Mekong-floden er bred her. Den har strøm som i et hav, og bølgerne slår hårdt ind over bådens ræling. I vandet lever et dyr, man også normalt forbinder med havet.
Det er Irrawaddy-delfinen – Mekongs floddelfin – et af verdens mest truede ferskvandspattedyr, ifølge IUCN (International Union for Conservation of Nature), der har den på sin rød-liste. Og endnu et muligt offer for dæmningsbyggerierne længere oppe ad floden.
»Pfhht!«, lyder det fra stævnen af båden.
Lyden af delfiner, der blæser luft op af deres åndehul kommer jævnligt og trænger igennem en cambodiansk smørtenor, der med en skrattende højttaler varmer op til bryllup inde på bredden.
Der er stor variation i vandstand, og i tørtiden er der mere tørt end førhen
Ros Siphan
Floddelfinen springer ikke så ofte som deres fætre ude i havet, så man ser sjældent dens karakteristiske runde snude, men de blanke rygge og finner bliver ivrigt foreviget af turister med solskærme i panden og iPads og iPhones i hænderne. Derfor er det ikke kun for naturens skyld, at cambodianerne ønsker at bevare floddelfinen. Det ellers fattige område i Kratie i det østlige Cambodia tjener godt på udenlandske turisters interesse for de nuttede dyr. Det her er det nemmeste sted at se dem, for 25-28 af de resterende 85 eksemplarer lever heromkring.
»Problemet er, at Don Sahong-dæmningen lige over grænsen til Laos er ved at blokere flodens hovedløb, hvor fisk og andre vandlevende dyr kan vandre frit, især i tørtiden. Delfinerne skal således finde føde i færre områder med dybt vand, hvor der også er flere alger«, forklarer Phay Somany, projektleder i WWF Cambodia.
Flodvagten fanger kun små fisk
Mekong-floden har det næstrigeste økosystem på kloden – kun overgået af Amazonas i Sydamerika. Man opdager hele tiden nye arter; de seneste fire-fem år blandt meget andet et flyvende kæmpe-egern, en gennemsigtig fisk, og en anden fisk med et slangelignende hoved, der er i stand til at gå på land og trække luft i op til fire dage.
Men byggeriet af Don Sahong og de andre dæmninger vil forstyrre flodens økologi, og floddelfinen kan blive det første større offer. Forskere og ngo’er taler om risiko for udryddelse inden for få år.
»Der er stor variation i vandstand, og i tørtiden er der mere tørt end førhen«, siger Ros Siphan og peger på nogle af de små øer, som den lave vandstand har skabt. Han sejler turisterne tæt på delfinerne, og har derudover job som ’flodvagt’. Det er dem, der tjekker, at fiskerne i området ikke bruger bundgarn eller lignende, som delfinerne kan blive fanget og kvalt i. Kun kastenet er tilladt.
Nogle gange kan jobbet som flodvagt godt føles lidt meningsløst, fordi man så at sige kun fanger de små fisk. I et korruptionsramt land som Cambodia kan større fiskefirmaer betale for, at vagter ser den anden vej. Og Ros Siphan og hans kolleger kan intet stille op mod den nok største trussel mod delfinerne; Kinas og Laos dæmningsbyggeri.
»Især Don Sahong-dæmningen har markant indflydelse på, hvad der sker hernede«, siger han og kigger ud over floden, hvor et par delfiner igen dukker op.
