Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

AFGHANISTAN Norges militære indsats i Afghanistan har ikke været en succes, viser ny rapport.
Foto: DITTE VALENTE

AFGHANISTAN Norges militære indsats i Afghanistan har ikke været en succes, viser ny rapport.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ny rapport retter stærk kritik af Norges indsats i Afghanistan

Kun målet om at sikre en god alliance med USA er nået.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Efter mange års international indsats er situationen i Afghanistan nedslående. Militante islamist-grupper har fortsat fodfæste i dele af landet, og det er første gang siden 2001, at Taliban står så stærkt«.

Sådan lyder meldingen i rapporten ’En god alliert - Norge i Afghanistan 2001-2014’, som konkluderer, at Norges mangeårige indsats i Afghanistan ikke har bidraget til at ændre udviklingen i landet.

DOKUMENTATIONHer er den norske Afghanistanrapport ( eksternt link)

Ved udgangen af 2014 var Afghanistan således fortsat blandt verdens mest bistandsafhængige lande, staten er yderligere svækket, og den internationale bistand havde skabt nye konflikter, magteliter og grundlag for alvorlige korruptionsudfordringer i landet, fremgår det af rapporten.

Samme formål som Danmark

Den norske indsats i Afghanistan havde, ligesom den danske, tre hovedformål: At sikre en god alliance med USA og Nato i kampen mod international terror, at forhindre, at Afghanistan blev arnested for terrorister, samt at bidrage til at skabe stabilitet og demokrati i landet.

For både Danmark og Norge gik det fint med at holde sig venner med amerikanerne, ikke helt så godt, som man kunne have ønsket, med at bekæmpe terror, og så gik det helt i op i hat og briller, når det kommer til at skabe stabilitet og demokrati i landet

Af rapporten fremgår det imidlertid, at det udelukkende er Norges alliance med USA, som har vist sig succesfuld, og det samme gør sig gældende for den danske indsats, lyder det fra Peter Viggo Jacobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet.

»For både Danmark og Norge gik det fint med at holde sig venner med amerikanerne - ikke helt så godt, som man kunne have ønsket, med at bekæmpe terror, og så gik det helt i op i hat og briller, når det kommer til at skabe stabilitet og demokrati i landet«, siger han.

Den norske rapport kommer blot tre dage inden, at Udenrigsministeriet herhjemme kommer med en erfaringsopsamling fra den danske deltagelse i Afghanistan. Og den norske rapport giver formentlig indblik i, hvad vi kan forvente os af den danske rapport, mener Peter Viggo Jacobsen.

»Danmark har haft de samme udfordringer som Norge. Når vi som små lande går ind i en større koalition, så har vi ikke den store indflydelse på hvor, hvornår og hvordan krigen føres«, siger han og fortsætter:

»Vores indflydelse er derfor afgrænset til et spørgsmål om deltagelse eller ej. Hvis vi vil deltage i krige i Afghanistan, Irak, Libyen, Mali eller Syrien, så bliver vi nødt til at erkende, at de store beslutninger allerede er truffet, og rammebetingelserne for en lille stat er derfor begrænsede«.

Rapporten peger blandt andet på, at den internationale indsat har været baseret på en manglende viden om lokale forhold, kultur og konflikter i landet, hvilket har bidraget til, at indsatserne er slået fejl.

Ikke et spørgsmål om ressourcer

20 milliarder norske kroner har den norske indsats kostet. Heraf er 11,5 milliarder blevet brugt til militære formål og 8,4 milliarder til civil bistand, fremgår det af rapporten.

Det tyder således på, at det ikke udelukkende er et spørgsmål om penge, siger Peter Viggo Jacobsen.

»Norge har flere ressourcer end Danmark. Deres forsvarsbudget og udviklingsbudget er langt større end vores, men det har de ikke fået så meget mere ud af. Det gælder også for nationer med et langt større budget end det norske. Det er ikke kun et spørgsmål om ressourcer, men at bruge ressourcerne rigtigt, og det kræver en forståelse for lokalområdet«.

Partierne bag den danske Afghanistan-indsats besluttede i 2014 at få udarbejdet en erfaringsopsamling, som præsenteres på en offentlig konference i Folketingets Landstingssal på torsdag.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden