Op imod en halv million mennesker deltog lørdag i en demonstration i Washington, D.C. Det er blandt andet denne demonstration, 'March for Science' har ladet sig inspirere af.
Foto: Jakob Nielsen

Op imod en halv million mennesker deltog lørdag i en demonstration i Washington, D.C. Det er blandt andet denne demonstration, 'March for Science' har ladet sig inspirere af.

Internationalt

Videnskabsmænd planlægger protestmarch mod Trump

Foreløbig 40.000 personer på tværs af landegrænser planlægger en protest mod Donald Trumps tilgang til videnskab.

Internationalt

Lige siden Donald Trump tiltrådte som USA’s 45. præsident, har demonstrationer med jævne mellemrum fyldt gaderne i Washington.

Og verden over.

Nu vælger videnskabsmænd og –kvinder at tilslutte sig grupperne af demonstranter.

Initiativet hedder ’Marching for Science’ og finder sted 22. april, det skriver flere amerikanske medier, heriblandt The Washington Post.

Side om side har tusindvis af mennesker planer om at marchere gennem Washingtons gader for at understrege deres utilfredshed med den nye præsident og hans politik.

Symbolikken er ikke til at tage fejl af. Marchen finder nemlig sted på Earth Day – altså Jordens dag, som afholdes hvert år for at demonstrere støtten til miljøbeskyttelse verden over. På den måde cementerer videnskabsmændene en gang for alle deres modstand til, hvad de opfatter som Trumps ignorering af klimaforandringerne. Allerede få dage efter præsidentskiftet kunne Donald Trump blandt andet afsløre på embedets officielle hjemmeside, at der ikke skulle satses på bæredygtige energiformer men i stedet på gas og olie.

Siden hjemmesiden ’marchforscience' blev lanceret, har over 40.000 personer allerede vist interesse for initiativet og tilkendegivet, at de planlægger enten at deltage fysisk i marchen eller vise deres støtte gennem en direkte satellitdemonstration.

Interessen stopper ikke her.

I skrivende stund har 8.400 ’synes godt’ om facebooksiden 'March for Science', mens 3.300 har delt opslaget.

På samme tid har 21.000 trykket ’like’ til initiativet på Twitter, mens 20.000 har retweeted opslaget.

En impulsiv idé

Egentlig startede idéen om en fælles march som et flyvsk forslag, der blev luftet under en diskussion på det sociale medie Reddit. Flere forskere frygtede, hvad Donald Trumps valgsejr kunne have af konsekvenser for videnskaben, da han under valgkampen blandt andet havde lovet at trække USA ud af Parisaftalen, hvis formål er at begrænse klimaforandringerne.

Men idéen fik hurtigt ben at løbe på og er nu blæst op til at planerne om en stor demonstration, der vil finde sted om få måneder.

Ifølge talsmanden bag March for Science, Ted Bordelon, er det præsidentens negative måde at omtale videnskab på, der har genereret den store opbakning til marchen.

»Valgsejren til Præsident Trump og republikanerne, som mere end ofte har adopteret en antividenskabelig retorik, har med sikkerhed været skyld i den enorme interesse, der har været for denne march overalt i verden«, siger han i et interview til Thomson Reuters Foundation.

Hawking advarede mod Trump

Det er ikke første gang, at utilfredsheden med Donald Trumps retorik har fået videnskabsmænd til at advare mod præsidenten.

Under valgkampen i september underskrev 375 af verdens førende videnskabsmænd, blandt andet astrofysikeren Stephen Hawking, et åbent brev, hvor de advarede amerikanere mod at stemme på Trump, da han ifølge dem ikke tager klimaforandringerne alvorligt.

Alligevel har udsigterne til en 'March for Science' skabt en debat om, videnskabsmænd overhovedet bør blande sig i politik.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ruch Holt, som er topchef for American Association for the Advancement of Science, har understreget, at han ingen problemer ser i sådan en aktivistisk bevægelse. Videnskabsmænd har gennem historien flere gange ytret sig kritisk, når politikere har blandet sig i deres arbejde, siger han ifølge HeraldNet og peger på, at forskere gennem tiden både har demonstreret mod atomvåben og miljøforurening.

Holt står langt fra alene. Flere videnskabelige organisationer har tilbudt Trump og hans regering videnskabelig ekspertise, men er blevet afvist.

Med den nuværende kritiske klimasituation, som verden oplever, er det derfor positivt at opleve, hvordan videnskabsmænd ikke giver op men aktivt tager stilling, mener Holt.

»Jeg er glad for at se, hvordan mennesker spontant forsvarer den videnskabelig proces og taler for at bruge videnskabelige beviser, når man skal træffe politiske beslutninger.

Ikke alle er dog enige. Nogle videnskabsfolk er skeptiske over for den kommende march og frygter, at demonstrationen vil gøre direkte skade på deres arbejde.

I et indlæg i The New York Times opfordrer Robert Young, som er kystnær geolog, sine kollegaer til at række ud efter deres medborgere og forklare dem, hvordan videnskab fungerer, og hvorfor videnskab er til at stole på.

»Vi har brug for storytellere ikke demonstranter«, skriver han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce