Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Venner. Den tyske professor, Andreas Wisching, ser med stor bekymring på den nationalistiske udvikling, som de europæiske demokratier har gennemgået. På billede ses den ungarske præsident Viktor Orban (t.v.) sammen med den russiske præsident Vladimir Putin.
Foto: Yuri Kochetkov (arkivfoto)/AP

Venner. Den tyske professor, Andreas Wisching, ser med stor bekymring på den nationalistiske udvikling, som de europæiske demokratier har gennemgået. På billede ses den ungarske præsident Viktor Orban (t.v.) sammen med den russiske præsident Vladimir Putin.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tysk professor: Vi er i fare for at erstatte vores demokrati med diktatur

Demokratiet i vesteuropæiske lande kæmper på to fronter for tiden, og det er historisk farligt, påpeger professor Andreas Wirsching.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Adolf Hitler, Benito Mussolini, Fransisco Franco, Josef Stalin.

Diktatorerne, der med undtagelse af Stalin, kom til magten, da demokratierne faldt i et splittet, frustreret og forvirret Europa mellem Første og Anden Verdenskrig kender vi. Deres folkemord og andre uhyrlige forbrydelser er historiske gysere med den sikre eftertanke: aldrig mere.

Ikke desto mindre befinder vi os i en tid, der er ligeså farlig og som allerede producerer ledere, der vækker minder om datidens diktatorer. Præsidenterne Vladimir Putin i Rusland, Recep Tayvip Erdogan i Tyrkiet, Andrzej Duda i Polen og den ungarnske leder Viktor Orbán er forridere for de onde tider, der kan være på vej.

»I de lande, hvor de regerer, er demokratiet i alvorlig fare. Tyrkiet synes at være i en overgangsfase mellem demokrati og diktatur, hvorfra det er svært at vende tilbage. Og vi bliver nødt til at se i øjnene, at der er en helt reel risiko for, at vores demokratier i Vesteuropa også kan komme i farezonen igen«, siger den tyske historieprofessor Andreas Wirsching, der er leder af Institut for Samtidshistorie i München.

En farlig konstellation

I sidste weekend gjorde den erfarne historieprofessor i en kronik i Süddeutsche Zeitung rede for, hvorfor han mener, at vores tid minder om perioden mellem de to verdenskrige, hvor demokratiet i Europa kom under voldsomt pres.

SE OGSÅ:

»Historisk set er der en konstellation, som er uhyre farlig for et demokrati og det er, hvis det skal kæmpe på to fronter samtidig. Den situation befandt demokratiet sig i dengang i stort set alle europæiske lande og forholdene minder meget om det nu. Mest dramatisk i Frankrig, hvor Front National vokser og vokser i takt med talen om ‚parallelsamfund‘, ‚fejlslagen integration‘ og terroranslag«, mener dr. professor Andreas Wirsching.

Frankrig - et skræmmeeksempel

Netop Frankrigs skæbne op til Anden Verdenskrig er et godt eksempel på, hvor svækket et demokrati kan blive, hvis det udfordres på flere fronter samtidig, påpeger professoren.

»De fleste af de europæiske demokratier kollapsede i tredieverne. Ikke mindst, fordi de havde færre og færre modige venner. Den, der kompromisløst forsvarede demokratiet, måtte vige for volden. Selv Frankrig, moderlandet for det europæiske demokrati, var mere eller mindre politisk lammet, da Anden Verdenskrig brød ud i 1939. At landet var mere eller mindre forsvarsløst, da Hitlers tropper stormede det i 1939, er alt andet end en tilfældighed«, mener Andres Wirsching.

Truet fra højre og venstre

Tidligere i år var han som leder for Institut for Samtidshistorie i München udgiver af den nye, kommenterede udgave af Adolf Hitlers ‚Mein Kampf‘. I den omfattende udgave af Hitlers gamle hadeskrift mod primært jøder, gendriver en gruppe historikere, nazistens påstande med fakta.

LÆS MERE:

Men arbejdet med bogen tvang Andreas Wirsching til at interessere sig for epoken mellem de to krige, da den demokratiske Weimar republik i Tyskland måtte vige for nazismen og Hitlers diktatur.

»I tiden mellem de to verdenskrige var de fleste europæiske demokratier truet af ekstremistiske bevægelser fra både højre og venstre side. Kommunister og fascister erklærede sig ganske vist som hinandens ’dødsfjender’, men var ikke desto mindre enige om, at demokratiet skulle ødelægges. En sådan situation med to fronter var kendetegnende for tiden efter Første Verdenskrig med latente trusler om borgerkrig mellem fløjene med meget lidt spillerum for demokratiet. Nu ser det ud til, at de europæiske demokratier for første gang siden afslutningen af Anden Verdenskrig står i en lignende situation«.

Hvilke fronter skal demokratiet kæmpe på nu?

»Vores demokrati står nu mellem radikal islamisme og terror på den ene side og højreradikal populisme på den anden. Det er en identisk og meget farlig situation. Demokratiet udfordres atter af flere ekstremistiske grupperinger, som kæmper imod hinanden gensidigt, men samtidig også imod demokratiet«.

»Vores demokrati står nu mellem radikal islamisme og terror på den ene side og højreradikal populisme på den anden. Det er meget farlig situation«

Men i modsætning til tiden før Anden Verdenskrig har vi et højt informationsniveau og en stærk demokratisk identitet i Vesteuropa, er det ikke et sikkert bolværk mod få ekstremister på begge fløje?

»Jeg tror, at to forhold gør sig gældende. For det første er de europæiske demokratier, i det mindste i storbyerne, faktisk blevet til indvandrersamfund. Det er et faktum, uanset om man kan lide det eller ej. Med 15 millioner muslimer i EU-landene er spørgsmålet ikke længere om islam hører til i Europa. Under alle omstændigheder har vi multikulturelle samfund, som ikke længere er sikre på deres egen identitet. Dertil kommer- for det andet - følgerne af globaliseringen. Hvordan forholder vi os til religioner, især til kristendom i vor tid? Hører den til den europæiske identitet eller ej? På den måde rammer de troende indvandrere de samfund, som i forvejen allerede var usikre på deres identitet«.

Angsten for de fremmede

I sin kronik i Süddeutsche Zeitung skriver Andreas Wirsching:

»I den radikale islamisme har en særlig konstruktion af identitet sat sig igennem, som med en pseudo religiøs og anti-vestlig ideologi med vold vil tvinge verden op i et ven-fjende billede. For de vestlige demokratier er denne form for radikal islamisme og dens terrorisme en enorm udfordring. Virkeligt farligt bliver situationen dog først, hvis den rammer samfund, som er i tvivl om deres egen identitet«.

En stor del af de populistiske højrepartiers grobund synes baseret på angsten for terror og for islam blandt flygtninge og indvandrere. Hvad kan vi gøre for at komme den angst til livs?

»Vi kan vise,at der er demokratiske alternativer og føre en aktiv og vellykket integration igennem. Flygtninge skal hurtigst muligt mærke, at de har en chance i Europa. Det vil give dem en forbindelse til det land, der har taget imod dem og de kan være med at styrke demokratiet. Det vil gøre det sværere for populismen at fremmane »de fremmede« som et fjendebillede«.

Men er det nok, når vi står med det, nogen kalder ‚en epidemi af had‘ mod fremmede og islam? I Deres kronik nævner De selv, at Ernst Moritz Arndt, der går for at være en forløber for tysk nationalisme allerede i 1813 talte om ‚det nødvendige had‘. Et had, der ifølge ham var ‚skytsværn imod det fremmedes indtrængen‘. Hvordan gør man op med det?

»Det er udfordringen for de vestlige demokratier. De skal ikke alene få indvandringen og integrationen til at lykkes, men også afværge truslen fra terror. Vi må overkomme hadet fra begge sider, som dybest set er identisk«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi har tidligere oplevet terrorisme fra venstreorienterede grupper som RAF i Tyskland og Brigatte Rosse (De røde brigader) i Italien samt nationale terrorbevægelser som ETA i Baskerlandet, på Korsika og i Nordirland. Hvorfor er den islamistiske terror en større trussel for vore demokratier?

»Den islamistiske terror træffer tilfældige mennesker og menneskemængder, mens de europæiske terrorister fra 1970’erne og 1980’erne »nøjedes« med at myrde udvalgte repræsentanter for politik og erhvervsliv. Begge dele er frastødende, men jeg tror, at den islamistiske terror spreder mere rædsel, fordi den kan gå udover enhver af os og ikke bare dem, der hører til en smal elite«.

Hvad kan vi som demokratiske samfund gøre for at vinde kampen på begge fronter?

»Jeg vil ikke sige, at det er umuligt for et demokrati at være til stede på begge fronter. Den radikale islamisme må under alle omstændigheder bekæmpes konsekvent af politi og retsvæsen. Det er vigtigt, at de demokratiske staters monopol på magtanvendelse bliver opretholdt på en troværdig måde. For de populistiske partier fra højre vil hurtigt være ude og bebrejde den demokratiske stat, at den ikke er i stand til at løse problemerne i et forsøg på at få destabilisere den og få den til at se handlingslammet ud. Deri ligger der en virkelig alvorlig fare«.

Hvilken rolle spiller den Europæiske Union, som mange mener er svækket efter afgørelsen om Brexit, for denne kamp for demokratiet?

»Den Europæiske Union står for en organisk forening af demokrati og frihed, menneskerettigheder og økonomisk velstand. Som sådan er den et symbol på, at demokratiet og retsstaterne på ingen måde er blevet mindre vigtige. Det er et meget vigtigt signal for Europa at sende og i den forstand spiller EU en vigtig rolle i den fælles kamp for demokratierne. Jeg tror ikke, at vi har et alternativ til EU i Europa, heller ikke selv om unionen ikke er specielt populær for øjeblikket«.

Højrepopulisme skal ignoreres

I Tyskland, hvor det islamkritiske og EU-skeptiske parti Alternative für Deutschland (AfD) er stormet frem fra højre i det sidste års tid, har der været store diskussioner i medierne og blandt politiske partier.

Partiet har gjort sig bemærket ved partileder Frauke Petrys udmelding om, at det er i orden for det tyske politi at skyde »illegale flygtninge«, som trænger over de tyske grænser. I sommer vakte det voldsomt postyr, da et ledende medlem, Alexander Gauland, hævdede, at mange tyskere nødigt vil have den sorte fodboldspiller Jerome Boateng som nabo.

I sin kronik skriver Andreas Wirsching:

»De politiske bevægelser i de vestlige demokratier vil ikke holde op med at fokusere på en »fjende« for at forbedre deres chancer for at mobilisere mennesker og dermed bevidst forsøge at reducere den uomgængelige kompleksitet i den moderne verden på skammelig vis. Ej heller vil de høre op med beskrive demokratiet som korrupt og »folkeforræderisk« for at gøre sig færdig med fjenden. Derfor befinder de vestlige demokratier sig for første gang i Efterkrigstiden i en intern konflikt med to fronter, hvor det angribes med propaganda fra flere sider, men også fratages sin værdi i valglokalerne«.

Populisme bør forties

Ifølge Andreas Wirsching bør medierne undgå at omtale den slags »provokationer og propaganda« fra partier som Alternative für Deutschland.

»Det er en historisk erfaring, at de mest radikale får mest succes i en tid, der tegnes af radikale paroler. Derfor må de demokratisksindede partier stå imod fristelsen til at bruge det samme sprog som ekstremisterne, fordi man tror, at det er nødvendigt for at få stemmer. Det er alt for farligt at lade sig styre af valgtaktiske kalkyler i den her situation«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men er det demokratisk at ignorere bestemte partier på den måde?

»Jeg er af den opfattelse, at partier og bevægelser, der er fjendtlige overfor demokratiet, ikke skal have gode muligheder for at udbrede deres propaganda i medierne, i interviews, talkshows i tv og så videre. Min opfattelse er baseret på hensyn til netop demokratiet. Hvis de populistiske partier kommer til magten ved valg, vil de selvfølgelig få indflydelse. Og alle historiske erfaringer viser, at fjender af demokratiet ved bliver at være fjender af demokratiet, fanget i et verdensbillede, der kun kender fjende og ven«.

Hvor alvorlig er situationen for de vestlige demokratier?

»Vi må være klar over, at klokken næsten er fem minutter i tolv. Der er ikke længere tid til bare at bruge tricks og manøvrer. Vi må forstærke demokratierne jurdisk og beslutningsmæssigt. For i en tid med radikalisering er der næppe noget vigtigere for et demokrati end at fastholde sit monopol på magtudøvelse på en troværdig måde. Og så må vi bekæmpe konstruerede fjendebilleder og med eftertryk holde fast i, at der ikke findes enkle svar på komplicerede spørgsmål. Det er den form for frihed, der er beskyttet af vores forfatninger den eneste frihed, vi kender«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden