Angrebet fandt sted i præcis de samme gader i Stockholms centrum, hvor en selvmordsbomber i 2010 sprængte sig selv i luften. I øvrigt ikke langt fra stedet, hvor Sveriges statsminister Olof Palme i 1986 blev myrdet.
Dengang for snart syv år siden tog gerningsmanden, en militant islamist, kun sig selv med i døden. Nogle tænkte sikkert, at det måtte bero på en misforståelse.
Hvorfor ramme den humanistiske stormagt, der om nogen har gjort noget for verdens flygtninge og ikke involveret sig i militære konflikter andre steder på kloden? Så måtte Muhammedtegningernes hjemland Danmark da stå højere oppe på listen af mål.
Men midt på eftermiddagen fredag føjede Stockholm sig tilsyneladende til række europæiske byer, der er blevet ramt i hjertet med små og primitive midler, men med en enorm gennemslagskraft og evne til at fastholde befolkningens og mediernes opmærksomhed. Først var det Nice, så Berlin og senest London, hvor en dræbermaskine på fire hjul var nok til at ændre historien.
»Vi ved ikke, om det her er noget enkeltstående, eller om der kan være mere på vej«, udtalte den øverste svenske politiledelse på et pressemøde i går.
Få timer forinden var en lastbil med en ølreklame på siden kørt ind i en folkemængde på Drottninggatan ved Sergels Torv i det centrale Stockholm, hvor den bragede ind i facaden på Åhlens-vare huset.
I skrivende stund er mindst 4 dræbt og omkring 15 såret, og umiddelbart efter angrebet var alt ét stort kaos af skræmte mennesker og ubesvarede spørgsmål: Er det overhovedet terror eller blot en ulykke, er det en enlig gerningsmand, eller står flere bag?
På pressemødet fortalte politi og efterretningsvæsen, at de efterlyser en mand i grøn armyjakke og sort hættetrøje, og at angrebet ikke var overraskende. Faktisk havde myndighederne netop øvet sig på et »lignende scenario« og havde derfor et »godt udgangspunkt«.
Den simple trussel
Men det er vel at mærke først, når ulykken er sket, for rundt omkring i de europæiske sikkerhedstjenester sidder medarbejdere tilbage med den samme frustrerende erkendelse:
Stillet over for en fjende, der kun behøver at sætte sig op i en stjålet lastbil og pløje ind i en menneskemængde, kan man have nok så meget teknisk overvågningsudstyr, kilder i de ekstremistiske miljøer, bevæbnet politi på gaden og betonblokke på gågader.
Man kan jo bare gå ind i en HT-bus med en legetøjspistol fra BR, kapre bussen og køre den ned ad Strøget.
PET-ansat anno 2008
Man vil aldrig kunne forhindre alle mere eller mindre løst forbundne mennesker med krypterede kommunikationsmidler i at slå til. Selv en diktaturstat ville komme til kort.
I gamle dage, for godt 15 år siden, var der organiserede al-Qaeda-netværk, som efterretningstjenesterne kunne aflytte, kortlægge og afsløre, inden de gik om bord på et fly eller ned i en metro med sprængstoffer. I dag kan terrorister med simple virkemidler opnå nærmest samme effekt som 11. september, hvor omkring 3.000 mennesker blev dræbt.
Myten om den ensomme ulv
Fire døde, en befolkning i sorg og chok og fuld opmærksomhed i adskillige døgn på utallige medieplatforme kan også få skelsættende politisk betydning for en nation.
Som en PET-ansat allerede i 2008 fortalte en kollega her på avisen, gik sikkerhedstjenesten længe rundt og ventede på, hvornår terroristerne fandt ud af, hvor nemt det i virkeligheden er at gennemføre et angreb:
