0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Amina blev født som syrisk flygtning midt i en snestorm

Navlestrengen blev revet over ved håndkraft, da en familie i flygtningelejren ved Jeb Jannine var sneet inde og måtte klare en fødsel alene.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Amina kunne ikke have valgt et dårligere tidspunkt at komme til verden på.

Syrien, som skulle have været hendes hjemland, er i krig, og hendes forældre har efterladt alt og er flygtet over grænsen til Libanon, hvor de bor i et lånt telt.

LÆS OGSÅ

Oven i købet blev hun født en nat, da Libanon var ramt af en af de værste snestorme i et kvart århundrede. En storm, der dræbte mindst syv mennesker, rev træer op med rode, skabte oversvømmelser og trafikuheld i hele landet, og som afskar Aminas mor fra læger og jordemødre.

Seks dage senere ligger hun indhyllet i tæpper, fin og velskabt, og skiftevis sover, gaber og hikker i familiens nye hjem i lejren ved Jeb Jannine, hvor omkring 500 telte huser endnu flere familier fra det krigsplagede Syrien.
Uvejret umuliggjorde hjælp

Tidligere blev teltbyen benyttet af syriske gæstearbejdere, der arbejdede som håndværkere eller i landbruget i den frodige Bekaa-dal mellem to bjergkæder. Derfor har de fleste teltpladser adgang til elektricitet, der er interimistiske bålsteder til madlavning og afskærmede huller i jorden til toiletter.

Men i det seneste år har børnefamilier på flugt fra bomberne afløst de enlige mænd, der rejste ud for at arbejde og tjene penge.

Og i dag består det lille samfund kun af flygtninge, der gerne bor otte mennesker sammen i et telt. Alle er fra det krigsplagede Homs-distrikt, og der er en livlig trafik af slægtninge og bekendte ind og ud af teltene.

Det var den mørkeste nat nogensinde



Alligevel følte Aminas far, Khater, sig alene, da hans datter skulle ankomme, netop som uvejret gjorde det umuligt at få hjælp.

»Det var den mørkeste nat nogensinde«, siger han.

»Jeg troede, jeg skulle miste enten min baby eller min kone«.

Bare tæer i sneen Da de boede i Syrien, havde de det godt, fortæller han. De havde et hjem og en bil at køre i. Men Homs er i knæ efter knap to års krig. Selve byen Homs er blevet bombet massivt, og flygtningene i lejren fortæller om en daglig frygt for luftbombardementer eller besøg af militser, der voldtager de unge piger og herefter dræber alle vidner. For fire måneder siden kom kampene for tæt på for Aminas forældre, og de måtte efterlade alt for at komme i sikkerhed i lejren i Libanon, hvor de overtog et efterladt telt fra en tidligere beboer.

Da ejeren vendte tilbage og gjorde krav på sin plads, flyttede de til et andet efterladt telt, hvor de sidder nu, i det bløde dagslys, der akkurat slipper igennem presenningen over os.

LÆS OGSÅ

Den kolde jord under os er dækket af tæpper, og langs kanten af teltet ligger der tynde madrasser, som fungerer dels som stole, hvor man sidder i skrædderstilling, ryger cigaretter og drikker sød kaffe med kardemomme, dels som senge om natten. Det er i dette rum, at familien spiser, sover og lever.

Aminas mor, Hala, ammer diskret i hjørnet og bider tænderne lidt sammen, når hun tror, ingen kigger. Det er kun seks dage siden, hun fødte, men hun insisterer på, at hun har det fint.

Det begyndte klokken ni om aftenen, fortæller hun.

Da veerne gik i gang, løb Khater, der ingen støvler har, ud i sneen på bare fødder for at finde nogen, der kunne køre dem til hospitalet. Men uvejret havde sat alting i stå, og der var ikke en eneste bil på vejene. Da han endelig fandt nogen i den lille landsby ved siden af lejren, der ville køre dem, var det blevet umuligt at komme ud på grund af sneen.

Manglede en saks
I stedet gik Khater rundt i lejren og fandt erfarne kvinder, der ville hjælpe.

Mens sneen lagde sig tæt op mod teltdugen op til en meters højde, som en ekstra mur omkring dem, skulle fire kvinder hjælpe lejrens nye indbygger til verden med lys fra en enkelt pære i loftet og varme fra en lille varmeovn.

Veerne gjorde så ondt, at Hala tænkte, at hun »lige så godt kunne dø«, fortæller hun. I stedet fødte hun klokken halv tre om morgenen Amina, som var sund og velskabt. Der var kun ét problem.

Aminas mor, Hala, ammer diskret i hjørnet og bider tænderne lidt sammen, når hun tror, ingen kigger. Det er kun seks dage siden, hun fødte



Der var ingen i lejren, som havde en saks til at klippe navlestrengen over.

I en time ventede kvinderne i teltet, mens mændene spurgte sig for i det iskolde mørke efter en saks, men uden held. Til sidst rev en af fødselshjælperne den over ved håndkraft. Proceduren efterlod en lille stump ved navlen på Amina, som faldt af dagen efter. Der er gået infektion i såret siden da.

»Hun græder kun, når hendes sår gør ondt. Ellers er hun meget rolig«, siger Hala med armene om babyen, der næsten forsvinder i det bjerg af tæpper, som er viklet om hende.
Fra et fremmed land

Aminas storebror, Hatem, græder til gengæld hele tiden. Han er halvandet år, så ligesom sin lillesøster er han det, man i lejren kalder et 'krigsbarn' - han har kun kendt Syrien som et land i krig. Siden flugten fra Syrien for fire måneder siden har Hatem grædt meget og været bange for alt nyt. Fremmede mennesker i teltet gør ham urolig og ked af det, og han kravler tæt ind til forældrene for at gemme ansigtet væk mod et velkendt bryst. LÆS OGSÅ Ingen af parrets to børn kender for alvor det land, som skulle have været deres. Og »det er der ikke noget at gøre ved«, konstaterer Khater. Da han bliver spurgt, om de fejrede fødslen af Amina, slår han lidt ud med armene i det lille rum, hvor familien bor. »Vi fejrede det ikke, for vi havde været meget bange. Men vi var glade«, siger han blot.