Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Ventetid. Robel (herover) tager en pause fra sit arbejde. Herberget skal udvides for at rumme flere migranter, og Robel er som arbejdsmand med til at bygge.
Foto: Guillermo Arias

Ventetid. Robel (herover) tager en pause fra sit arbejde. Herberget skal udvides for at rumme flere migranter, og Robel er som arbejdsmand med til at bygge.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De er rejst 10.000 km til fods mod håbet

15.000 haitianere er allerede ankommet til grænsen mellem Mexico og USA, og yderligere 50.000 er på vej til fods eller i bus fra Brasilien, hvor de har mistet deres job. Grænsebyen Tijuana har mobiliseret sig, men kan ikke rumme flere migranter.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Han fik stjålet alle sine penge og papirer i Colombia. I Honduras fik han så mange tæsk, at han ikke anede, hvad han selv hed. I Mexico fik han bank igen af en flok soldater. Og da hans kone var ved at dø af en forgiftning i Panamas bjerge, kunne han kun tilbyde hende et leje på jorden og en halv kiks om dagen.

Alligevel mener 38-årige Robel Dipré selv, at han stort set har haft heldet med sig. Til forskel fra mange andre haitianere har både han og hans kone, Estebana, overlevet en rejse fra Brasilien helt til det nordlige Mexico. En tur over fire måneder og 10.000 km, hvoraf det meste er tilbagelagt til fods.

Parret er bare to af de omkring 15.000 haitianere, der lige nu banker på døren til USA fra den mexicanske side af grænsen. Heraf er alene 7.000 ankommet til grænsebyen Tijuana, mens resten forsøger lykken fra andre grænsebyer som Mexicali og Ciudad Juárez. De er fortroppen for yderligere 50.000 haitianere, der lige nu vandrer op gennem Latinamerika med USA som den planlagte endestation, ifølge den mexicanske regering.

Vi mistede mange undervejs. De døde. Af udmattelse eller af tørst. Det var ikke altid, vi kunne finde vand

»Vi ved ikke nøjagtigt, hvor mange der er på vej. 50.000 er et godt bud, men det kan godt være mange flere endnu«, har Mexicos indenrigsminister Miguel Ángel Osorio Chong sagt.

I Tijuana er der allerede en mur mellem USA og Mexico, så migranterne får et nummer og et armbånd med en dato for deres interview med de amerikanske myndigheder. Haitianerne har af Mexico fået 20 dages ophold til at vente, så det er, hvad de gør. De amerikanske myndigheder interviewer 50 mexicanere om dagen og 75 af andre nationaliteter. Det kan blive en lang ventetid.

Masser af arbejde i Brasilien

Vi møder Robel og Estebana Dipré tidligt om morgenen i det katolske herberg Padre Chávez, hvor haitianere, afrikanere og centralamerikanere sover hulter til bulter på gamle madrasser eller bare på jorden. En flok frivillige er i gang med at lave morgenmad til dem alle sammen, og en lang kø ude på gaden har også meldt sig i de sultnes rækker.

De, der allerede er vågne, sidder og kigger ud i luften og venter på at blive kaldt til bordet. En lille pige krammer sin dukke og ser forknyt ud. Det er længe siden, hun har fået et bad, kan man se. Estebana kigger på pigen og folder begge hænder om maven. Hun er gravid i femte måned, hvoraf de tre har været tilbragt på landevejen. Hun er træt.

Som alle de andre haitianere er også Robel og Estebana Dipré kommet fra Brasilien, hvor de arbejdede i årevis op til de olympiske lege. Der var masser af arbejde, og den brasilianske regering udstedte titusindvis af visa til den billige arbejdskraft fra Haiti. Robel var arbejdsmand, og Estebana arbejdede på et slagteri.

»Vi havde planlagt at blive boende i Brasilien. Vi havde et godt liv, et hus og lyse fremtidsudsigter. Vi syntes, vi var meget heldige, fordi vi slap ud af Haitis fattigdom«, fortæller Robel.

Alt det ændrede sig fra den ene dag til den anden, da en gigantisk korruptionsskandale brød ud omkring Brasiliens nationale olieselskab Petrobras, og landet blev sendt ud på en brat økonomisk nedtur. Alle haitianerne mistede deres job og så sig nødsaget til at bryde op.

De satte kursen nordpå.

Farligt at vandre alene

Robel og Estebana Dipré havde lidt penge og kunne starte deres rejse med bus. Men de var dårligt nået til Colombia, før Robel blev overfaldet og frarøvet alle penge og id. Der var ikke andet at gøre end at fortsætte rejsen til fods, men det er for farligt at gå alene, så de slog sig sammen med andre haitianere med samme destination.

»Vi var 100, men vi delte os op i mindre grupper på 25. Når nogen ikke kunne følge med, blev de andre og ventede. Men vi mistede alligevel mange undervejs. De døde. Af udmattelse eller af tørst. Det var ikke altid, vi kunne finde vand«, beretter Robel Dipré.

I Panama blev alle haitianerne nødt til at sige, at de var fra Congo, for ellers blev de ikke lukket ind, og de skjulte sig for myndighederne ved at gå gennem bjerge og jungle. Det var her, de fleste faldt fra, og Estebana var lige ved at blive en af dem. Hun blev så syg af en forgiftning, at hun kastede blod op i mange dage, mens hun lå på en jakke på jorden.

»Jeg troede ikke, hun ville overleve, og vi havde ingen mad, men heldigvis vand, for det var meget varmt. Og pludselig fik hun det heldigvis bedre«, siger Robel Dipré.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Migranter i gaderne

De mange haitianeres ankomst kom helt bag på både Mexicos regering og hjælpeorganisationer, der slet ikke havde haft tid til at forberede sig, da det hele begyndte i maj. Samtidig kom også store grupper af somaliere og congolesere, der søger mod USA i stedet for Europa, mens den konstante tilkomst af centralamerikanere på flugt fra vold og fattigdom fortsatte uændret. Resultatet var, at de nytilkomne måtte sove på gader og stræder og spise affald, eller hvad de kunne finde.

Tijuana er en by, der består af migranter og derfor har stor tolerance over for folk, der søger et bedre liv. Optændt af medlidenhed og rædsel over synet af al den armod trådte det civile samfund til med at arrangere herberger og indsamle tøj og mad.

Mens vi taler med Robel og Estebana Dipré, kører en lastbil op foran herberget og afleverer bunker af tæpper, dåsemad, ris, vand og bleer. Det er et privat firma, der yder sit diskrete bidrag, uden på nogen måde at skilte med det.

Nu er situationen bedre, men der er ikke flere pladser på herbergerne, og der kommer stadig 300 haitianere vandrende dagligt. Få af dem har hørt om valgkamp i USA, men det er rygtedes, at reglerne for indvandring måske bliver strammet. Det har kun fået dem til at sætte farten op.

Et usikkert projekt

Men hvorfor kun USA?

»Alle vil til USA. Der står kun ét land i hovedet på os – og det er USA«, siger 27-årige Dina del Carmen, der ikke rigtigt kan forklare, hvorfor ingen af de latinamerikanske lande er gode nok. Hun sidder på jorden og farvelægger tegninger sammen med sin lille datter, Jeoany.

»USA«, gentager Jeoany. »Vi vil til USA«.

Men USA er et usikkert projekt for de fleste haitianere, for juridisk befinder de sig i et limbo. Da de alle i årevis har boet i et sikkert land, Brasilien, kan de ikke få asyl, og almindelig opholdstilladelse er mere end almindeligt svært at opnå. Mange kan derfor se frem til at blive deporteret til Haiti.

Den proces kompliceres til gengæld af, at Haiti nægter at modtage flere end 50 af sine egne borgere om måneden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og de haitianere, det handler om, vil ikke hjem, for der er ingen fremtid, siger de. Seks år efter at et jordskælv ødelagde store dele af Haiti, er der næsten intet sket. Genopbygningen har været helt utilstrækkelig, og den politiske situation er kaotisk. Dertil kommer, at orkanen Matthew netop har har dræbt 1.000 mennesker og henvist yderligere mindst 50.000 til at leve i lejre.

»Der er megen ondskab i Haiti. Det er den, vi er rejst fra, og nu er vi kommet så langt og har gået så meget igennem« siger Robel Dipré.

»Gud må have en mening med alt det, vi har lidt«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden