Store ambitioner. Abou (tv.) og hans kammerater får meget af dagen til at gå med at holde kontakt til familie og venner gennem sociale medier. Og at spille fodbold. Abou er sikker på, at det skal være hans levevej. Men han vil også uddanne sig i erhvervsøkonomi og ledelse, så han har noget at falde tilbage på.
Foto: JACOB EHRBAHN

Store ambitioner. Abou (tv.) og hans kammerater får meget af dagen til at gå med at holde kontakt til familie og venner gennem sociale medier. Og at spille fodbold. Abou er sikker på, at det skal være hans levevej. Men han vil også uddanne sig i erhvervsøkonomi og ledelse, så han har noget at falde tilbage på.

Internationalt

Bortført, mishandlet, nær dræbt, men håbet om værdighed lever

Efter to års dramatisk rejse sejlede den gambianske teenager Abou B. ind til Sicilien, hvor han bor på et flygtningecenter, venter på sine papirer og en chance. Bare én.

Internationalt

Tusindvis af italienere marcherer gennem Catanias gader for at fejre befrielsen fra fascisterne for 70 år siden. Bagest i optoget går en lille flok afrikanske bådflygtninge, som på et stort banner gør opmærksom på, at der også i dag er grund til bekæmpe fascisme og racisme.

De føler sig lagt for had af italienerne, der holder sig for næsen eller forlader bussen, når de sorte kommer ind. Selv på flygtningecenteret er der racisme. Araberne i den ene ende af centeret får bedre service og forplejning end de sorte afrikanere i den anden ende, udelukkende fordi araberne er lysere i huden, hævder de.

18-årige Abou B. går på fortovet ved siden af de demonstrerende. Han er ikke så optaget af politik.

»Jeg er taknemmelig for, at vi får mad og husly«, siger Abou.

Forholdene på centeret er ellers så ringe, at mange har fortrudt, at de satte livet på spil for at komme hertil. En del er stukket af og søger lykken længere nordpå.

Abou ser anderledes på det.

»Jeg havde aldrig forventet, at det ville blive let. Det er hårdt, og det kræver tålmodighed at udholde tilværelsen her, men sådan er livet. Man kan ikke regne med at få noget foræret, man skal kæmpe sig frem«, siger han.

Abou har lagt en plan. Han skal være professionel fodboldspiller, gerne i en af de store klubber. Imens vil han studere erhvervsøkonomi og ledelse, så han er klar til at skabe sig en ny karriere, når han bliver for gammel til at leve af fodbold.

Han kunne ikke drømme om at søge nordpå uden papirer.

»Uden papirer kan jeg aldrig komme til at leve et anstændigt liv. Og det var netop derfor, jeg ville til Europa. Jeg vil forfølge min drøm, jeg vil arbejde, uddanne mig, leve i værdighed«, forklarer Abou.

Han er gået meget igennem for at komme hertil. Han bider tænderne sammen og holder ud, så længe det skal være. Og når han først har fået sine papirer, er han klar til at kæmpe for sin drøm.

»Jeg skal bare have en chance, så tager jeg den«.

Afsked med Gambia

Rejsen begyndte for mere end to år siden. Abou indså, at han aldrig ville kunne skabe sig en fremtid i hjemlandet Gambia. Faderen driver et lille landbrug, der knap kan brødføde Abou og hans fem søskende. Det bliver den ældste broder, der overtager huset og jorden.

I efteråret 2012 brød han op og forlod Gambia, 15 år gammel. Han tog bussen nordpå til Senegal, hvor han arbejdede sig frem som opvasker og rengøringsmand. Fire måneder senere havde han sparet op til en busbillet videre til Niger via Mali og Burkino Faso.

I Agadez, Niger, mødte han en menneskesmugler, der lever af at køre folk gennem Sahara til Libyen. Abou fik job som sælger og fandt 12 passagerer, der hver betalte 1.900 kr. for rejsen. Til gengæld fik han selv en gratis billet.

»Jeg opsøgte landsmænd fra Gambia, men også folk fra Senegal og Mali. Jeg fortalte dem, at denne her fyr var en god mand, de kunne stole på. Han var en god forbindelse og ville køre dem til Libyen uden problemer«.

Det skulle vise sig at være løgn. 30 mand blev stuvet sammen i en pickup, 8 i kabinen, 22 andre på ladet. »Der lå folk under mig, andre over mig, mens bilen bumlede af sted gennem ørkenen. Det var ubehageligt«, fortæller Abou.

Der var ikke gjort plads til vand og mad. 4 passager døde undervejs. »Vi begravede dem i ørkenen og kørte videre«.

Efter mere end en uges rejse standsede de ved en landsby på den libyske side. De blev taget til fange af bevæbnede mænd, der krævede 20 dinarer, omkring 100 danske kroner, for at slippe dem fri.

Abou kunne ikke betale. Han blev taget som gidsel og spærret inde i et lille værelse. Hver morgen fik han bank, hvorefter de tvang ham til at ringe til sin mor for at bede om penge. Men hun havde ingen og kunne ikke skaffe nogen.

Efter fire uger lykkedes det at stikke af, mens bortførerne var til fredagsbøn. Abou var slemt medtaget, da han efter otte timers vandring gennem ørkenen nåede frem til Bahee, hvor de andre gambiere var kommet til. En af landsmændene forbarmede sig over ham og gav ham penge til en bus videre nordpå til Saba.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Abou, der var blevet 16 år, slog sig ned i Saba i april 2013. Han fik arbejde med at gøre rent og gå til hånde i en købmandsbutik. Han fik også sin egen bolig, et lille skur i ejerens have. Han havde fået et liv.

Men i oktober 2013 gik den ikke længere. Kampe mellem Libyens stridende militser hærgede Saba, og de sorte afrikanere i byen syntes at være et yndet mål for alle parter. Flere af Abous venner blev dræbt af militserne, og 23. oktober måtte Abou atter stikke af, denne gang til fods med kurs mod Tripoli.

Han blev fanget af tre arabere i en hvid pickup, der krævede løsepenge. Men uanset hvor meget gidseltagerne torturerede den unge mand, uanset hvor højt og hjerteskærende de fik ham til at skrige i telefonen til sin mor, kunne familien i Gambia ikke rejse penge. Efter seks uger i helvede gav gidseltagerne pludselig op og lod ham gå. »Der var jeg virkelig heldig. De kunne lige så godt have slået mig ihjel. Sorte liv betyder intet for dem. De hader os«, siger Abou.

Abou nåede frem til Tripoli i december 2013 og mødte en arabisk menneskesmugler, der også driver et apotek. De aftalte, at Abou skulle arbejde for billetten i apoteket, og til Abous overraskelse holdt araberen ord. 6. juli sidste år begyndte rejsen over Middelhavet.

Møde med Middelhavet

330 mænd, kvinder og børn, men flest unge mænd, blev stuvet sammen i 3 både, 110 i hver, og sendt af sted. Planen var at nå ud i internationalt farvand, sende nødsignal og koordinater til den italienske kystvagt og så bare afvente redningen. Men det gik galt. Helt efter planen begyndte de nedslidte og overfyldte både at tage vand ind og synke, da de var kommet et stykke fra land. Dermed var de rejsende kommet i havsnød og den italienske kystvagt var forpligtet til at hjælpe.

Men satellittelefonen, der skulle bruges til nødsignalet, var løbet tør for batteri. Motoren var løbet tør for benzin. De tre både stod stille langt ude i Middelhavet. Først sank den ene, så den anden af søsterbådene. Fra Abous båd kunne man se, hvordan de druknede. Nogle af dem var venner og bekendte.

Dødsangsten bredte sig på Abous båd. »Lydene var forfærdelige. Kvinder og børn græd højlydt og hjerteskærende, også mændene jamrede og bad til Gud. Det var øredøvende, over det hele, konstant. Lydene trængte helt ind i sjælen. Man kunne ikke slippe for dem«.

Også stanken var gennemtrængende. Tis og fækalier blandede sig med opkast fra de søsyge.

»Sådan lå vi i tre dage og to nætter. En af mine venner blev vanvittig og besluttede at gå sin vej. Vi sagde til ham, at der ikke var nogen steder at gå hen, men han ville bare væk. Han var blevet helt skør, vi kunne se det i øjnene. Vi var nødt til at binde ham fast til skibet med noget af hans tøj, ellers var han hoppet i havet«, fortæller Abou.

Omsider, den tredje dags aften, kom et tysk handelsskib forbi og samlede dem op.»Jeg tror ikke, man kan forestille sig, hvor lettede vi blev, da vi kunne se, at de ville redde os«, siger Abou.

De blev sejlet ind til Catania på Sicilien. Abou blev kørt direkte på hospitalet, hvor de behandlede ham for de værste skader, han pådrog sig under mishandlingen i Libyen. Først efter en måned blev han udskrevet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Trods alt civiliseret

Abou har inviteret hjem til flygtningecenteret, hvor han har boet, siden han blev udskrevet i august sidste år. Der er meget, man kan brokke sig over. Han deler værelse med fem andre unge mænd, tilsammen har de måske 30 kvadratmeter. De får pasta to gange om dagen, somme tider med lidt kød til, aldrig frugt eller grønt. Der er wifi på centeret, men det har svært ved at overkomme flere hundrede unge mænd, der alle sammen vil chatte med familie og venner hjemme i Afrika og Mellemøsten. Lommepengene er for få, og de kommer for sent. Der er virkelig meget i vejen, og det skyldes dybest set personalets og italienernes racisme, mener et par af Abous værelseskammerater.

Abou virker utilpas og vil ikke rigtig deltage i klagesangene.

»Libyerne er ægte racister. De hader os. De små drenge spytter, de store mænd banker sorte mennesker, når de får en chance, og røver, hvad vi har. Hvis italienerne har lyst til at gøre det samme, så skjuler de det godt. De opfører sig civiliseret. Her har jeg været på hospitalet, jeg har fået tag over hovedet, og jeg får mad hver dag«, forklarer han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce