Få de vigtigste historier direkte i din indbakkeLæs mere

Afstemning. Trods en hidsig debat fik Angela Merkel den fødselsdagsgave, hun var kommet efter – grønt lys til en ny hjælpepakke til grækerne. »Vi gør dette for det græske folk, men også for det tyske folk. Når Europa - hele Europa - er stærkt, er Tyskland også stærkt«, sagde hun.
Foto: Michael Sohn (AP)

Afstemning. Trods en hidsig debat fik Angela Merkel den fødselsdagsgave, hun var kommet efter – grønt lys til en ny hjælpepakke til grækerne. »Vi gør dette for det græske folk, men også for det tyske folk. Når Europa - hele Europa - er stærkt, er Tyskland også stærkt«, sagde hun.

Internationalt

Blomster til Merkel og penge til Grækenland

Lang og hidsig debat frem mod vedtagelse af græsk hjælpepakke i Tyskland.

Internationalt

Ved debattens start i den tyske Forbundsdag fik Angela Merkel en stor buket blomster af sin vicekansler, Sigmar Gabriel, og lykønskninger på sin 61-års fødselsdag fra alle partier.

Ved afslutningen af debatten fik grækerne den ønskede tyske sanktionering af den nye hjælpepakke med markant flertal på 439 mod 119 stemmer. Indimellem løb tre en halv times ofte hidsig debat med gensidige beskyldninger mellem politikere og partier.

Først på talerstolen var dagens fødselar, som appellerede til solidaritet ved at bede sine kolleger sætte sig i grækernes sted med pensionister i kø foran bankerne.

Ingen ’timeout’ fra euroen

I sin anbefaling for et ja bed kansleren dog også lidt efter sin finansminister, Wolfgang Schäuble, der har fået heftig kritik for at foreslå, at Grækenland kan udtræde af eurozonen i en periode på for eksempel fem år.

»Alternativet til denne aftale vil ikke være en ’timeout’ fra euroen, men derimod forudsigeligt kaos«, lød belæringen fra chefen.

Angela Merkel sørgede dog senere i sin tale for at rose og takke Schäuble for hans utrættelige indsats for at få aftalen forhandlet igennem i EU. Rosen blev fulgt af dagens længste bifald på flere minutter i salen.

For Angela Merkel er der ingen tvivl om, at »vi i Europa deler skæbne«, som hun udtrykte det og tilføjede: »Vi vil kunne anklages for grov forsømmelse og handle uansvarligt, hvis vi i det mindste ikke forsøger dette ... Vi gør dette for det græske folk, men også for det tyske folk. Når Europa – hele Europa – er stærkt, er Tyskland også stærkt«, sagde kansleren.

Wolfgang i angrebsposition

Da Wolfgang Schäuble selv tog ordet, talte han med lange pauser og mange gentagelser, der indikerer, at de seneste uger og måske især den hårde kritik trods alt har taget på tysk politiks jernmand.

I angrebsposition slog han fast, at »de eneste, der har brudt løfter i dette forløb, er grækerne«. Finansministeren slog fast, at hjælpepakken er »sidste forsøg på at løse en ekstremt vanskelig opgave« og understregede, at det ikke er muligt at eftergive grækerne dele af gælden, sådan som oppositionen i Tyskland ønsker, uden at bryde lovene i EU-samarbejdet.

Fra oppositionen blev regeringen og især Wolfgang Schäuble angrebet af den afgående leder af det venstreorienterede Die Linke, Gregor Gysi, der beskyldte han finansministeren for at føre en politik, der er »asocial, udemokratisk og antieuropæisk«. Mens Gysi fremturede med at slå fast, at Tyskland indtil videre ikke har betalt en eneste euro til grækerne, var Schäuble optaget af at pudse sine briller, mens Angela Merkel tastede ivrigt på sin berømte telefon; den amerikanerne har aflyttet.

»Tyskland kommer først til at betale, hvis Grækenland går fallit. Og De, hr. Schaüble, arbejder for, at grækerne skal gå fallit«, tordnede Gregor Gysi.

Tyskland kommer først til at betale, hvis Grækenland går fallit

Med undtagelse af netop hans venstreorienterede parti var der splittelse i sagen i alle partier ved afstemningen. Størst var uenigheden i Angela Merkels konservative CDU, hvor 60 medlemmer brød partilinjen og stemte nej.

Op imod 100 medlemmer havde forlods tilkendegivet modstand mod hjælpepakken, så også her fik kansleren en lille oprejsning.

Med godkendelsen i den tyske Forbundsdag, kan Grækenland se frem til at modtage endnu et lån på 86 milliarder euro. Det blev en fin fødselsdag for Merkel.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce