0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Tampa-flygtninge skal transporteres af flådeskib

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
AP
Foto: AP
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Australien sagde søndag, at det vil lade et flådefartøj transportere 433 asylansøgere fra et fragtskib ud for den australske besiddelse Christmas Island til Papua Ny Guinea, men operationen ventes forsinket af en domstolsafgørelse.
Ifølge Australiens premierminister, John Howard, vil det australske flådefartøj HMAS Manoora samle de fortrinsvis afghanske flygtninge op fra det norske fragtskib Tampa og sejle dem til Papua Ny Guinea, hvor flygtningene vil blive sat på fly til henholdsvis New Zealand og den lille stillehavsø Nauru.

Howard fortsatte dermed sin faste linie i afvisningen af at lade flygtningene sætte fod på australsk jord. Howard tilføjede dog, at hans regering vil respektere fredagens domstolsafgørelse i den australske by Melbourne, der pålægger regeringen at suspendere sine planer, indtil domstolen har taget stilling til, hvorvidt flygtningene folkeretsligt set har lov til at gå i land i Australien og søge om asyl dér.

»Hvis der kommer en domstolsafgørelse om, at flygtningene ikke må flyttes, så må vi tage hensyn til det«, sagde Howard.

Brev asylsøgere
Høringen ved forbundsdomstolen i Melbourne er kommet i stand efter en henvendelse fra en australsk borgerretsgruppe. Søndag blev et brev fra asylansøgerne læst op i retten.

Australien, hvor indvandring er blevet et hovedemne i valgkampen, og Indonesien har begge afvist at lade flygtningene gå i land.

Flygtningene indledte søndag deres anden uge på Tampa, der samlede dem op fra et synkende skib for en uge siden.
Nauru har lovet at tage imod 283 af flygtningene, mens New Zealand har lovet at modtage 150.

»Der er opnået enighed med regeringen i Papua Ny Guinea om at lade flygtningene komme i transit i hovedstaden Port Moresby, hvorefter de med fly vil blive transporteret videre til henholdsvis Nauru og New Zealand«, sagde Howard.
Naurus præsident, Rene Harris, sagde, at de australske myndigheder havde henvendt sig til ham torsdag for at få Nauru til at tage imod nogle af flygtningene.

»Det eneste, vi bidrager med, er jord. Australien sørger for resten«, sagde Harris til den australske tvstation kanal 9.

Tampa, som australske soldater tog kontrollen med for fire dage siden, ligger fortsat i australsk farvand tæt ved Christmas Island, der ligger 340 kilometer syd for Indonesien og 1500 kilometer vest for det australske fastland.

FN-appel
Det australske flådefartøj HMAS Manoora ankom til farvandet ud for Christmas Island søndag eftermiddag, hvorefter helikoptere begyndte at flyve forsyninger ud til skibet. Puder, tæpper og medicin ligger i stakkevis på landingsbanen på Christmas Island. FN har appelleret til Australien om at lade flygtningene gå i land på Christmas Island af humanitære årsager.

»Det er ikke en ideel situation. Jeg føler med flygtningene, der opholder sig i heden på dette skip i containere«, sagde FN's generalsekretær, Kofi Annan, i forbindelse med FN's racismekonference i den sydafrikanske havneby Durban.

FN's menneskerettighedskommissær, Mary Robinson, langede på sin side kraftigt ud mod Australien.

»Vi taler menneskerettigheder her. Og det er helt uacceptabelt, at disse mennesker fortsat er strandet på skibet, selv om de nu får mad og medicin«, sagde Robinson.

»Jeg har gjort min holdning kendt over for den australske regering og den australske premierminister. Vi er nødt til at løse sagen og flytte disse mennesker fra skibet så hurtigt som muligt«, sagde Robinson.

Når Australien er så fast besluttet på at undgå at få flygtningene til at betræde australsk jord, skyldes det, at Australien i forvejen huser tusinder af flygtninge i overfyldte lejre. Flere ministre i den australske regering har fordømt det, de betegner sig som illegale indvandrere, der forsøger at springe over i køen.

Hundredtusinder af afghanere er flygtet fra krig og undertrykkelse under det fundamentalistiske Taleban-styre i Afghanistan. Langt hovedparten bor i lejre i Pakistan og Iran, mens andre søger endnu længere væk - bl.a. til Australien.