0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Amerikansk spionrapport: Russerne var klar med ny smædekampagne, hvis Clinton vandt

Vi har læst den 25 sider deklassificerede rapport, som de amerikanske efterretningstjenster offentliggjorde i går.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Dmitri Lovetsky/AP
Foto: Dmitri Lovetsky/AP

Ansigtsmasker med den russiske præsident Vladimir Putin og den kommende USA-præsident Donald Trump er til salg i en souvenirshop i Skt. Petersborg, Rusland.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ordren om at influere det amerikanske præsidentvalg kom fra allerøverste sted i Kreml, og den blev eksekveret af en sofistikeret hær bestående af russiske efterretningstjenester, statsstøttede medier og professionelle internetkrigere på de sociale medier.

Sådan lyder konklusionen fra de tre amerikanske efterretningstjenester i den 25 sider lange deklassificerede rapport om Ruslands hackerangreb og propagandakrig i den amerikanske præsidentvalgkamp, som blev offentliggjort fredag.

»Moskvas brug af afsløringer (hack og lækager, red.) under det amerikanske valg var uden fortilfælde. Men påvirkningskampagnen fulgte en mangeårig russisk informationsstrategi, som blander hemmelige efterretningsoperationer - såsom cyberaktivitet - med åbne aktioner af russiske regeringsagenturer, statsfinansierede medier, tredjepartsagenter og betalte brugere af sociale medier eller 'trolls'«, lyder det i rapporten, der er en offentlig version af en længere fortrolig redegørelse.

Mål: Underminer Clinton og tilliden til demokratiet

Bag rapporten står de tre amerikanske efterretningstjenester, CIA, FBI og NSA. De føler sig forvisset om, at den russiske præsident, Vladimir Putin, i 2016 beordrede en »influeringskampagne« rettet mod den amerikanske præsidentvalgkamp.

Målet var ifølge efterretningstjenesterne »at underminere befolkningens tillid til den demokratiske proces, at nedgøre (Hillary) Clinton og beskadige hendes valgbarhed og potentielle præsidentskab«.

Endelig vurderes det, at Putin og den russiske regering udviklede en forkærlighed for præsidentkandidat Donald Trump og gjorde, hvad de kunne for at øge hans vinderchancer.

Også russisk hack af Republikanerne

Ifølge rapporten hackede den russiske militære efterretningstjeneste, GRU, sig adgang til en række organisationer med forbindelse til valgkampen, heriblandt både Det Demokratiske Parti og Det Republikanske Parti. I sidste ende lækkede russerne dog kun fortrolige informationer fra Clintons parti.

Lækagerne blev givet videre til udvalgte weborganisationer og russiskstøttede medier, primært Wikileaks og RT - det tidligere Russia Today. De to organisationer angribes i rapporten for at fungere som en forlænget arm for Kremls velsmurte propagandamaskine.

»Vi vurderer med høj sandsynlighed, at GRU (den russiske efterretningstjeneste, red.) videresendte det indhentede materiale fra DNC og højtstående ansatte hos Demokraterne til Wikileaks. Moskva valgte formentlig Wikileaks på grund af deres selvproklamerede ry for autenticitet. Lækagerne fra Wikileaks indeholdt ikke nogen beviselige forfalskninger«, lyder det.

Regeringsansatte internetkrigere

De amerikanske efterretningstjenester knytter samtidig Wikileaks tæt sammen med det russiskstøttede medie RT, der rapporterer på engelsk og er en hastigt voksende leverandør af nyheder og kommentarer til særligt det amerikanske og britiske publikum.

Derudover beretter de amerikanske efterretningstjenester om, at Moskva i stor stil har ansat og aktiveret professionelle bloggere og brugere på de sociale medier til at påvirke den offentlige debat. Disse »quasi-regerings trolls« fungerede i den amerikanske valgkamp som en effektiv platform for den russiske regerings propaganda rettet mod et både russisk og internationalt publikum:

»I marts 2016 begyndte aktører, affilieret med den russiske regering, åbent at støtte præsidentkandidat Trump i engelsktalende medier«.

Twitterkampagne var iscenesat

Rapporten fortæller, at Kreml og de russisksindede aktører tidligt forberedte sig på, at Hillary Clinton ville vinde, og derfor blev en smædekampagne søsat mod hende for at minimere Clintons indflydelse efter valget. Og der var en klar strategi for propagandaindsatsen, hvis Clinton var kommet sejrrigt ud af valgnatten.

»Før valget havde russiske diplomater offentligt fordømt valgprocessen i USA, og de var parat til offentligt at stille spørgsmålstegn ved validiteten af valgresultatet. Pro-Kreml bloggere havde forberedt en Twitter-kampagne #DemocracyRIP på valgaftenen i forventningen om Clintons sejr«, skriver FBI, CIA og NSA.

Efterretningstjenesterne tager i rapporten ikke stilling til, om Putins velsmurte cyber- og propagandamaskine rent faktisk gjorde en forskel for valget, der som bekendt endte med en sejr til den undertippede Donald Trump.

Putin og Trump afviser

Den russiske regering har pure afvist at have stået bag den omfattende hacking.

Den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, afviser lørdag eftermiddag på Twitter enhver snak om, at den russiske indsats havde nogen som helst indvirkning på valgets udfald.

Annonce

Fredag omtalte han balladen om det påståede russiske hackerangreb som »en politisk heksejagt« i et interview med New York Times.

På Twitter har han flere gange skrevet, at Demokraterne selv bærer ansvaret for eventuelt at være blevet forurettet af et hackerangreb.

Det russiske medie RT har i en artikel på sin hjemmeside samlet op på en lang række påstande fra den amerikanske efterretningsrapport.

I en let hånlig tone skriver RT, at efterretningstjenesterne i sin bevisførelse blander mediets journalistiske nyheder og kommentarer sammen på usaglig vis og desuden miskrediterer RT på baggrund af et tv-indslag, som mediet ikke selv har lavet.

De amerikanske efterretningstjenester skriver i rapporten, at de forventer, at Putin og Rusland vil gentage og forfine kommunikationskrigen både i USA og i valgkampe i lande, som er allieret med amerikanerne.

Således vurderes det, at Rusland øjeblikkeligt efter valgdagen i november søsatte et hackerangreb mod amerikanske regeringsfolk og aktører inden for landets forsvars- og udenrigspolitik for derved at spionere sig til fortrolig viden fra den nye Trump-administration.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts