Få de vigtigste historier direkte i din indbakkeLæs mere

UDSATTE. Pakistans kristne lever i fare på grund af deres tro. Her bevogter en betjent en kirke i Peshawar sidste jul efter et selvmordsangreb mod områdets kristne.
Foto: Mohammad Sajjad/AP

UDSATTE. Pakistans kristne lever i fare på grund af deres tro. Her bevogter en betjent en kirke i Peshawar sidste jul efter et selvmordsangreb mod områdets kristne.

Internationalt

Pakistan vil hænge kristen kvinde for krænkelse af islam

Muslimske kvinder ville ikke have bragt vand af kristen. Det udløste skænderi. Nu skal vandbæreren henrettes.

Internationalt

Asia Bibi skal henrettes.

Det har landsretten i Lahore i Pakistan afgjort. Den 47-årige kvindes brøde: Hun er kristen og kom i skænderi med nogle muslimske kvinder i sin landsby. De knubbede ord, det afstedkom, førte til en blasfemisag mod hende.

I 2010 blev hun dømt til døden for krænkelserne af islam. Det er den dom, landsretten nu har stadfæstet. Nu håber hun, at den pakistanske højesteret kan omstøde afgørelsen og redde hendes liv.

LÆS MERE

Foto: STR/AP

Det hele begyndte i Ittanwali, en landsby med omkring 1.500 familier. Tre af dem er kristne.

En dag hentede hun vand til sine kolleger under markarbejde, men de ville ikke have noget af det. Det havde været i hænderne på en kristen og var derfor »urent«, mente de.

Det fik Asia Bibi til at udbryde: »Jesus døde på korset for vore synder. Hvad har Muhammed gjort for jer?«.

Men det skulle hun ikke have gjort. Den replik udløste en sag om blasfemi, der straffes hårdt i Pakistan.

I Asia Bibis tilfælde mener retten, at hun skal bøde med sit liv.

Tilhørere fejrede dødsdom over kristen

Ifølge New York Times jublede tilhørerne, da de hørte, at den kristne kvinde og fembørnsmor skal hænges for sin brøde.

»Det glæder mig meget. Asia fortjener det«, siger en af de kvinder, der anmeldte hende for blasfemi, Qari Salaam.

»Det er en sejr for islam«, erklærer hun ifølge internationale medier.

Amnesty angriber Pakistans blasfemilove

Menneskeretsorganisationen Amnesty International betegner dommen som en »alvorlig uretfærdighed«.

»Hun skulle aldrig være blevet dømt i første omgang - og da slet ikke til døden - og den omstændighed, at hun skal betale med sit liv for et argument er kvalmende«, finder organisationens vicedirektør for Asien, David Griffiths.

Han hæfter sig ved, at blasfemilovene tit og ofte bruges til at ramme medlemmer af minoriteter. Modstandere af landets blasfemilove risikerer at betale med deres liv, hvis de formaster sig til at kritisere de meget strenge straffe.

Punjabs guvernør Salmaan Taseer og minoritetsminister Shahbaz Bhatti er begge blevet slået ihjel, fordi de har efterlyst lempelser af Pakistans blasfemilove.

»Lovene anvendes ofte for at afgøre personlig hævntogter - både mod medlemmer af religiøse minoriteter og muslimer - mens enkeltpersoner, der anklages hyppigt bliver mål for massevold. Dem, der tager afstand fra de love, risikerer en frygtelig hævn. Men blasfemilovene overtræder international ret og må trækkes tilbage eller ændres straks«, mener Amnesty-repræsentanten.

Kristenforfølgelser giver bekymring

Dødsdommen mod Asia Bibi sker på et tidspunkt, hvor der i kristne samfund i Mellemøsten og Asien rapporters om omfattende undertrykkelse og forfølgelse. Vatikanet har netop afholdt et møde med kirkefolk fra flere arabiske lande for at få overblik over problemerne.

DEBAT

Næste år ventes kirkesamfund fra hele verden at sætte kristenforfølgelserne på dagsordenen under et internationalt møde i september.

»Religionsfrihed er vigtig for os alle, hvad enten vi er kristne, muslimer eller tilhængere af andre religioner«, siger Hielke Wolters fra Verdens Kirkeråd (WCC).

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce