0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

    Alt om Præsident­valg i USA

Alaa mistede 19 slægtninge til giftgas på én dag

4. april vågnede borgerne i Khan Sheikhoun op til det, der formodes at være et giftgasangreb. Politiken har talt med Alaa, en 27-årig syrer, der fortæller om dagen, hvor han begravede alt for mange familiemedlemmer.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Privat
Foto: Privat

Ligene af Alaas familie er lagt i en række på madrasser. Med iltmasker forsøger nogle af de overlevende mænd at redde de forgiftede. Antallet af lig i lejligheden nåede op på 19 familiemedlemmer.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Alaa står målløs og stirrer ned i en massegrav.

I det lange dybe hul, som han selv har været med til at grave, ligger 19 mennesker. Mænd. Kvinder. Børn. Allesammen medlemmer af hans familie.

Mens mørket var ved at lægge sig over Alaas hjemby, Khan Sheikhoun, bar han ligene ned fra sin søsters lejlighed, læssede dem på en lastbil og kørte ud til gravpladsen.

»Jeg havde aldrig forestillet mig, at det ville komme hertil. At Bashar al-Assad ville dræbe os allesammen på den måde«, siger han, da Politiken et par dage efter et formodet giftgasangreb ringer til ham.

Det var tirsdag 4. april. Dagen, hvor over 86 mennesker mistede livet i landsbyen Khan Sheikhoun, en bydel i Idlib-provinsen i det nordlige Syrien. Antallet af ofre er i sig selv ikke overvældende, den blodige borgerkrig taget i betragtning. Indtil videre har omkring en halv million syrere mistet livet i den seks år lange konflikt.

Alle bør have hver deres grav. Men det havde vi ikke mulighed for den dag. Ikke engang en ærefuld død tillod Bashar al-Assad os at give dem

Men det er overvældende, fordi ofrene viste tegn på at have indåndet giftgas. Både lande som Tyrkiet og Storbritannien, internationale medier og nødhjælpsorganisationer har rapporteret, at angrebet formentlig blev begået med giftgassen sarin. Det syriske styre anklages for at stå bag. Torsdag afviste Assad beskyldningerne – i det første interview siden angrebet – med henvisning til, at alle regimets kemiske våben blev opgivet i 2013.

I årene efter 2013 har Human Rights Watch dog dokumenteret flere kemiske angreb begået af Assads styre. Senest i 2016 da syriske regeringstropper brugte kemiske våben i kampene omkring Aleppo.

Rusland bakker det syriske styre op. Giftgassen blev frigivet ved et uheld, da regimet bombede en oprørsgruppes våbenlager. Man vidste ikke, at der var kemiske våben gemt i byen, lyder forklaringen.

Politiken har ringet til Alaa, en 27-årig syrer, for at høre om den dag, giften nåede hans hjemby. Alaa tager os igennem det, han beskriver som »en sort dag«.

Morgen: Det første lig

Pludselig hørtes et brag ... Alaa var vant til at høre bomber eksplodere. Mærke jorden ryste under sig. Høre lyden af krigsfly, der tordner over hans hjemby.

Men denne gang føltes noget anderledes.

»Vi har været udsat for flere flyangreb, men denne gang rystede jorden ikke« husker Alaa.

Det var morgen i Khan Sheikhoun, og Alaa havde endnu ikke bevæget sig ud af sit toetagershus. Da braget lød, skyndte han sig sammen med sin far ud på dørtærsklen.

»Jeg var overrasket over, at bomben var faldet omkring 200 meter fra, hvor jeg bor«, siger han.

De to mænd skyndte sig igen indenfor i sikkerhed. Men Alaas far blev hurtigt utålmodig. Han var nervøs for, at nogle af familierne i nabolaget var kommet til skade. 15 minutter efter bevægede Alaas far sig endnu en gang ud på gaden. Der gik ikke lang tid, så var han tilbage igen .

»Han fortalte, at der var en dame, der var faldet om på jorden. To drenge ville løbe hen til hende for at se, hvad der var sket, men de faldt om, inden de nåede derover«, fortæller Alaa. »Det gik op for mig, at det her ikke var et normalt angreb, det kunne være noget giftigt, måske klor«.

Alaa har arbejdet på et sundhedscenter og har en generel forståelse for, hvordan forskellige typer kemiske våben opleves. Det gik hurtigt op for ham, at det ikke var klor, der var i luften.

»Vores øjne begyndte at svie, og vi kunne ikke få vejret. Jeg kunne ikke lugte klor, og jeg ved, at klorinbomber har en stærk lugt. Jeg blev bange«.

Familien skulle væk, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Alle fem – Alaa, hans mor, far, kone og søn – satte sig ind i Alaas grønne Opel og kørte hjem til Alaas søster.

Lige der på gaden, gemt bag bilens rat og forrude, blev Alaa konfronteret med det første døde menneske, han skulle se den dag. I løbet af de næste par timer ville antallet af lig mangedobles.

Formiddag: Flugten ud af byen

Hjemme hos søsteren ville hans gravide kone, Aya, og knap 2-årige søn, Najdad, være i sikkerhed, tænkte Alaa. Men da den unge familie trådte ind i søsterens hus, var det ikke sikkerhed, der mødte dem.

På gulvet i et af værelserne var Alaas 38-årige fætter Yassir viklet ind i et mønstret mørkeblåt og rødt tæppe, under hans hoved lå en brun pude, der var prydet med beigefarvede blade. Om hans mund kunne der stadig ses resterne af det, der nok var spytflåd. På hans hud var der blå plamager, og munden var lukket.

»De havde sprøjtet vand på ham, de havde prøvet at redde ham«, siger Alaa.

Men det kunne de ikke.

»Hans øjne var åbne, så vi lukkede dem«.

Yassirs hus lå få meter fra der, hvor giftgasbomben havde ramt. Hans to sønner og kone befandt sig også i huset. Den lille familie nåede ikke væk i tide. De kunne ikke få vejret. De blev kvalt. De døde.

»Da jeg så min fætter ligge der, knugede jeg ham ind til mig og kyssede ham«.

En grusom tanke ramte Alaa – det samme kunne ske for hans familie. De skulle af sted. Hurtigt.

Najdad blev viklet ind i to tæpper for at skærme ham for giftgassen i luften, og familien satte sig endnu en gang ind i den grønne Opel. Denne gang kørte de ud af byen og væk fra Khan Sheikhoun.

De var på vej til Ayas hjemby, som ligger 20 minutters kørsel væk. Men når ens lille søn får et hosteanfald, og når ens gravide kone hiver efter vejret, kan 20 minutter virke som lang tid, husker Alaa.

Alaa trådte på speederen.

»Jeg var bange for, at vi ikke nåede til sundhedscentret i tide. Jeg kunne ikke køre dem på tættere på, for der var fyldt med andre ofre for giftgassen«, fortæller Alaa.

Da de nåede sundhedscentret, fik Aya en iltmaske, en injektion og blev vasket med vand for at lindre den sviende fornemmelse på huden. Der gik 30 minutter, så begyndte hun at vise tegn på bedring, forklarer Alaa.

»Så ringede jeg til mine svigerforældre, der bor i byen, og bad dem om at komme og tage sig af hende og min søn, for jeg blev nødt til at tage tilbage og sige farvel til min fætter«.

Få dage efter aborterede Aya.

Eftermiddag: Fra hjem til lighus

For anden gang den dag stod Alaa og stirrede chokeret på døden hjemme hos sin søster. Denne gang var det ikke liget af et familiemedlem – men hele ni familiemedlemmer. På hver deres madras lå de dræbte viklet ind i hver deres mønstrede tæppe. Nogle havde lukkede øjne. Andres var halvt åbne.

»Ved siden af Yassir lå Mulham, ved siden af Mulham lå Amar, Nohad, Abdelkarim, Hassan, Mohamed. De lå alle sammen i samme rum«.

Det var ikke de eneste døde kroppe i lejligheden. I et andet rum lå ligene af børn og kvinder, fortæller Alaa.

»Jeg gik ind på det andet værelse, men da jo så dem ligge der, gik jeg ud igen. Jeg kunne ikke klare at se på det«.

Privat
Foto: Privat

Mens kampfly svæver over den syriske by Khan Sheikhoun, graver de overlevende fra Alaas familie et dybt hul i jorden, hvor samtlige døde familiemedlemmer skal begraves.

Når man har mistet så meget familie på så kort tid, bliver man nervøs for dem, man ikke ved, hvor er, forklarer Alaa. Så de mænd, der havde de mildeste bivirkninger fra giftgassen, blev sendt ud for at lede efter de savnede familiemedlemmer. Et af de overlevende var Alaas fætter Khaled.

»De kørte ham hjem til os. Da han så liget af sine to brødre og deres sønner ligge på den måde, brød han sammen. Han kunne ikke klare det mere. Pludselig begyndte han at rive sin skjorte af«.

Khaled var ikke den eneste, der fik et nervesammenbrud den dag, husker Alaa.

»Abdelhamid troede, at hans kone og tvillinger, som stadig er spædbørn, var blevet kørt i sikkerhed. Da de kom hjem med deres lig, prøvede han først at tøjle sine følelser, men så mistede han besindelsen«.

Antallet af lig hjemme hos Alaas søster nåede op på 19 personer den tirsdag.

Aften: Et langt, dybt hul

Abdelhamid sad i en bil i en rød trøje og med sine døde tvillinger viklet ind i hvidt stof. I højre arm bar han Ahmad. I venstre arm Aya. Han kiggede ned på dem og kyssede dem.

Annonce

Det var mange timer siden, Alaa hørte det brag, der skulle slå flere af hans familiemedlemmer ihjel. Nu sad de overlevende i biler på vej ud til en gravplads.

»Vi ventede til omkring klokken 18, så besluttede vi os for, at nu blev vi nødt til at begrave de døde«, siger Alaa.

Alle 19 lig blev båret ud af lejligheden og læsset bag på flere lastbiler. Abdelhamid ønskede at holde liget af sine spædbørn i favnen hele vejen til gravstedet.

Med lyden af krigsfly svævende om ørerne begyndte familiens overlevende at grave et langt, dybt hul i jorden. Langs siderne lagde de store rektangulære mursten.

»Som muslimer har vi pligt til at ære de døde. Alle bør have hver deres grav. Men det havde vi ikke mulighed for den dag. Ikke engang en ærefuld død tillod Bashar al-Assad os at give dem«, siger Alaa.

De bar de døde kroppe ned i massegraven. En efter en.

19 lig og 1 massegrav

Alaa står målløs og stirrer ned i den massegrav, hvor ligene af hans svoger, fætter, nevø, niece ...

I den massegrav hvor 19 familiemedlemmer ligger og om lidt vil blive begravet, når deres kroppe dækkes til med den jord, Alaa kort for inden havde gravet op.

Så sætter han sig ind i en bil og kører væk. Blottet for følelser. Blottet for ord. Blottet for tanker.

Om ikke så længe vil han igen befinde sig i et værelse fyldt med mennesker. Levende mennesker. De kommer for at vise deres sympati med familien. Alaa er nødt til at deltage.

Det skylder han sin familie.

Politiken har modtaget og gennemgået fotodokumentation tilsendt af Alaa for at verificere så meget af hans historie som muligt.

Redaktionen er bekendt med Alaas fulde navn, men har af sikkerhedsårsager valgt at udelade efternavnet.

Læs mere:

Læs mere