Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Emrah Gurel/AP
Foto: Emrah Gurel/AP

Selfie. Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan sagde i dag, at hans regering er i kontrol efter et afværget kupforsøg. Her fejrer en tyrker udviklingen ved at tage en selfie med en politimand.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Özlem Cekic fra Tyrkiet: »Jeg skal være en god mor, men jeg er dødtræt. Jeg vil bare hjem til Danmark«

Fortælling. Tidligere folketingspolitiker Özlem Cekic er på ferie i Tyrkiet for at besøge sin familie. Politiken har talt med hende om, hvordan hun oplevede kupforsøget.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Hvert andet år tager vi til Tyrkiet og besøger familien. Vi er i en lejlighed i provinsbyen Polatli, der ligger en halv times kørsel fra Ankara. I går pakkede vi vores ting for at tage videre til min mands landsby, hvor der er en lille festival. Jeg er hernede med min mand, vores tre børn på 7, 8 og 17 år, og mine forældre er også her i lejligheden. Vi lagde de små børn i seng, og det var en rolig aften.

Så kom min søn ind og sagde noget med, at militæret havde taget over. Jeg skyndte mig at tænde for CNN Türk for at se, hvad der skete. Der sad en studievært og læste en udtalelse op fra militæret om, at der var et militærkup i gang, og de ville arbejde for sekularisering af Tyrkiet. De var bekymrede for Tyrkiets ry i udlandet og sagde, at magthaverne havde prøvet at få ideologien ind ad bagdøren.

Jeg begyndte at tude lige med det samme.

Et militærkup har tradition for at være et forstadie til borgerkrig, sidste gang det skete døde tusindvis af unge mennesker. Tyrkiet er grænseland til Syrien, og vi ved, hvordan det er gået med borgerkrigen der. Vi fandt ud af, at der var undtagelsestilstand og udgangsforbud. Det betyder, at hvis vi gik udenfor, så havde soldaterne ret til at skyde os ned. Vi blev bange. Hvad sker der?

Du er nummer 30 i køen

Jeg ringede til Udenrigsministeriets Borgerservice, jeg var nummer 13 på linjen, så afbrød forbindelsen. Min mand ringede, han var nummer 30. Så ringede jeg, nummer 20. I mellemtiden begyndte jeg at tweete. Jeg beskrev, hvad jeg så på de tyrkiske medier.

Vi så præsident Erdogan på CNN Türk. Han var igennem via en Skypeforbindelse, hvor studieværten holdt telefonen ind i tv-kameraet. Han opfordrede folk til at gå på gaden.

Jeg tænkte, at det var underligt. Hvis der er styr på situationen, hvorfor er han så på Skype? Over for lejligheden ligger en moské, og pludselig begyndte imamen helt umotiveret at læse op fra Koranen. Vi kunne se det fra altanen. Allahu Akbar, lød det. Han indkaldte til bøn og sagde, at moskéerne var åbne hele natten. Selv om vi altså havde hørt fra militæret, at der var udgangsforbud.

En masse spørgsmål meldte sig.

Hvem er det, der laver kup? Hvem står bag? Hvad gør vi? Hvordan kommer vi væk? Men jeg tænkte: Vi går ikke ud nu. Det er for farligt. Det var mørkt. Der kunne være soldater i gaderne. Jeg ringede igen til Borgerservice uden at komme igennem. Jeg ville have hjælp til at komme hjem. Der var et forsøg på militærkup i gang, der var F-16-fly i luften, politiet var ude af stand til at beskytte folk, og lovene var sat ud af kraft.

Vi hørte skud fra altanen. Jeg tænkte, at min far var derude et sted. Mon han kommer levende tilbage?

Erfaringen fra 1980’erne er, at militæret blot skød dem, de ville. Så jeg frygtede for min og min families sikkerhed. Vi ville gerne hjem til lille trygge Danmark. Vi er danskere. Jeg var meget bekymret for situationen.

Folk er meget delte hernede med hensyn til Erdogan. Unge får livstid for udtalelser på Twitter. Der er censur. Det er en urolig periode.

Mens jeg sad foran fjernsynet, kunne jeg se, at min far gik ud. Han tog bilen og kørte væk. Han ville ind til byen og demonstrere med de andre. Der var folk på gaderne i 81 byer. Jeg tænkte, at det ender galt. Vi anede ikke, om han nogensinde ville komme tilbage. Ingen havde overblik over noget som helst. Hele tiden kom der modsatrettede informationer.

CNN gik i sort

Jeg kom igennem til Borgerservice og sagde, at vi var uden for Ankara, og vi ville hjem. Manden sagde, at vi skulle få fat i vores flyselskab. Men undskyld! Der var gang i et militærkup! Det virkede komisk, for lufthavnen var lukket, så hvordan skulle vi dog komme hjem? Han opfordrede os til at hente Borgerservice app’en og sagde, at vi kunne følge med på Facebook. Han kunne jo ikke sige andet, det forstod jeg godt.

FRANDSEN FINN
Foto: FRANDSEN FINN

På CNN Türk sagde studieværten, at militæret prøvede at komme ind i studiet. Jeg kunne høre, at studieværterne diskuterede højlydt med soldaterne, og så fortalte en vært, at de måtte gå i sort. Vi sad klinet til skærmen. Mig, min mor, min mand, min storebror og min søn på 17. Der blev læst op af Koranen igen fra minareten, selv om det ikke var bedetid. Imamen tog ordet og opfordrede til ro og sammenhold. Han sagde, at nogen vil os det ondt.

Vi hørte skud fra altanen. Jeg tænkte, at min far var derude et sted. Mon han kommer levende tilbage? Vi var nødt til at rykke væk fra altanen, ind i stuen igen.

Der kørte en massiv debat på min Facebook mellem tyrkere, der bor i Danmark. Og mange danskere på ferie i den tyrkiske badeby Alanya skrev til mig og spurgte, hvad de skulle gøre.

Der kom meldinger om, at parlamentsbygningen i Ankara blev bombet. Erdogan havde forinden sagt, at det kun var en lille fraktion af militæret, der forsøgte at lave et kup, men jeg tænkte, at så lille kunne den heller ikke være, når den kunne bombe parlamentet.

Et militærkup? Hvad?

Vi ringede til min brors børn, som var i feriebyen Marmaris. Altså, det er drenge i starten af 20’erne, og de bor på Nørrebro. De kan ikke tyrkisk. Vi fortalte dem, at de ikke måtte gå ud, for det var militærkup. Militærkup? Hvad betyder det? Så måtte vi forklare det og lære dem det tyrkiske ord for det. I skal følge med i medierne, sagde vi. Det var helt komisk. De forstod ingenting.

I løbet af natten tænkte jeg mange gange, at helt centralt i kupforsøget var kampen om informationerne. Hvem der havde adgang til medierne. Partierne stod sammen mod kuppet, også dem, som er imod Erdogan, men spørgsmålet var, om kupforsøget lod sig bremse.

Jeg prøvede at samle tankerne om, hvad situationen reelt var. CNN Türk blev lukket ned, den tyrkiske public service-station var i sort, alle lufthavne var lukket, de to store broer i Istanbul var lukket, grænserne var lukket, ingen kan rejse ud, der var militær i gaderne, F-16-fly i luften, militæret skød mod folket, folk gik på gaden.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det fik mig til at konkludere, at det var et spørgsmål om tid, før der ville komme borgerkrig. Fronterne var trukket hårdt op, det var mørk nat udenfor, og jeg tænkte konstant over, hvordan vi kunne komme væk fra Tyrkiet.

Da der for et par uger siden var terrorangreb i Istanbul i lufthavnen, var min lillesøster derude. Mine to små børn på syv og otte år spurgte mig dengang, om der kom krig? Kan der komme krig i Danmark? Vil de onde mennesker skyde på os? Nu sad jeg i stuen, og et militærkup var i gang. Mine små børn lå og sov. Hvad skulle jeg fortælle dem, når de vågnede?

Den trygge andedam

Jeg har før siddet hjemme i Danmark i min lille trygge andedam og læst om det. Men lige pludselig var vi midt i det. Vi havde vores røde pas, men vi kunne ikke bruge dem til noget. Jeg sad og læste på Twitter og Facebook, hvor folk har skrevet om agurketid og postet feriebilleder. Det var en absurd situation for mig.

Erdogan viste sig i lufthavnen i Istanbul ved to-tretiden om natten. Han var på tv foran mikrofoner. Vi så ham i tv. Det sagde mig, at han ikke var blevet tilbageholdt, og at han heller ikke var flygtet ud af landet. Der var alligevel en smule styr på det kaos, der udspillede sig.

Han var meget berørt, hans normalt så enorme selvsikkerhed var væk. Jeg er så sur på ham. Den mand har på alle mulige måder udviklet Tyrkiet til en politistat. Men samtidig var jeg glad for, at han stod der. Jeg var glad for meldingen fra det tyrkiske politis efterretningstjeneste om, at generalen var tilbage på sin post. På den anden side hørte vi imamen igen opfordre til, at folk gik på gaden og viste sammenhold. Så hvad var situationen, hvad kommer til at ske?

Erdogans budskab i lufthavnen var, at de ansvarlige ville blive straffet. Så sagde en journalist: Jeg er kurder, men jeg står bag dig alligevel! Det var kvalmende at se, hvordan Erdogan blev tilbedt, men på den anden side er det vigtigt at stå sammen mod et militærkup. Erdogan er det værste, der er sket for den demokratiske udvikling i Tyrkiet, men et militærkup ville være endnu værre. Det ville sende Tyrkiet 20 år tilbage. Der ville komme masseanholdelser, massedrab, måske borgerkrig.

Min mor sad i nattøj og kiggede med

Vi begyndte at blive lettede, da Erdogan viste sig i lufthavnen, samtidig med at generalen blev meldt tilbage på arbejde. Ved halv fire tiden om natten tænkte vi, at militærkuppet var afværget. Vi så nyhederne. Vi sad på de sociale medier hele tiden. Vi kiggede på hinanden og sagde: Åh, det var godt. Min mor var stadig oppe. Hun sad i nattøj og kiggede med. Min søn var oppe. Han sad og rystede lidt. På det tidspunkt var min far stadig ikke kommet tilbage.

Et kvarter senere kom der så en opdatering på militærets hjemmeside om, at militæret havde overtaget magten. Hvad? Så gik det op for mig, at man slet ikke kan stole på de informationer, man får. I den situation valgte jeg rationelt at sige, okay, hvilke informationer giver mig mest ro. Jeg begyndte at stole på, at Erdogan havde ret.

Omkring klokken fem besluttede vi os for at gå i seng. Vi tænkte, at vi var nødt til at få i hvert fald to timers søvn, før børnene vågnede. Vi anede ikke, hvad dagen i dag ville kræve af os. Vi var nødt til at kunne være ressourcepersoner for vores børn.

Klokken syv stod jeg op, og det første, jeg gjorde, var at tjekke, hvad der skete. På sociale medier blev det nævnt, at en soldat, som var en del af kuppet, fik halsen skåret over på en af broerne i Istanbul. Jeg tænkte, at det mindede om den måde, som terrorbevægelsen ISIL henretter på. Er ISIL nu også med i det her? Det kunne gå fuldstændig ud af kontrol. Hvem er fjende? Hvem er ven?

Hvem skal hente brød og vand?

De sidste par timer her til morgen har der så været et rygte om, at vi stadig ikke må gå ud på gaden, men imamen har sagt fra minareten, at man skal fastholde den almindelige hverdag, åbne butikker og gå ud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi diskuterede, hvem der skulle gå ud og hente brød og vand. Min mand var på vej ud, men så tilbød min far at gå ud at hente det. Han var kommet hjem om natten i god behold. Det var så svært at vælge, hvem der skulle gå på gaden efter mad og vand. Vi er slet ikke rolige endnu. Tænk, at vi skulle vælge, hvem der skulle udsættes for fare? Åh, altså. Nu græder jeg igen. Og nu ser børnene, at jeg græder.

Her til morgen står der på militærets hjemmeside, at der fortsat er udgangsforbud, men folk er ude på gaderne. Vi vælger at lytte til regeringen, der siger, at kuppet er afværget. Masserne og de sociale medier har stor magt i det her. Folk har været på gaden i 81 byer. Samtidig er der stadig militær i gaden, men hvem repræsenterer de? Parlamentet er stadig lukket. Hvis det er hverdag, hvorfor er parlamentet så ikke åbent?

Jeg har aldrig i mit liv oplevet noget lignende. Det er helt surrealistisk at stå midt i dét, vi normalt læser om på tusind kilometers afstand. Der er så mange ting at forholde sig til på en gang.

Jeg skal sørge for, at informationerne kommer videre. Jeg skal være rationel. Jeg skal være en god mor, men jeg er dødtræt. Jeg vil bare hjem til Danmark«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden