Samtidig leder myndighederne efter overlevende og ofre i Middelhavet, hvor en båd kæntrede, og op mod 950 frygtes druknet. Kilde: ritzau

Internationalt

Bådflygtninge: De føler skyld over at have overlevet

Når man stort set ikke kan søge EU-asyl uden at være i EU, er man nødt til at stikke til søs, fortæller to flygtninge til Politiken.

Internationalt

Både skyld og vrede fylder to bådflygtninge, der har overlevet turen over Middelhavet og nu opholder sig i Europa.

Skyld over, at de overlevede, når så mange hundrede i disse uger drukner, og vrede over, at EU har indrettet sig sådan, at man ikke kan få asyl i Europa uden at risikere sit eget og sine børns liv. Senest menes mindst 700 at være druknet undervejs fra Libyen til Italien.

»Når jeg hører de nyheder, kalder det alle de dårlige minder frem om dødsruten, jeg selv tog. Jeg ved præcis, hvor forfærdeligt de har haft det, og jeg kan ikke være lykkelig over at have overlevet uden også at føle stor skyld over, at jeg klarede det, og de ikke gjorde«, siger Hiba Abo al-Hassan.

Nyheden kalder alle de dårlige minder frem om dødsruten, jeg selv tog. Jeg ved præcis, hvor forfærdeligt, de har haft det, og jeg kan ikke være lykkelig over at have overlevet uden også at føle stor skyld

Anholdt og udvist

I 81 dage var hun i 2013 undervejs fra sit hjemland Syrien via først Egypten, hvor hun forsøgte at sejle til Italien, men blev anholdt og udvist til Tyrkiet. Derfra kom hun ad en anden af de store sejlruter til Europa, den over Ægæerhavet, til Grækenland og ferieøen Samos og derfra via Athen, Genève og København til Sverige, hvor hun fik asyl efter fire måneder.

LÆS ARTIKEL

I Tyskland venter ’Mazen’ på behandlingen af sin asylsag. Han kom for halvandet år siden med smuglerbåd fra Alexandria i Egypten til Syracusa på Sicilien. En tur, han troede ville koste ham livet, og som endte med at tage otte dage i stedet for fem, fordi båden fik motorproblemer undervejs og til sidst helt gav op.

Sejladsen endte med, at kystvagten fik ham og de 300 andre flygtninge bugseret i havn.

»Jeg bliver så ked af det. Jeg føler, at jeg selv var død, indtil døden skiftede mening og sagde ’giv de stakkels mennesker en chance for at se, hvad Europa er’«, siger ’Mazen’, der er bror til Ram Hiramic, et pseudonym for en ung lærerinde i Damaskus, der i flere omgange har skrevet dagbog til Politiken.

Håbe på det bedste

EU-regeringer som den danske taler varmt for ideen om at hjælpe flygtninge i nærområdet, men i en situation, hvor Syriens nabolande Tyrkiet og Libanon har taget henholdsvis 1,7 millioner og en million flygtninge, og Egypten og Libyen henholdsvis ikke vil og ikke kan hjælpe, er Italien og Sydeuropa det eneste brugbare nærområde.

Men vel at mærke et, der ikke kan nås sikkert ved at stille sig i kø og søge asyl på en EU-ambassade i nabolandene. Man kan kun søge asyl gennem FN og håbe at slippe gennem nåleøjet som en af de sjældne kvoteflygtninge. Eller krybe sammen på smuglernes usikre fartøjer og håbe det bedste.

»Jeg bliver mere og mere vred over alt, der har presset os til at risikere vores og vores børns liv på den måde«, siger Hiba Abo al-Hassan.

»EU’s asylprocedurer er lavet for at gøre asylmissionen umulig. Jeg søgte asyl gennem FN’s Flygtningehøjkommissariat i Egypten og gennem den franske, tyske og andre ambassader i Tyrkiet. Men vi ved alle, at det aldrig virker sådan«.

LÆS ARTIKEL

Som de fleste andre flygtninge ønskede heller ikke ’Mazen’ at blive i Italien, hvor titusinder af flygtninge allerede frister en kummerlig tilværelse uden hjælp under og efter asylprocessen. Han forsøgte derfor at flygte til Sverige, men blev anholdt nær Torino, fik efter eget udsagn tæsk, fik taget fingeraftryk og blev derpå sat på fri fod. Han forsøgte alligevel lykken i Sverige, hvor hans søster bor, men blev på grund af EU-regler deporteret til Italien, hvor han var registreret efter anholdelsen.

»Hvorfor gør I det så svært for folk at få et bedre liv? Folk sætter deres liv og opsparing på spil for at komme her, og I hjælper dem bare med at grave deres egen grav i vandet«, siger han.

Nu er han i Tyskland, hvor man i visse sager ikke deporterer til Italien i erkendelse af, hvor dårlige forholdene er.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce