i et omfang, så de for eksempel var på en bombemission, hvor de ikke måtte smide bomber. Man kigger på dem og tænker: ’Nå’. Og det betyder noget«.

Han er ikke i tvivl om, at der »vil være potentielle konflikter nok til, at vi vil være rigeligt beskæftiget i de næste ti år«, og aktioner behøver nu – som i 00’erne – ikke at være funderet i et klart mandat fra FN’s Sikkerhedsråd.

Men et FN-mandat vil være vigtigt for de fleste partier i Folketinget, mener forsvarsminister Hækkerup:

»Men det er også rigtigt, at man kan forestille sig internationale militære aktioner, som Danmark vil deltage i, hvor FN overhovedet ikke har noget say i den sammenhæng. Det kan man sagtens. Hele vores sikkerhed står jo på vores Nato-medlemskab og solidaritetsartiklen om, at hvis der er et angreb på et Nato-land, så er det et angreb på alle Nato-lande. Derfor vil vi, hvis der er et andet Nato-land, der måtte blive angrebet, være der med det samme, uanset hvad FN måtte mene«.

Kampen mod Assad
For tiden overvejer regeringen to anmodninger fra FN. Den om Mali og en anden vedrørende Golanhøjderne på den israelsk-syriske grænse.

Mere nølende har regeringen været i forhold til borgerkrigen i Syrien.

Til frustration for de borgerlige har regeringen været afvisende over for at forsyne de indbyrdes uenige syriske oppositionsgrupper med våben til at bekæmpe Assadregimet.

»Nogle gange opstår spørgsmålet, om vi ikke bare skulle gribe ind og gøre noget i Syrien. Her må man bare sige, at det er ikke noget, Danmark afgør. Det gør de store lande. Det, vi kan vælge, er, om vi vil engagere os eller ej, og med hvilken intensitet«, siger Nick Hækkerup.

Generelt har S-R-SF-regeringens tid dog været fattig på sager, hvor udenrigspolitiske spørgsmål er blevet centrale indenrigspolitisk.

Set i bakspejlet
Men nuancerne findes. Også internt i regeringsblokken.

Den radikale udenrigsordfører Rasmus Helveg Petersen mener – set i bakspejlet – at det internationale samfund har begået en fejl ved at holde hånden over en regering, som det afghanske folk har lyst til at bekæmpe, i stedet for at skabe legitimitet om en regering, som folk ønsker at støtte.

I min optik har vi lært rystende lidt af Afghanistan, når vi ser på diskussionen om Syrien



»Hvis man dengang havde vidst, hvad vi ved i dag, kunne man allerede dengang have lavet en forhandlingsløsning og være nået lige så langt, som vi nu er kommet med 12 års militær indsats«, siger han.

Afghanistan det hele værd

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Trods de 43 døde soldater ligger Nick Hækkerup helt på linje med Per Stig Møller, når han skal svare på, om Afghanistanmissionen var det hele værd. »For den enkelte soldat, for familien og for dem, der har båret smerten, er det jo aldrig det værd at betale den pris. Men for alle os andre herhjemme og for Danmark som samfund har det været det værd. Det har været med til at sikre, at vi ikke skulle bekymre os om terror. Og ikke har set terroren folde sig ud i det omfang, som man ellers må have antaget, at det kunne have været tilfældet«, siger Nick Hækkerup.

LÆS OGSÅ Både Helveg og Hækkerup er enige om, at Syrien ikke lige nu er stedet at intervenere militært. De radikale undrer sig over debatten om Syrien. »I min optik har vi lært rystende lidt af Afghanistan, når vi ser på diskussionen om Syrien. Efter 12 år har det stadig ikke været muligt at fremtvinge en militær løsning. Når det gælder Syrien, mener stærke kræfter – bl.a. i Venstre – at det kan løses med militær magt. Det er en illusion«, siger Rasmus Helveg Petersen.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce