Foto: JACOB EHRBAHN
Internationalt

Alt der kunne gå galt, gik galt, da 800 druknede i Middelhavet lørdag nat

Containerskib, der skulle have reddet nødstedte bådflygtninge, kolliderede med migranternes skib.

Internationalt

Hvad der kunne have været endnu en redningsaktion af migranter på vej til havs fra Libyens kyst mod Italien endte som det helt modsatte.

Nye oplysninger fra den italienske anklagemyndighed indikerer i hvert fald på det kraftigste, at alt, der kunne gå galt, da over 800 bådflygtninge i et skib natten til søndag druknede omkring 210 kilometer syd for den italienske ø Lampedusa, gik galt.

For i modsætning til de første rapporter fra ulykkesstedet i libysk farvand, der lød på, at skibet kæntrede klokken 01 lørdag nat, fordi migranterne alle pludselig bevægede sig over i den ene side af skibet, så tyder meget nu på, at det, der i virkeligheden skete var, at kaptajnen ombord sejlede direkte ind i et andet – meget større skib – og at kutteren derefter kæntrede.

Vi fandt, bogstaveligt talt, en flydende kirkegård. Der var kropsdele overalt

Dermed indtraf den største tragedie i migranternes historie på Middelhavet, som flere sydeuropæiske medier har døbt weekendens forlis.

Ifølge statsanklagemyndigheden i den sicilianske by Catania var det det portugisiske containerskib 'King Jacob', som var involveret i ulykken. Fragtskibet var det første, der responderede på nødopkaldet fra skibet med bådflygtningene lidt over midnat søndag nat.

'King Jacob' nærmede sig det cirka 21 meter lange skib, en trawler, hvor flygtninge på det øverste af de tre dæk var stuvet sammen til bristepunktet. En talsmand for anklagemyndigheden siger, at kaptajnen på skibet, en 27-årig tunesisk mand, som skal have været i ledtog med menneskesmuglerne, begik fejl, og at det overfyldte skib kolliderede med det portugisiske containerskib, kort før den sank.

Talsmanden siger også, at det portugisiske containerskib så sent som i sidste uge deltog i en lignende redningsaktion på Middelhavet, hvor flere hundrede bådflygtninge blev reddet.

Men denne gang gik det altså galt. Ifølge anklagemyndigheden rykkede de skrækslagne flygtninge lynhurtigt over i den ene side af skibet på grund af kollisionen med 'King Jacob', og derefter begyndte trawleren at krænge, hvorefter det – midt i natten – kæntrede.

Menneskesmuglerne lukkede koøjerne

Blot 28 mennesker, alle unge mænd, overlevede ulykken, som altså er den hidtil værste katastrofe for bådflygtninge i Middelhavet. De overlevende kommer fra Eritrea, Mali, Gambia, Senegal, Somalia og Bangladesh.

UNHCR har talt med de fleste af de overlevende.

Hvert år forlader tusindvis af afrikanere deres familier og sætter livet på spil i håbet om et bedre liv i Europa. Ditte Haarløv Johnsens film 'Under den samme himmel' følger tre skæbner i deres hjemland, på modtagecentrene ved grænsen til Europa og ved endestationen i Danmark. Et unikt indblik i den desperation, der får folk til at tage den farefulde færd. En rejse, som i weekenden kostede flere hundrede personer livet. Kilde: Bullitt Film

En af de 28 overlevende, en 32-årig mand fra Eritrea, hævder, at mange af de druknede var blevet låst inde i skibets lastrum på det nedre dæk og stuvet sammen på det midterste dæk af menneskesmuglere. Heriblandt omkring 200 kvinder og 50 børn.

»Smuglerne låste dørene og blokerede vejen for dem, der prøvede at komme ud«, siger manden, der er indlagt på et hospital på Sicilien, til mediet La Sicilia.

Til et andet italiensk medie, La Repubblica, siger han om de indespærrede.

»De døde som rotter i et bur. Bagmændene lukkede koøjerne for at stoppe dem i at komme ud, og de er nu efterladt på bunden af havet«.

To andre overlevende fra forliset, Nasir og Riajul, begge 17 år og fra Bangladesh, beskriver over for den engelske avis The Telegraph, at de ved kollisionen blev kastet i havet. De fortæller også, at alt var mørkt omkring dem, og at migranterne panisk skyndte sig til den ene side af skibet, fordi de frygtede at blive knust mod portugisiske containerskibs skrog.

»Vores båd smadrede ind i det store skib mindst tre gange og folk gik i panik - de løb alle til den anden side af dækket. Det var det, der fik skibet til at kæntre. Det var kaptajnen og smuglernes skyld, det er der ingen tvivl om«, siger Riajul, som er blevet ført til en nedlagt amerikansk militærbase ved Mineo på Sicilien.

»Vi faldt alle i vandet. Folk råbte »Hjælp os, hjælp os, hjælp os«. De fleste af de øvrige flygtninge var afrikanske og de kunne ikke svømme. Det kan jeg, og det er derfor, jeg overlevede«, fortsætter Riajul, som også siger, at han havde betalt 1.500 libyske dinar, omkring 7.500 kroner, for at komme med ombord på menneskesmuglernes båd mod det forjættede land, Europa.

Andre overlevende siger til italienske nyhedsmedier, at den tunesiske kaptajn var beruset og havde røget hash, mens han styrede skibet. Tuneseren skjulte sig blandt de overlevende, da han blev reddet i land af det italienske kystvæsen.

»Han drak vin, han var beruset, og han røg hash ved roret, lige før båden hamrede ind i det portugisiske skib«, er en overlevende citeret for at sige om kaptajnen.

Den tunesiske kaptajn vil blive sigtet for manddrab og og for at have forårsaget et skibsforlis. Både han og et besætningsmedlem, en syrisk mand på 25 år, der også overlevede, er blevet anholdt og varetægtsfængslet. De to mænd er begge sigtet for menneskehandel, og de bliver stillet for en dommer i Catania fredag.

En flydende kirkegård

På det øverste dæk af det havarerede skib befandt sig ifølge de overlevende blot 50 mennesker. Resten af bådflygtningene – altså op mod 800 andre – befandt sig under dæk uden chance for at overleve. Blot 24 lig er blevet bjærget.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En del af bådflygtningene formåede at kravle op på det portugisiske containerskib 'King Jacob', da det kom til undsætning omkring klokken 01 natten til søndag lokal tid. Andre af de overlevende blev reddet af lokale fiskere og af skibet 'Bruno Gregoretti' fra den italienske kystvagt, som kom frem kort før daggry søndag.

Redningsfolk fortæller, at de fandt de overlevende, mens de desperat kæmpede for at holde sig oven vande og råbte om hjælp, omgivet af lig.

»De råbte med deres sidste kræfter, fordi de hørte lyden af vores skibs motorer. De ville ikke have klaret sig meget længere,«, siger en ansat i kystvagten, Guardia Costiera, til det italienske nyhedsbureau Ansa.

Bruno Gregoretti sendte to gummibåde med læger ud for at lede efter overlevende. På det tidspunkt var bådflygtningenes skib sunket i havet.

»Vi fandt, bogstaveligt talt, en flydende kirkegård. Der var kropsdele overalt. Vi måtte sejle slalom blandt ligene«, siger Enrico Vitello, en 22-årig læge fra Malta, der deltog i redningsaktionen.

Vincenzo Bonomo, en fisker som sejlede ud for at forsøge at hjælpe, fortæller, at han så børnesko, tøj og rygsække flyde rundt i vandet, da han kom frem.

»Hver gang vi så en sko eller en taske, det mindste tegn på liv, troede vi, at vi måske havde fundet en overlevende. Men hver gang blev vi skuffede. Det var hjerteskærende«, siger han.

10.000 bådflygtninge reddet de sidste to uger

Nogle af dem, der overlevede forliset, fortæller, at de var blevet holdt fanget af menneskesmuglere i 30 dage på en nedlagt fabrik i Libyen. Herefter var de i store grupper blevet ført til en kaj og her blevet tvunget ombord på skibet, der skulle krydse havet mod Italien.

Ifølge UNHCR har over 36.000 migranter forsøgt at krydse Middelhavet i år, og de fleste har taget rejsen fra Afrika ombord på menneskesmuglernes faldefærdige – og overfyldte – fragtskibe og fiskekuttere.

Italienske skibe har reddet mere end 10.000 bådflygtninge i løbet af de sidste to uger, hvilket er mere end nogensinde før, oplyser myndighederne i Italien.

Alene for to dage siden, mandag, blev 638 migranter reddet af kystvæsenet i Middelhavet i seks forskellige aktioner. Tirsdag blev yderligere 446 migranter reddet fra et utæt skib omkring 130 kilometer syd for den calabriske kyst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Samtidig har statsanklagere i Palermo afsløret, at man ved hjælp af hemmelige telefonaflytninger har aflyttet nogle af de menneskesmuglere, som fragter titusinder af flygtninge og asylansøgere til Europa.

På telefonsamtalerne kan man høre menneskesmuglerne lykønske hinanden med de millioner af euro og dollar, de tjener på de desperate migranter, der står klar ved den libyske kyst.

»Flygtningene siger, at jeg sætter alt for mange ombord på bådene, men det er dem selv, der er så ivrige efter at komme af sted«, siger Mered Medhanie, en mistænkt menneskesmugler fra Eritrea. Han har tilnavnet ’Generalen’.

»Min stil er ligesom Gaddafis - ingen kan være mere magtfuld end mig«, siger manden på en af telefonsamtalerne.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce