0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Racisme og nynazisme side om side

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den danske valgkamp og Dansk Folkepartis fremgang ved valget vakte stor opmærksomhed i Sverige. Ingen af partierne i den svenske Riksdag er åbenlyst fremmedfjendtlige, og den danske debat om indvandrere opfattes ofte som racistisk. Samtidig er Sverige nynazismens højborg i Nordeuropa med en relativt stærk Hvid Magt-bevægelse.

Er der en sammenhæng her? Ville en mere åben debat om indvandringen fungere som en ventil, så 'hverdagsracister' ikke blev tvunget til at søge til populisterne og det ekstreme højre for at få luft for deres synspunkter?

»Danske debattører hævder ofte, at Dansk Folkeparti gør, at fremmedfjendtligheden kan debatteres, og der derfor er færre nynazister end i Sverige, men jeg tror ikke, at det forholder sig sådan«, siger Anna-Lena Lodenius, som er en af Sveriges førende eksperter i den yderste højrefløj. Hun har brugt flere års journalistisk arbejde på at undersøge og beskrive nynazismen.

Det stærkeste eksempel, der støtter hendes opfattelse, er Skåne, hvor nynazisme og fremmedfjendtlighed trives side om side.

»Skåne og Danmark er ret ens med hensyn til en åbenlys fremmedfjendtlighed i debatten. Samtidig er Skåne et område, hvor nazisterne har godt fat. Nynazismen eksisterer altså parallelt med fremmedfjendtligheden«, siger Lodenius.

I Skåne kan man sige ting i debatten om for eksempel sigøjnere og indvandrere, som man ganske enkelt ikke kan sige i resten af Sverige.

»Her kan man være fremmedfjendtlig uden at blive stemplet«, siger Anna-Lena Lodenius.

Integration
Sara, Pela og nu Fadime. Siden midten af 1990'erne er i alt fire unge kvinder med indvandrerbaggrund blevet myrdet af nære slægtninge i Sverige, og flere er blevet udsat for mordforsøg eller mishandling, fordi de ikke levede, som familien ville have det. Hver gang har det såkaldte æresdrab sat gang i en debat om kulturforskelle og vigtigheden af at følge svensk lov, når man lever i Sverige.

I bund og grund er alle tilsyneladende enige: et mord er et mord, og der er ingen formildende omstændigheder. Alligevel er mordene tegn på mislykket integration. Unge kvinder med udenlandsk baggrund, som vokser op i Sverige, får ikke lov at leve som deres svenske medsøstre, fordi deres mandlige slægtninge ikke har accepteret, at der er ligestilling mellem kønnene.

Ifølge Bam Björling, der er talskvinde for Kvinnoforum, lever hundredvis af indvandrerpiger i undertrykkelse fra deres mandlige slægtninge. Hun fortæller, at nogle ligefrem tvinges til at underskrive deres eget selvmordsbrev, så fædrene kan blive frikendt, hvis de myrder deres døtre.

Hun hævder, at det i Sverige ikke anses for politisk korrekt at diskutere problemer, som har med kultur at gøre:

»Beslutningstagerne har i mange år svigtet indvandrerpigerne på grund af denne skræk«.

Seks kurdiske debattører var inde på det samme forleden i en debatartikel i Svenska Dagbladet:

»Regeringen, Riksdagen, myndigheder og institutioner har undgået debatten af naiv respekt for indvandrernes 'kultur', 'religion' og 'traditioner'«, skriver de og hævder, at dette har givet indvandrerkvinders grundlæggende rettigheder dødsstødet i Sverige.

Fadime Sahindal ville bare gerne leve sit eget liv som et selvstændigt individ. Og hun var modig nok til at støtte andre unge kvinder, som drømte samme drøm.

Det kunne hendes far ikke acceptere, derfor dræbte han hende. Det er i hvert fald sådan, den tragiske hændelse fremstilles, men Anna-Lena Lodenius advarer om, at billedet kan være forenklet. Man kan ikke kun skyde skylden på kulturen og udelukke, at manden simpelthen var mentalt forstyrret.

Hvor forfærdeligt mordet end var, er det vigtigt at man ikke lader debatten løbe løbsk og lader alle kurdere eller alle indvandrere blive ramt af skyld.

I nynazistiske kredse giver det ny næring til fremmedfjendtligheden. Her er de tidligere hædersdrab blevet betragtet som et tegn på, at islam er en ond religion, eller at den kurdiske kultur er forfærdelig, siger Anna-Lena Lodenius.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere