Internationalt

Danmark i Krig: Vejen til helvede

Hakims bror mødte bevæbnede medlemmer af en fjendtlig klan, da han fulgte sin søn til lægen. Irak var på randen af borgerkrig, men Bush, Blair og Fogh talte stadig om fremskridt. Hakims mor blev jaget ud af sit hus i Bagdad. I Musa Qala i den afghanske Helmandprovins var danske soldater i hårde kampe mod Taleban – de hårdeste siden slaget ved Dybbøl i 1864. Overkonstabel Jesper S. Pedersen drog til Afghanistan på sin hidtil værste mission. Og i Irak hængte man den tidligere præsident, Saddam Hussein.

Internationalt

Rønne, august-september 2006
Jesper S. Pedersen hørte historierne fra Musa Qala. Han hørte om militærlejren, som soldaterne på det nærmeste var spærret inde i, mens talebanerne skød sig tættere og tættere på med deres mortergranater.

De kaldte lejren for ’Alamo’ på grund af skudhullerne i de lerklinede mure, og fordi soldaterne havde det, som texanerne måtte have haft det i deres ørkenfort under den mexicanske belejring i 1836.

Jesper læste også de lakoniske rapporter fra Afghanistan på hærens hjemmeside:

Dansker ramt i hovedet af projektil. Tre soldater såret ved minepåkørsel. En dansk soldat såret i hovedet af en fjendtlig kugle. To danske soldater lettere såret af murbrokker fra en bygning, der blev ramt af en raket.

Om lidt skulle han selv af sted til Helmandprovinsen. Talebans sidste bastion. Fyldt med krigeriske opiumsdyrkere.

»Der er løbende angreb og sammenstød. Antallet af angreb er markant højere end i resten af landet ... «. Sådan lød vurderingen fra Forsvarets Efterretningstjeneste.

»Det kan godt blive farligt«, tænkte Jesper.

Og så gjorde han noget, han aldrig før havde gjort, inden han rejste ud på en mission med spejdereskadronen. Han ringede til sin far, mor og søster i Jylland og spurgte, om ikke de ville komme over til Bornholm.

Det ville de gerne.

Jespers far og mor var blevet skilt for nogle år siden, men han huskede alt for godt deres nerveflossende skænderier. Nu ville han have en snak med dem.

Familien ankom til Rønne, og Jesper kørte en tur med dem. Han sagde, at han ikke ville have ballade, hvis han døde i Afghanistan, for han kunne ikke udholde tanken om, at de skulle stå og skændes ved hans grav.

Han talte også med sin kæreste Christine. Han sagde til hende, at hun skulle sørge for at komme videre med sit liv, hvis han faldt i krigen.

Skulle han melde fra? Han tænkte over det, men slog det hurtigt ud af hovedet. Det var vel pligtfølelse, ønsket om at overholde kontrakten og udføre det arbejde, han havde sagt ja til at udføre. Men han kunne ikke lade være med at tænke:

Hvad nu hvis ...?

Samarra, Irak, 22. februar 2006
Sunnimuslimske sabotører iført politiuniformer overmandede ved daggry vagterne ved al-Askari-moskeen i Samarra nord for Bagdad.

Sabotørerne plantede så meget sprængstof i moskeen, at der ikke var andet end murbrokker tilbage, da bomberne eksploderede. Den store kuppel med de 72.000 guldstykker blev sprængt til ukendelighed.

Det var shiitternes fjerdehelligste moské, der røg i luften. Den Gyldne Moské, kaldte de den. Og den var knapt sunket i grus, før tusindvis af rasende shiamuslimer drog gennem Samarras gader.

»Gud er størst! Død over USA, som har bragt os terror«, råbte demonstranterne.

De krævede hævn. Og gik straks til angreb på en stribe sunnimuslimske moskeer i Bagdad. Adskillige sunnier blev myrdet, og sunnierne svarede igen mod shiitterne.

Flere hundrede irakere blev dræbt i dagene efter angrebet på moskeen i Samarra. Det lignede begyndelsen på en borgerkrig.

»Dette er vores 11. september«, lød det fra mange irakiske shiamuslimer.

Den irakiske hovedstad Bagdad, 7. marts 2006
En bilbombe detonerede et sted i nabolaget, men ramte tilsyneladende ikke den konvoj af amerikanske militærkøretøjer, den var tiltænkt. En uskyldig kvinde blev derimod dræbt, meddelte tv-stationen Al Sharqiyah.

Det var en forholdsvis fredelig dag i Bagdad.

Hakims yngste storebror Mohammed, som både var døv og stum, besluttede sig for at tage på sygehuset for at få tjekket sin søn.

Efter undersøgelsen forlod Mohammed sygehuset og gik over mod sin parkerede bil. Nogle mænd ventede på ham. De passede ham op og skød ham. Flere gange i hovedet. Den 10-årige drengs liv sparede de.

Mohammed blev begravet samme dag. Om aftenen fik hans mor besøg af mænd fra den klan, som havde svoret hævn over Hakims familie, fordi Hakims far, Abrahem, var skyld i, at to af klanens medlemmer nogle år tilbage var blevet henrettet for Saddam-skadelige aktiviteter.

»Nu har vi taget én. Så mangler vi kun Abrahem og Hakim«, sagde mændene.

»Hvorfor dræber I ikke mig i stedet«, spurgte Hakims mor.

»Vi dræber ikke kvinder, kun mænd«, lød svaret.

Hakim var flygtet til Danmark tre år tidligere sammen med sin kone Amira og deres to sønner, og de boede nu i et værelse og et smalt kammer på asylcentret Avnstrup syd for Roskilde.

Men Hakim følte sig ikke sikker.

Han havde hørt fra en ven, at også medlemmer af den fjendtlige klan var flygtet ud af Irak, og at mindst en af dem befandt sig i Sandholmlejren i Nordsjælland.

Hakim turde ikke fortælle sit efternavn til nogen på centret.

Camp David, USA, 9. juni 2006
De havde begge smidt slipset og åbnet den øverste knap i skjorten, da de slentrede over plænen ved Camp David for at møde pressen.

Det var første gang, en dansk statsminister var inviteret hjem til præsidentens officielle landsted. George W. Bush havde ikke nemt ved at holde på vennerne blandt verdens regeringsledere. Men Anders Fogh Rasmussen stod stadig bag hans kamp for frihed, demokrati og menneskerettigheder i Irak.

»Demokrati er, hvad det hele drejer sig om«, som statsministeren sagde på pressemødet.

USA’s præsident var i topform og havde overskud til at drille nogle af de amerikanske journalister.

»Det er sørme nogle flotte sko, du har på«, sagde han til en af de fremmødte, som ville høre nærmere om perspektiverne af terrorlederen al-Zarqawis død.

To døgn tidligere kastede amerikanerne 230 kilos bomber over byen Baquba i Irak og ramte al-Zarqawis skjulested. Den jordanskfødte palæstinenser var stadig i live, da de amerikanske soldater nåede frem til ham. 24 minutter senere udåndede terroristen med det, der var tilbage af hans lunger. USA havde omsider fået ram på Iraks mest eftersøgte mand.

Præsident Bush lagde ikke skjul på, hvor »begejstret« han var over, at den 39-årige al-Qaeda-leder fik som fortjent.

»Den mand havde en masse blod på hænderne. Han slog masser af mennesker ihjel. Og det er en stor ting, at retfærdigheden nu er sket fyldest. Men når det er sagt, så vil jeg ikke have det amerikanske folk til at tro, at krigen er vundet på grund af én mands død; der er stadigvæk mere arbejde, som må gøres«.

Heller ikke Foghs forsigtige kritik af Guantánamofangernes tidsubestemte indespærring kunne spolere den gode stemning. Inden frokosten cyklede de to regeringschefer sig en længere tur i skovene omkring Camp David.

»Kører I om kap«, spurgte en journalist.

»Nej, vi er gamle – eller en af os er. Jeg får mig en lektion«, sagde den 59-årige præsident, inden han og Fogh trillede af sted på hver sin mountainbike.

Musa Qala, Afghanistan, 24. august 2006
»Alle 290 danske soldater blev i løbet af i går flyttet fra Musa Qala-lejren i det sydlige Afghanistan, hvor de har været under heftig beskydning ...«.

Sådan lød den tørre melding fra nyhedsbureauet Ritzau, da den danske styrke forlod Camp Alamo.

I godt en måned var soldaterne i hårde nærkampe med talebanerne. 50 gange blev de beskudt med raketter og granater. To af de danske maskingeværer nåede tilsammen at affyre 12.000 skud mod fjenden i Musa Qala. Det var ikke set før i forsvaret, hvor man konstaterede, at ingen danske soldater havde befundet sig i så farlige kamphandlinger siden slaget ved Dybbøl i 1864.

Ikke engang de toptrænede finskytter fra Jægerkorpset – som var hentet ind som assistance – havde været i stand til at holde skansen mod Taleban i Alamo. Jægerne nåede dog at nedlægge op mod 200 talebanere, forlød det. Det var svært at føre nøjagtigt regnskab, når man skød på lang afstand. Til sidst blev også elitesoldaterne trukket ud. Musa Qala var et sandt helvede.

Forsvarsminister Søren Gade udtalte:

»Danskerne har løst deres opgave perfekt, men de har været under hårdt pres på grund af de mange angreb på lejren ... Ingen kan holde til at blive ved med at være på et sted som Musa Qala ...«.

Bagdad, Irak, sensommeren 2006
En dag blev der smidt en seddel ind ad Farrahs dør.

Hakims mor boede stadig i familiens store hus i Al-Kadraa-kvarteret. Men nu skulle hun flytte, stod der på sedlen. Inden der var gået 72 timer. Hvis ikke hun forsvandt, ville hun blive slået ihjel. Meddelelsen var ikke underskrevet, men den kom fra en sunnimuslimsk gruppe.

Den 62-årige shiamuslimske kvinde anede ikke, hvad hun skulle stille op. Hun opsøgte en mand i et regeringskontor og spurgte:

»Hvor skal jeg tage hen?«.

»Du kan flytte hen i en flygtningelejr«, lød embedsmandens bedste bud.

Farrah vidste, at hun ikke havde noget valg. Hun rejste ned til flygtningelejren ved Hilla, et godt stykke syd for Bagdad, hvor hun blev installeret i et telt.

Imens sad Hakim flere tusinde kilometer mod nord i sit værelse på asylcentret. Han og Amira havde fået afslag efter afslag på deres ansøgninger om asyl og opholdstilladelse i Danmark. Nu havde de fundet en ny advokat og forsøgte at få genoptaget deres asylsag.

Likvideringen af Hakims bror i Bagdad nogle måneder tidligere burde vel kunne overbevise myndighederne om, at også han var i fare for at blive myrdet, hvis han vendte tilbage til Irak, tænkte Hakim.

Og nu var der så det med Farrah, Hakims mor, som var truet på livet og måtte forlade sit hjem. Hakim var i forvejen bekymret for Farrah på grund af hendes sukkersyge. Hun boede pludselig i telt i et land, hvor granaterne raslede ned fra himlen. Hvordan skulle han hjælpe hende? Han sendte penge til en mobiltelefon.

Så kunne han i det mindste tale med hende en gang imellem.

København, 3. oktober 2006
Anders Fogh Rasmussen gik på talerstolen for at åbne Folketinget. Han tog fat der, hvor det hele begyndte for fem år siden: 11. september 2001.

Siden havde verden ikke været den samme, og vi stod nu »midt i en global værdikamp«. Ikke mellem kulturer eller religioner, men mellem »forstandig oplysning og fundamentalistisk formørkelse. Mellem demokrati og diktatur. Mellem frihed og tyranni«.

»I den kamp kan man ikke være neutral. Vi må aktivt støtte frihed og folkestyre«, sagde statsministeren.

Han begyndte så småt at indrømme, at arbejdet i Irak havde »vist sig mere vanskeligt, end vi forventede«, som han sagde ved en festforelæsning på Forsvarsakademiet på Svanemøllen Kaserne.

Det gik »rigtig godt« i det sydlige Irak, hvor danskerne opholdt sig, sagde Fogh, men situationen i Irak var ikke tilfredsstillende, og vi måtte være »forberedte på, at der fortsat vil være store udfordringer«.

»Det er de vilkår, vi arbejder under«.

Efter fem år med krig begyndte modstanden i befolkningen for alvor at melde sig. Kurven over danskere, som var for og imod Irakkrigen, havde krydset hinanden året før. Nu var 60 procent af danskerne imod den militære aktion.

Socialdemokraterne var heller ikke med længere og pressede på for at få trukket de godt 400 danske soldater hjem fra Basra. Og regeringen mærkede, hvor svært det var for et demokrati at føre krig ude i verden, hvis konflikten trak ud i årevis.

Det danske engagement i Afghanistan og Irak havde øget risikoen for et terrorangreb herhjemme, skrev Politiets Efterretningstjeneste i sin årsberetning.

Og hvordan skulle Fogh overbevise vælgerne om, at det nyttede, når de dagligt blev bombarderet med billeder af Iraks civile ofre? Seks danske soldater var blevet dræbt, men for hvad?

Og gjorde vores militære deltagelse virkelig verden mere sikker?

Tokyo, Japan og Seoul, Sydkorea, november 2006
Statsministeren sad i et japansk højhastighedstog på vej til Toyotas fabrikker i Nagoya.

Under hele rejsen i Det Fjerne Østen kastede Irakkrigen skygger over Foghs møder med kejsere, præsidenter, premierministre og virksomhedsejere. For de medrejsende pressefolk fra Danmark blev ved med at spørge til Irak.

»Nej«, sagde statsministeren, han havde hverken hørt eller set, at den britiske premierminister skulle have givet udtryk for, at situationen i Irak var »en katastrofe«.

I toget fra Tokyo gik Fogh pludselig i offensiven.

Om morgenen havde han droppet sin sædvanlige løbetur rundt om kejserpaladset sammen med sine bredkæbede livvagter. I stedet stod han tidligt op og ringede til den tidligere amerikanske udenrigsminister James Baker.

Som formand for Iraq Study Group var Baker udset som manden, der skulle finde en fornuftig løsning på Irakkrigen. Og Anders Fogh Rasmussen ville give sit besyv med, inden Baker-Hamilton-gruppen barslede med sin endelige rapport.

»Jeg sagde, at vi fra dansk side anser en løsning af konflikten mellem Israel og Palæstina for at være et overordentlig vigtigt element for at stabilisere situationen. Problemerne i Irak kan ikke ses isoleret fra situationen i hele Mellemøsten, og jeg opfordrede derfor James Baker til, at USA lægger maksimalt pres på begge parter«, sagde Fogh til en af journalisterne i følget, mens de så Japan flyve forbi uden for vinduet.

Men hvordan syntes statsministeren selv, at det gik i Irak? Havde krigen ikke udviklet sig til en katastrofe?

Det afhang helt af, hvor i landet man kiggede, svarede Fogh. I Bagdad og den centrale del af Irak gik det måske ikke så godt, men »oppe hos kurderne i den nordlige del er situationen god og stabil, og der er en blomstrende økonomisk udvikling. Nede i syd, hvor vi har ansvar, er situationen rimelig god og blevet bedre ...«.

Var det ikke en sandhed med meget store modifikationer, spurgte journalisten. Sytten tolke var trods alt lige blevet slået ihjel på vej hjem fra arbejde i syd, og også der var der daglige meldinger om drab og kidnapninger.

»Nej«, udbrød statsministeren, spidst og med hævet stemme. »Det er ikke en sandhed med modifikationer. Det er en sandhed!«.

Irakerne havde allerede fået ansvaret for sikkerheden i to ud af fire sydlige provinser og håbede at overtage de to sidste i løbet af 2007.

»Det synes jeg, man må betragte som en positiv udvikling«, fastholdt Fogh.

Det havde været prisen værd at fjerne Saddam Hussein. Det samme mente et markant flertal af irakerne, sagde statsministeren. Det havde vist sig »tungt og besværligt«, men han kunne ikke anerkende, at planen for, hvordan freden skulle vindes i et land fyldt med potentielle etniske og religiøse spændinger, var for dårligt forberedt.

»Der er ikke ret mange, som har erfaringer inden for den slags, for det er heldigvis ikke nogen regelmæssig foreteelse, at en international koalition finder det nødvendigt at skride ind militært. Det har været tilfældet i Afghanistan og Irak, hvor to diktatoriske regimer er blevet fjernet«.

Han garanterede dog, at de danske soldater ikke ville blive i Irak én dag længere end nødvendigt. Samtidig skulle amerikanerne ikke regne med, at Danmark ville flytte sine tropper til det vilde Bagdad, når jobbet i det sydlige Irak var løst.

Problemerne i hovedstaden måtte amerikanerne selv klare.

København, 28. november 2006
På det punkt var Tony Blair helt enig med Anders Fogh Rasmussen.

»Jeg tror ikke, at nogen diskuterer at tage tropper fra syd og flytte dem op til midten af landet«, sagde den britiske premierminister, da han mellemlandede i København.

Blair og Fogh drøftede deres fælles vej ud af Irak, inden de samme dag fløj sammen til Riga og topmøde i den vestlige militæralliance NATO.

Den danske regering ville samle sine kræfter om Afghanistan, så landet ikke igen blev et fristed for terrorister. Lige nu var der 400 danske og 33.000 andre soldater fra forskellige NATO-lande i den Taleban-plagede nation.

Meget tydede på, at det ikke var nok.

Det var ikke de bedste nyheder for George W. Bush. Præsidenten stod mere og mere alene tilbage i Irak. Og ikke kun dér.

Hjemme i Washington tårnede problemerne sig op for Bush, efter at Demokraterne havde vundet flertallet i Kongressen på amerikanernes utilfredshed med krigen.

Antallet af dræbte amerikanske soldater i Irak nærmede sig med hastige skridt 3.000, og ingen anede, hvor mange civile irakere der havde mistet livet. Nogle sagde over 50.000 siden invasionen, andre mente hele 600.000. Selv ikke tidligere udenrigsminister Colin Powell tøvede længere med at bruge udtrykket »borgerkrig« om Iraks sande tilstand.

Forsvarsminister Donald Rumsfeld kunne også kalde sig for forhenværende, da han efter katastrofevalget fik sparket. På vej ud ad døren roste Rumsfeld præsident Bush for hans lederskab under »den første krig i det 21. århundrede«.

»Folk kender ikke meget til krigen ... den er indviklet for folk at forstå«, sagde Rumsfeld, som følte sig sikker på, at tiden ville vise, hvor rigtigt det var af Bush at gå i krig mod Saddam Hussein.

George W. Bush indrømmede, at det havde været et »vanskeligt år« i Irak, og at »vejen til frihed ikke er let«.

»Vi er ikke ved at vinde, vi er ikke ved at tabe«, sagde han.

Helmandprovinsen, Afghanistan, december 2006
Overkonstabel Jesper S. Pedersen og hans spejdereskadron nærmede sig en morgen Dahaneh fra øst. Første deling fulgte efter en mistænkelig afghansk bil ind i byen.

De danske soldater havde nu base i den britiske Camp Bastion, der lå et ret fredsommeligt sted i den sydafghanske stenørken, og som slet ikke kunne sammenlignes med Camp Alamo inde i Musa Qala.

Men eskadronen patruljerede stadig i det samme hjørne af Helmandprovinsen. Dahaneh lå kun cirka tyve kilometer sydvest for Musa Qala. Og det var en landsby fyldt med talebanere.

Den mistænkelige bil kørte ind til markedet i Dahaneh, og da chaufføren begyndte at vifte børn væk fra gaden, gik det op for Jesper og eskadronen, at bilen var lokkemad. Og at de var ved at falde i et baghold.

Taleban begyndte at skyde.

Jesper og de andre kørte rundt med ørepropper for ikke at få høreskader under kampene, så de hørte ikke skuddene. Men de så støvskyerne, da projektilerne slog ned.

Først skød talebanerne med håndvåben. Så supplerede de med en morter. De dækkede sig bag de civile på markedet, men en af danskerne skød alligevel og ramte en oprører, som var bevæbnet med et panserværnsvåben. Der var ikke meget tilbage af den talebaner.

En anden gruppe oprørere åbnede ild inde fra en bevoksning. De skød med panserværnsvåben. En dansk gruppe besvarede ilden. De måtte bede om luftstøtte. En A-10 Thunderbolt II med tilnavnet ’Vortesvinet’ viste sig på himlen og markerede målet med en røgraket. Så fulgte kanonen. På grund af de civile kastede flyet ingen bomber.

Jesper mærkede trykket i maven, da en af de danske grupper affyrede en dysekanon mod fjenden. Det gav et hult drøn.

Spejdereskadronen slap væk uden tab.

Dagen efter fangede de manden, der kørte bilen, lokkeduen. Da de afhørte ham, sad han og grinede. Eskadronchefen, der stod for afhøringen, råbte højt ad ham og fik ham endelig til at udpege Talebans tilholdssted i Dahaneh.

Jesper kørte fra den ene hårde kamp med Taleban til den næste. Uge efter uge. Ildkampe. Granater, der slog ned få hundrede meter fra ham. I en af pauserne ringede Jesper hjem til Christine i Rønne. Benene var ved at forsvinde under ham. Han græd i telefonen.

Det hjalp at tale med kæresten.

Og det blev trods alt også jul i Camp Bastion. Med mandelgave, juletræ og en god portion melankoli, fordi julen også fik Jesper til at tænke ekstra meget på Christine, som gik hjemme i Rønne – og var gravid. Briterne havde en kvindelig sækkepibespiller, som gav et nummer juleaften, og det lød afsindigt godt, syntes han. Gribende. Og samtidig lidt skræmmende.

For det var også sækkepiber, briterne spillede på, når de begravede deres soldater.

Bagdad, Irak, ved daggry 30. december 2006
Manden med det gråsprængte skæg og den lange sorte frakke gik op ad betontrappen fulgt af mænd med masker.

Mange tog sig i næsten at have glemt, at han eksisterede. Men efter en lang og sejpinerisk rettergang vendte Saddam Hussein tilbage på alverdens tv-skærme. For sidste gang.

Han var dømt til døden for mordene på sine egne landsmænd. Inden han blev ført til galgen, sagde han:

»Dette er afslutningen på mit liv. Men jeg begyndte mit liv som en kæmper og som politisk militant, så døden skræmmer mig ikke ... Gud er størst, ned med amerikanerne, ned med invasionsmagten«.

Mændene lagde en løkke af groft reb om halsen på ham. De gav ham ikke bind for øjnene.

Så åbnede faldlemmen sig under Saddam Hussein.

Et af vidnerne optog henrettelsen på mobiltelefon og lagde videoen ud på nettet, så ingen i verden kunne være i tvivl: Iraks diktator var død.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden