Asyl-ansøgere taget i social svindel for millioner i tysk by

Nytåret blev fredelig i Köln, men alligevel er der nyt blus under asyl-debatten i og kritik af politiet for at fokusere på nordafrikanere

Internationalt

Selv om nytårsaften blev fredelig i Tyskland, er diskussionen om flygtninge og asylpolitik blusset op igen i landet efter, at en ny rapport har afsløret omfattende svindel med sociale tilskud i byen Braunschweig, begået af asylansøgere.

En månedlang politiefterforskning viser, at omkring 300 flygtninge har bedraget de sociale myndigheder i byen for mellem 3 og 5 millioner euro, godt 37 millioner kroner.

Op til 12 identiteter

Ved at fremvise papirer på op til 12 forskellige identiteter og optræde med simple forklædninger har asylansøgerne, der primært er fra Sudan, fået myndighederne til at udbetale flere penge, end de var berettiget til.

»De registrerede sig simpelthen flere gange under forskellige efternavne og fik pengene udbetalt. Nogle gange havde de anlagt fuldskæg, tog et par briller på eller optrådte med kortere hår overfor de ansatte i socialvæsenet«, siger Jörn Memenga, der er formand for den kommission i Braunschweig, som har efterforsket sagen, til tv-stationen NDR.

Personalet havde for travlt

Forklaringen på, at socialrådgivere og andre medarbejdere i byens socialvæsen ikke opdagede svindlen er ifølge Jörn Memenga, at personalet var fuldstændig overarbejdede og nedslidte under sidste års store indryk af flygtninge.

Flere tusinde politifolk skal forhindre nytårsoptøjer i Köln

Nogle dage sidste år modtog socialvæsenet i Braunschweig 2.000 asylansøgere, der ville registrere sig for at få socialhjælp.

Svindlede sig til 45.000 euro

Som udgangspunkt får hver asylansøger 135 euro i såkaldte lommepenge og 216 euro pr måned til at klare de nødvendige udgifter. Det giver ifølge Jörn Memenga mulighed for at hente op mod 350 euro (2602 kr.) om måneden pr identitet eller person. En asylansøger havde hele 12 identiteter og havde klaret at snyde de sociale myndigheder for 45.000 euro - 335.000 kr.

Politiet holder øje med nytårsovergreb i København

Kommissionen, som har efterforsket sagen, har givet sit materiale videre til anklagemyndigheden, som regner med at rejse sager mod en tredjedel af svindlerne. To mænd er allerede fængslet i sagen.

Fingeraftryk af alle flygtninge

Som konsekvens af snyderiet, skal alle flygtninge, som kom til Braunschweig sidste år, møde op hos myndighederne for at få taget fingeraftryk.

»Man kan opgive falskt navn og fødselsdato, men man kan ikke forfalske sine fingeraftryk«, som Jörn Memenga udtrykker det.

Ifølge chefen for kriminalpolitiet i Braunschweig, Ulf Küch, kan det store indryk af asylansøgere også mærkes på regulær kriminalitet.

Belastet kvarter

Ikke mindst i kvarteret Kralenriede med 4000 indbyggere og pt 3400 asylansøgere. Her er antallet af butikstyverier, lommetyverier, indbrud og røveriske overfald ifølge kriminalchefen steget voldsomt gennem hele sidste år.

»Man taler ikke så meget om kriminalitet, begået af flygtninge, her i landet. Vi vil ikke forskønne situationen, men vi beder om, at man diskuterer videre på et differencieret grundlag. Det er kun en lille procentdel af flygtningene, der har givet os problemer«, siger Ulf Küch til avisen Frankfurter Allgemeine.

Frustrationer fører til kriminalitet

Sidste år kom omkring 900.000 flygtninge til Tyskland. Af dem har kun meget få fundet arbejde eller har lov til at arbejde. Det bekymrer formandenden for det tyske råd for integration, Aydan Özoguz, der forudser frustrationer blandt flygtningene.

»Det er vigtigt, at de hurtigt får hjælp og undervisning, så de ikke bare hænger rundt uden at lave noget. Unge mænd keder sig og ser ingen fremtid for sig«, siger han til Funke medier og advarer mod, at kedsomheden let kan føre til kriminalitet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fred i Köln, men kritik af politiet

Kriminalitet var der ikke meget af nytårsaften i Tyskland. Både i Berlin og Köln sørgede et stort politiopbud for at forhindre gentagelser af sidste års masseovergreb mod kvinder. Men politiet i Köln er atter udsat for kritik, fordi betjentenes indsats især rettede sig imod mænd fra med nordafrikansk udseende.

Omkring 900 af dem blev afhørt af politifolk og flere af dem fik forbud mod at opholde sig ved domkirken i byen, hvor problemerme opstod sidste år.

»På den centrale politistation har vi tjennet hundredvis af Nafris«, skrev politiet i Köln Twitter.

Strid om 'Nafri'

Anvendelsen af den interne politijargon for nordafrikanske mænd - nafris - på det sociale medie har ikke just gjort kritikken mildere.

»Når 1.000 mennesker bliver tjekket og delvist tilbageholdt, udelukkede på grund af deres udseende, stiller det i høj grad spørgsmål ved proportionerne og den juridiske holdbarhed af aktionen«, siger formanden for partiet De Grønne, Simone Peter, til avisen Rheinischen Post.

Chefen for politiet i Köln, Jürgen Mathies, indrømmede på et pressemøde, at betjentene primært havde tjekket mænd med nordafrikansk udseende, men tilføjede: »For flertallets vedkommende var der tale om klar trussel om, at de ville begå kriminalitet«. Han fortryder brugen af ordet ’Nafri’ på Twitter.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce