0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Britisk domstol accepterer beviser trods tortur

Storbritanniens næstøverste domstol har vækket harme ved at godkende, at det britiske retssystem kan bruge bevismateriale, der er opnået ved brug af tortur. Indenrigsministeren tilfreds med afgørelsen.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tortur er forbudt i Storbritannien. Men det er legitimt at fremlægge bevismateriale i retten, der er fremskaffet gennem tortur - hvis den vel at mærke ikke er blevet udført på britisk foranledning.

Sådan var budskabet, da Storbritanniens næstøverste retsinstans, the Court of Appeal, i onsdags besluttede at afvise klager fra ti udlændinge, der er under mistanke for at tilhøre internationale terrororganisationer og har tilbragt over to år i britisk forvaring uden at blive stillet for retten.

Landets kontroversielle terrorlovgivning gør det muligt at varetægtsfængsle udlændinge på ubestemt tid.

Brugbare vidneudsagn
Advokaterne for de ti mistænkte hævder, at beviserne for deres angivelige tilhørsforhold til internationale terrorgrupper stammer fra vidner, der er blevet underkastet tortur i den amerikanske fangelejr på Guantánamo-basen eller på den amerikanske Bagram-luftbase i Afghanistan.

Appelrettens tre dommere afviste torturbeskyldningerne ved at understrege, at der efter deres vurdering ikke var beviser for, at de ti udlændinge var blevet udpeget af torturofre.

Men to af dem gik et skridt videre ved at erklære, at selv om det havde været tilfældet, ville vidneudsagnene alligevel have været brugbare.

Ifølge de to dommere kan bevismateriale opnået ved hjælp af tortur bruges i en britisk retsinstans, så længe staten ikke selv har bestilt eller været vidende om torturen.

Det er ikke op til den britiske indenrigsminister at undersøge, hvordan beviserne er blevet fremskaffet, sagde de.

En af dommerne var imidlertid uenig og mente, at en anklaget ikke kan få en retfærdig rettergang, hvis der bruges den slags bevismateriale, og at »en demokratisk stat svækker sin sag mod terrorister« ved at »bruge tortur eller selv ved at benytte sig af torturens resultater«.

Flertalsafgørelsen i landets næstøverste retsinstans har vakt stor harme blandt menneskerettighedsgrupper. De mener, at Storbritannien svigter sine internationale forpligtelser ved i realiteten at se igennem fingre med tortur, så længe den ikke er begået af briter.

Grønt lys for tortur
Således kritiserede Amnesty International dommerne for at give »grønt lys for tortur« og kaldte afgørelsen en »vildfarelse, moralsk og juridisk«. Andre advarer om, at tortur begået af britiske soldater i udlandet nu vil kunne bruges som bevismateriale.

Advokaterne for de ti mistænkte overvejer nu at anke afgørelsen til Overhuset.

Indenrigsminister David Blunkett er derimod tilfreds. Han understregede i en kommentar til afgørelsen, at han fordømmer brugen af tortur, men at det ville være »uansvarligt ikke at tage passende hensyn til enhver form for information, der kan medvirke til at beskytte nationens og befolkningens sikkerhed«.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere