Danske F-16-flys angreb på forkerte mål i Syrien smadrede håb om våbenhvile i Aleppo

Over 80 blev dræbt, da koalitionen mod IS tog grusomt fejl og smadrede Assad-loyale soldater i et luftangreb. Fejlangrebet med dansk deltagelse udviklede sig til at blive en pind i ligkisten for de indespærrede civile i Aleppo, da en afgørende våbenhvile kort efter brød sammen. Nu afslører 1.200 siders hemmeligstemplet rapport, hvordan det gik galt for to danske F-16-piloter og deres kollegaer fra USA, Storbritannien og Australien.

Det begyndte allerede fredag 16. september med banale fejlslutninger. Dronebilledet viste en lille gruppe mænd i en bil godt tre kilometer syd for en landingsbane i det østlige Syrien ved Assad-styrets sidste holdepunkt i området, byen Dayr Az Zawr.

Mændene i bilen var ’bad guys’ fra Islamisk Stat. Eksperterne var sikre i deres sag, da de så videooptagelserne fra den britiske drone, der summede et sted på himlen over de støvede syriske veje.

Det fremgår af en omfattende rapport fra det amerikanske flyvevåben om begivenhederne op til og under det, der udviklede sig til det mest omfattende og katastrofale fejlangreb for koalitionen mod Islamisk Stat. Et angreb med deltagelse af to danske F-16-fly.

17. september sendte dronen nye live-optagelser til de topprofessionelle efterretningseksperter og analytikere på den gigantiske Al Udeid Air Base i golfstaten Qatar godt 1.500 kilometer mod sydøst. Det er her, hundredvis af analytikere, efterretningsfolk, våbeneksperter og piloter i hovedkvarteret for den internationale koalitions luftstyrker (CAOC) arbejder døgnet rundt med at analysere og udpege mål i luftkrigen mod Islamisk Stat.

Videooptagelserne viste, hvordan mændene i bilen blev venligt modtaget af bevæbnede mænd i noget, der lignede en lejr med andre køretøjer, telte og en form for underjordiske anlæg.

Tidligere optagelser og overvågningsbilleder havde allerede stemplet denne lejr og en tilsvarende få kilometer længere væk som tilholdssteder for IS, der belejrede landingsbanen og byen.

Uden nogen større overvejelser drog de fremmeste efterretningseksperter på Al Udeid – suppleret af andre eksperter på en stribe andre baser spredt rundt om i verden og forbundet med højhastighedsnetværk i lukkede kredsløb – en fejlslutning af den slags, der advares mod i 1. kapitel i grønspættebogen om identifikation og udpegning af mål for flyangreb: Mændene i bilen var identificeret som IS-krigere, de andre mænd i lejren var også stemplet som IS. De to parter tog venligt mod hinanden – dermed forsvandt al tvivl: De to lejre måtte være IS og derfor et kostbart mål for koalitionens bomber.

Clearet til angreb

Det var såkaldt PID – positiv identifikation – og dermed et lovligt mål for det flyangreb, der nu blev sat i gang. Ingen forsøg på at efterprøve de første antagelser, ingen genovervejelse af hele situationen og ingen tanker i forhold til, om der nu også kunne være faste IS-baser så tæt på Assads forsvarslinjer ved Dayr Az Zawr. Følgeslutning byggede på følgeslutning, og ingen satte spørgsmålstegn ved de ’fakta’, som de fik fra kollegaerne på det tidligere vagthold.

Jo – en enkelt stemme var ifølge den senere undersøgelse af angrebet skeptisk, men han blev ikke hørt, og hans overvejelser blev ikke bragt videre til de endelige beslutningstagere i basens ’war-room’.

Umiddelbart var der lagt op til ’endnu en dag på kontoret’ og et rutinemæssigt luftangreb på IS. I virkeligheden ramte bomberne fra de danske, australske og amerikanske fly soldater i en milits, der ikke tilhørte Islamisk Stat, men som derimod var loyale over for præsident Assads styre i Damaskus og dermed også med Iran og Rusland.

Kort fortalt lettede de danske F-16-fly, de australske F-18 Superhornet og de amerikanske A-10 Warthog fra deres baser for at angribe Assads tropper og hvad der i allerværste tilfælde kunne være deres russiske militærrådgivere.

Men det vidste piloterne intet om, og angrebet fik lov til at udvikle sig til det største kendte fejlangreb foretaget af koalitionen i krigen mod IS. Efter 34 angreb og en regn af præcisionsbomber var lejren og Assads militssoldater udslettet.

Præcis hvor mange der blev dræbt, ved den vestlige koalition ikke. Rapporten om angrebet taler om mindst 15, men erkender, at der formentlig er tale om væsentlig flere. Uafhængige kilder siger mindst 86 døde og måske over 100.

Hvordan det kunne ske, og hvorfor det på grund af en ny stribe fejl ikke blev stoppet hurtigere, er grundigt beskrevet i den få uger gamle og 1.200 sider lange rapport fra det amerikanske flyvevåben. Rapporten er hemmeligstemplet, og det godt tre sider lange resumé er fyldt med sorte overstregninger. Men under en pressekonference om rapporten i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon – som Politiken lyttede med på – fik amerikanske journalister alligevel gravet en række detaljer frem.

Værste fejl på værste tidspunkt

Angrebet var ikke blot en både pinlig og dybt alvorlig militær fejl.

Formentlig var det en afgørende grund til, at den daværende våbenhvile i Syrien brød sammen. En våbenhvile, der på det tidspunkt ellers så ud til at kunne føre frem til et bedre samarbejde mellem USA og Rusland.

Efter voldsomme bombardementer og store civile ofre har Assad i dag kontrol med hele Aleppo. I midten af september var situationen meget anderledes: I Østaleppo holdt en blandet skare af oprørere stand, og tusindvis af civile var indespærret med dem i bydelen. Ingen kan sige det med sikkerhed, men den våbenhvile, som brød sammen efter angrebet 17. september, kunne have forhindret den langstrakte humanitære katastrofe, som verden blev vidner til i de følgende måneder.

12. september havde de fleste af krigens parter indledt et aftalt »ophør af fjendtligheder«, samtidig skulle de tillade »uhindret adgang for humanitær hjælp«. Aftalen var kommet i stand få dage tidligere på møder i Genève mellem den amerikanske udenrigsminister John Kerry og Ruslands Sergej Lavrov.

Hvis planen holdt i syv dage, skulle Rusland og USA derefter opbygge et såkaldt Joint Implementation Center. Det ’fælles gennemførelsescenter’ skulle sikre koordinerede angreb på parternes fælles fjender, Islamisk Stat og den al-Qaeda-tilknyttede organisation Jabhat Fatah al-Sham.

Hvis det også gik godt, kunne vejen mod en politisk løsning i Syrien være banet. Fra starten blev aftalen brudt i det små, og den led under manglen på konkret magt bag gennemførelsen af aftalen. Den humanitære hjælp kom heller ikke frem til Østaleppo, men der var et håb, og aftalen var det bedste bud på en vej ud af over fire års voldsspiral.

Lige indtil det dansk-amerikansk-australske angreb på Assads hjælpetropper 17. september blev begyndelsen til enden for det spinkle håb.

»Aftalen (om våbenhvile og humanitær hjælp, red.) led et markant tilbageslag efter koalitionens fejlagtige angreb på Assad-loyale styrker uden for Dayr Az Sawr«, skriver det anerkendte, uafhængige amerikanske Institute for the Study of War i sin gennemgang af udviklingen i Syrien i september.

To dage efter angrebet blev en humanitær forsyningskonvoj på vej til Aleppo bombet af formentlig syriske fly, og aftalen var definitivt brudt sammen. Resten af forløbet er kendt: Aleppo er faldet, flygtningestrømmen fortsætter, og USA er spillet af banen i forhold til forhandlinger om Syriens fremtid.

Dem tager Rusland, Iran og Tyrkiet sig af, og det foregår ikke i FN’s anden hjemby, Genève. Der er aftalt en otte-punkts køreplan, og første statsledermøde skal finde sted i Kasakhstans hovedstad Astana.

Rusland: USA bombede med vilje

Mens det ikke er muligt alene at pege på fejlangrebet som årsag til den fortsatte humanitære tragedie, er der ikke tvivl om den vrede, som fejlen udløste i Moskva. Rusland indkaldte omgående efter angrebet ved Dayr Az Zawr til et hastemøde i FN’s Sikkerhedsråd med krav om en forklaring fra USA.

Et af de sjældne fotos fra koalitionens hovedkvarter, CAOC på Al Udeid-basen i Qatar. Her afgør flere hundrede eksperter, hvad der skal bombes i krigen mod IS, og det var her, de fleste fejl opstod 16.-17. september. Dannebrog til højre i billedet markerer, at tre danske officerer deltager i ’Red Card Holder’-teamet, og det er dem, der afgør, om danske fly skal bombe eller ej. I anledning af fotoet er oversigtsskærme med hemmelige oplysninger slukkede. Foto: U.S. Air Force
Foto: US Airforce

Et af de sjældne fotos fra koalitionens hovedkvarter, CAOC på Al Udeid-basen i Qatar. Her afgør flere hundrede eksperter, hvad der skal bombes i krigen mod IS, og det var her, de fleste fejl opstod 16.-17. september. Dannebrog til højre i billedet markerer, at tre danske officerer deltager i ’Red Card Holder’-teamet, og det er dem, der afgør, om danske fly skal bombe eller ej. I anledning af fotoet er oversigtsskærme med hemmelige oplysninger slukkede. Foto: U.S. Air Force

USA’s FN-ambassadør Samantha Power forsikrede, at hvis man havde ramt de forkerte, så var der tale om en beklagelig fejl, som USA ville undskylde. Men den karismatiske ambassadør fortsatte straks med at kalde hastemødet en »unik, skinhellig og kynisk« russisk afledningsmanøvre fra den reelle tragedie på jorden i Syrien.

Powers russiske kollega, Vitalij Tjurkin, er også kendt for rå og kontant tale. Efter hans mening var fejlangrebet ikke en »ærlig misforståelse«, snarere et muligt amerikansk forsøg på at »afspore våbenhvilen og forhindre oprettelsen af det aftalte Joint Implementation Center.

Tjurkin undrede sig over, at koalitionen overhovedet angreb i et område, hvor den ellers ikke havde været aktiv i lang tid. Ambassadøren forstod heller ikke, hvorfor USA og koalitionen ikke ventede med angrebet, til det ’fælles gennemførelsescenter’, der efter aftalen skulle oprettes 19. september, var etableret.

»Så kunne koalitionen have koordineret med vores militære styrker og dermed være sikre på at ramme de rigtige«, lød svadaen mod USA til de fremmødte journalister.

Helt forkerte oplysninger

Den sidste bemærkning viser, at Tjurkin på det tidspunkt enten talte mod bedre vidende eller mere sandsynligt: han havde ikke kendskab til detaljerne i det pinagtige angreb. Den amerikanske ledelse i Qatar gav faktisk russerne præcise oplysninger om angrebsmålet – de var bare forkerte. De rapporterede koordinater stemte ikke med virkeligheden.

Dermed er vi tilbage ved pressemødet om det amerikanske flyvevåbens rapport. Den viser, at USA og Rusland allerede 17. september – flere dage før det planlagte næste skridt i ’Genève-køreplanen’ – havde taget forskud på den fælles koordination og udveksling af mere detaljerede militære oplysninger.

Under sin klassisk militære – lidt slæbende og dog så præcise og detaljerede – fremlæggelse af de ikke-hemmelige dele af rapporten for journalisterne i Pentagon og dem, der lyttede med over Atlanten, afslørede lederen af undersøgelsen, brigadegeneral Richard ’Tex’ Coe, nemlig, at amerikanerne havde valgt at give russerne langt flere og mere præcise oplysninger end nogen sinde tidligere under krigen i Syrien.

»Vi kontaktede russerne for at gøre dem opmærksomme på det kommende angreb. De blev orienteret om et større antal fly fra koalitionen, som ville operere i området ved Dayr az Sawr«, forklarede general Coe, og tilføjede:

»Det var første gang, CAOC (operationsledelsen i Qatar, red.) ringede til russerne og gjorde dem opmærksom på et kommende angreb«.

Meningen med den uddybede kontakt var også klar, sagde Coe:

»Russerne havde en mulighed for at ringe tilbage til CAOC og give kritisk information, der kunne bremse angrebet«. Det skete aldrig – fordi amerikanerne simpelthen opgav forkerte koordinater. Den person, der talte med russerne, opgav koordinaterne for et område 9 kilometer syd for landingsbanen, mens koordinaterne på de to formodede IS-baser, der skulle bombes, var positioner henholdsvis 3 og 6 kilometer fra landingsbanen.

I en krig som den i Syrien er parterne tæt på hinanden, positioner skifter hurtigt, og pinlig præcision er derfor en forudsætning for at undgå fejl. Ifølge rapporten skyldtes den afgørende fejl her, at den person, der videregav oplysningerne til russerne, brugte et andet kortmateriale end de kort, som var standard blandt planlæggerne på basen.

General Coes konklusion er lige så indlysende, som den er enkel:

»De opgivne koordinater var forkerte med flere kilometers afstand. Nu ved vi det naturligvis ikke med sikkerhed, men det er muligt, at hvis vi havde givet russerne de korrekte koordinater, så havde de kunnet advare os, før det første angreb fandt sted«. Han fortsatte:

»Vi har anbefalet koalitionen, at man standardiserer alle skriftlige beskrivelser af angrebsmål for på denne måde at reducere risikoen for menneskelige fejl ved videregivelse af disse kritiske informationer«.

De professionelle begik fejl

Allerede ved præsentationen af undersøgelsen gjorde den amerikanske general meget ud af, at der på ingen måde var onde hensigter bag fejlangrebet. Der var alene tale om, at eksperterne »begik en ikke villet, beklagelig fejl, der primært skyldes menneskelige fejl i flere led«, forklarede Coe.

Han fortsatte med at fremhæve, hvordan »alle beslutninger blev truffet på en professionel måde. Efter min opfattelse var de alle folk, der gjorde deres bedste for at besejre Daesh (Islamisk Stat, red.)«.

Men så var det også slut på høflighederne og det kollegiale hensyn. Rapporten fokuserer især på tre ting, der dels gjorde de menneskelige fejl mulige, dels tillod, at de kunne fortsætte.

For det første var der ikke en ordentlig overlevering af viden mellem de forskellige skiftehold i det gigantiske operationscenter i Qatar.

Så er der bemærkningen fra den ene ekspert, der var sikker på, at der ikke kunne være tale om krigere fra Islamisk Stat på dronens videooptagelser. Hans kollegaer holdt fast i deres egne synspunkter, og hvad de havde fået at vide fra forgængerne på posten. Og værre: den tvivlende enkelte medarbejders besked nåede aldrig frem til de topofficerer, der traf de afgørende beslutninger.

For det tredje og allerværste var hele processen ifølge undersøgelsen gennemsyret af, hvad general Coe kalder »confirmation bias«. Når først krigerne en gang var blevet stemplet som Islamisk Stat, så gik den næste og den næste sagsbehandler også ud fra, at det var tilfældet. På den måde blev de første antagelser om ’positiv identifikation’ til en anerkendt sandhed, som ingen gjorde sig umage med at udfordre.

De opgivne koordinater var forkerte med flere kilometer

Manglen på en systematisk udfordring af tidligere afgørelser bekymrer forfatterne til undersøgelsen. De efterlyser en fast rolle som ’djævelens advokat’, som konstant har til opgave at udfordre, hvad andre ser som allerede fastslåede kendsgerninger.

»Faktisk er konceptet om behov for at genoverveje målklassifikationen central i vores undersøgelser«, konkluderede Coe.

Systematiske fejl

Dermed er vi fremme ved det mere systematiske, der har muliggjort, at de menneskelige fejl opstod, og at de ikke blev stoppet i den måludpegningsproces, som både USA og det officielle Danmark ynder at fremstille som ’så tæt på det ufejlbarlige som muligt’.

Processerne og arbejdsgangen var simpelthen ikke tilstrækkelig robust over for menneskelige fejl. En del af årsagen ligger i, at identifikations- og måludpegningsprocessen dækker de to former for standardmål: længe planlagte angreb og dynamisk angreb under hastig udvikling.

Ved Dayr Az Zawr udviklede det sig til en hybridproces mellem de to standarder, og her mangler man en fastlagt procedure for arbejdsgangen.

»Sammenblanding af de to processer ser ud til at have gjort det muligt, at planlæggerne ikke i tilstrækkelig grad afprøvede deres beslutninger med kritiske spørgsmål« forklarede general Coe på pressemødet.

Derfor er det nødvendigt ikke bare at indføre faste arbejdsgange for ’hybridmål’, det er også påkrævet, at alle flere hundrede ansatte bliver trænet og genoptrænet i den nye proces.

Som med de andre anbefalinger har det amerikanske flyvevåben og de ansvarlige generaler ifølge Richard Coe allerede taget denne anbefaling til sig.

27 minutters dødelig ventetid

Til sidst i opremsningen af fejl kommer igen noget, der ligner en banalitet. Men banaliteter kan også slå folk ihjel. Cirka halvvejs inde i angrebet ringede den røde ’hotline’ telefon i CAOC’s hovedkvarter. Den ukendte russer bag opringningen ville tale med den tilknyttede amerikanske forbindelsesofficer. Officeren var ikke til stede, og i stedet for at fortælle, hvad det drejede sig om, afbrød russeren forbindelsen.

Kort efter ringede telefonen igen, russeren spurgte igen efter forbindelsesofficeren, der fortsat ikke var ved telefonen. Mens russerne ventede på linjen, startede en større eftersøgning af forbindelsesofficeren, der ikke svarede opkald på sin mobil. Tiden gik; ifølge danske kilder, der har været på basen i Qatar, er den så stor, at det sagtens kan tage 10-15 minutter blot at køre fra den ene ende til den anden.

Da officeren endelig var på plads og talte med sin russiske modpart, gik det imidlertid stærkt. Russerne gjorde i klare vendinger opmærksom på, at de danske F-16-piloter sammen med kollegaerne var ved at gennembombe præsident Assads styrker. Straks blev der givet ordre til flyene om at stoppe beskydningen. Angrebet var slut, men de politiske efterdønninger end ikke begyndt.

Det tragikomiske forløb sammenfattede general Coe således:

»I alt gik der fra det første opkald 27 minutter, til kontaktofficeren svarede russeren. I løbet af disse 27 minutter blev der gennemført 15 af de i alt 34 angreb. Der var helt klart tale om, at man ikke fik udnyttet muligheden for at begrænse skaderne oven på misforståelserne«.

Her lyder der to anbefalinger fra undersøgelsesgruppen: Russerne skal lære at give klar besked med det samme til den person, der besvarer opkald på hotlinen, og koalitionen skal have styr på deres forbindelsesofficer og procedurerne, næste gang den røde telefon ringer.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce