0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Danmark i Krig: Vejen til helvede

Hakims bror mødte bevæbnede medlemmer af en fjendtlig klan, da han fulgte sin søn til lægen. Irak var på randen af borgerkrig, men Bush, Blair og Fogh talte stadig om fremskridt. Hakims mor blev jaget ud af sit hus i Bagdad. I Musa Qala i den afghanske Helmandprovins var danske soldater i hårde kampe mod Taleban – de hårdeste siden slaget ved Dybbøl i 1864. Overkonstabel Jesper S. Pedersen drog til Afghanistan på sin hidtil værste mission. Og i Irak hængte man den tidligere præsident, Saddam Hussein.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Rønne, august-september 2006
Jesper S. Pedersen hørte historierne fra Musa Qala. Han hørte om militærlejren, som soldaterne på det nærmeste var spærret inde i, mens talebanerne skød sig tættere og tættere på med deres mortergranater.

De kaldte lejren for ’Alamo’ på grund af skudhullerne i de lerklinede mure, og fordi soldaterne havde det, som texanerne måtte have haft det i deres ørkenfort under den mexicanske belejring i 1836.

Jesper læste også de lakoniske rapporter fra Afghanistan på hærens hjemmeside:

Dansker ramt i hovedet af projektil. Tre soldater såret ved minepåkørsel. En dansk soldat såret i hovedet af en fjendtlig kugle. To danske soldater lettere såret af murbrokker fra en bygning, der blev ramt af en raket.

Om lidt skulle han selv af sted til Helmandprovinsen. Talebans sidste bastion. Fyldt med krigeriske opiumsdyrkere.

»Der er løbende angreb og sammenstød. Antallet af angreb er markant højere end i resten af landet ... «. Sådan lød vurderingen fra Forsvarets Efterretningstjeneste.

»Det kan godt blive farligt«, tænkte Jesper.

Og så gjorde han noget, han aldrig før havde gjort, inden han rejste ud på en mission med spejdereskadronen. Han ringede til sin far, mor og søster i Jylland og spurgte, om ikke de ville komme over til Bornholm.

Det ville de gerne.

Jespers far og mor var blevet skilt for nogle år siden, men han huskede alt for godt deres nerveflossende skænderier. Nu ville han have en snak med dem.

Familien ankom til Rønne, og Jesper kørte en tur med dem. Han sagde, at han ikke ville have ballade, hvis han døde i Afghanistan, for han kunne ikke udholde tanken om, at de skulle stå og skændes ved hans grav.

Han talte også med sin kæreste Christine. Han sagde til hende, at hun skulle sørge for at komme videre med sit liv, hvis han faldt i krigen.

Skulle han melde fra? Han tænkte over det, men slog det hurtigt ud af hovedet. Det var vel pligtfølelse, ønsket om at overholde kontrakten og udføre det arbejde, han havde sagt ja til at udføre. Men han kunne ikke lade være med at tænke:

Hvad nu hvis ...?

Samarra, Irak, 22. februar 2006
Sunnimuslimske sabotører iført politiuniformer overmandede ved daggry vagterne ved al-Askari-moskeen i Samarra nord for Bagdad.

Sabotørerne plantede så meget sprængstof i moskeen, at der ikke var andet end murbrokker tilbage, da bomberne eksploderede. Den store kuppel med de 72.000 guldstykker blev sprængt til ukendelighed.

Det var shiitternes fjerdehelligste moské, der røg i luften. Den Gyldne Moské, kaldte de den. Og den var knapt sunket i grus, før tusindvis af rasende shiamuslimer drog gennem Samarras gader.

»Gud er størst! Død over USA, som har bragt os terror«, råbte demonstranterne.

De krævede hævn. Og gik straks til angreb på en stribe sunnimuslimske moskeer i Bagdad. Adskillige sunnier blev myrdet, og sunnierne svarede igen mod shiitterne.

Flere hundrede irakere blev dræbt i dagene efter angrebet på moskeen i Samarra. Det lignede begyndelsen på en borgerkrig.

»Dette er vores 11. september«, lød det fra mange irakiske shiamuslimer.

Den irakiske hovedstad Bagdad, 7. marts 2006
En bilbombe detonerede et sted i nabolaget, men ramte tilsyneladende ikke den konvoj af amerikanske militærkøretøjer, den var tiltænkt. En uskyldig kvinde blev derimod dræbt, meddelte tv-stationen Al Sharqiyah.

Det var en forholdsvis fredelig dag i Bagdad.

Hakims yngste storebror Mohammed, som både var døv og stum, besluttede sig for at tage på sygehuset for at få tjekket sin søn.

Efter undersøgelsen forlod Mohammed sygehuset og gik over mod sin parkerede bil. Nogle mænd ventede på ham. De passede ham op og skød ham. Flere gange i hovedet. Den 10-årige drengs liv sparede de.

Mohammed blev begravet samme dag. Om aftenen fik hans mor besøg af mænd fra den klan, som havde svoret hævn over Hakims familie, fordi Hakims far, Abrahem, var skyld i, at to af klanens medlemmer nogle år tilbage var blevet henrettet for Saddam-skadelige aktiviteter.

»Nu har vi taget én. Så mangler vi kun Abrahem og Hakim«, sagde mændene.

»Hvorfor dræber I ikke mig i stedet«, spurgte Hakims mor.

»Vi dræber ikke kvinder, kun mænd«, lød svaret.

Hakim var flygtet til Danmark tre år tidligere sammen med sin kone Amira og deres to sønner, og de boede nu i et værelse og et smalt kammer på asylcentret Avnstrup syd for Roskilde.

Men Hakim følte sig ikke sikker.

Han havde hørt fra en ven, at også medlemmer af den fjendtlige klan var flygtet ud af Irak, og at mindst en af dem befandt sig i Sandholmlejren i Nordsjælland.

Hakim turde ikke fortælle sit efternavn til nogen på centret.

Camp David, USA, 9. juni 2006
De havde begge smidt slipset og åbnet den øverste knap i skjorten, da de slentrede over plænen ved Camp David for at møde pressen.

Det var første gang, en dansk statsminister var inviteret hjem til præsidentens officielle landsted. George W. Bush havde ikke nemt ved at holde på vennerne blandt verdens regeringsledere. Men Anders Fogh Rasmussen stod stadig bag hans kamp for frihed, demokrati og menneskerettigheder i Irak.

»Demokrati er, hvad det hele drejer sig om«, som statsministeren sagde på pressemødet.

USA’s præsident var i topform og havde overskud til at drille nogle af de amerikanske journalister.

»Det er sørme nogle flotte sko, du har på«, sagde han til en af de fremmødte, som ville høre nærmere om perspektiverne af terrorlederen al-Zarqawis død.

To døgn tidligere kastede amerikanerne 230 kilos bomber over byen Baquba i Irak og ramte al-Zarqawis skjulested. Den jordanskfødte palæstinenser var stadig i live, da de amerikanske soldater nåede frem til ham. 24 minutter senere udåndede terroristen med det, der var tilbage af hans lunger. USA havde omsider fået ram på Iraks mest eftersøgte mand.

Præsident Bush lagde ikke skjul på, hvor »begejstret« han var over, at den 39-årige al-Qaeda-leder fik som fortjent.

»Den mand havde en masse blod på hænderne. Han slog masser af mennesker ihjel. Og det er en stor ting, at retfærdigheden nu er sket fyldest. Men når det er sagt, så vil jeg ikke have det amerikanske folk til at tro, at krigen er vundet på grund af én mands død; der er stadigvæk mere arbejde, som må gøres«.

Heller ikke Foghs forsigtige kritik af Guantánamofangernes tidsubestemte indespærring kunne spolere den gode stemning. Inden frokosten cyklede de to regeringschefer sig en længere tur i skovene omkring Camp David.

»Kører I om kap«, spurgte en journalist.

»Nej, vi er gamle – eller en af os er. Jeg får mig en lektion«, sagde den 59-årige præsident, inden han og Fogh trillede af sted på hver sin mountainbike.

Musa Qala, Afghanistan, 24. august 2006
»Alle 290 danske soldater blev i løbet af i går flyttet fra Musa Qala-lejren i det sydlige Afghanistan, hvor de har været under heftig beskydning ...«.

Sådan lød den tørre melding fra nyhedsbureauet Ritzau, da den danske styrke forlod Camp Alamo.

I godt en måned var soldaterne i hårde nærkampe med talebanerne. 50 gange blev de beskudt med raketter og granater. To af de danske maskingeværer nåede tilsammen at affyre 12.000 skud mod fjenden i Musa Qala. Det var ikke set før i forsvaret, hvor man konstaterede, at ingen danske soldater havde befundet sig i så farlige kamphandlinger siden slaget ved Dybbøl i 1864.

Ikke engang de toptrænede finskytter fra Jægerkorpset – som var hentet ind som assistance – havde været i stand til at holde skansen mod Taleban i Alamo. Jægerne nåede dog at nedlægge op mod 200 talebanere, forlød det. Det var svært at føre nøjagtigt regnskab, når man skød på lang afstand. Til sidst blev også elitesoldaterne trukket ud. Musa Qala var et sandt helvede.

Forsvarsminister Søren Gade udtalte:

»Danskerne har løst deres opgave perfekt, men de har været under hårdt pres på grund af de mange angreb på lejren ... Ingen kan holde til at blive ved med at være på et sted som Musa Qala ...«.

Bagdad, Irak, sensommeren 2006
En dag blev der smidt en seddel ind ad Farrahs dør.

Hakims mor boede stadig i familiens store hus i Al-Kadraa-kvarteret. Men nu skulle hun flytte, stod der på sedlen. Inden der var gået 72 timer. Hvis ikke hun forsvandt, ville hun blive slået ihjel. Meddelelsen var ikke underskrevet, men den kom fra en sunnimuslimsk gruppe.

Den 62-årige shiamuslimske kvinde anede ikke, hvad hun skulle stille op. Hun opsøgte en mand i et regeringskontor og spurgte:

»Hvor skal jeg tage hen?«.

»Du kan flytte hen i en flygtningelejr«, lød embedsmandens bedste bud.

Farrah vidste, at hun ikke havde noget valg. Hun rejste ned til flygtningelejren ved Hilla, et godt stykke syd for Bagdad, hvor hun blev installeret i et telt.

Imens sad Hakim flere tusinde kilometer mod nord i sit værelse på asylcentret. Han og Amira havde fået afslag efter afslag på deres ansøgninger om asyl og opholdstilladelse i Danmark. Nu havde de fundet en ny advokat og forsøgte at få genop