Cirka 400 timer. 18 dage for at være præcis.
Så lang tid skulle der gå, fra det britiske medlem af Europaparlamentet Diane James vandt posten som formand for United Kingdom Independence Party, UKIP, til hun valgte at trække sig fra selvsamme post.
»Det er med stor ærgrelse, at jeg bekendtgør, at jeg ikke vil formalisere min nominering som partileder«, lød det i en pressemeddelelse fra den nye - men nu samtidig afgående - partiforkvinde.
Hun blev af mange set som den oplagte arvtager til den markante leder Nigel Farage, der forlod posten efter briternes beslutning om at forlade EU ved folkeafstemningen i juni i år.
LÆS OGSÅ
Hun vandt også valget om at efterfølge ham overbevisende, men arvtagerens rolle tog hun kun til sig i 18 dage.
Og det viser med al tydelighed, at UKIP - med tabet af to partiledere på under 6 måneder - er et parti præget af dysfunktion. Det mener professor Stephen Fisher, der forsker i politisk sociologi, parti- og vælgeradfærd ved Oxford University.
»Fra flere kanter bliver der spekuleret i, hvorfor hun stopper, men efter Nigel Farages exit som leder er der meget, som tyder på, at partiets tilbageværende ledelsesmedlemmer har et usundt forhold til hinanden, og at kommunikationen internt er direkte dysfunktionel«, siger han til Politiken.
Arven efter Farage
Fisher påpeger, at James fra flere sider - internt som eksternt - bliver beskyldt for at have været useriøs med sit kandidatur, men at hendes afsked dækker over en spirende krise i det rebelske højreparti.
»Efter Brexit-afstemningen var der en euforisk stemning i partiet, men samtidig gik det jo op for dem, at den største syndebuk i store dele af deres politiske program nu var blevet besejret. EU er besejret. Så hvad nu? Og at personen, der har tegnet partiet på godt og ondt i årevis, vælger at forlade ballet på samme tid, det kan slå et parti ud af kurs«, siger Stephen Fisher.
Diane James selv har udtalt, at hendes beslutning er truffet af private årsager, og at hun har følt, at hun »manglede den fulde opbakning« fra sig bagland, skriver hun i en udtalelse.
Men partiets nuværende krise handler ikke kun om positioner og interne kampe, men i høj grad et politisk projekt, der har været bundet op på Nigel Farages bombastiske personlighed, siger Stephen Fisher.
»UKIP har i de seneste 15 formået at vokse sig fra at være et enkeltsagsparti i den politiske periferi til at være et af de eneste partier, der med succes har fået skabt en euroskeptisk platform med en stigende opposition til indvandring. De mobiliserer vælgere blandt befolkningsgrupper, der ellers ikke ville stemme, og det var i høj grad på grund af Farage«, siger han.
»Og det ville være en stor byrde at bære for enhver i den tilbageværende ledelse. De har andre gode profiler, men de er enormt samspilsramte«.
Kamp om relevans
I samme åndedrag peger Oxford-professoren på, at et revitaliseret konservativt parti under ledelse af den nye premierminister Teresa May kan tvinge UKIP til at kæmpe for at retfærdiggøre sig selv over for de britiske vælgere.
»Siden May blev valgt som ny konservativ leder, har man set et ryk mod højre. De konservative lægger op til at blive hårdere i indvandrer- og integrationspolitikken, og dermed bevæger de sig ind over UKIP's kernepolitik. Og med forvirringen om lederskabet står UKIP uden en markant stemme på et ufatteligt dårligt tidspunkt«, siger Stephen Fisher, der skeler til et hav af meningsmålinger, der viser et konservativt parti i voldsom fremgang.
LÆS OGSÅ
