Jack Ma, stifter af Alibaba, glæder sig over selskabets succes på børsen i New York.
Foto: Mark Lennihan/AP

Jack Ma, stifter af Alibaba, glæder sig over selskabets succes på børsen i New York.

Internationalt

Kinesisk netgigant vil erobre Danmark og resten af Europa

Kinesiske Alibaba vil fremover have danskerne til at købe varer fra hele verden gennem sine onlinebutikker. Danske neteksperter spår firmaet gode chancer.

Internationalt

Du har muligvis aldrig hørt om Alibaba, men det kommer du til.

Alibaba er verdens største internethandelsfirma, hvor millioner af kinesere hver dag køber alt lige fra tøj og møbler til madvarer. Ser man på den samlede værdi af handler, som foregår gennem Alibaba, er det større end de amerikanske techgiganter Amazon og eBay – tilsammen.

Alibabas medstifter og næstformand, Joseph Tsai, afslører nu, at firmaet vil forsøge at erobre markedet for nethandel i Danmark og resten af Europa.

Gennem Alibaba skal de (danskerne) kunne købe frisk frugt fra Californien, bøffer fra Argentina og bananer fra Filippinerne

»I fremtiden vil vi have en forretningsdel i Danmark, som servicerer danske forbrugere. Gennem Alibaba skal de kunne købe frisk frugt fra Californien, bøffer fra Argentina og bananer fra Filippinerne«, siger Joseph Tsai i et interview med Politiken i Alibabas hovedkvarter i den kinesiske millionby Hangzhou.

Dermed kan Alibaba blive et nyt centralt omdrejningspunkt for danske forbrugere, som i stigende grad flytter deres indkøb af varer over på nettet. Ifølge en opgørelse fra Foreningen for Dansk Internet Handel (FDIH) lagde danskerne sidste år op mod 27 procent af deres detailkøb online, og foreningen venter, at det inden for de næste 10 år vil stige til 50 procent.

Henrik Theil, der er kommunikationschef i FDIH, mener, at Alibaba har en god chance for at blive danskernes foretrukne onlinebutik fremover. Men forudsætningen er, at firmaet bliver i stand til at tilbyde danske forbrugere kvalitetsvarer fra hele verden, så firmaet ikke bliver forbundet med dårlige kinesiske kopiprodukter. Derudover skal Alibaba have et velfungerende distributionsnet og et troværdigt betalingssystem, påpeger han.

»Det vil handle om at opbygge tillid hos de danske forbrugere, og det vil kræve en stor indsats, men omvendt har Alibaba størrelsen til at kunne gennemføre de ting, der er nødvendige«, siger Henrik Theil.

Fra engelsklærer til netkonge

Alibaba er grundlagt af iværksætteren Jack Ma, der er blandt Kinas rigeste mænd og af magasinet Time er blevet kåret til et af verdens hundred mest magtfulde mennesker. Han ses jævnligt i selskab med verdensledere – blandt andre Donald Trump og Canadas premierminister, Justin Trudeau – og kendisser som David Beckham og Scarlett Johansson.

Den tidligere engelsklærer Ma har siden 1999 opbygget Alibaba efter mottoet, at det skal være nemt at handle. Han er manden, der har kommercialiseret det kinesiske fænomen singles day – verdens største onlineshoppingdag, som sidste år gav Alibaba en rekordstor omsætning på 123 milliarder kroner alene på denne ene dag.

Niels Bjørn-Andersen, der er professor emeritus på Copenhagen Business School og har forsket i nethandel, vurderer også, at Alibaba kommer til at få succes i Danmark. Han hæfter sig ved, at Alibaba allerede i Kina har erfaringer med at udvikle brugervenlige onlinebutikker og med at opbygge et velfungerende distributionsapparat:

»Ud over at Alibaba har en kæmpe volumen, har firmaet også en meget stor kapital, som gør, at det hurtigt kan købe de kompetencer, det måtte mangle for at komme ind på det danske marked«.

Alibaba har dog ikke kun øjnene rettet mod Europa, men har en overordnet ambition om at blive et verdensomspændende firma.

»Vores mål er, at vi om 20 år skal servicere 2 milliarder forbrugere over hele kloden«, siger Joseph Tsai.

Han tror på, at Alibaba vil have en stor konkurrencefordel over for blandt andet Amazon, som allerede benyttes af mange danske netkunder.

»Amazon betragter det at handle som lidt af en pligt, mens vi betragter det som en livsstil. Vi forsøger at gøre det sjovt at gå ind på vores sider og give folk en oplevelse. Særligt de unge elsker det, og det kan vi se ved, at næsten 80 procent af vores forbrugere er under 35 år«, siger Joseph Tsai.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden