Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Erdogan: Tyrkiet vil »rense« Raqqa for Islamisk Stat

Tyrkiet varsler, at dets interventionsstyrker i Syrien vil tage magten over IS-bevægelsens hovedby, Raqqa. Samtidig lover den tyrkiske præsident at fordrive en kurdisk milits, som USA hidtil har støttet.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tyrkiet vil fordrive Islamisk Stat (IS) fra Raqqa - hovedstaden for bevægelsens »kalifat« i det nordlige Syrien.

Det siger den tyrkiske præsident, Recep Tayeb Erdogan, som er på rundrejse i de arabiske golfstater Bahrain, Saudi-Arabien og Qatar.

Tyrkiske tropper er netop trængt ind i centrum af byen al-Bab nord for den syriske storby, Aleppo. Og Erdogan varslede sent søndag ved sin afrejse fra Istanbul til tyrkiske medier, at hans militær ikke vil stoppe ved al-Bab, men fortsætte til Raqqa.

»Det ultimative mål er at rense et 5.000 kvadratkilometer stort område«, siger han ifølge dagbladet Hürriyet mandag.

Kan bringe Tyrkiet på kant med USA

Tyrkiet vil indrette en »terrorist-fri-zone« i området og give syriske flygtninge mulighed for at vende hjem og slå sig ned i området.

Det ultimative mål er at rense et 5000 kvadratkilometer stort område...

Tyrkiet har delt sine planer med den nye Trump-regering i USA og med efterretningstjenesten CIA.

Men den tyrkiske offensiv kan også bringe Tyrkiets og USA's allierede i det nordlige Syrien på kant.

Tyrkiets hær kæmper sammen med de syriske oprørere i FSA, den Fri Syriske Hær.

USA støtter en anden gruppe oprørere, »De Syriske Demokratiske Styrker«, der er domineret af den kurdiske milits, YPG – som Erdogans regering satser på at fordrive fra området.

Erdogan skærer det ud i pap for Hürriyet: Tyrkiet vil fjerne både IS-bevægelsen og YPG fra området og fra Raqqa, siger præsidenten.

Det har han meddelt USA – hvor Trump modsat ikke har offentliggjort sin strategi for konflikten i Syrien.

USA har under Obamas tid som USA's præsident forsynet den kurdiske milits med både våben, træning og luftstøtte.

Tyrkisk pres på syriske kurdere

Til gengæld lover Erdogan, at det tyrkiske militær også vil forlade Raqqa efter befrielsen fra IS-bevægelsen.

»Det vil være for meget luksus for os at blive der«, siger Erdogan.

De tyrkiske interventionsstyrker, som opererer i det nordlige Syrien, har taget magten over et omkring 75 kilometer bredt grænseland fra Eufrat-floden mod vest.

Det har ikke alene fortrængt IS-bevægelsen og ødelagt dens mulighed for at bringe jihadister og forsyninger ind i sit kalifat fra Tyrkiet. Det har også hindret den kurdiske YPG-milits i at knytte sit store område i det nordøstlige Syrien sammen med et andet kurdisk område i det nordvestlige syriske grænseland.

Tyrkiet opfatter det som strategisk afgørende, at den kurdiske milits ikke overtager hele grænselandet og skaber en kurdisk stat klos op af Tyrkiets sydlige kurdiske provinser.

To kapløb i gang

IS-krigere er ifølge Erdogan begyndt at flygte fra byen al-Bab, fordi tyrkiske soldater er rykket  helt ind i bymidten. Det er kun delvis rigtigt, mener det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, som ifølge al-Jazeera anslår, at Tyrkiet kun kontrollerer 10 procent af byen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men den tyrkiske offensiv er under tidspres, fordi den syriske hær også er på vej mod al-Bab fra syd, støttet af russiske bombefly.

Et andet kapløb er undervejs omkring Raqqa længere mod øst. Tyrkiet lover at befri byen fra vest – mens den kurdiske YPG-milits og »De Syriske Demokratiske Styrker« er på vej mod byen fra nord og øst.

Den syriske diktator, Bashar al-Assad, insisterer på, at Tyrkiet ikke har noget at gøre i Syrien, og at han eget militær vil kæmpe for at genvinde magten over hele landet. I dag kontrollerer han knap halvdelen af sit land – især den folkerige vestlige del af landet.

En militær leder i »De Syriske Demokratiske Styrker«, Ahmad al-Jarba, lovede søndag, at en udelukkende arabisk styrke vil rykke ind i Raqqa, når byen befries. Det skal hindre etniske sammenstød mellem arabere og kurdere i den overvejende arabiske by, siger han til nyhedsbureauet Rudaw.

Erdogan stiller i udsigt, at Tyrkiet vil udvikle sin »sikre zone«, så syriske interne flygtninge kan slå sig ned der - frem for at flygte ud af landet.

Det er også Erdogans ide, at syriske flygtninge i Tyrkiet kan begynde at vende hjem, i første omgang til den ny zone.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden