Frankrig. 14. juni, midt under EM-slutrunden, udbrød der voldsomme uroligheder i Paris.
Foto: Francois Mori/AP

Frankrig. 14. juni, midt under EM-slutrunden, udbrød der voldsomme uroligheder i Paris.

Internationalt

Nu strejker de i Frankrig - igen

Gennem flere måneder har franskmændene strejket og demonstreret mod politikerne - i særdeleshed mod præsident François Hollande.

Internationalt

»I asken bliver alt muligt«.

Sådan stod der skrevet på en mur i nærheden af Musee Rodin på Boulevard des Invalides i Paris den 15. juni i år.

Dagen forinden havde hundredtusinder af franskmænd været på gaden for at demonstrere mod den forhadte arbejdsmarkedsreform, La loi travail, som den socialistiske regering anført af præsident François Hollande og ministerpræsident Manuel Valls har trumfet igennem i l’Assemblée Nationale, Nationalforsamlingen. Dette på trods af at der hverken er opbakning til reformen blandt de folkevalgte politikere i Frankrig – og ej heller i befolkningen.

Demonstrationerne var ellers denne dag begyndt nogenlunde fredeligt med blot verbal modstand mod La loi travail, men ud på eftermiddagen udviklede demonstrationerne sig voldeligt. Demonstranterne trængte ind på en byggegrund, hvor de begyndte at kaste med byggemateriale efter politiet. 40 mennesker blev såret under urolighederne, og 73 blev anholdt.

Ifølge politiet deltog mellem 75.000 og 80.000 mennesker i demonstrationerne i Paris. Men ifølge den store fagforening CGT var helt op mod en million mennesker på gaderne den dag.

Urolighederne i den franske hovedstad var kulminationen på flere måneders forløb med omfattende strejker. Gennem hele foråret har store dele af det franske samfund været lammet. Olieraffinaderier har været lukket ned, og manglen på benzin har betydet lange køer ved benzintanke landet over. Over 40 procent af arbejderne i de franske jernbaner lagde på et tidspunkt deres arbejde ned, og på de 19 atomkraftværker i Frankrig slukkede arbejderne for strømforsyningen. Også dele af metroen har været ude af drift på grund af strejke, mens affaldet har hobet sig op i Paris’ gader, fordi renovationsarbejderne ligeledes har nedlagt arbejdet.

Nu er den gal igen.

Mere end halvdelen af de i alt 14.000 kabineansatte i Air France er onsdag gået i strejke. Strejken vil vare i syv dage og kommer midt i højsæsonen - i industriferien. Oven i det forventer de fagforeninger, der organiserer kabinepersonalet, at mere end 70 procent af de ansatte vil tilslutte sig strejken.

El Khomri-loven står for skud

At en stor del af kabinepersonalet i Air France nu strejker er ikke noget nyt. Både disse og andre ansatte i luftfartsselskabet har tidligere nedlagt arbejdet, ligesom de 12.000 statsansatte i de franske lufthavne har gjort det. I alt har de franske flyveledere strejket knap 50 gange siden 2009.

Luftfartsindustrien i Frankrig er dog langt fra den eneste industri i landet som rammes af hyppige arbejdsnedlæggelser.

Siden årsskiftet har ansatte i jernbanerne, postvæsenet og skraldevæsenet strejket. Trykkeriarbejdere har nedlagt arbejdet, og ansatte i skattevæsenet har strejket mod lukning af lokale afdelinger. Arbejdere på bilfabrikker har nedlagt arbejdet i oprør over deres vilkår, og ansatte på en række olieraffinaderier har blokeret deres arbejdspladser.

For at illustrere, hvor grelt omfanget af strejker står til i Frankrig, er en hjemmeside med navnet www.cestlagreve.fr blevet oprettet. Her kan man se, om der er strejke i den faggruppe, man tilhører.

De seneste måneder har antallet af strejker i landet dog været betydeligt højere end normalt.

Årsagen: Den førnævnte arbejdsmarkedsreform, La loi travail, der også går under navnet El Khomri-loven. Reformen er opkaldt efter arbejdsminister Myriam El Khomri, og går i korte træk ud på, at regeringen vil hæve arbejdstiden, gøre det lettere at fyre ansatte og gøre det muligt for lokale virksomheder at overtrumfe aftaler og love, der beskytter lønmodtagernes rettigheder.

Loven vil også ændre den nuværende 35 timers arbejdsuge, så firmaer fremover kan hæve arbejdstiden.

Præsident François Hollande gennemførte i begyndelsen af maj den stærkt omdiskuterede reform. Han benyttede sig af en sjældent benyttet paragraf i forfatningen, paragraf 49.3, som Charles de Gaulle oprindelig fik indført for at kunne reformere på tværs af parlamentet. Hollande, der sidder i mindretal med sin socialistiske regering, gik dermed uden om medlemmerne af Nationalsamlingen, hvorfra præsidenten ikke kunne opnå støtte til arbejdsmarkedsreformen.

Hollande og hans højre hånd, Manuel Valls, står fast, til trods for, at millioner af franskmænd altså både har strejket og er gået på gaderne for at demonstrere mod El Khomri-loven.

»Det handler om mulighederne for at modernisere og reformere landet. Jeg er en socialdemokratisk reformist, og derfor giver jeg ikke op«, udtalte Manuel Valls for nylig.

Foto: Francois Mori/AP

Arven fra revolutionen

Men hvorfor er der så hyppige strejker i Frankrig, kan man spørge sig selv. Ifølge flere franske historikere kan hele ideen om det at strejke spores tilbage til 1800-tallet og arven fra den franske revolution.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er en del af den franske karakter at gå på gaden«, siger historikeren Stéphane Sirot til mediet The Local.

»Vi ser disse store sociale bevægelser på nationalt plan, som kan vare i lang tid. De er meget synlige, kan forårsage store forstyrrelser og bliver dækket bredt i medierne, både hjemme og i udlandet, hvilket blot føjer til Frankrigs oprørske omdømme«, siger Sirot.

Han påpeger, at mens der i andre nordeuropæiske lande er tradition for at gå i strejke efter mislykkede forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter, så er det i Frankrig omvendt.

Her strejker man – på opfordring fra fagforeningerne – forud for forhandlingerne.

»Franske fagforeninger må ofte iscenesætte radikale demonstrationer som en forudsætning for at opnå gode forhandlinger. Mens man i eksempelvis Storbritannien og Tyskland går ind til forhandlinger med visheden om, at arbejdsgiverne som udgangspunkt respekterer fagforeningernes magt«, har en anden fransk ekspert, Guy Groux, sagt til magasinet Time.

Eksperterne henviser også til, at det franske folk ofte går i håndfast kamp mod magthaverne.

Tænk bare på billederne af Air France-ansatte, som op gennem 1990’erne besatte landingsbaner og satte flyvninger på stand-by. På de utallige gange franske lastbilchauffører har blokeret motorvejene i landet. Og på de 1.500 vrede landmænd fra hele Frankrig, som sidste år trillede deres traktorer ind i Paris i protest mod faldende fødevarepriser og stigende omkostninger.

Den folkelige modstand

Mange franskmænd er vrede over, at François Hollande vil gennemtrumfe en reform, der af mange opfattes som nyliberal.

En meningsmåling viser, at 46 procent af befolkningen er imod arbejdsmarkedsreformen, mens 40 procent mener, den bør skrives om. Mange indbyggere frygter desuden, at reformen vil medføre flere afskedigelser i et land, hvor antallet af arbejdsløse i forvejen er 5,7 millioner ud af en befolkning på godt 66 millioner.

En anden meningsmåling viser, at et flertal af indbyggerne sympatiserer med de strejkende og de store fagforeninger CGT og FO, der står bag både strejker og demonstrationer. Det til trods for, at blot otte procent af lønmodtagerne i Frankrig er medlem af en fagforening. I Danmark er det tal til sammenligning 85 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg ønsker, at reformerne trækkes tilbage, hverken mere eller mindre. Først da vil det holde op. Så for regeringens skyld, så skal de trække lovene tilbage, ellers vil vi blokere det økonomiske liv«, sagde den 26-årige tekniker Aurelien Boukelmoune, der deltog i demonstrationerne i Paris den 14. juni, til nyhedsbureauet Associated Press.

En anden, den kendte franske kommentator Sylvain Cypel, der er tidligere redaktør på den franske avis Le Monde, forklarer den voldsomme modstand mod magthaverne i Frankrig på denne måde:

»Det, der foregår her og nu i Frankrig, er på samme måde med til at tegne tendenserne klart op: Hvis du i fremtiden vil arbejde, må du indstille dig på at blive mindre godt betalt, at din sygesikring bliver ringere, og at ydelserne ved ledighed bliver lavere. Og hvad angår dine børn, så vil de komme til at leve i en verden, hvor der er langt mere ulighed end i din. Sådan ser de nye spilleregler ud«, skriver Sylvain Cypel i en kommentar i The New York Times.

I disse dage er det så kabinepersonalet i Air France, der i protest har nedlagt arbejdet. Ikke meget tyder på, at de vil være de sidste arbejdere i Frankrig, der i fælles flok vil gå i strejke.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce