Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nyt fra Mosul: Kampe er nået til byportene, IS henretter fanger, militser tager selfies, og Obama hylder de lokale

Selv om anden dag af Mosul-offensiven bød på langsommere fremskridt end på førstedagen, ventes der stor aktivitet i dag.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De har siddet solidt på Mosul, siden de løb den irakiske by over ende i en blitzkrieg i forsommeren 2014. De har indført et strengt puritansk lovsystem, udsat Mosuls borgere for hårde straffe, begrænset telefonforbindelsen, skåret i elektriciteten og sågar udråbt deres såkaldte kalifat fra denne by.

Men mere end to år senere er de tvunget i knæ. Bevægelsen, der kalder sig selv for Islamisk Stat (IS), er trængt.

Mens den længe ventede offensiv mod Islamisk Stats sidste store bastion i Irak, Mosul, i disse timer går ind i sin tredje dag, tikker der meldinger ind om vigtige fremskridt for koalitionen.

Syd for Mosul nærmer irakiske styrker - assisteret af en række shiamuslimske militser, der nu er indlemmet officielt i nationalhæren - sig byen kilometer for kilometer. Undervejs er en række byer blevet vristet ud af hænderne på Islamisk Stat. Det gælder blandt andet en assyrisk landsby i Hamdaniya-området, som ifølge shiamilitserne (der samlet går under navnet Popular Mobilization Units, PMU) jubler over det, de på Twitter kalder for »befrielsen fra IS«.

Generelt var de militære landvindinger i går mindre, end de var på Mosul-offensivens førstedag i mandags. Men de mere end 25.000 styrker, der deltager i kampen mod IS, har alligevel gjort vigtige fremskridt, lyder det blandt andet fra det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon. Her siger talsman Peter Cook, at »det vil være korrekt at sige, at der er amerikanere i udkanten af byen (Mosul, red.)«.

Kampen er dog langt fra vundet, understreger USA.

Fra den østlige side af Mosul er meldingerne mere spredte. En indbygger sagde i går til Politiken, at IS ikke var at se i det østlige Mosul, hvor han befandt sig. Andre medier skriver, at IS har trukket sig tilbage fra en hel række landsbyer i Østmosul. Men det IS-loyale medie, Amaq News Agency, hævder omvendt, at bevægelsen har generobret byerne Adalah og Ibrahim, mens landsbyen Kubaybah, som IS ikke før har kontrolleret, angiveligt nu skulle være på Islamisk Stats hænder.

Efterhånden som IS presses fra alle sider, frygter USA, at bevægelsen vil anvende »primitive kemiske våben« i forsøget på at undgå en retræte. Bekymringen bygger blandt andet på et fund, som amerikanske styrker gjorde tidligere på måneden. Her fandt man rester af såkaldt sennepsgas i fragmenter fra krigsmateriel, som menes at være brugt af IS.

Præsident Obama roste i går fremskridtene, mens han gjorde det klart, at det er irakerne, der styrer offensiven i Mosul, og at amerikanske tropper og rådgivere primært er tilstede i en støttende funktion.

»Det er irakerne, der udfører denne kamp, og det gør de effektivt og modigt«, sagde han ved en pressekonference i går, som USA's særlige udsending til kampen mod IS, Brett McGurk, senere viderebragte.

En anden frygt går på, at IS vil bruge de godt 700.000 civile, der anslås at være tilbage i Mosul, som menneskeskjold, når kampene i bykernen intensiveres. Mens godt 100.000 borgere nåede at flygte fra området i månederne op til offensiven, befinder der sig stadig omkring 1,5 millioner mennesker i hele det område, som IS samlet set kontrollerer i Syrien og Irak.

I det, der kan ligne desperation, valgte IS i går at henrette 12 fanger, skriver det borgerdrevne medie, Mosul Eye, på Twitter. Samme medie skriver, at IS har trukket en del af sine styrker fra Mosuls vestlige front - en oplysning, der dog ikke er bekræftet af de større etablerede medier.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Om det var desperation, der i aftes fik en IS-kriger til at detonere sin selvmordsvest, da han kom under beskydning nær Mosul, vides ikke. Men ved en tilfældighed fangede amerikanske CNN episoden på kamera, og siden er videoen blevet delt på de sociale medier. (Advarsel: Stærke billeder)

Fra nordvest har kurdiske peshmerga-styrker indtaget en række byer fra IS og anholdt en stor gruppe af bevægelsens krigere. Men kurderne har også selv lidt tab, mens andre er sårede.

Den selvmorderiske IS-kriger dukkede op fra en af de mange tunneler, som bevægelsen viser sig at have brugt i sin krigsførsel. Efterhånden som koalitionens styrker kommer stadig tættere på Mosul, opdages stadig flere af de hemmelige underjordiske stisystemer, IS har gravet. Nyhedsbureauet AP skrev i går, at IS-krigere på grund af det militære pres var tvunget til at opholde sig i tunellerne i længere tid.

I går lykkedes det samme bureau at få adgang til en af tunnelerne, og efterfølgende har AP-journalisten Bram Janssen lagt en video af tunnelen på Twitter:

Kampene ventes i dag at fortsætte på alle fronter. Et oversigtskort viser her de fremskridt, de kurdiske styrker (i gul) og de irakiske styrker (i rød) har gjort.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Også de shiamuslimske militser erklærer sig klar til kamp. To PMU-ledere har på Twitter lagt en selfie ud, flankeret af ordene:

»Vi kommer til dig, Mosul. farvel, IS«.

[io-10]

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden