Udsat. Prostituerede skal beskyttes bedre - og det skal ske ved at legalisere køb og salg af sex, vurderer Amnesty International.
Foto: STINE BIDSTRUP (arkiv)

Udsat. Prostituerede skal beskyttes bedre - og det skal ske ved at legalisere køb og salg af sex, vurderer Amnesty International.

Internationalt

Amnesty siger ja til køb og salg af sex

Forbud mod prostitution gør blot sexarbejdere endnu mere udsatte, mener organisationen.

Internationalt

En af de mest indflydelsesrige menneskerettighedsorganisationer, Amnesty International, vil fremover kæmpe for, at det skal være lovligt både at købe og sælge sex verden over.

Det har Amnesty besluttet på et møde, hvor alle organisationens medlemslande deltog.

Beslutningen vil blandt andet komme til at berøre lande som Sverige, hvor det i flere år har været forbudt at købe sex, men tilladt at sælge sex. Alligevel vil Amnestys nye beslutning også komme til at påvirke debatten i Danmark, hvor flere politikere har talt for at kopiere den svenske model.

»Vi vil nu bede den danske regering om at se på de love, der eksisterer i dag, for at få en vurdering af, om lovene på nogen måde krænker sexarbejderes rettigheder«, siger Trine Christensen, vicegeneralsekretær i den danske afdeling af Amnesty.

Kondomer kan blive brugt imod sexarbejdere

Hun vil blandt andet gerne have undersøgt forbuddet mod rufferi, der indebærer, at man ikke må drive virksomhed med, at en anden mod betaling har et seksuelt forhold til en kunde.

Amnesty mener, at sexarbejdere bliver endnu mere sårbare og udsatte, hvis de ikke frit kan indgå en handel om sex.

»Vores research viser, at de i lande med forbud er langt mere udsatte for vold og overgreb, at de er mindre tilbøjelige til at gå til politiet, og at de heller ikke benytter sundhedstilbud af frygt for at blive taget for prostitution«, siger Trine Christensen.

Det betyder ifølge hende, at prostituerede i visse lande for eksempel undlader at have at kondomer på sig, fordi politiet bruger det som bevis på, at de er sexarbejdere. Amnesty vil derfor i særlig grad rette fokus på lande i blandt andet Latinamerika og Asien, hvor salg og køb af sex er helt forbudt, og hvor Amnesty har dokumenteret massive overgreb på sexarbejdere.

Politiken har besøgt - mærket og oplevet - forestillingen 'Love Theater' hvor sexarbejderen Ping Pong fra Chiang Mai giver de besøgende et intimt indblik i sexturismen.

Se også: http://politiken.dk/tv/kultur/ECE2650670/sexarbejder-fra-thailand-mit-arbejde-kraever-faerdigheder/

Kilde: politiken.tv / Nima Hajarzadeh

Et nyt område

I de seneste uger er Amnesty blevet kritiseret usædvanligt hårdt for at svigte de sexarbejdere, som organisationen ellers ønsker at hjælpe.

»Det med at definere prostitution som et frit valg mellem to mennesker er vi uenige i. De kvinder, vi møder, har gjort det af nød«, sagde Maria Louise Løvengreen i sidste uge til Politiken. Hun er udviklingschef i KFUK, der driver Reden i København, som er et være- og rådgivningssted for prostituerede.

Trine Christensen fra Amnesty mener ikke, at Amnesty med sin nye beslutning bevæger sig i retning af mere moralske og etiske spørgsmål og væk fra organisationens traditionelle arbejdsfelt - beskyttelse af menneskerettighederne.

»Jeg er enig i, at det her er et nyt område for os at arbejde med, men det er samtidig knyttet til helt basale menneskerettighedsprincipper. Amnesty har gennem årene arbejdet meget med emner som politivold og kvinder, der er udsat for vold og misbrug. I den sammenhæng er det en naturlig forlængelse også at arbejde for en bedre beskyttelse af sexarbejdere«, siger hun.

Opdatering: Artiklen er opdateret med afsnit, der uddyber, at Amnestys indsats især gælder Latinamerika og Asien.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce