Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Vel støtter vi opstandene syd for Middelhavet, men bag kulissen stiger EU's bekymring. Arkivfoto.
Foto: ABDEL MAGID AL FERGANY/AP

Vel støtter vi opstandene syd for Middelhavet, men bag kulissen stiger EU's bekymring. Arkivfoto.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Analyse: Det var nu nemmere at lave aftaler med diktatorer

EU's aftaler om asyl og grænser er under pres efter de folkelige opstande.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Efterhånden som Lampedusa dukkede op forude, følte Chalid, at hans frihed endelig kunne bruges til noget:

»Da jeg så kysten, vidste jeg, at jeg havde fundet en ny fremtid, et nyt liv«, sagde den 30-årige tuneser her i avisen forleden.

Den drøm deler han med over 5.000 unge landsmænd, der på et par uger har trodset Middelhavets vinterbølger og pludselig fordoblet befolkningstallet på den lille italienske ø.

LÆS OGSÅ

Lidt længere nordpå går hundredvis af egyptere i land på Sicilien, og mod øst stiger presset igen på Grækenlands i forvejen kaosramte asylsystem.

Chalid og de andre bliver skuffede.

Rystet forholdet over Middelhavet
I et Europa ramt af økonomisk krise er der endnu mindre plads til dem nu, end der var for et par år siden.

Bådflygtninge i Middelhavet har længe været en trist tradition – men det plejer for størstedelens vedkommende at være folk fra det centrale Afrika, der om sommeren benytter den nordafrikanske kyst som transit.

Unionen har endnu ikke fundet ud af, hvordan vi skal reagere – men der er en helt tydelig, pinlig erkendelse af, at den hidtidige europæiske politik er slået fejl.



Denne gang er det noget andet. Det sker om vinteren. Og det er Nordafrikas egne, arabiske befolkninger, der går i bådene.

I EU er regeringerne i stigende grad overbevist om, at det kan være begyndelsen på en større udvandring.

En bevægelse, der er en af mange konsekvenser for Europa af de folkelige oprør i Nordafrika og Mellemøsten.

LÆS ARTIKEL

Konsekvenser, der langtfra alle bliver betragtet som positive af EU og Nato – og som på godt og ondt har rystet forholdet over Middelhavet.

EU leder efter en ny politik
»Enhver omvæltning har altid udløst en menneskelig bevægelse. Dette synes at være sådan et øjeblik, hvor folk ser forandringen omkring sig og griber chancen«, siger Jemini Pandya fra den internationale migrationsorganisation, IOM.

På lang sigt kan man håbe, at de totalitære regimers fald skaber en øget velstand, der får landenes befolkninger til at blive hjemme.

Men lige nu er fattigdommen stadig en realitet, og den nyvundne frihed mest af alt en vej væk.

Enhver omvæltning har altid udløst en menneskelig bevægelse.



Udadtil lovpriser de europæiske regeringer eksplosionen af frihedstrang i det ene arabiske land efter det andet. Men samtidig flyder blodet.

Kampen for frihed er god set med europæiske øjne, men bag kulissen bliver den frem for alt betragtet som uforudsigelig og potentielt truende for både sikkerhed og økonomi i Europa.

For nylig spurgte jeg Nato’s generalsekretær, om alliancen behandler udviklingen som en sikkerhedspolitisk risiko.

»Jeg betragter ikke situationen som en direkte, militær trussel mod Europa. Men der er en indirekte fare, fordi usikkerheden kan skabe øgede økonomiske problemer og migration«, svarede Anders Fogh Rasmussen.

Udviklingen er sat på dagsorden
Situationen i Nordafrika er hurtigt blevet årets vigtigste politiske begivenhed også i EU.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Emnet overskygger et møde mellem de europæiske udenrigsministre i dag, mens justits- og indenrigsministrene tager sagen op senere på ugen. Udviklingen er også blevet sat på dagsordenen for et topmøde 24. marts.

I går sendte EU’s grænseagentur, Frontex, en mission af sted til Lampedusa.

Og allerede i aftes havde EU’s udenrigschef, Catherine Ashton, inviteret Lene Espersen og de andre landes ministre til en middag med diskussion om situationen i Egypten, Tunesien og resten af regionen.

Lige nu er den nyvundne frihed mest af alt en vej væk.



»Udviklingen har vist, at det på lang sigt ikke er muligt at opretholde status quo i lande, hvor afstanden mellem befolkninger og magthavere vokser sig stadig større«, sagde Espersen op til weekendens møde.

Debatten fortsætter i dag, så Catherine Ashton kan få klare instrukser, inden hun i aften rejser til Kairo.

Europæisk politik slået fejl
Situationen er delikat. Unionen har endnu ikke fundet ud af, hvordan vi skal reagere – men der er en helt tydelig, pinlig erkendelse af, at den hidtidige europæiske politik er slået fejl.

Både Italien og EU har brugt masser af penge og kræfter på at lave aftaler med regimerne i Tunesien og Libyen for at holde bådflygtningene på de nordafrikanske kyster. De selv samme diktatorer, som vi har kritiseret, var behageligt stabile og håndfaste i den sammenhæng.

Nu da præsident Zine El Abidine Ben Alis jernhånd er væk, kan den ikke holde tuneserne væk fra bådene mod Europa.



»Det er forfærdeligt at sige, men det er jo nemmere at lave en immigrationsaftale med Ben Ali end med en spirende, ustabil demokratibevægelse«, som en diplomat sukkede den anden dag.

Sydeuropa kræver solidaritet

I sidste uge begyndte opstandene også at rejse sig i lande som Yemen, golfstaten Bahrain og i Moammar Gaddafis Libyen, hvor sikkerhedsstyrkerne slog hårdt ned og dræbte dusinvis af demonstranter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvor længe varer det, før libyerne slutter sig til tuneserne på Lampedusa? Nordafrikas omvæltninger påvirker næsten enhver debat i EU: først udenrigs- og sikkerhedspolitikken, så spørgsmål som frihedsværdier, religion og menneskeret, for nu at strække sig videre til frygt for øgede energipriser og en eksplosion i den illegale indvandring. Den italienske indenrigsminister taler om et ’eksodus’ af bibelske proportioner.



Ordvalget er måske nok overdrevet, men afspejler meget godt det spørgsmål, som mange EU-regeringer lige nu overvejer: Er dette prisen for frihed i Nordafrika? Udviklingen skaber allerede nye spændinger i Europa, hvor nordeuropæiske lande i forvejen bebrejder sydeuropæerne, at de har ladet gældskrisen løbe løbsk. I den kommende tid vil vi se grækerne, italienerne, spanierne og portugiserne stille fornyede krav om solidaritet fra os andre.



For de kan ikke alene bære den menneskestrøm, som den arabiske verdens frihedsbevægelse udløser.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden