Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Internationalt

Polens forsvarsminister: Jøder vil overtage verden

Allerede inden den nye regering er tiltrådt i Polen, hives tidligere udmeldinger fra den kommende forsvarsminister frem.

Internationalt

En sirligt nedskrevet plan for, hvordan verden skal overtages, er en del af nogle jøders bevidsthed. De vil overtage verdensherredømmet og tilegne sig kontrol over verdens økonomi.

Sådan lød vurderingen fra Polens nyudpegede forsvarsminister, Antoni Macierewicz, da han udtalte sig til den polske radiokanal Radio Maryja i 2002.

»Erfaring viser, at der findes sådanne grupper i jødiske kredse«, sagde den kommende forsvarsminister, der tiltræder med resten af den nyvalgte regering i dag.

Kontroversiel personlighed

Udtalelserne er blevet kritiseret i antiracistiske kredse, og valget af Antoni Macierewicz som forsvarsminister kan komplicere Polens forhold til både Nato og EU.

Det er ikke den eneste gang, den 67-årige politiker har udtalt sig i vendinger, som vækker forargelse.

»Han er en kontroversiel person«, siger Svend Gottschalk Rasmussen, lektor og Polen-ekspert ved Syddansk Universitet.

»Der er ingen tvivl om, at der er mange i Polen, som ryster på hovedet, når han kommer med den slags udmeldinger. Det er dog kun en af flere kontroversielle udmeldinger, han er kommet med gennem årene«, siger Svend Gottschalk Rasmussen.

Valget er tegn på en egocentrisk nationalisme, der vinder frem

Antoni Macierewicz har før anklaget den tidligere polske premierminister Donald Tusk for at være Stasi-agent, ligesom han forsøgte at bevise, at oppositionen stod bag, da præsident Lech Kaczynski i 2010 omkom i et flystyrt. De antijødiske udtalelser vækker dog også genklang i den polske befolkning, mener lektoren.

»Der eksisterede i perioder under kommunisttiden en antijødisk hetz, og noget af den lever videre«.

Tilbage i 1991-92 var Antoni Macierewicz indenrigsminister. Dengang blev der politisk ballade, da Antoni Macierewicz afslørede papirer fra den hemmelige sikkerhedstjeneste, som viste, at en række af Antoni Macierewicz’ politiske modstandere arbejdede sammen med kommunister.

»Det gjorde han for at ramme politiske modstandere. Allerede dengang gik han kompromisløst efter sine politiske modstandere. Nu frygter polakkerne, at det kan komme til at ske igen«, siger Svend Gottschalk Rasmussen.

Værdiskred mod højre

Antoni Macierewicz blev valgt som en del af regeringen, da det national-konservative parti Prawo i Sprawiedliwosc (Lov og Retfærdighed, red.) i sidste måned tilegnede sig suverænt flertal og nu sidder på 235 af underhusets 460 pladser.

»Valget er tegn på en egocentrisk nationalisme, der vinder frem«, siger Svend Gottschalk Rasmussen.

Partiet tiltræder samme dag, som EU’s ledere mødes i Malta for at diskutere håndteringen af den aktuelle flygtningekrise. Og det er måske symptomatisk for partiets indstilling over for EU.

»De (Lov og Retfærdighed, red.) går ind for hårde straffe til kriminelle, intolerance over for minoriteter og er imod abort. Deres værdier passer ikke sammen med EU. Men de vil ikke melde sig ud. De ved godt, at de modtager mange EU-penge, som de er afhængige af«.

Lov og Retfærdighed har tidligere afvist at tage mod de 7.000 flygtninge, som den tidligere regering ellers havde lovet EU.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce