Magtmenneske. Eritreas præsident Isaias Afewerki (til venstre) har centraliseret magten i det afrikanske land. Her mødes han i maj med Sudans præsidemt  Omar al-Bashir.
Foto: Abd Raouf (arkiv)/AP

Magtmenneske. Eritreas præsident Isaias Afewerki (til venstre) har centraliseret magten i det afrikanske land. Her mødes han i maj med Sudans præsidemt Omar al-Bashir.

Internationalt

Portræt: Manden, der holder Eritrea i en jernnæve

Engang var den selverklærede marxist Isaias Afewerki oprørshelt i Eritrea. I dag er han en enerådig præsident i et afrikansk diktatur, der betegnes som værre end Nordkorea.

Internationalt

Håbet var lysegrønt. Men nu er håbet for længst forsvundet.

I maj 1991 jublede befolkningen i Eritrea over, at 30 års krig mod nabolandet Etiopien var ovre. Oprørssoldaterne promenerede i hovedstaden Asmara, og oprørshelten Isaias Afewerki blev hyldet som nationens nye store fader. Man drømte om frihed, demokrati og uafhængighed.

I dag sidder Isaias Afewerki stadig ved magten. Han holder landets godt seks millioner store befolkning i skak. I et diktatur, hvor ingen tør gøre oprør. Der er ingen fri presse i landet og ingen reel opposition. Samtidig er alle eritreere mellem 15 og 50 år tvunget til at udføre den såkaldte ’nationaltjeneste’, der på papiret består af seks måneders militær træning og 12 måneders arbejde for regeringen og partiet, men reelt er uden slutdato.

Resultatet af det?

Hver måned flygter over mindst 4.000 eritreere ud af det ludfattige land i det nordøstlige Afrika. Oftest flygter indbyggerne til Sudan og til Libyen og derfra – med hjælp af menneskesmuglere – ind i Europa. Andre forsøger at flygte via Det Røde Hav til Saudi-Arabien, mens andre flygter gennem Sahara til Egypten.

Mange dør i forsøget på at slippe væk fra Isaias Afewerkis jernhårde næve.

Krig, hungersnød, magtudfoldelse

Historien om Eritrea er historien om en enerådig diktator, der regerer et ungt land med en broget fortid.

Eritrea var tidligere en italiensk koloni, og landets hovedstad Asmara er en af Afrikas bedst bevarede arkitektoniske hemmelighed. Byen blev totalt forandret, da den italienske fascistleder Benito Mussolini og hans kolonistyrker gennem seks år fra midten af 1930’erne og frem til 1941 genopbyggede den. Den italienske indflydelse ses stadig i Asmara den dag i dag, hvor hovedstadens indbyggere drikker cappucinoer på cafeerne, mens de overværer de cykelløb, der i ny og næ afholdes med byens utallige art deco-bygninger som bagtapet.

Men bag den trygge og afslappede facade gemmer sig en by og et land, der er ødelagt af krig, hungersnød og statens altoverskyggende magtudfoldelse.

»Eritrea er et meget, meget mærkeligt land. Det er den afrikanske ækvivalent af Nordkorea, og forklaringen på det skal findes i landets årelange kamp for selvstændighed. I 1971 stiftede Isaias Afewerki sammen med 15 andre mænd, de såkaldte G15, en hemmelig organisation, som hed Det Eritreanske Folks Befrielsesfront (EPLF). Det var en guerillabevægelse, der kæmpede mod etiopierne, men som også kæmpede internt mod hinanden. Og det er centralt, hvis man skal forstå, hvad der sker i Eritrea nu«.

Sådan sagde franske Dr. Gerard Prunier, en af verdens førende eksperter på Eritreas historie og forhold omkring Afrikas Horn, da han sidste år talte ved en konference i USA.

Han fortsætter:

»Isaias Afewerki lever efter devisen, at alt skal centralisereres. Han skal have fuld kontrol, og det har han taget til et niveau, der er ekstremt. Han tror på, at hvis man afgiver bare det mindste af magten, vil det resultere i anarki. De 15 andre, der var med til at stifte Det Eritreanske Folks Befrielsesfront, og som siden vendte sig mod Afewerki, er nu enten døde eller i fængsel. Den eneste, der er tilbage, er Isaias Afewerki. Og han er præsident«.

Et personligt hævntogt?

Da Eritrea i 1993 blev selvstændigt efter den lange frihedskamp mod Etiopien, som havde annekteret landet i 1962, stoppede kamphandlingerne mellem de to lande langtfra.

I 1998 blussede urolighederne op igen, da man blev uenige om, hvor grænsen mellem de to lande skulle gå. Især var man oppe at toppes over en grænsedragning, der var funderet i gamle kort fra italienske arkiver.

Men i virkeligheden var der tale om et personligt hævntogt fra Isaias Afewerkis side, da de nye kampe mellem Etiopien og Eritrea brød ud.

Det viser tophemmelige dokumenter, som WikiLeaks kunne frembringe i 2010. Dokumenterne var forfattet af Ronald K. McMullen, USA’s ambassadør i Eritrea, og ifølge disse havde tvisten rod i en disputs, som Afewerki havde med Etiopiens nu afdøde ministerpræsident Meles Zenawi.

Isaias Afewerki var i 1996 sammen med sin familie og sin regerings inderkreds på vej hjem fra en rejse i Kenya. Han gjorde stop i Etiopiens hovedstad Addis Ababa. Normalt ville Isaias Afewerki foretrække at rejse i bilkortege gennem Afrika, men her tilbød Meles Zenawi, at han kunne gå ombord i dennes privatfly, som ville flyve ham hjem til Asmara.

Afewerki tog imod tilbuddet, men undervejs brød en brand ud på flyet. Det blev tvunget til at vende tilbage til Addis Ababa og foretage en nødlanding. Isaias Afewerki beskyldte efterfølgende Meles Zenawi for drabsforsøg, og to år senere var endnu en krig mellem nabolandene en realitet.

I de lækkede dokumenter skrev den amerikanske ambassadør Ronald K. McMullen i øvrigt gentagne gange, at Isaias Afewerki har »et hjerte af sten«.

Landet blev bygget op fra grunden

Den nye krig mellem Etiopien og Eritrea varede frem til 2000, og under kampene døde omkring 100.000 eritreere. Isaias Afewerki bruger fortsat truslen fra Etiopien til at holde sine modstandere og sit folk i skak.

Hans primære argument er, at man stadig er i gang med at opbygge Eritrea, og at landet lå fuldstændig i ruiner, da han blev indsat som præsident.

»Der var ingenting. Alt var ødelagt. Der var ingen veje, ingen elektricitet, intet vand, ingen huse, ingen uddannelser. Det var en svær øvelse. Vi skulle reparere alt og opbygge landet fra grunden«, sagde Isaias Afewerki, der er 68 år, i et interview med Press.tv i 2012.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En af de metoder, den selverklærede marxist og kommunist har brugt for at holde landets økonomi oven vande, er, at mange eritreere, som er flygtet til udlandet, fortsat tvinges til at betale skat.

»Dem der slipper væk skal stadig betale en del af deres indkomst til staten i Eritrea. Hvis de ikke betaler, slår diktaturet hårdt ned på deres familie, som er blevet tilbage. Jeg har talt med en ung mand, der flygtede og siden nægtede at betale. Straks fratog diktaturet hans moders ret til at drive en restaurant i Asmara. Staten er meget, meget dygtige til at trykke på de rigtige knapper for at få penge ud af også den del af befolkningen, som ikke engang er i landet længere«, siger førnævnte Dr. Gerard Prunier.

Oprør bliver knust

Til trods for dette er Eritrea i dag et af af de 8-12 fattigste lande i verden.

Eritrea er er samtidig et af de mest isolerede lande i Afrika, og den halvt kristne, halvt muslimske befolkning kan ikke se frem til, at levevilkårene bliver bedre lige foreløbig. Nærmere tværtimod.

Ifølge Amnesty International er der, som Politiken tidligere har beskrevet, nu op imod 10.000 politiske og religiøse fanger i landet, som holdes fængslet under frygtelige forhold. Cellerne er så overfyldte, at der ikke er plads til at ligge ned, der er intet lys, og regelmæssig tortur og anden mishandling er en del af dagligdagen, skrev Human Rights Watch i en rapport tidligere på året.

Isaias Afewerki selv udtaler i en dokumentar med mediet Journeyman, at han regner med at blive siddende som præsident i Eritrea, så længe han lever.

»Hvis du besøger i Asmara, Eritreas hovedstad, vil du ikke høre folk tale dårligt om præsident Isaias Afewerki på caféerne, og du vil aldrig se folk demonstrere i gaderne. Ethvert opråb om protester bliver hurtigt knust, og modstandere af regeringen fængsles og tortureres, ofte i underjordiske fængsler i fjerntliggende områder. Der er de proppet ind containere, hvor varmen er uudholdelig, og de får næsten ingen mad eller vand. Retten til at få sin sag for en domstol eksisterer ikke, og de dømte har ingen mulighed for at klage«, skrev Vittorio Longhi, en italiensk journalist og Afrika-ekspert, på lederplads i New York Times i oktober.

Han forudsiger, at fremtidsudsigterne fortsat vil være dystre for det eritreiske folk.

»Hvis der ikke sker en koordineret indsats fra oppositionen, vil diktaturet fortsætte med at udøve sin terror og tvinge dets folk til at vælge mellem enten at miste deres frihed, hvis de bliver i landet, eller at tage på en potentielt livsfarlig rejse, hvis de flygter«, skriver Vittorio Longhi i den amerikanske avis.

Det er de unge, der flygter

Menneskeretsorganisationen Human Rights Watch beretter, at alvorlige menneskeretskrænkelser, tvangsarbejde og uendelig værnepligt hvert år får tusinder til at flygte ud af Eritrea.

FN's Flygtningehøjkommissariat anslår, at over 300.000 mennesker er flygtet fra landet siden 2004.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I løbet af de første 10 måneder af i år er antallet af eritreiske asylansøgere i Europa næsten tredoblet, og eritreere har i de seneste månder udgjort den næststørste flygtningegruppe i EU efter syriske flygtninge.

90 procent af dem, der flygter, er mellem 18 og 24 år. Dermed er det størstedelen af de mennesker, der burde udgøre det afrikanske lands fremtid, som i stedet vælger at risikere deres liv under flugtforsøget.

Og hvis man skal tro førnævnte Afrika-ekspert, Dr. Gerard Prunier, så har eritreerne al mulig grund til at gøre alt, hvad de kan, for at slippe væk fra det ludfattige land.

»Præsidentens kontrol over befolkningen er total … Det, vi ser, er moderne slaveri drevet af staten. Er man i 'nationaltjeneste’ får man ni dollar om måneden, hvis man overhovedet får betaling. Regeringen bruger metoder som, for nu at sige det meget mildt, går imod alle internationale love. Men intet sker. Der er ingen fri presse og ingen politiske partier, der kan udfordre den siddende magt. Det vil enten ende med, at en kugle fra en snigskytte vil sætte Isaias Afewerki ud af spillet eller også vil det ende med krig. Eritrea er en katastrofe, der bare venter på at ske«, siger Prunier.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce