Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Internationalt. Grækenlands nye finansminister Yanis Varoufakis har tusindvis af følgere på Twitter og er usædvanlig åbenmundet.
Foto: Lefteris Pitarakis/AP

Internationalt. Grækenlands nye finansminister Yanis Varoufakis har tusindvis af følgere på Twitter og er usædvanlig åbenmundet.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Portræt: Grækenlands vigtigste mand går i læderjakke og har en kort lunte

Den 'økonomiske popstjerne' Yanis Varoufakis er lige nu på charmeoffensiv i Europa.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Han får brug for alt det held, han kan opstøve, den nye græske finansminister Yanis Varoufakis.

Og han har travlt. I løbet af de kommende fire uger skal han mødes med regeringsledere og finansministre i en lang række af de største lande i Europa. Målet for Yanis Varoufakis er at få nedskrevet omkring halvdelen af den græske gæld på abnorme 240 milliarder euro.

Allerede i weekenden mødtes Varoufakis med Frankrigs finansminister, Michel Sapin, og i dag talte han med den britiske finansminister George Osborne i London.

Yanis Varoufakis, der er en af de vigtigste ministre i premierminister Alexis Tsipras' og partiet Syrizas nye græske regering, forsikrer, at han ikke kommer med rabiate forslag på sin rundtur i Europa. Men samtidig siger han, at det er bydende nødvendigt, at Grækenland får tid til at gøre op med de dybereliggende problemer i det græske samfund, såsom skatteunddragelse, korruption og de fordelagtige vilkår, som de rigeste i landet i mange år har haft.

Det er helt afgørende, at vi finder en løsning, så Grækenland kan begynde at ånde igen, så vi kan vokse og betale af på gælden

»Vi har brug for 'en kold tyrker' ... Det er helt afgørende, at vi finder en løsning, så Grækenland kan begynde at ånde igen, så vi kan vokse og betale af på gælden«, sagde 53-årige Yanis Varoufakis kort efter, han blev indsat som finansminister.

128.000 følgere på Twitter

Men hvem er han så, den mand, der inden for 30 dage skal sørge for, at Grækenland ikke går bankerot?

Ja, han er i hvert fald ikke den klassiske prototype på en karrierepolitiker. Nærmere tværtimod. Den kronragede og veltalende - og venstreorienterede - Varoufakis går klædt i læderjakker og farverige skjorter. I hjemlandet kaldes han 'økonomiens popstjerne', fordi han har rejst jorden rundt, fordi han konstant er i medierne, og fordi han er yderst aktiv på de sociale medier. Alene på Twitter har han 128.000 følgere, og efter udnævnelsen som finansminister er han fortsat med at blogge på sin egen engelsksprogede blog.

Yanis Varoufakis er født i Athen, og i sine unge dage flyttede han til England for at studere matematik og økonomi i Essex. Efter han fik sin ph.d., underviste han blandt andet i Cambridge og Glasgow, og i 1988 flyttede han til Sydney i Australien.

Her boede han i 12 år, han har således både græsk og australsk statsborgerskab, og på det seneste har han undervist på et universitet i Texas.

Men da Alexis Tsipras og Syriza kaldte ham hjem til valgkampen, kvittede Varoufakis jobbet som økonomiprofessor for i stedet at påtage sig rollen som den frelsende skikkelse, der skal redde grækerne fra at løbe tør for penge.

En blanding mellem Keynes og Marx

Yanis Varoufakis er kendt for at være usædvanlig åbenmundet. Han er temperamentsfuld, han er ikke bange for at gå til stregen, og til tider kan han godt lide at provokere sine modstandere.

Og så udtrykker han sig bestemt ikke som en normal politiker. Som han skriver om sig selv i profilteksten på sin Twitter-konto:

»Økonomiprofessor, har i stilhed i årevis skrevet obskure, akademiske tekster, indtil jeg blev tvunget ind på den store scene på grund af Europas åndsforladte håndtering af en uundgåelig krise«.

En ekspert har beskrevet ham som en blanding mellem John Maynard Keynes (grundlæggeren af den moderne makroøkonomi) og Karl Marx. Ifølge Varoufakis selv er han en »libertær marxist«, og da han og Syriza blev udråbt som sejrherrer ved det græske valg, citerede Varoufakis den walisiske poet Dylan Thomas: »Græsk demokrati valgte i dag at stoppe med at gå blindt ind i natten. Græsk demokrati rasede mod det døende lys«, lød det fra Yanis Varoufakis.

Og for lige at toppe den, sammenlignede han Grækenlands medlemskab af eurozonen med en verselinje i The Eagles' store hit 'Hotel California', der går sådan her: »Du kan tjekke ud, når du vil, men du kan aldrig rigtig slippe væk«.

En taler med personlighed

Den nye græske finansminister er altså ikke som de andre. Han har speciale i spilteori og forhandling, og gennem de seneste ti år har han uden slinger i valsen kritiseret græske bankfolk al hæder og ære fra.

Meget få mennesker gør så stærkt indtryk på dig ved jeres første møde, at du årtier senere stadig tydeligt kan huske selve mødet. Yanis havde sådan en virkning på mig

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I et indlæg i magasinet Forbes fortæller den australske økonom Steve Keen om første gang, han mødte Yanis Varoufakis. Det var ved et seminar på Sydney University, hvor grækeren skulle holde tale.

»Meget få mennesker gør så stærkt indtryk på dig ved jeres første møde, at du årtier senere stadig tydeligt kan huske selve mødet. Yanis havde sådan en virkning på mig«, skriver Steve Keen.

Han fortsætter:

»De fleste akademiske seminarer er kedelige. Selv om det, at være akademiker, rent faktisk indebærer at være på scenen som taler, så er meget få akademikere gode talere. De mumler, ser sig undvigende omkring og fører ofte en samtale med deres diasshow frem for med publikum, i det man med rette kalder 'Death By Powerpoint'. Men Yanis derimod fyldte scenen, så snart han begyndte at tale, han engagerede publikum med direkte øjenkontakt, og han talte som en taler snarere end blot en akademiker«, skriver den australske økonom.

Varoufakis: Vi skal finde en ny vej i Europa

Gode talegaver eller ej, så står Yanis Varoufakis i de kommende 30 dage over for en styrkeprøve af de helt store.

Den læderjakkeklædte finansminister skal blandt andet forhandle med Den Internationale Valutafond og Den Europæiske Centralbank i Frankfurt, og så skal han som nævnt mødes med et væld af europæiske ministre i forsøget på at få eftergivet en del af den milliardgæld, som Grækenland har opbygget hos internationale långivere siden 2010.

Tidligere i dag foretog Varoufakis et af de første sværdslag med den britiske finansminister George Osborne. Og selv om den britiske minister efter mødet i London udtrykte håb for fremtiden, så lagde han på den anden side heller ikke fingrene imellem, da han skulle beskrive forhandlingerne.

»Vi har haft en konstruktiv dialog, men det står klart, at konfrontationen mellem Grækenland og eurozonen er den største trussel mod den globale økonomi«, sagde George Osborne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Helt så skarpt trækker Yanis Varoufakis ikke fronterne op.

»Medierne elsker at køre et konfrontatorisk billede op, som var det her en scene i en western i det vilde vesten. Det er vores job at ændre den måde at fortælle fortællingen på. Det her er ikke et spørgsmål om en styrkeprøve, og om hvem, der blinker først. Det handler om at se nye muligheder og finde en ny vej i Europa«, siger den græske 'økonomiske popstjerne' til engelske Channel 4 News.

Han fortsætter:

»Jeg vil forsøge at forhandle en løsning frem, som vil betyde, at grækerne reelt kan håbe på, at der bliver sat en stopper for denne dødsspiral af deflation. Og det tror jeg absolut på, at vi kan opnå, sammen med vores partnere i Tyskland, Slovakiet, Italien... Alle steder«, siger Yanis Varoufakis, sjældent diplomatisk.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden