0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Mistænkt for lastbilattentat: Forstyrret, rodløs utilpasset, alene og uden familie

Brandstiftelse, røveri, narkohandel og kontakter til Islamisk Stat er i den 24-årige Anis Amris synderegister.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

18 år.

Ældre var Anis Amri ikke, da han forlod Tunesien, oven i købet allerede med politiet i hælene. Det er i hvert fald, hvad hans far ifølge New York Times har fortalt til den tunesiske radiostation Mosaique FM.

Siden har Amri rakket rundt i Italien og Tyskland, siddet i fængsel og er nu på mediernes forsider som den eftersøgte 24-årige mand, der er mistænkt for at pløje en enorm lastbil ind i en folkemængde ved et julemarked i Berlin.

Og selv om de tyske myndigheder understreger, at det ikke er sikkert, at han er gerningsmanden, tegner der sig et billede af endnu en ung kriminel, som har været og formentlig stadig er tiltrukket af islamistiske kræfter. En ung, som man roligt kan beskrive som rodløs, forstyrret, utilpasset, alene og uden familie.

Hvis lastbilattentatet mod julemarkedet er udført af den mistænkte Anis Amri, lægger det sig i slipstrømmen af tidligere terroranslag i Europa, som i høj grad er gennemført af kriminelle. Eksempelvis var gerningsmanden bag lastbilsoverfaldet i Nice en kendt vanekriminel.

To brødre, Khalid og Ibrahim el-Bakraoui, som stod bag bombningen af lufthavnen i Bruxelles, havde stjålet biler og begået væbnede røverier inden. Og Amedy Coulibaly, som stod bag angrebet på et jødisk supermarked i Paris to dage efter angrebet på Charlie Hebdo-redaktionen var også en tidligere kriminel og havde flere fængselsdomme bag sig.

Stjal lastbil i Tunesien

Anis Amri voksede ifølge den tunesiske tv-station Al-Chourouk op i den nordøstlige provins Kairouan, kendt som en højborg for salafister, som står for en yderligtgående tolkning af Islam.

I december 2010 forlod han sit hjemland  som flygtning på vej til Italien, angiveligt efter at have stjålet en lastbil, og ifølge det tyske nyhedsbureau DPA oplyser faderen, at han siden blev idømt fem års fængsel in absentia for tyveriet of for et voldeligt røveri.

Anis Amri ankom fra Tunesien til den italienske ø Sicilien, på den anden side af Middelhavet. Her blev han angiveligt anbragt i en modtagelejr for flygtninge.

I Italien fortsatte han sin kriminelle løbebane, og anlagde en stil, som fik selv hans medskyldige til at kalde ham voldelig. Avisen Die Welt beskriver, hvordan han fik en dom på fire års fængsel i Palermo for brandstiftelse, vold og tyverier.

I 2015 blev han løsladt, men kunne ikke blive udvist på grund af problemer med de tunesiske myndigheder, oplyser det italienske nyhedsbureau ANSA. Ifølge Der Spiegel gav italienske myndigheder ham en en tilladelse til at rejse til andre lande i Schengenområdet, og Anis Amri søgte til Tyskland.

Indenrigsminister i delstaten Nordrhein-Westfalen, Franz Jäger, har oplyst til flere medier, at Anis Amri søgte asyl i april i år.

Det skete under dække af at være på flugt fra Egypten, et land, som han dog intet anede om, da myndighederne gik ham på klingen, skriver Der Spiegel.

Kontakt med 'hadprædikant'

Men et ophold i Tyskland var ikke det eneste, Anis Amri opsøgte.

Allerede i marts i år begyndte myndighederne at overvåge ham, fordi man frygtede, at han planlagde et terrorangreb. Han havde kontakt med den yderligtgående prædikant Abu Walaa, kendt som 'manden uden ansigt', fordi han havde for vane at gennemføre sine videoprædikener med ryggen vendt mod kameraet, som New York Times skriver på baggrund af kilder inden for det tyske efterretningsvæsen.

Og myndighederne kan have haft noget at have deres mistanke i. Meget tyder nemlig på, at Anis Amri tidligere har tilbudt sig som selvmordsangriber.

Oplysningen kommer fra det almindeligvis pålidelige tyske magasin Der Spiegel. Ifølge magasinets kilder dukkede oplysningen op under efterretningstjenestens teleovervågning af flere »hadprædikanter«. Tilsyneladende kom meldingen på en online chat, og var så hemmelig, at det ikke var nået frem som grundlag for en egentlig anholdelse, skriver Spiegel.

Yderligere havde Amri over for en af efterretningstjenestens meddelere udbredt sig om, hvordan han kunne skaffe våben. Sikkerhedskilder har desuden fortalt New York Times, at den nu mistænkte og eftersøgte mand undersøgte, hvordan han kunne skaffe sig sprængstoffer.

Avisen beskriver desuden, at Amris aktiviteter på det lukkede Telegram Messenger, hvor han mindst en gang skrev til Islamisk Stat-kontakter, heller ikke gik under den amerikanske sikkerhedstjenestes radar. Derfor stod tuneseren på den no-fly list, der forhindrer mennesker forbundet med terror i at flyve til USA.

Mistænkt dyrkede mange identiteter

Anis Amri forsøgte angiveligt at fremstå som mange forskellige personer. Flere medier beskriver, hvordan han ifølge politiets efterlysning har benyttet sig af mindst seks forskellige navne og påstået at stamme fra tre forskellige lande.

Et enkelt glimt af mysteriet og personen Anis Amri er i omløb på internettet.

I løbet eftersommeren er det en smånynnede og tilsyneladende ubekymret Amri, som filmer sig selv stående på Oberbaumbrücke over floden Spree i Berlin. Dobbeltdækkerbroen er et af byens vartegn.

Bag ham løber flodens vand. Klippet er, ifølge Bild, lagt på Facebook 26. september.

Med et fast blik og en kortklippet frisure kigger han ind i sit kamera. Han siger ikke noget, efterlader sig ikke noget bestemt indtryk, og som han står her i en efterårsjakke ligner han mest af alt en almindelig turist på udflugt i storbyen.

Kort efter slutter optagelsen.

Læs mere:

Annonce

Læs mere