Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Brutalt. De tyrkiske osmannere hævdede i 1915 at bekæmpe armenske militser, men skånede hverken kvinder eller børn. Også de blev dræbt eller drevet ud i ørkenen, her ved Aleppo, hvor en mor knæler ved sit døde barn. Arkivfoto: Library of Congress

Brutalt. De tyrkiske osmannere hævdede i 1915 at bekæmpe armenske militser, men skånede hverken kvinder eller børn. Også de blev dræbt eller drevet ud i ørkenen, her ved Aleppo, hvor en mor knæler ved sit døde barn. Arkivfoto: Library of Congress

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I 1915 blev Georges oldemor svigtet af verden - nu er han selv på flugt

100 år efter hans oldemor flygtede fra folkedrab i Tyrkiet til Syrien, er George flygtet den anden vej.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da 11-årige Georges oldemor var på hans alder, skjulte hun i desperation sin lillebror i en kugleformet bageovn og flygtede til Qamishli i Syrien. Tyrkiske osmanniske soldater var rykket ind i deres landsby under det, der siden blev kendt som det armenske folkedrab. De, der ikke kunne flygte, måtte skjule sig eller blive dræbt.

I august flygtede George med sin mor og storebror tilbage ad samme vej: fra Qamishli til Midyat i Tyrkiet på flugt fra Assad-regimets værnepligt og Islamisk Stats bombardementer af deres hjemby.

»I dag gør IS det samme mod os, som tyrkerne gjorde for 100 år siden. Vi har oplevet det to gange«, siger Sawsan, Georges mor, en lille blond kvinde med et furet ansigt. Den armenske familie holder nu til omkring en af Midyats kirker af sandfarvede sten og med kulørte lamper i loftet.

I denne uge er det præcis 100 år siden, at folkedrabet begyndte, og de muslimske osmanner ville udrydde de kristne armeniere. Sawsans historie er både den om selve tragedien og verdenssamfundets evige passivitet.

FORSTÅ BAGGRUNDEN

Dengang som nu er der tale om hundredtusinder af menneskers flugt, vilkårlige henrettelser, voldtægter og slavehandel. Og dengang som nu er det hele særdeles velbeskrevet i internationale medier. Alligevel var og er verdenssamfundet lammet i forhold til at standse overgrebene, og derfor ser historien ud til at gentage sig med den forskel, at flygtningene nu rejser mod nord i stedet for syd.

»Rusland, Storbritannien og Frankrig fordømte i maj 1915 den igangværende forbrydelse mod menneskeheden og civilisationen og lovede – eller rettere truede med – at stille de ansvarlige tyrkere for retten. Men der var bare ikke vilje eller evne til at gøre det fornødne. Som i Syrien i dag var der politiske hensyn at tage, og desuden var det ikke populært at sætte egne soldaters liv på spil for armenierne, folk var trætte af krig«, fortæller den danske historiker og forfatter Matthias Bjørnlund, der er en af verdens fremmeste forskere i folkedrabet.

Tyrkerne har hidtil nedhugget 800.000 Armeniere

Myrderierne endte med at koste op mod 1,5 millioner armeniere livet, og blandt dem Georges oldemors forældre og søskende. Den manglende reaktion fra verdenssamfundet satte dog gang i refleksioner, og ud af ulykken kom helt nye begreber som menneskerettigheder og civilsamfund. De var undervejs siden de første armeniermassakrer i slutningen af 1800-tallet, men fik for alvor form i 1915.

»Efter 1915 og folkedrabet tager udviklingen helt klart fart. Det armenske spørgsmål om, hvad vi skal stille op med de overlevende armeniere, bliver en mere omfattende og koordineret politisk, økonomisk og humanitær sag for verdenssamfundet. Her bruger man også i mere udbredt grad netop begrebet menneskerettigheder eller lignende begreber, der udtrykker en idé eller et ønske om universelle rettigheder til undertrykte og forfulgte folk som armenierne«, siger Matthias Bjørnlund.

»Det var folkedrab«

I dag er den osmanniske kaserne i Urfa 50 kilometer fra den syriske grænse under restauration, så den kan genåbne som hotel. Under folkedrabet var den samlingspunkt for lange kolonner af udsultede og forhutlede armeniere, der i over 50 graders varme blev tvunget til at gå hundredvis af kilometer fra landsbyer i bjergene nord for Urfa til ørkenen syd for.

På indfaldsvejene til byen og på gårdspladsen foran kasernen kunne de være heldige at løbe ind i den danske sygeplejerske Karen Jeppe, der var en aktiv brik i det gryende civilsamfund. Især i arbejdet for de tusinder af forældreløse børn som Georges oldemor.

Kasernebygningerne er i dag overgroet med græs og struttende gule sennepsblomster, der også vokser vildt og smukt langs vejene ind og ud af byen. Som beskrevet på en sommerdag for 100 år siden var det et helt andet syn, der dengang mødte Karen Jeppe.

»Godt for hver den, som bliver fri for at se den dødens allé, der lige fra Urfas mure strakte sig langt, langt ud i den gule, afsvedne slette, uendelig som den. Den var velbeplantet, denne allé, men den overskyggedes ikke af friske, grønne træer, det var menneskelig, der flankerede vejen. Lig i alle stadier af forrådnelse. Nogle var faldet om lige uden for byens port. Man havde drevet dem op fra sygelejet med stokkeslag; nogle få hundrede skridt var det lykkedes dem at slæbe sig frem …«, skrev hun i et brev hjem.

Mens det meste af Tyrkiet i dag og ikke mindst landets regering vredt og forarget benægter folkedrabet, er det sunket ind og erkendt rundt om i landet. Nær kasernen står en kurder, der uden tøven siger »folkedrab« og skammer sig over sine forfædres andel i det. For selv om det var de tyrkiske osmanner, der udtænkte og ledte det, var det i høj grad de kurdiske stammer, der udførte drabene.

»Jeg har fundet billeder af døde børn med iturevet tøj, og jeg tænker på mine egne børn. Fra morgen til aften er det smertefuldt at være her og tænke på det, der skete. Jeg kan ikke acceptere, at det er sket. Selv om vi benægter det, så var det folkedrab«, siger han.

»Min bedstemor fortalte, at hun så kolonnerne af armeniere komme gående. De havde vandret i flere dage, og da de så en brønd, blev de så ivrige, at de sprang ned i den. Flere af dem døde der«.

Ligesom dagens blodsudgydelser i Syrien udpensles i alverdens medier, fik verden også klar besked om, hvad der foregik i Anatolien i 1915. 3. oktober 1915 skrev for eksempel Politiken på forsiden under overskriften ’Armeniermyrderierne’:

»Tyrkerne har hidtil nedhugget 800.000 Armeniere«.

To dage tidligere, 1. oktober 1915, hed det også i Politiken: »I byen Trapezunt (Trabzon ved Sortehavet, red.) er alle Armeniere – henved 10.000 i Tallet – blevet udryddet. En skare tyrkiske Soldater trængte ind i Byen, fangede Armenierne og lod dem – Mænd, Kvinder og Børn uden Forskel – aflive ved Drukning«.

Som et historiens slag med halen er det 50 syriske håndværkere, der forestår renoveringen af Urfa-kasernens stenmure med sine osmanniske buer over døre og vinduer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For da tyrkerne dræbte og deporterede armeniere, skaffede de sig af med mange af deres dygtigste håndværkere og evnen til at holde osmanniske kulturperler ved lige. De armenske håndværksmestre, der overlevede i Syrien, har været med til at holde kunsten i live der, hvorfra også den nu er vendt tilbage til Tyrkiet.

Jeg er ikke rigtig glad for Tyrkiet

Georges nye, men midlertidige hjem i Midyat ligger 150 kilometer fra Sason, hvor hans oldefar boede som søn af en møller. Da de osmanniske soldater kom til byen med ordre om at dræbe, lykkedes det den seksårige dreng at flygte sammen med andre familier, men uden siden egen. Resten af sine dage boede han i Qamishli i Syrien, men opgav ikke håbet om en dag at vende tilbage til sit hjemland.

»Hver eneste dag lyttede han til tyrkisk radio for at høre, om de sagde, at han kunne vende hjem til møllen«, siger Sawsan, hans barnebarn, der stadig holder det armenske sprog i live og taler det med George og hans bror.

For møllersønnen kom dagen aldrig, men da Syrien blev for farligt for hans efterkommere, var der intet andet valg end at flygte tilbage og for en tid leve blandt efterkommerne af dem, der slog deres familie ihjel og ikke ville indrømme det.

»Jeg kan ikke sige, at jeg er rigtig glad for at være i Tyrkiet. Men det er okay. Eller. Faktisk er det eneste gode, at her ikke er krig«, siger George og øver sig på de tyrkiske gloser, han har lært, siden han kom.

Med sin mor har han fundet sikkerhed hos det kristne samfund i Midyat, men derudover har de ikke meget at glæde sig over.

Gennem hele hans liv har folkedrabet hængt over Sawsan som en skygge. Det fik hendes bedstemor til at bryde grædende sammen, hver gang hun tænkte på sin lillebror i ovnen, som hun aldrig hørte til siden. Og så var der de kurdiske naboer i Syrien, der flere gange undskyldte for kurdernes aktive medvirken til osmannernes myrderier.

»Det var svært, men jeg tilgav dem og sagde, at det ikke var deres skyld. I mit hjerte kan jeg dog ikke tilgive«, siger hun.

»Hvert år 24. april samledes vi i Qamishlo for at tænde lys og mindes det, der skete. Bare det, at jeg nu tænker på det, får mig til at ryste«.

Tankegangen hos både tyrkiske ledere i 1915, de såkaldte ungtyrkere, og IS i dag var at skabe en nation forbeholdt sunnimuslimer ved at dræbe og fordrive anderledes troende eller tvangskonvertere kvinderne.

»Så vidt jeg kan vurdere, er der, hvad man kan kalde folkemorderiske tendenser hos både Assad og IS. Begge parter medvirker til at være på vej til eller allerede at have fuldbyrdet folkedrab. Her tænker jeg for eksempel på grupper som yezidierne (religiøst mindretal, red.), som IS forfølger brutalt«, siger historikeren Matthias Bjørnlund.

»Her minder ungtyrkernes ideologi og praksis i forhold til rigets armenske borgere måske om en blanding af rationalet hos netop Assad og IS: massedrab, fordrivelser, tvangsomvendelser, seksuelt slaveri og så videre. Det er de ultimative straffe til angiveligt illoyale grupper; det er ekstreme og paranoide sikkerhedsforanstaltninger, og det er mål i sig selv som midler til at sikre sin egen gruppes kontrol over et territorium«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ideen om den rene nation levede videre også i det moderne Tyrkiet, der i 1923 blev skabt på resterne af Osmannerriget. Kristne i Tyrkiet mistænkes og diskrimineres stadig, og derfor er det svært at drømme om en fremtid her.

»Jeg ved ikke, hvad der står skrevet i min skæbne. Jeg har en datter og to børnebørn i Sverige og vil gerne dertil, men jeg har også seks søstre i Syrien. Jeg ved det ikke«, siger Sawsan og kigger spørgende og med vidt åbne øjne på lokalets eneste vesterlænding.

Som venter hun et svar.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

Forsiden